(342) Jeg så en Trone, og på den sad Faderen og Sønnen. Jeg fæstede mit Blik på Jesu Åsyn og henreves af hans Skikkelses Skjønhed. Faderens Skikkelse kunde jeg ikke se, thi en herlig Lyssky omgav ham. Jeg spurgte Jesus, om hans Fader havde en Skikkelse lig ham selv. Han sagde, at han havde, men at jeg ikke kunde se ham; thi, sagde han, om du blot engang skulde se hans Herlighed, vilde du omkomme. Foran Tronen så jeg Adventskaren – Kirken og Verden. Jeg så to Grupper, den ene nedbøjet foran Tronen dybt påvirket, den anden stående upåvirket og ligegyldig. De, der var nedbøjede foran Tronen, opsendte Bønner til Jesus og fæstede Blikket på ham; han så da hen på sin Fader og syntes at gå i Forbøn for dem. Et Lys syntes at undgå fra Faderen til Sønnen og fra Sønnen til den bedende Skare. Da så jeg et særdeles stærkt Lys, som udgik fra Faderen til Sønnen og fra Sønnen udbredde sig over Folket foran Tronen. Men kun få vilde vedkjende sig dette stærke Lys, Mange drog sig tilbage for det og begyndte straks at modstå det; andre var ligeglydige og brød sig ikke om Lyset, og det flyttede sig bort fra dem. Nogle holdt sig til det og gik og bøjede sig ned med den lille bedende Skare. Alle i denne Skare vedkendte sig Lyset og glædede sig over det, og deres Ansigter oplystes af dets Glans. ret
(343) Jeg så Faderen rejse sig op fra Tronen og i sin Ildvogn drage ind i det allerhelligste indenfor Forhænget og satte sig. Så rejste Jesus sig op fra Tronen, og de fleste af dem, der var nedbøjede, rejste sig op med dem. Jeg så ikke en eneste Lysstråle udgå fra Jesus til den ligegyldige Mængde, efter at han rejste sig op, og de efterlodes i fuldstændigt m´Mørke. De, der rejste sig op med Jesus, holdt Blikket fæstet på ham, medens han forlod Tronen og førte dem ud et Stykke. Så løftede han sin højre Arm op, og vi hørte hans dejlige Røst, idet han sagde: "Vent her; jeg går hen til min Fader for at modtage Riget; bevar eders Kjortler ubesmittede, og om en liden Strund vil jeg komme tilbage fra Bryllupet og tage eder til mig." Da kom der en i Skyer indhyllet Vogn med Hjul som Ilsluer, omgiven af Engle, til det Sted, hvor Jesus var. Han steg ind i Vognen og blev ført hen til det allerhelligste, hvor Faderen sad. Der så jeg da Jesus den store Ypperstepræst, stående for Faderen. På Sømmen af hans Klædebon var en Bjælde og et Granatæble, en Bjælde og et Granatæble. De, der rejste sig op med Jesus, så i Troen hen til ham i det allerhelligste og bad: "Min Fader, giv os din Ånd." Da åndede Jesus over dem den Helligånd. I dette Åndedræt var der Lys og Kraft og stor Kjærlighed, Glæde og Fred. ret
(343) Jeg vendte mig om og så hen på den Skare, der endnu var bøjet for Tronen; de vidste ikke, at Jesus havde steget ned af den. Det så ud, som om Satan stod ved Tronen og forsøgte på at udføre Guds Værk. Jeg så dem vende Blikket mod Tronen og bede: "Fader, giv os din Ånd." Så åndede Satan en ond Indskydelse over dem; i den var der Lys og stor Kraft, men ingen liflig Kjærlighed, Gælde og Fred. Det var Satans Hensigt at holde dem i Forfølgelsens Lænker, at vildlede og forføre Guds Børn. ret
(344) Ved et større Møde af dem, der troede på den nærværende Sandhed, holdt i Sutton, Vermont, i September 1850, blev det mig vist, at de syv sidste Plager vil blive udgydt, efter at Jesus forlader Helligdommen. Englen sagde: "Det er Guds og Lammets Vrede, der forårsager de ugudelige Ødelæggelse eller Død. Når Guds Røst høres, vil de hellige blive stærke og mægtige som en Hær med Banner; men de vil ikke da fuldbyrde den Dom, der står skreven. Dommens Udøvelse vil finde Sted ved Enden af de tusinde År. ret
(344) Efter at de hellige er bleven forvandlede og iført Udødelighed og rykkede hen tilligemed Jesus, efter at de får sine Harper, sine Kjortler og sine Kroner og indgår i Staden, da sættre Jesus og de hellige sig til Doms. Bøgerne er opladte – Livets Bog og Dødens Bog. I Libets bog er de helliges gode Gjerninger optegnede, og i Dødens bog er de ugudelige onde Gjerninger optegne. Disse Bøger sammenlignes da med Lovbogen, Bibelen og derefter dømmes de. De hellige sammen med jesu afsiger Dommen over de ugudelige døde. Se, sagde Englen, de hellige i Forening med Jesuss sidder til Doms for at ilægge de ugudelige Straf efter det, der er sket ved Legemet, og den Dom, de vil få ved Kjendelsens Fuldebyrdelse skrives lige overfor deres Navne. Dette så jeg var de helliges Værk med Jesus i de tusinde År i den himmelske Stad, før de nedstiger på Jorden. Derefter, ved Enden af de tusinde År, forlader Jesus sammen med Englene og alle de hellige den hellige Stad, og medens han nedsigter til Jorden med dem, opstår de ugudelige døde, og da skal "de, som ham igjennemstunge", se ham i det fjerne i al hans Herlighed samt Englene og de hellige, som er med ham, og de skal hvile for ham. De vil se Naglegabene i hans Hænder og Fødder, og hvor de stak spydet ind i hans Side. Naglegabene og spydstikket vil da blive ham til Ære. Det er ved Enden af de tusinde År, at Jesus står på Oljebjerget, og Bjerget revner og bliver til en stor Dal. De, der flygter på hin Tid, bliver de ugudelige, som netop er opstandne. Derefter stiger den hellige Sted ned og hviler på Sletten. Satan indgyder da sin Ånd i de ugudelige. Den foreholder dem, at Hæren i Staden er liden, at hans Hær er stor, og at de kan vinde Sejr over de hellige og indtage Staden. ret
(345) Medens Satan samlede sin Hær og gjorde sig færdig, var de hellige i Staden og beskuede Skjønheden og Herligheden i Guds Paradis. Jesus gik i Spidsen for deres Anfører. Pludselig blev Jesus borte fra vor Skare; men snart hørte vi hans elskelige Stemme og de Ord: "Kom hid, min Faders velsignede, arv det Rige, som eder er beredt fra Verdens Grundvold blev lagt." Vi samlede os omkring ham, og netop som han lukkede Stadens Porte blev Forbandelsen udtalt over de ugudelige. Portene var lukkede. Da gjorde de hellige Brug af sine Vinger og steg op og satte sig på Toppen af Stadens Mur. Jesus var også med dem; hans Krone funklede og lyste. Der var en Krone indeni en Krone, syv i alt. De helliges Kroner var af det reneste Guld besat med Stjerner. Deres Ansigter strålende af Herlighed, thi de var Jesu udtrykte Billede; og idet de rejste sig, og alle tilsammen steg op til Stadens Top, skyldes jeg af en usigelig Fryd ved Synet heraf. ret
(345) De forstod de ugudelige, hvad de havde tabt; og Ild udgik fra Gud og faldt over dem og fortærede dem. Dette var Dommens Fuldbyrdelse. De ugudelige fik da Straf, efter hvad de hellige i Forening med Jesus havde bestemt for dem i de tusinde År. Den samme Ild fra Gud, som fortærede de ugudelige rensede hele Jorden. De foreskrevne, ujævne Bjergmasker opløstes i stærk Hede, og Luftarterne og alt Affald på Jorden blev fortæret. Da kom vor Arvelod, herlig og skjæn, til Syne, og vi arvede hele den nye Jord. Vi istemte alle med høj Røst: Ære, Halleluja! ret