Aandelige Erfaringer kapitel 6fra side63

ren side - tilbage

6. Erfaringer i 1843-44

(63)   Vi behøvede megen Tålmodighed; thi de var mange, som spottede os. De henviste ofte håndfuldt til vor Skuffelse. "De er endnu ikke faren til himmelen;" "når venter De at fare op?" Sådan måtte vi ofte høre fra vore bekendte blandt Verdensmenesker, ja endog fra sådanne, som bekendte sig til at være Kristne og tro på Bibelen, men som ikke havde lært dens dyrebare Sandheder at kende. De syntes kun kunkelt at fatte Guds Ords alvorlige Vidnesbyrd om, at han har sat en Dag, på hvilken han vil dømme Jorderige, og at de hellige skal møde Herren i Luften. ret

(60)   De, som i Sandhed elsker Jesus, kan skønne, hvilke Følelser de besjæledes af, der med inderlig Længsel ventede på Frelserens Komme. Tiden, da vi håbede at møde ham, var nær forhånden. Vi nærmede os den Stund med stille Alvor. De sande troende stod i et inderligt Samfund med Gud. De havde en Forsmag på den Fred, de skulde nyde hisset. Ingen, som erfarede dette Håb og denne Fortrøstning til Gud, kan nogensinde glemme disse dyrebare Stunder. ret

(57)   Vi nærmede os varsomt og med Ærefrygt den Tid, da vi ventede, at Frelseren skulde åbenbares. Vi bestræbte os alvorlig som et Folk på at rense os, så vi kunde være beredte til at møde ham. Skønt der var stor Modstand fra Prædikanter og Kirkemedlemmer, var dog Beethoven Hall i Byen Bortland overfyldt med Mennesker hver Aften. Der var især en Mængde forsamlede om Søndagen. Lkdste stormænd var en meget from og Gudfrygtig Mand. Hans Helbred var svag; men når han talte til Folket, syntes hans legemlige Svaghed at forsvinde, og hans Ansigt lyste af Forvisningen om, at han foekyndte Gudebare Sandhed. ret

(59)   Han sagde: "Vor Opgave er at nå Folket; Vi ønsker, at Synder skal overbevises om Synd og omvende sig til Gud, før end det er forsent for dem at blive frelste, så at de ikke til sidst skal måtte sige: "Høsten er forbedt, Sommeren er endt, og vi, vi er ikke frelste." Prædikanterne siger, at vore Billede rammer dem; lad dem da stå tilside og ikke stille sig imellem os og Folket, så at vi kan træffe Synderes hjerter. Hvis de gør sig selv til Skydeskive for os, har de ingen Grund til at klage over, at de bliver sårede. Stå tilside, Brødre, og I vil ikke blive trufne." ret

(61)   Vi var rådvilde og skuffede; men dog opgav vi ikke vor Tro. Mange holdt endnu fast ved Håbet om, at Jesus ikke vilde tøve længe; Herrens Ord kunde ikke stå fejl. Vi følte, at vi havde gjort vor Pligt; vi havde levet i Overensstemmelse med vore dyrebare Tro. Vi blev skuffede, men ikke modløse. Tidernes Tegn viste, at alle Tings Ende var nær forhånden. Vi måtte våge og altid være beredte til at møde vor Mester. Vi måtte vente med Håb og Fortrøstning og ikke forsømme at samles til fælles Undervisning, Opmuntring og Trøst, så at vort Lys kunde skinne i Verdens Mørke. ret

(58)   Folk af alle Stænder strømmede til Forsamlingerne i Beethoven Hall. Rige og fattige, høje og lave, Prædikanterne og Lægfolk syntes alle - om end af forskellige Grunde - at bære begærlige efter at høre Læren om Kristi andet Komme. Mange som ikke engang fandt Plads til at stå, måtte gå skuffede bort. Alt gik meget beskedent til ved disse Møder. Taleren holdt i Regelen en kort og letfattelig Prædiken, hvorefter andre fik Anledning til at give Vidnesbyrd og Formaning. Der herskede en så fuldkommen Stilhed, som det var muligt i en så stor Forsamling. Herren holdt al Modstand i Tømme, medens hans Tjenere forklarede Grunden for sin Tro. Undertiden brugte Gud svage Redskaber, men hans Ånd gav Sandheden Kraft og Vægt. Man følte de hellige Engles Nærværelse i Forsamlingen, og nogle forenede sig hver Dag med den lille Skare af troende. ret

(65)   De svagtroende og de ugudelige forenede sig nu og erklærede, at man ikke mere behøvede at nære nogen frygt eller en ny forbentning. Tiden var gået forbi, og herren kom ikke, og verden vilde nu stå i tusinder af år. Denne skuffelse viste, hvor mange uværdige, der havde forenet sig med Guds ventende folk. ret

(66)   Vor skuffelse var ikke så stor som den, Disciplene måtte gennemgå. Da Jesus red sejerrig ind i Jerusalem, forventede, at han skulle blive udråbt til Konge. Folket, som strømmede til, råbte: "Hosanna! Velsignet være den, som kommer i Herrens navn, Israels Konge" Og da Farisæerne bad Jesus irettesætte dem, svarede han: "Jeg siger jer, at dersom desse tunge, da skulde steneded da råbe." Men kun nogle få dage senere så disse Disciple deres mester, som de ventede skulle regere på Davids Trone, blive ophængt på Korset, meden Farisæerne hånede og spottede ham. De blev skuffede i sit glade håb, og tykt mørke omringede dem. Dog var Kristus fine løfter tro. Den trøst var sød og belønnengen rig, som han gav sine tro børn. ret

(64)   Mit helbred var meget dårlig; mine lunger var angrebet, og min stemme var svag. Guds Ånd hvilede ofter over mig med stor kraft, og mit svage legeme kunde neppe tåle den herlighed, som opsøftede mit sind. Jeg syntes at indånde hyimlens friske luft og frydede mig ved tanken om snart at møde min forløser og leve for evigt i hans hellige nærværelse. ret

(62)   Vi troede forvidt, at Gud i sin Visdom havde ordnet det således, at hans Folk skulde blive skuffede; thi dette tjente til at åbenbare, hvad der var i hjertet, og udvikle en ren Karakter hos dem, som bekendte sig til at forvente og glæde sig ved deres Herres Åbenbarelse. De, som antog den første Engels Budskab (se Åb. 14,6-7) af Frygt for Guds Dom, og ikke fordi de elskede Sandheden og ønskede at erholde en uro i Guds Rige, viste sig nu i sit rette Lys. De var blandt de første til at bespotte dem, som blev skuffede, og som virkelig elskede sin Frelser. ret

(66)   Villiam Miller og hans ligesindede mente, at Helligdommens retfærdiggørelse (engelsk: Renselse), som omtales hos Daniel i Kap. 8,14. betegnede jordens renselse ved Ild, før den bliver de helliges evige hjem. Vi troede, at dette skulle ske i forbindelse med Kristi andet komme; og som en følge heraf troede vi, at Kristus skulle komme ved slutningen af de 2,300 profetiske dage eller bogstavelige år. Men efter vor skuffelse blev skriften atter nøje undersøgt i inderlig Bøn til Gud. Og efter en tid brød lyset frem i mørket; al vor tvivl og uvished var forsvundet. det blev nu klart for os, at den Profeti i Dan. 8,4. der taler om helligdommens Retfærdiggørelse eller renselse, ikke henviser til jordens renselse ved ild; men at den derimod henviser til vor Ypperstepræst sidste midlergerning i den himmelske Hekkugdom, hvorved forsoningens værk bliver tilendebragt, og et folk gøres rede til at møde ham, når han åbenbares. ret

(62)   De, der var blevet skuffede, forblev ikke længe i Mørket. Med inderlig Bøn til Gud gav de sig påny til at undersøge de profetiske Tidsperioder, og Fejltagelsen blev opdaget. de indså, at den profetiske Tid ikke endte før i Efteråret 1844; og de håbede, at de da skulde se sin Frelser. Dette var også Tiden, da den anden Engels Budskab skulde lyde: "Falden, falden er babylon, den store Stad!" Dette Budskab blev jørst forkyndt af Guds Tjenere om Sommeren 1844. Som Følge heraf forlod mange de faldne Kirkesamfund. i Forbindelse med dette Budskab lød også Midnats Anskriget: "Se, Brudgommen kommer; gå ham i Møde." Dette Budskab lød overalt i Landet, og tusinder vakles af Håbet. Det forplantede sig fra Stad til Stad, fra By til By, ja til de fjerneste Steder på Landet. Det nåede de lærde og oplyste såvel som de ulærde og enfoldige. Dette var det lykkeligste År, jeg har oplevet. Jeg var fuld af glad Forventning; men jeg følte stor Medlidenhed og Bekymring for dem, som var forsagte og uden Håb i Kristus. Vi forenede os som et Folk i alvorlig Bøn til Gud om en sand Erfaring og en fast Overbevisning om, at ha n vilde anerkende os som sine Børn. ret

(63)   De populære Kirkesamfund gjorde alt muligt for at forhingre, at Læren om Kristi snare Genkomst skulde udbrede sig. De, der vovede at omtale sit Håb om snart at møde Frelseren, nød ingen Frihed i deres Forsamlinger. Mange, som bekendte sig til at elske Jesus, forkastede hånligt Budskabet om, at han, som de kaldte sin Ven, snart skulde komme igen. De forbitredes på dem, som forkyndte Budskabet om hans Komme, og som glædede sig, fordi de snart skulde se nam i hans Herlighed. ret

(65)   Vi blev skuffede, men dog tabte vil ikke modet. Vi besluttede med tålmodighed at udstå de prøver, som Gud fandt nødvendige for at rense vore hjerter, og håbefuldt forvente Frelseren, som vilde forløse sine trofaste, prøvede børn. ret

(61)   Beregningen angående Tiden var så simpel og så tydelig, at endog Børn kunde forstå den. Den persiske Konges Befaling, som omtales i Esras 7de Kap., blev udstedt i Året 457 f. Kr. De 2,300 År i Dan. 8,14. som skulde begynde, da denne Befaling udgik, måtte derfor ende med Året 1843. I Overensstemmelse hermed ventede vi Frelseren ved Enden af hint År. Vi blev sørgelig skuffede, da Året helt svandt hen, og vor Frelser ikke kom. ret

(59)   Han fortalte om sin egen Erfaring på en så simpel og åbenhjertig Måde, at mange, som før var meget fordimsfulde, blev rørte til Tårer. Guds Ånd virkede med hans Ord og oplyste hans Ansigt. Han erklærede med Frimodighed, at han havde taget Guds Ord som sin Rådgiver, at hans Tvivl var forsvunden, og at hans Tro var bleven stadfæstet. Han rettede en indtrængende Opfordring til Prædikanter, Menighedsmedlimmer, Syndere og Fritankere om at ransage Bibelen for sig selv og formanede dem til ikke at lade nogen hindre dem i deres Bestræbelser for at udfinde, hvad der er Sandhed. ret

(64)   Guds vetende folk nærmede sig den stund, da de atter forventede at møde sin frelser. Men også denne gang blev de skuffede. Tiden skred forbi, og Frelseren kom ikke. Det var tungt atter at tage fat på dette livs beskæftigelser, som vi troede skulde være nedlagte for evigt. Det var en bitter Skuffelse for den lille skare, der havde næret så falsk en tro og så kært et håb. Men det forundrede os, at vi følte os så frimodige i herren og blev så kærlig opholdte ved hans nåde og kraft. ret

(57)   Der var et Alvor og en Kraft i hans Tale, som gjorde Indtryk på mange Hjerter. Han udtalte undertiden, at det var hans inderlige Ønske at leve og byde vor Frelser velkommen, når han åbenbarede i himlens skyer. Guds Ånd overbeviste mange Mennesker om deres Synder under hans Virksomhed, og de blev ført til Kristus, Der holdes endnu Forfamlinger i private Huse på forskellige Steder i Byen, hvorved der udrettes meget godt. De troende blev opmuntret til at virke for Venner og Slagtninge, og der var daglig nogle, som blev omvendte. ret

(60)   Versligt Arbejde blev for en stor Del lagt tilside i flere Uger. Vi ransagede omhyggelig vort hjertes Tanker og Følelser, ligesom en vilde gøre på sit Dødsleje, når han ventede om nogle få Timer for evigt at lukke sine Øjne for alle jordiske Scener. Der var ingen, som lavede "Himmelfarts Klæder" for denne Begivenhed. Vi følte Trangen til en fæuld Forvisning i Sinder om, at vi var beredte til at møde Kristus; og vore hvide Kjortler bestod i en Sjæl og Karakter, der var renset fra Synd ved Kristi forsonende Blod. ret

(58)   Engang da Ældste Stormand talte,. sad den allerede før omtalte Ældste Provst, en Baptisprædikant, ved hans Side og lyttede med spændt Opmærksomhed. Han blev stærkt bevæget, hans Ansigt blev plidselig dødblegt, han vaklede i sin Stol, og Ældste Stodman greb ham, netop som han var ifærd med at falde til Gulvet, og lagde ham på Sofaen bag ved Talerstolen. Her lå han bevidstløs, til Prædikenen var tilende. ret

(61)   Vi lagde i Førstningen ikke Mærke til, at dersom Befalingen ikke udgik ved Begyndelsen af Året 457 f. Kr., så vilde de 2,300 År ikke blive fuldendte ved Slutningen af Året 1843. Men vi fik siden Vished for, at Befalingen udgik henimod Enden af Året 457 f. Kr., og at den profetiske Tidsperiode derfor måtte nå til Efteråret 1844. Bi lærte at forlade os på Profetens Ord. "Thi endnu går Synet henimod den bestemte Tid, men det halter mod Enden og lyver ikke. Om det tøver, så vi efter det! Thi komme skal det og ikke udeblive." ret

(64)   Dog blev det foregående års erfaring i endne større grad gentaget. En mængde fornægtede sin tro. nogle, som havde været meget dristige, følte sig så dybt sårede, at de lig Jonas klagede over Guds styrelse og ønskede hellere at dø end leve. De, som havde bygget sin tro på andres vidnesbyrd og ikke på Guds ord, stod nu færdige til attet at forandre sine anskuelser. Hyklerne, der hafde håbet at føre både Herren og sig selv bag Lyset med sin falske anger og hengivenhed, følte sig nu udfriede fra den overhængende fare og hånede den sag, som de nylig havde gejendt sig til at elske. ret

(65)   Vi nærede ingen tvivl om, at budskabet om tiden for Kristi andet komme kom fra Gud. Det tilskyndede folk til at ransage Bibelen, og de opdagede sandheder, som de ikke før havde kendt. Gud sendte Jonas til at forkynde på Nivives gader, at Ninive om fyrretyve dage skulde omstyrtes. Men Niniviterne omvendte sig, og Herren forlængede deres prøvetid. Alligevel var det budskab, som Jonas bragte dem, sendt af Gud; og folket i Ninive blev kprøvet efter hans vilje. Verden betragtede vort håb som en vildfarelse og vor skuffelse som en naturlig følge deraf. ret

(60)   Men Ventetiden udløb. Dette var den første hårde prøve for dem, som ventede, at Kristus skulde komme i Himmelens Skyer. Guds Børns Skuffelse var meget stor. Spotterne triumferede, og de feje forenede sig med dem. Nogle af dem, der før syntes at eje fand Tro, viste nu, at deres Tro kun var grundet på Frygt. Da den bestemte Tid var forbi, fik de atter Mod. De forenede sig med Spotterne, erklærede frædt, at de aldrig havde været så bedragne, at de virkelig havde troet Millers Lære, og at han var en vild Sværmer. Andre, som af Naturen var vaklende, trak sig stille tilbage. Jeg tænkte ved mig selv: Hvordan vilde det have gået disse svage og ustadige, dersom Kristus var kommen, da vi ventede ham. De bekendte sig til at elske Jesus og længes efter hans Komme; men da tiden gik forbi, og han ikke kom, syntes det at vare dem en Lettelse, og de nedsank i en Tilstand af Ligegyldighed og Ringeagt for at sand Religion. ret

(59)   Ældste Brown skilte sig hverken da eller siden fra Baptisterne, men var meget agtet af sit Folk. Da han ophørte med at tale, blev alle de, der ønskede hun Folks Forbønner, opfordrede til at rejse sig. Flere Hundrede efterkom Indbydelsen. Den Helligånd hvilede over Forfamlingen. Mødet varede til sent ud på Aftenen. Guds Kraft hvilede over unge som gamle. ret

(58)   Da rejste han sig - hans Ansigt var endnu bligt, men oplyst af Retfærdighedens Sol - og aflagde et indtryksfuldt Vidnesbyrd. Han syntes at have en Salvelse fra det høje. Han var ellers sangsom og alvorlig i sin Tale; men ved denne Lejlighed talte han med en underlig Kraft, idet han påmindede Syndere samt sine Medarbejdere Prædikanterne om at aflægge al Vantro, Fordom og kold Formalitet og lig de ædle Berøenser ransage Skrifterne, sammenligende det ene Sted med det andet for at se, om disse Ting forholdt sig således. Han bad de tilstedeværende Prædikanter om ikke at føle sig fornærmede over den tydelige og indtrængende Nåde, hvorpå Ældste Stodman havde fremholdt det alvorsfulde Emne, der inttersserede dem alle. ret

(63)   Hvert Øjeblik syntes for mig at være meget værdifuldt. Jeg følte, at vor Gerning angik Evigheden, og at de ligegyldige stod i den største Fare. Min Tro var urokkelig, og jeg tilegnede mig Jesu dyrebare Løfter. Han havde sagt til sine disciple: "Bed, så skal eder gives." Jeg troede, at hvad som helst jeg bad om, der far i Overenstemmelse med hans vilje, det vilde han give mig. Jeg bøjede mig i Ydmyghed med Jesu Fødder, hengiven under hans vilje. ret

(59)   Da vi gik hjem, hørte vi Lyden af Herrens Pris først fra én Retning og så fra en anden, og ligesom et Ekko kom der fra andre Retninger Råbet: "Ære være Gud i det højeste! hans Navn være evig lovet!" Folk gik hjem med herrens Pris på sine Læber. Ingen, som overvar disse Møder, kan nogensinde glemme disse interessante Stunder. ret

(63)   Jeg aflagde ofte Besøg hos Familier og forenede mig i inderlig bøn med dem, som følte sig nedtrygt af frygt og fortvivlelse. Min tro var så stærk, at jeg aldrig tvivlede et Øjebik om, at Gud vilde besvare mine Bønner; og uden en eneste Untagelse bønhørte Gud os. Vi erholdt Jesu fred og velsignelse. Og de nedbøjede hjerter blev fyldte med glæde og håb. ret

(65)   Kriste ord i lignelsen om den onde tjener kan med rette anvendes på dem, som driver spot med menneskens søns komme. "Men dersom den onde tjener siger i sit hjerte: Min herre tøver med at komme, og han begynder at slå medtjenerne, men at æde og drikke med drankerne, da skal den tjeners Herre komme på den dag, han ikke venter, og i den time, han ikke ved og hugge ham i to stykker og give ham hans del med hyklerne." ret

(61)   Gud prøvede sit Folk ved Skuffelsen i 1843. Fejlen, som blev begået i den profetiske Tidsregning, blev ikke straks opdaget, end ikke af lærde Mænd, der var imod deres Anskuelser, som forventede Kristi Komme, De lærde erklærede, at Villiam Miller havde beregnet Tiden ret, men de var uenige med ham med Hensyn til de Begivenhederm sin skulde indtræffe ved Enden af denne tidsperiode. Dog havde både de og Guds Folk regnet Tiden fejl. ret

(65)   Vi mødte allevegne spottere, som Peter siger skulde komme i de sidste dage, og som skulde vandre efter sine egne lyster og sige: "Hvor bliver der af forjættelsen om hans tilkommelse, thi fra den dag, Fædrene er hensovede, forbliver jo alle ting således som fra skabningens begyndelse?" Men de, som havde forventet herrens komme, lades ikke uden trøst. De havde erholdt værdifuld kundskab ved at ransage Gerrens ord. De forstod Frelsens blant tydeligere end tilforn. De så hver dag større skønhed og harmoni i den hellige skrift. det ene skriftsted forklarede det andet. ret

(63)   Med dyb og stille alvor nærmede vi os nu den tid, da vi atter forventede, at vor Frelser skulde komme. Hver morgen følte vi, at det var vor første pligt at forvise os om, at vort levnet var i overenstemmelse med Guds vilje. Vor interesse for hverandre tiltog; vi bad meget for og med hverandre. Vi samledes i Lundene for at tilbede Gud, og vi følte os, som om ve var ham hærmere, når vi var omgivet af hans gerninger i naturen. Glæden i Gud var af større værd for os end mad og drikke. Dersom skyerne fordunklede vort sind, da vovede vil ikke at hvile eller sove, før de var bortdrevne, og vi atter føltes os overbeviste om, at vi nød Guds velbehag. ret

næste kapitel