(332) En stor Krise forestå Guds Folk. En Krise forestår Verden. De største Kamp, der nogensinde er udkjæmpet ned gjennem tiderne, ligger lige foran os. Begivenheder, som vi ifølge det profetiske Ord, har ventet på hen ved 60 år, går i Opfyldelse for vore Øjne. Spørgsmålet om et tillæg til Grundloven med Indskrænkning af Samvittighedsfriheden er bleven Landets Lovgivere forelagt. Spørgsmålet om Søndagens Helligholdelse re bleven en Landssag af Betydning: Vi ved godt, hvad Følgerne af denne Bevægelse vil blive. Men er vi rede for Udfaldet? Har vi trofast udført de Pligter, Gud har pålagt os, og advaret Folket om den kommende Fare? ret
(333) Der er mange selv blandt dem, der er med i denne Bevægelse for Søndagens Håndhævelse, som re blinde for, hvad Følgerne af en sådan Handling vil blive. De forstår ikke, at de slår et Slag direkte imod Religionsfriheden. Der er mange, som aldrig har havt en sand Forståelse af den bibelske Sabbats Berettigelse og den falske Grund, hvorpå Søndagsanordningen hviler. Enhver Bevægelse i Favør af religiøse Lovbud er en Indrømmelse til Fordel for Pavedømmet, der i så lange Tider altid har ligget i Kamp mod Samvittighedsfriheden. Helligholdelsen af Søndagen som en kristelig Anordning skyldes "Uretfærdighedens Hemmelighed", og dens Indskjærpelse fører med sig en Anerkjendelse af de Principer, der udgjør selv Grundvolden for Romanismen. Når vort Land i den Grad afviger fra sin Regjerning Grundsætninger, at det udsteder en Søndagslov, så vil Protestantismen ved denne Handling gå Hånd i Hånd med Pavemagten, og Resultatet vil blive, at det Tyranni, der så længe årvågent har ventet på Lejlighed til at vise sin Despotisme, atter vækkes til Live. ret
(333) Den nationale Reformbevægelse med religiøse Lovbud til Grundlag vil, når den er fuldt udviklet, åbenbare den samme Intolerance og Hårdhed, som har været rådende i forrige Tider. I hine Tider påtog menneskelige Rådsforsamlinger sig guddommelig Myndighed, trådte despotisk Samvittighedsfriheden under Fødder, og Fængsel, Forvisning og Død blev deres Lod, der modsatte sig deres Befalinger. Om Pavemagten eller dens Principer atter kommer til Magten, vil Forfølgelsen bryde ud i Fyr og Flamme mod dem, der ikke vil gjøre Vold på Samvittighed og opgive Sandheden for at antage folkeyndede Vildfarelser. Dette Onde vil vi snart stå Ansigt til Ansigt med. ret
(334) Når Gud har skjænket os Lys, der viser os Farerne, hvorledes kan vi da stå skyldfrie overfor ham, dersom vi efterlader alvorlig at bestræbe os for at lade lyset skinne for menneskene? Kan vi slå os til ro med at lade dem være under Advarsel angående en Sag af så stor Betydning? ret
(334) Hvad vi kan vente er en fortsat Kamp, i hvilken vi er udsat for at lide Fængselstraf, Tab af Ejendom, ja hvor selvet Livet står på Spil, idet vi sætter os til Forsvar for Guds Lov, der tilintetgjøres ved Menneskelove. Under disse Omstændigheder vil der fra verdsligt Synspunkt set være nok til at tilskynde os til i det udvortes at rette os efter Landets Love for Fred og god Forståelses Skyld. Ja nogle vil endog forsvare en sådan Handlemåde under Henvisning i Skriftens ord: "Hvert Menneske være de foresatte Øvrigheder underdanig; . . . . de Øvrigheder, som er har Gud beskikket." ret
(334) Men hvad har Guds Tjenere i Fortiden gjort? Da Disciplene efter Opstandelsen prædikede Kristus og ham korsfæstet, bød de Øverste dem ikke mere at tale eller lære i Jesu Navn. "Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: Døm selv, om det er ret for os at adlyde eder mere end Gud. Thi vi kan ikke andet end tale det, som vi har set og hørt." De vedblev med at forkynde det glade Budskab og Frelse gjennem Kristus; og Guds Kraft Åbenbares i og gjennem dem. De syge blev helbredet, og tusinder lagdes til Menigheden. "Men den Ypperstepræst stod op og alle de, som var med ham (nemlig Sadducæernes Sekt), og de blev fulde af Nidkjærhed. Og de lagde Hånd på Apostlerne og kastede dem i et offentligt Fængsel." ret
(335) Men Gud i Himlen, Universets mægtige Herre, tog Sagen i sin egen Hånd; thi Menneskene satte sig op imod hans eget Værk. Han viste dem tydelig, at der er en Herre over Menneskene, hvis Myndighed må respekteres. Herren sendte sin Engel om Natten og Åbnede Fængslets Døre; og han førte de Mænd ud, som han havde anbetroet sit Værk. Øversterne sagde, "at de aldeles ikke skulde tale, ej heller lære i Jesu navn", men Guds Sendebud fra Himlen sagde: "Gå hen og træd frem og tal i Templet alle disse Livsens ord for Folket." ret
(335) De, der vil tvinge Menneskene til at antage en pavelig Anordning, og træder Guds Myndighed under Fødder, gjør netop, hvad de jødiske Øverster gjorde på Apostlernes Tid. Når jordiske Regenters Love strider imod Vredensaltets herres Love, så vil de, der er Guds trofaste Undersåtter, vise Lydighed mod ham. ret
(335) Vi har ikke som et Folk udført det Arbejde, Herren har betroet os. Vi er ikke rede for Udfaldet af Indskjærpelsen af en Søndagslov. Det er vor Pligt, når vi ser Tegnene på den kommende Fare, at træde i Virksomhed. Lad ingen sidde i ro og Mag og vente på Ondet, trøstende sig med den Tanke, at dette må komme, fordi det er forudsagt i Profetierne, og at Herren vil beskytte sit Folk. Vi gjør ikke Guds Vilje, om vi sidder med foldede Hænder uden at gjøre noget for at bevare Samvittighedsfriheden. Vi bør opsende inderlige Bønner til Gud om, at denne ulykke må afvendes, indtil vi kan få udført det Værk, der så længe er blevet forsømt. Ja, lad Bønnen være alvorlig, og lad Handling følge på Ord. Det kan se ud, som om Satan skulde sejre, og at Sandheden er skjult undre Løgn og Vildfarelse; det Folk, som Gud har holdt sin beskyttende Hånd over, og det Land der har været et Tilfulgtssted for de for sin Overbevisnings Skyld forfulgte Guds tjenere og Forsvarere af hans Sandhed, kan komme i Fare; men Gud vil, at vi skal erindre hans Handlemåde med sit Folk i Fortiden, hvorledes han har udfriet dem af Fjendernes Vold. Han har altid vist sig mægtig til at frelse, når Nøden var størst, og når det så ud, som om der ingen Udvej var til at undslippe. Når Nøden er størst, er Hjælpen nærmest. Det kan være, at der endnu kan tilståes Gus Folk en Frist til at vågne op og lade Lyset skinne. Dersom Gud vilde have skånet de ugudelige Byer på Sletten, om der havde været ti retfærdige i dem, der det da ikke muligt, at han endnu som Svar på sit Folks Bønner vil standse dem, der virker for at tilintetgjøre hans Lov? Skal vi ikke ydmyge os alvorlig for Gud, fly hen til Nådestolen og anråbe ham om at vise sig mægtig til at hjælpe? ret
(336) Dersom vort Folk vedvarende viser en sådan Ligegyldighed, som de har gjort, så kan Gud ikke udgyde sin Ånd over dem. De er uforberedte til at samvirke med ham; de fatter ikke Stillingens Alvor eller forstår den truende Fare. Nu som aldrig før burde de indse Nødvendigheden af at være årvågne og skride til Handling alle sammen. ret
(336) Vi har ikke indset Vigtigheden af den tredje Engels særskilte Værk. Gud havde til Hensigt, at hans Folk skulde have gjort langt større Fremskridt, end de har gjort. Men nu, da Tiden er kommen, at de må skride til Handling, behøver de en Beredelse. Da Nationalreformatorerne først fremkom med Forslag til Indskrænkning af Religionsfriheden, burde vore Ledere have indset, hvad det gjaldt, og ihærdig have arbejdet for at modvirke deres Bestræbelser. Det er ikke efter Guds Vilje, at Lyset er blevet vort Folks forholdt, - selve den nærværende Sandhed, som de behøvede for denne Tid. Ikke alle af vore Prædikanter, som forkynder den tredje Engels Budskab, fatter egentlig, hvori dette Budskab består. Nogle har ment, at denne nationale Reformbevægelse var af så liden Betydning, at de ikke har anset det nødvendigt at skjænke den særlig Opmærksomhed, ja har endog tænkt, at om de gjorde det, så befattede de sig med noget, der lå udenom den tredje Engels Budskab. Må Herren tilgive Brødrene for, at de har betragtet selve Budskabet for denne Tid på en sådan måde. Folket må vækkes op til en forståelse af denne Tids Farer. Men Vægterne sover. Vi er mange år i Baghånden med Arbejdet. De fornemste blandt Vægterne må lære at indse, hvor påkrævet det er, at de vægter sig, så de ikke går glip af Lejligheden til at se Faren. ret
(337) Vi har i mange År ventet på, at der skulde udstedes en Søndagslov her i vort Land; og nu, da Bevægelsen er så nær ved at lykkes, må vi spørge: Vil vort Folk gjøre sin Pligt i denne sag? Skal vi ikke løfte Banneret højt i Vejret og bevæge dem, der har Agtelse for sine religiøse Pligter og Privilegier, til at træde i Kampen med os? Den Tid nærmer sig hurtigt, da de, der vælger at lyse Gud mere end Menneskene, vil få føle Undertrykkelsens Svøbe. Skal vi da vanære Gud ved at tie, når hans hellige Bud trædes under Fødder? ret
(337) Medens den protestantiske Verden ved sin Adfærd gjør Romerkirken Indrømmelser, så lad os vågne op til en sand forståelse af Stillingen og betragte den foran os liggende Kamp i det rette lys. Lad Vægerne oplyse Røsten og kundgjøre det Budskab, der indeholder Sandheden for denne Tid. Lad os vise Folket, hvor vi befinder os i den profetiske Historie, vække den sande Protestantismens Ånd til Live og søge at bibringe Verden en Forståelse af, hvilket værd der bør sættes på den Religionsfrihed, vi så længe har nydt godt af. ret
(337) Gud forlanger, at vi skal vågne op; thi Enden er nær. For hver Time, som går, hersker der stor Travlhed i de himmelske Sale, efterdi et Folk må beredes på Jorden til at udspille sin Rolle i de Optrin, der så snart skal bevidnes. Disse svindende øjeblikke, der synes at få lidet Værd for os, er af stor Betydning for vort evige Vel. De vil blive afgjørende for Sjæles evige Skjæbne, som evigt Liv eller evig Død skal blive deres Lod. Den Tale, vi fører i Folkets påhør, det arbejde, vi udretter, det Sindelag, vi åbenbarer under Budskabets Forkyndelse, vil blive enten en Livets Lugt til Liv eller en Dødens Lugt til Død. ret
(338) Mine Brødre, har I lært at indse, at eders egen Frelse såvel som andres Sjæles Vel beror på den Beredelse, I gjør for den Prøvends Tid, der er i vente for os? Ejer I den Nidkjærhed, den Fromhed og Hengivenhed i Guds Vilje, som vil sætte edre i stand til at bestå, når Modstanden rejser sig imod eder? Sådandt Gud nogen Gang har talt ved mig, vil den Tid komme, da I vil blive fremført for Rådsforsamlinger, og ethvert punkt i den Sandhed, i bekjender eder til, vil blive Gjenstand for de skarpeste Angreb. Den Tid, som så mange nu lader gå ubenyttet hen, bør benyttes således, at vi kan blive beredte for den kommende Krise, som gud har sagt. ret
(338) Guds lov bør agtes og æres højere af hans sande Folk nu end nogensinde før. Det er af allerstørste Vigtighed, at alle de troende, Mænd og Kvinder, Ungdom og Børn, giver agt på Kristi Ord om at "ransage Skrifterne". Gransk Bibelen med større Alvor, end I nogensinde før har gjort. Medmindre I når et højere Mål i eders religiøse Erfaring, vil I ikke blive færdige for vor Herre Åbenbarelse. Gud har skjænket sit Folk stort Lys, derfor venter han en tilsvarende nidkjærhed, Troskab og Fromhed. Der kræves et dybere Åndens Liv, en inderligere Gudsfrygt og en Nidkjærhed for hans Værks Fremme, som aldrig før er udvist. Megen Tid må anvendes til Bøn, for at vore Kjortler kan blive tvættede og gjort hvide i Lammets Blod. ret
(338) Særlig bør vi i Troens fulde Forvisning bede Gud om, at han vil skjænke sit Folk stor Nåde og Kraft just nu. Profeten så "fire engle stå på Jordens fire hjørner, som holdt Jordens fire Vinde, på det ingen Vind skulde blæse over Jorden, ej heller over Havet, ej heller over noget Træ". En anden Engel som opsteg fra Jordens opgang, råbte til dem med høj Røst og sagde: "Skad ikke Jorden, ej heller Havet, ej heller Træerne, indtil vi får beseglet vor Guds vor Tjenere i deres Pander." Herved udpeges det Værk, vi nu har at udføre. Der hviler et stort Ansvar på Bønnens Mænd og Kvinder hele Landet ovre; de må opsende inderlige Bønner til Gud om, at han vil holde det onde i Ave og give os endnu nogle få Nådeår, hvori vi kan virke for vor Mester. Lad os anråbe Gud om, at Englene må holde de fire Vinde, indtil der kan blive udsendt Missionærer til hver Egn på Jorden, som kan kundgjøre Advarslen imod at vise Ulydighed mod Jehovas Lov. ret