(355) Trods den Forfølgelse, de hellige matte lide, fremstod der dog levende Vidner for Guds Sandhed alle vegne. Herrens Engle udførte den Gjerning, der blev den anbetroet. De søgte efter paa de mørkeste Steder og valgte ud af Mørket saadanne Mænd, som var ærlige og retskafne. Disse var alle omtaagede af Vildfarelser, og dog kalde Herren dem, ligesom han kaldte Saulus, til udvalgte Redskaber til at frembære hans Sandhed og opløfte Røsten imod hans Folks Synder. Guds Engle virkede paa Martin Luthers, Melanchtons og andres Hjerter paa forskjellige Steder og opvakte hos dem en Længsel efter Guds Ord levende Vidnesbyrd. Fjenden var kommen som en Flod, og Banneret maatte oprettes imod ham. Luther var den, som blev udkaaret til at trodse Stormen, til at modstaa den faldne Kirkes Vrede og styrke de faa Sjæle, som blev sin hellige Bekjendelse tro. Han var stedse bange for, at han skulde fortørne Gud. Han søgte Naade hos Gud ved sine egne Gjerninger, men følte sig ikke tilfreds, indtil et Lysglimt fra Himlen bortjagede Mørket fra hans Sind, og han kom til at stole paa Kristi Blods Fortjeneste, ikke paa sine egne Gjerninger. Han kunde da søge Gud for sig selv, ikke gjennem Paver eller Skriftfædre, men alene gjennem Kristus. ret
(356) O, hvor dyrebart dette nye og herlige Lys var for Luther – dette Lys, som havde opklaret hans mørke Forstand og bortjaget hans Fordomme! Han satte større Pris paa det end paa de kostelige jordiske Skatte. Guds Ord forekom ham aldeles nyt. Alt var forandret. Den Bog, som han havde næret Frygt for, fordi han ikke kunde indse, at der var noget tiltrækkende deri, tjente ham nu til liv, evigt Liv. Den var hans Fryd, hans Trøst, han velsignede Lærer. Intet kunde bevæge ham til at ophøre at studere den. Før havde han været bange for Døden; Men al hans Frygt forsvandt, naar han læste Guds Ord, og han beundrede Guds Karakter og lærte at elske ham. Han ransagede Bibelen for sig selv og frydede sig over dens dyrebare Skatte; derefter ransagde han den for Kirkens Skyld. Han væmmedes ved de synder, som han opdagede hos dem, hvem han havde stolet paa til Frelse, og idet han saa mange andre indhyllede i det samme Mørke, som havde omgivet ham, søgte han inderlig efter en Anledning til at vise dem hen til det Guds Lam, som alene borttager Verdens Synd. ret
(356) Han opløftede sin Røst imod Pavekirkens Vildfarelser og søgte alvorligt at bryde den Mørkets Længe, som holdt Tusinder fangne og ledte dem til at stole paa sine gode Gjerninger til Frelse. Han længtes Inderlig efter at Aabenbare Guds Naades rige Skatte for dem og vise dem, hvor ypperlig den Frelse er, der erholdes gjennem Jesus Kristus. Han vidnede i den Helligaands Kraft imod de blandt Kirkens Ledere herskende Synder; og hans Mod svigtede ham ikke, naar Præsten Modstand hævede sig imod ham; thi han stolede fast paa Herrens stærke Arm, og i fuld Fortrøstning til ham ventede han at sejre. Eftersom han trængte haardere ind paa sine Mostandere, blev Præsterne endnu mere rasende imod ham. De ønskede ikke at forbedre sig. De foretrak at forblive i Ro og Mag, i udskejende Fornøjelser og Ugudelighed og ønskede, at Kirken ogsaa skulde holdes i Mørke. ret
(357) Jeg saa, at Luther var ivrig og nidkjær, uforhærdet og modig til at irettesætte for Synd og forsvare Sandheden. Han brød sig hverken om onde Mennesker eller Djævle; han vidste, at han havde en hos sig, som var mægtigere end dem alle.. Luther besat Nidkjærhed, Mod og Dristighed og var undertiden tilbøjelig til at gaa til Yderligheder. Men HErren oprejste Melanchton, som besat netop den modsatte Karakter, til at hjælpe Luter i Reformationens Gjerning: Melanchton var tilbageholden, frygtagtig, varsom og ejede stor Taalmodighed. Han var meget elskelig for Gud. Han var velbevandret i Skriften og havde en ypperlig Dømmekraft og god Forstand. Hans Kjærlighed til Guds Sag var ligesaa stor som Luthers. HErren knyttede disse mænds Hjerter sammen, og de blev uadskillelige Venner. Luther var Melanchton til stor Hjælp, da denne stod i Fare for at være frygtsom eller sen, og Melanchton var ligeledes til en stor Hjælp for Luther, da der var Fare for, at denne skulde handle uvarsomt. Hans Fremsyn og Forsigtighed afværgede ofte Ulykker, som vilde have skadet Sagen, hvis Luther havde været alene om at udføre Gjerningen; og undertiden vilde ikke Værket være bleven drevet fremad, som det burde, hvis Melanchton havde været alene. Jeg fik se Guds Visdom deri, at han udvalgte disse to Mænd til at gjennemføre Reformationsværket. ret
(357) Derpaa blev jeg ført tilbage til Apostlernes Dage og saa, at HErren udvalgte den ivrige, nidkjære Peter og den milde, taalmodige Johannes til at bistaa hinanden. Undertiden var Peter fremfusende, og naar dette hendte sig, blev han ofte standset af den elskede Discipel. Det frembragte dog ingen grundig Forbedring. Men efter at han havde fornægtet sin Mester, angret sin Synd og var bleven omvendt, behøvedes der blot en mild Advarsel af Johannes for at dæmpe hans Hidsighed og Iver. Kristi Sag vilde dog have lidt Tab, hvis den havde været afhængig af Johannes alene. Peters Nidkjærhed var nødvendig. Hans Dristighed og Dristighed friede dem ofte ud af Vanskeligheder og lukkede Munden paa deres Fjender. Johannes havde et tiltrækkende Væsen. Han vandt mange for Kristi Sag ved sin Langmodighed og inderlige Fromhed. ret
(358) Herren beskikkede mænd til at vidne imod de i Pavekirken herskende Synder og til at fremme Reformationen. Satan forsøgte at ødelægge disse levende Vidner; Men HErren satte et HEgn om dem. Nogle fik Lov til at besegle sit Vidnesbyrd med sit Blod og saaledes forherlige Guds Navn; Men der var andre stærke Mænd, lig Luther og Melanchton, som kunde forherlige Gud bedst ved at lede og afsløre Præsters, Pavers og Kongers Synder. Disse skjalv for Luthers og hans Medarbejderes Røst., Ved disse Udkaarne Mænd Virksomhed begyndte Lusets Straaler at sprede Mørket, og mange antog Lyset med Glæde og vandrede deri. Og naar ét Vidne faldt, blev to eller flere oprejste til at indtage Pladsen. ret
(358) Men Satan var ikke tilfreds. Han havde Magt kun over Legemet. Han kunde ikke tvinge de troende til at opgive sin Tro og sit Haab. Og selv i Døden sejrede de, idet Haabet om Udødelighed i de retfærdiges Opstandelse lyste for dem: De besad mere end menneskelig Kraft. De vovede ikke at sove et Øjeblik, men stod iførte den kristne Rustning, færdige til at kjæmpe, ikke alene mod aandelige Fjender, men mod Satan selv i Skikkelse af Mænd, hvis stadige Raab var. Frasig eder Troen eller dø! Disse faa Kristne var stærke i Gud og mere kostelige for ham end den halve Verden, der bærer Kristennavnet og dog viser sig fejge i hans Sag. Medens Kirken blev forfulgt, var Medlemmerne forenede, og de elskede hverandre; de var stærke i Gud. Syndere fik ikke Lov til at forene sig i Menigheden. Kun de, som var villige til at forsage alt for Kristi Skyld, kunde blive hans Disciple. Disse syntes om at være fattige, ydmyge og Kristus lige. ret