(350) Snart efter Kristi Bortgang fra Verden blev den Helligaand udgydt over Apostlene i rigt Maal, og de vidnede frimodig for Verden, at Jesus af Nazareth er Guds Søn. Og som Følge deraf lagdes daglig nogle til Menigheden, som lod sig frelse. Kristi Menioghed var ren og hellig. De havde alle ét Hjerte og én Sjæl. Men det har altid været Satans Hensigt at hindre Guds Værk, og han undlod ikke hver at gjøre sig Flid for at ødelægge Jesu Efterfølgere. Han opnaaede ikke sin Hensigt, da han fristede Guds Søn; og han harmedes ved at se paa Kristi Riges Fremgang. Han søgte at ophidse baade Jøder og Hedninger imod de Kristne. Det lykkedes ham; og Tusinder af trofaste Sjæle led Døden for Kristi Navns Skyld. ret
(351) Men Satan var ikke tilfreds med blot at berøve Jesu Efterfølgere Livet. Han ønskede at lede deres Sind bort fra Kristus og føre dem i evig Fordærvelse. Frugterne af hans Bestræbelser viste sig allerede paa Paulus’ Tid, thi han siger: "Uretfærdighedens Hemmelighed ytrer sig allerede kraftig." Men denne Magt, der alt var virksom i Paulus’ Dage, vedblev at virke ved større og større Kraft, indtil Kristendommen blev fordærvet. Paver og Præster ophøjede sig i Menigheden og lærte Folket, at de skulde komme til dem for at faa Syndsforladelse i Stedet for at ty hen til Kristus. ret
(351) Folket blev ført aldeles paa Vildspor. Man lærte dem, at Paverne og Præsterne var Kristi Repræstentanter, medens de i Virkeligheden var Satans Repræsentanter. Folket begjærede at faa Bibelen; Men Præsterne ansaa det for farligt at lade dem læse den, da de frygtede for, at de derved skulde blive for oplyste og aabenbare sine Leders Synder. Men læste Folket, at de skulle tage ethvert Ord, som disse Forførere talte, som om det kom fra Guds Mund. De herskede over Menneskene i en Grad, som det alene tilkommer Gud at herske over dem. Dersom nogen vovede at følge sin egen Overbevisning, udviste Myndighederne det samme Had mod dem, som Satan og Jøderne udviste mod Kristus; de tørstede efter deres Blod. ret
(351) Jeg blev henvist til en Tid, da Satan især triumferede. En Mængde Kristne blev dræbt paa den grusomste Maade, fordi de holdt sig til den kristelige Religion i deres Renhed. Præsteskabet havde Bibelen og bestræbte sig for at udrydde den af Jorden. Det blev Folk forbudt under Dødsstraf at læse den; og alle de Bibler, man kunde finde, blev opbrændte. Men jeg saa; at Gud havde særlig Omsorg for sit Ord. Han bevarede det. Til forskjellige Tider var Bibelen udryddet paa nogle faa Eksemplarer nær; Men HErren vilde ikke, at de helt fuldkomne udryddes; thi de sidste Dage skulde en saadan Mængde Bibeler udkomme, at enhver Familie kunde forskaffe sig den. Jeg saa, at Bibelen var Guds Folk til stor Trøst og Opmuntring paa de Tider, da der kun var faa Eksemplarer af den tilbage. Den blev læst i al Hemmelighed, og de, som nød dette ophøjede Privilegium, følte, at de havde havt en Samtale med Gud, med hans Søn Jesus og med hans Disciple. Men dette velsignede Privilegium kostede mange af dem Livet. Dersom de blev opdagede, blev de førte enten til Skarpretterens Blok, til Baalet eller til Fængslet, hvor de omkom af Hunger. ret
(352) Satan kunde ikke omstyrte Frelsens Plan. Jesus blev korsfæstet og opstod igjen paa den tredje Dag. Men Satan meddelte sine Engle, at han vilde benytte baade Korsfæstelsen og opstandelsen som Hjælpemidler til sin Sags Fremme. Han havde intet imod, at de, som bekjendte sig til Kristentroen, skulde tro, at Loven om de jødiske Ofringer ophørte ved Kristi Død, dersom han samtidig kunde faa dem til at tro, at ogsaa de ti Buds Lov ophørte ved Kristi Død. ret
(352) Jeg saa, at mange stod færdige til at følge dette Satans Opspind. Alle Himmelens Beboere fyldtes af Harme, idet de saa Guds Lov traadt under Fødder. Jesus og hele den himmelske Hærskare kjendte til Guds Lovs Natur; de vidste, at han hverken vilde forandre eller afskaffe den. Menneskenes haabløse Tilstand efter Syndefaldet voldte dyb Sorg i Himlen og bevægede Jesus til at tilbyde sig at give sit Liv for at frelse Overtræderne af Guds hellige Lov. Men havde det været muligt, at denne Lov kunde afskaffes da kunde Menneskene være bleven frelste uden Jesu Død. Ved hans Død afskaffedes derfor ikke Faderens Lov; men han forherligede den og indskjærpede Lydighed mod alle dens hellige Fordringer. ret
(353) Dersom Menigheden var forbleven ren og standhaftig, kunde Satan ikke have forført dem og bevæget dem til at nedtræde Guds hellige Lov. Denne Satans frække Plan var et direkte Angreb paa Grundvolden for Guds Regjering i Himlen og paa Jorden. Hans første Oprør foraarsagede, at han blev udstødt af Himlen. Efter sit Fald ønskede han for at redde sig, at Gud skulde forandre sin Lov; Men det blev han fortalt i hele den himmelske Hærskares Paahør, at Guds Lov var uforanderlig. Satan veed, at dersom han kan lede andre til at overtræde Guds Lov, da har han vundet dem over paa sin Side; thi enhver Overtræder af denne Lov maa dø. ret
(353) Satan besluttede at gaa endnu videre.. Han fortalte sine Engle, at nogle vilde vise en saadan Nidkjærhed for Guds Lov, ad de ikke kunde fanges i denne Snare; de ti Bud var saa tydelige, at mange vilde tro, at de endnu stod ved magt, og derfor maatte han søge at fordærve blot ét af disse Bud. Han bevægede da sine Repræsentater, de falske Lærere, til at forsøge paa at forandre det fjerde Bud, Sabbatsbudet, det eneste af de ti, der fortæller so, hvem den sande Gud er, nemlig den, der skabte Himlen og Jorden. Satan fremholdt for dem Jesu herlige Opstandelse fra de døde og fortalte dem, at han ved at opstaa paa denne første Dag i Ugen forandrede Sabbaten fra den syvende til den første Dag. ret
(353) Saaledes benyttede Satan sig af Opstandelsen til at gjennemføre sin Hensigt. Han og hans Engle glædede sig over, at de Vildfarelser, de havde opfundet, fandt saa god Indgang blandt Kristi Efterfølgere. Hvad én betragtede med Afsky, det antog den anden. Saaledes antog man mange forskjellige Vildfarelser og forsvarede dem med Nidkjærhed. Guds Vilje, saa tydelig aabenbaret i hans Ord, blev skjult under Vildfarelser og Traditioner, der fremholdtes som Guds Gud. Men uagtet denne gudsbespottelige Forfølgelse vil blive taalt og faa Fremgang indtil Kristi andet Komme, har Gud dog aldrig været uden sande Vidner. Selv under Menighedens Forfølgelse og det aandelige Mørke har der altid været nogle sande, trofaste Sjæle, som har holdt alle Guds Bud. ret
(354) Jeg saa, at hele den himmelske Hærskare af Engle med Undren betragtede Herlighedens Konges Lidelse og Død. Men jeg saa, at de ikke undrede sig saa meget over at se Livets og Herlighedens Herre, som havde opfyldt al Himlen med Fryd og Herlighed, synderbryde Dødens Baand og fremkomme af Gravens mørke Fængsel som en triumferende Sejrherre. Hvis der en af disse Begivenheder skulle ihukommes ved en Hviledag, saa burde det være Korsfæstelsen. Men jeg saa, at Gud ikke ved nogen af disse Begivenheder havde en Hensigt at forandre eller afskaffe sin Lov, men at de derimod staar som stærke Beviser paa dens Uforanderlighed. ret
(354) Hver af disse vigtige Begivenheder har sin tilsvarende Ihukommelse. Ved Deltagelse i Herrens Nadver, ved Brødet og Vinen, vi nyder, forkynder vi Herrens Død, indtil han kommer. Hans Lidelse og Død kommer derved til at staa levende i vor Erindring. Og Kristi Opstandelse ihukommes derved, at vi bliver begravne med ham ved Døden og opstaar af Daabens Vande i Lighed med hans Opstandelse for at vandre i et nyt Levnet. ret
(354) Det blev vist mig, at Guds vilde bestaa evindelig og gjælde paa den nye Jord i al Evighed. Da Jordens Grundvolde blev lagt ved Skabvelsen, betragtede Guds Sønner Skaberens Værk ved Beundring, og hele den himmelske Hærskare raabte af Glæde. Det er da, at Grundvolden til Sabbaten blev lagt. Ved Slutningen af de seks Skabelsesdage hvilede Gud paa den syvende Dag fra al sin Gjerning, som havde gjort. Og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den, fordi han hvilede paa den fra al sin Gjerning. Sabbaten blev indstiftet i Eden før Syndefaldet og blev helligholdt af Adam og Eva og hele den himmelske Hær. Gud hvilede paa den syvende Dag og velsignede og helligede den. Jeg saa, at Sabbaten aldrig vil blive afskaffet, men at den frelste Skare tilligemed Englene vil helligholde den til Ære for Skaberværket i al Evighed. ret