(362) HErren sendte sin Engel til at paavirke en Landsmands Hjerte for at bevæge ham til at ransage Profetierne, endskjønt han før ikke have troet paa Bibelen. Guds Engle besøgte gjentagne Gange denne udkaarne Mand for at oplyse hans Sind og vejlede ham i Forstaaelsen af Profetier, som altid havder været dunkle for Guds Folk. Begyndelsen paa den Kjæde af Sandheder blev overleveret ham, og han vedblev at søge efter det ene Led efter det andet, indtil han kom til at betragte Guds Ord med Forbauselse og Beundring. Han saa deri en fuldkommen Sandhedens Kjæde. Det Ord, som han før ikke havde anset for at være inspireret, fremstod nu for hans Blik i al sin Ynde og Herlighed. Han saa, at én Del af Skriften forklarer en anden; Og naar der var et Skriftsted, som var vanskeligt for ham at forstaa, fandt han paa et andet Sted i Skriften noget, der forklarede det. Han glædede sig over Guds hellige Ord og betragtede det med den højeste Ærefrygt og Agtelse. ret
(362) Da han begyndte at forstaa Profetierne, indsaa han, at Verdens Beboere levede blandt de sidste Begivenheder i denne Verdens Historie og dog ikke vidste det. Han betragtede Kirkerne og indsaa, at de var fordærvede; de elskede Verden i Stedet for Jesus; da søgte efter verdslig Ære i Stedet for den Ære, som kommer herovenfra; de higede efter verdslig Rigdom i Stedet for at samle sig Skatte i Himlen. Han opdagede Hykleri, Mørke og Død overalt. Han blev dybt bevæget herover. Herren kalde ham til at forlade sit Landbrug, ligesom han kaldte Elisa til at forlade sine Okser og sin Ager for at følge med Elias. Bævende begyndte Wiliam Miller at udlægge Guds Riges Hemmeligheder for Folket, idet han førte sine Tilhørere nedad gjennem Profetierne til Kristi andet Komme. Han vandt Styrke ved ethvert nyt Forsøg. Ligesom Johannes den Døber bebudede Jesu første Komme og berede Vejen derfor, saaledes forkyndte Wiliam Miller og de, som forenede sig med ham, Guds Søns andet Komme. ret
(363) Jeg blev ført tilbage til Apostlernes Dage, og det blev mig vist, at Gud havde en særegen Gjerning, som han vilde, at den elskede Johannes skulle udføre. Satan var fast besluttet paa at hindre denne Gjerning og stillede sig i Spidsen for sine Tjenere for at ødelægge Johannes. Men Gud sendte sin Engel og bevarede ham paa en mærkelig Maade. Alle, som saa Beviset paa Guds Kraft ved Johannes’ Befrielse, forundrede sig, og mange blev overbeviste om, at Gud var med ham, og at det Vidnesbyrd, han frembar angaaende Jesus, var ret. De, som forsøgte at ødelægge ham, vovede ikke at gjøre et nyt Forsøg, og han fik Lov til fremdeles at lide for Jesus. Hans Fjender vidnede falskelig imod ham, og snart derefter blev han landsforvist til en øde Ø, hvorhen Herren sendte sin Engel for at aabenbare Begivenheder for ham, der skulde finde Sted paa Jorden, samt vise ham Menighedens Tilstand ned til Enden – Dens Lunkenhed og Sløvhed og den Stilling, den til sidst maatte komme i, hvis de vilde behage Gud og gaa af med Sejren. ret
(363) Englen fra Himlen kom til Johannes i Majestæt, og hans Ansigt straalede af den overvættes Herlighed fra Gud. Han aabenbarede for Johannes overmaade vigtige og interessante Begivenheder i Guds Menigheds Historie og viste ham de farlige Kampe, som Guds BØrn skulde gjennemgaa. Johannes saa dem gjennemgaa Ildprøver, hvorved de blev lutrede og prøvede, og derpaa sejre og til sidst blive frelste i Guds herlige Rige. Englens Ansigt oplystes af Glæde og straalede herliget, idet han viste Johannes Guds Menigheds endelige Sejr. Da Apostlen skuede Menighedens endelige Forløsning, blev han saa henrykt ved Synets Herlighed, at han i dyb Ærefrygt faldt ned for Englens Fødder for at tilbede ham. Men det himmelske Sendebud løftede ham straks op, irettesatte ham mildt og sagde: "Gjør det ikke! Jeg er din Medtjener og dine Brødres, som har Jesu Vidnesbyrd; tilbed Gud! thi Jesu vidnesbyrd er Profetiens Aand." Derpaa viste Englen Johannes den himmelske Stad i al dens Pagt og blandende Herlighed; og aldeles henrykt og overvældet glemte denne Engelens forrige Befaling og faldt atter ned for at tilbede for hans Fødder. Atter siger Engelen ti ham: "Gjør det ikke; thi jeg er din Medtjener og dine brødres, Profeternes, og deres, som bevarer denne Bogs Ord; tilbed Gud!" ret
(364) Prædikanter saavel som Lægfolk har betragtet Aaabenbaringen som en hemmelighedsfuld Bog, som en Bog, der er mindre vigtig end andre Bøger i den hellige Skrift. Men jeg saa, at denne Bog i Sandhed er en Aabenbaring, given særskilt til Gavn for dem, der skulde leve i de sidste Dag, for at de maatte vejledes til at indse sin Stilling og sin Pligt over for Gud. Herren ledte Wiliam Miller til at ransage Profetierne og skjænkede ham stort Lys i Aabenbaringens Bog. ret
(364) Dersom Folket havde forstaaert Daniels Syner, vilde de bedre have forstaaet Johannes’ Syner. Men Gud virkede til rette Tid paa sin Tjener, der udlagde Profetierne tydelig og i den Helligaands Kraft og viste, hvorledes Daniels og Johannes’ Syner stemte overens, samt fremholdt med gribende Virkning Ordets hellige og alvorsfulde Advarsler til Menneskene og at berede sig for Menneskenes Søns Komme. Tilhørerne blev alvorlig paavirkede og overbevist, og lærd og læg. Syndere og Gudsfornægtere, vendte om til Herren og søgte at berede sig til at bestaa i Dommen. ret
(364) Herrens Engle var med Wiliam Miller i hans Gjerning. Han var standhaftig og uforfærdet og forkyndte uden Frygt det ham anbetroede Budskab. Han saa, at Verden laa i det onde, og at Menigheden var bleven kold og verdsligsindet, og dette var ham nok til at sætte alle Kræfter i Virksomhed og frivillig at udholde møjsommeligt Arbejde, Mangel og Lidelser. Trods saakalte Kristne og Verdens Modstand og Djævelens og hans Engles Anslag undlod han ikke at prædike det evige Evangeliun for store Skarar, hvor som helst han blev kaldet, og han frembar det Budskab vidt og bredt: "Frygt Gud, og giv ham Ære, thi hans Doms Time er kommen." ret
(365) Millers Drøm. - Jeg drømte, at Gud ved en usynlig Haand sendte mig et kunstig forarbejdet Skin omtrent Ti Tommer langt og seks Tommer i Firkant, gjort af Ibenholt og Perler kunstig indlagt. Til Skrinet var der fæstet en Nøgle. Jeg tog straks Nøglen og aabnede Skrinet, da jeg til min store Forundring og Overraskelse fandt det fuldt af Juveler af alle Slags af forskjellig Størrelse, Diamanter, Ædelstene og Guld- og Sølvmønter af forskjellig Størrelse og Værdi, smukt ordnet paa hvert sted i Skrinet; og saaledes som de var ordnede, straalede de med et Lys og en Glans, der lignede Solens. ret
(365) Jeg syntes ikke, det tilkom mig at nyde dette smukke Syn alene, omendskjønt jeg glædede mig overmaade meget over Glansen, Skjønheden og Værdien af Indholdet. Jeg satte det derfor paa Bordet i mit Værelse og lod bekjendtgjøre, at alle, som vilde kunne komme og se det herligste og smukkeste Syn, de nogen Gang havde set i denne Verden. ret
(365) Folk begyndte at komme, først nogle faa, men snart blev det til en stor Skare. Da de første saa ned i Skrinet, betoges de af Undret og maade uvilkaarlig give Udtryk for sin Glæde. Men efterhvert som Tilskuerskaren forøgedes, begynde de alle at røre ved Juvelerne og tage dem ud af Skrinet og placere dem rundt omkring Bordet. ret
(366) Jeg begyndte at tænke paa, at Gjermanden vilde holde sig ansvarlig for Skrinet og Juvelerne; og dersom jeg lod dem blive spredte omkring paa den Maade, kunde jeg aldrig faa dem lagt tilbage paa det rette Sted i Skrinet, som de laa før, og jeg følte, at jeg aldsrig kunde gjøre Regnskab for dem, da det blev alt for vanskeligt. Da bad jeg de besøgende indstændigt om ikke at haandtere dem og ikke tage dem ud af Skrinet; men jo mere jeg bad dem, desto mere spredte de dem ud, indtil det nu syntes, som om de var spredt ud over hele Værelset, paa Gulvet og rundt omkring paa alle Møblerne. ret
(366) Da opdagde jeg, at de blandt de ægte Juvler og Mønter havde blandet en utallig Mængde falske Juveler og falske Mønter, jeg blev højlig forarget paa dem for deres uforskammede Opførsel og Utaknemmelighed og talte strengt til dem og irettesatte dem derfor; Men jo mere jeg irettesatte dem, desto mere holdt paa med at blande falske Juveler og Mønter med de ægte. ret
(366) Da blev jeg harm i min Aand og begyndte at tage fat paa dem og skyve dem ud af Værelset; men medens jeg fik én ud, kom der tre andre ind, og de førte med sig Smuds, jord og Sand og alskens Affald, saa at de til sidst skjulte alle de ægte Juveler, Diamanter og Mønter, der nu ikke længere kunne ses. De rev ogsaa mit Skrin itu og kastede Stykkerne iblandt Affaldet. Jeg troede ikke, der var nogen, som brød sig om min Sorg og min Vrede. Jeg blev helt mismodig og forsagt og satte mig ned og græd. ret
(366) Medens jeg sat og græd og sørgede over mit store Tab og mit Ansvar, kom jeg til at tænke paa Gud og bad inderligt om, at han vilde hjælpe mig. ret
(366) Straks aabnedes Døren, og en Mand traadte ind i Værelset, hvorpa alt folket gik ud; med en Fejekost i Haanden aabnede han Vinduerne og begyndte at feje Smudset og Affaldet ud af Værelset. ret
(366) Jeg raabte til ham om at lade være; thi der var dyrebare Juveler strøet blandt Affaldet. ret
(367) Han bad mig ikke at frygte; thi han skulde nok tage Vare paa dem. ret
(367) Medens han saaledes var i færd med at feje Støvet og Smudset bort, fløj de falske Juveler og de falske mønter med Støvet ud af Vinduet ligesom en Sky, og Vinden førte dem bort. Under Larmen lukkede jeg Øjnene et Øjeblik, og da jeg atter Aabnede dem, var al Smuds og alt Affald borte. De dyrebare Juveler, Diamanterne, Guld- og Sølvmønterne laa strøede ud over Værelset i den første Forvirring. ret
(367) Saa satte han et Skin paa Bordet, meget større og smukkere end de forrige, og samlede Juvelerne, og Diamanterne, Mønterne sammen, en Haandfuld ad Gangen, og lagde dem i Skrinet, indtil der ikke var en eneste tilbage, - skjønt nogle af Diamanterne ikke var større end en Naalespids. ret
(367) Saa kaldte han paa mig og bad mig komme og se. ret
(367) Jeg saa ned i Skrinet, men mit Blik blændedes af Synet. De skinnede med ti Gange støre Glans end før. Jeg tænkte paa, at de var bleven slebet i Sandet af Fødderne af de ugudelige, der havde spredt dem ud og traadt dem i Støvet. De blev ordnede saa smukt i Skrinet, hver paa sin Plads, uden nogen tilsyneladende Vanskelighed, af den Mand, som lagde dem deri. Jeg begyndte at raabe af Glæde, og ved Raabet vaagnede jeg. ret