(367) Jeg saa, at Kundgjørelsen om den bestemte Tid i 1843 skete i Overensstemmelse med Herrens Styrkelse. Han havde til Hensigt at vække Folket og sætte dem paa Prøve, saa de selv kunde afgjøre, om de vilde antage Sandheden eller ikke. Det var Prædikanter som blev overbeviste om, at de fremsatte Læresætninger angaaende de profetiske Tidspunkter var rette, og nogle omvendte sig fra sin Hovmod, frasagde sig sin Løn og forlod sine Menigheder for at gaa fra Sted til Sted og forkynde Budskabet. Men eftersom Budskabet kun fandt Indgang hos faa af dem, der bekjendte sig til at være Guds Ords Forkyndere, blev mange, der ikke var Prædikanter, kaldede til at udføre dette Værk. Nogle forlod sine Landejendomme for at forkynde Budskabet, medens andre blev kaldede fra sine Værksteder og Forretninger. Selv nogle af den lærde Stand forlod sit Kald for at deltage i den upopulære Gjerning at forkynde den første Engels Budskab. ret
(367) Der var Prædikanter, som opgav sine sekteriske Anskuelser og Meninger og forenede sig om at forkynde Jesu Komme. Hvor som helst Budskabet blev forkyndt, blev Folk bevæget. Syndere angrede, græd og bad om Tilgivelse; og de, som havde været uærlige i Handel og Vandel og havde forurettiget andre, ønskede at give Erstatning derfor. Forældre følte den dybeste Omsorg for sine Børn. De, som antog Budskabet, virkede for sine uomvendte Venner og Slægtninge, og opfyldte af Budskabets Alvor advarede og bønfaldt de dem om at berede sig for Menneskenes Søns Komme. Kun de mest forhærdede Mennesker kunde modstaa saa tydelige Beviser, ledsagdede af de indtrængende Advarsler, der kom fra Hjertet. Dette Værk rensede de troende og vendte Sindet bort fra verdslige Ting, og det førte til en større Gudhengivnhed, end de nogensinde før havde erfaret. ret
(367) Tusinder antog Sandheden, som den forkyndtes af William Miller; og Guds Tjenere blev udrustede med Elias’ Aand og Kraft til at forkynde Budskabet. De, der Kundgjorde dette alvorsfulde Budskab, følte sig ligesom Johannes, Jesu Forløber, tvungne til at lægge Øksen ved Roden af Træet og formane Menneskene til at bære Omvendelsens Frugter. Deres Vidnesbyrd havde til Hensigt at vække og kraftigt paavirke de forskjellige Samfund og Aabenbare disse sande Karakter. Oc idet den alvorsfulde Advarsel lød for Folket om at fly fra den tilkommende Vrewde, var der mange, som vedkjendte sig det lgende Budskab; de erkjendte sit Frafald, og med bitre Angerstaarer og dyd Sjæleangst ydmygede de sig for Gud. Guds Aand hvilede over dem, og de forenede sig med andre i at forkynde Budskabet: "Frygt Gud og giv ham Ære, thi hans Doms Time er kommen!" ret
(369) Kundgjørelsen om den bestemte Tid mødte megen Modstand hos alle Klasser, fra Prædikanten paa Prædikestolen og ned til den mest ryggesløse Synder. "Den Dag eller Time ved ingen" indvendte dem hykkelske Prædikant og den frække Spotter. Ingen af disse vilde lade sig undervise eller rette af dem, der viste hen til det Aar, da de troede, de profetiske Tidsperioder vilde være udløbne, og til de Tegn, som viste, at Kristi Tilkommelse var nær. Mange af Hjordens Hyrder, som bekjendte sig til at elske Jesus, sagde, at de intet havde imod, at man prædikede om Kristi andet komme, men at de havde imod, at man prædikede om den bestemte Tid. Men Gud vidste, hvad der boede i deres Hjerte. De elskede ikke Tanken om, at Jesu Komme var nær. De vidste, at de ved sit ukristelige Levnet ikke vilde bestaa Prøven; thi de vandrede ikke paa den Ydmygelsens Sti, som han havde udlagt for dem. Disse falske Hyrder stod i Vejen for Guds Værk. Sandheden, fremholdt med overbevisende Kraft, bevægede Folket, og som Fangevogteren begyndte de at spørge: "Hvad skal jeg gjøre for at blive frelst?" Men disse Hyrder stillede sig mellem Folket og Sandheden og talte smigrende Ord for at lede Folk bort fra Sandheden. De forenede sig med Satan og hans Engle ved at raabe: "Fred! Fred!" hvor der ikke var Fred. De, der elskede sin Magelighed og følte sig tilfredse i sin Stilling, vilde ikke lade sig vække af sin Kjødelige Sikkerheds Søvn. Jeg saa, at Guds Engle nedtegnede det alt sammen; disse utro Hyrders Klæder var plettede med Sjæles Blod. ret
(369) Prædikanter, der ikke selv vilde antage Frelsens Budskab, hindrede dem, som vilde antage det. De var skyldige i Sjæles Blod. Prædikanter saavel som Folket modstod det himmelske Budkab og holdt sig ikke for gode til at forfølge Wiliam Miller og dem, dom forenede sig med ham i dette Værk. Falske Rygter blev sat i Omløb for at skade hans Jndbydelse. Naar han til forskjellige Tider tydelig havde forkyndt alt Guds Raad og havde anvendt de klare Sandheder paa sine Tilhøreres Hjerter, optændtes stor Vrede imod ham; og naar han skulde forlade forsamlingshuset, laa de paa Lur efter ham for at dræbe ham. Men Guds Engle blev udsendt for at beskytte ham, og de førte ham i Sikkerhed bort fra den rasende Pøbelhob Hans Værk var endnu ikke fuldendt. ret
(370) De mest gudhengivne antog Budskabet med Glæde. De vidste, at det var fra Gud, og at det blev forkyndt til rette Tid. Englene ventede med den dybeste Interesse paa Følgerne af dette himmelske Budskab; og da de forskjellige Samfund vendte sig bort fra det og forkastede det, raadførte de sig bedrøvet med Jesus herom. Han vendte sit Ansigt bort fra disse Samfund og bød Englene trolig vaage over de dyrebare Sjæle, der ikke forkastede Vidnesbyrdet; thi større Lys skulde endnu skinne for dem. ret
(370) Jeg saa, at dersom de, der bekjendte sig til at være Kristne, havde elsket sin Frelsers Aabenbarelse, dersom deres Sind havde været henvendt paa ham, og de havde følt, at ingen paa Jorden kunde sammenlignes med ham, saa vilde de have hilsen den første Kundgjørelse som hans Tilkommelse med Glæde. Men den Misnøje, som de udviste, naar de hørte om sin Herres Tilkommelse, var et tydeligt Bevis paa, at de ikke elskede ham. Satan og hans Engle triumerede og haanede Kristus og hans hellige Engle med, at de, der bekjendte sig til at være hans Folk, havde saa liden kjærlighed til sin Herre, at de ikke Ønskede at vide om hans andet komme. ret
(370) Jeg saa Guds Folk glade i Haabet vente paa sin Herre. Men Gud havde til Hensigt at prøve dem. Han havde skjult en Fejl for dem i Beregningen af de profetiske Tidspunkter.*) De ventende opdagede ikke denne Fejl, og selv ikke de lærde, som modstod Læren om den bestemte Tid, opdagede den. Det var Guds Hensigt, at hans Folk skulde blive skuffet. Tiden udløb, hvorved de, der i glad Forhaabning, havde ventet paa sin Frelser; blev bedrøvede og modløse, medens de, der vel havde antaget Budskabet, min ikkke havde elsket Jesu Aabenbarelse, glædede sig over, at han ikke kom paa den forventede Tid. Deres Bekjendelse havde ikke paavirket Hjertet og omdannet Livet. Skuffelsen aabenbarede, hvad der boede i deres Hjerter. De var de første, der begyndte at spotte de sørgende og skuffede, som virkelig elskede sin Frelsers Aabenbarelse. Jeg saa, at Gud i sin Visdom prøvede sit Folk, for at det kunde aabenbares, hvem der vilde falde fra i Prøvens Stund. ret
(371) *) De, som troede dette Budskab, forventede Kristi andet komme i Aaret 1843. De forstod, at den profetiske Tidsperiode, de 2300 profetiske Dage eller virkelige Aar,s om omtales i Dan. 8, 14, ifølge Dan. 9: 25 begyndte paa den Tid, da Befalingen udgik om at gjenopbygge Jerusalem, 457 f. Kr. Og for at finde, til hvor langt efter Kristus de 2300 Aar vilde naa, subtraherede de 547 Aar fra der 2300, hvilket efterlod 1843. De troede, at Kristus skulde komme ved Enden af denne Tidsperiode, og ventede ham derfor i Aaret 1843. Men det vil let kunne ses, at de begik en Fejl i Tidsregningen. 457 fulde Aar og 1843 fulde Aar udgjør 2300 Aar. Men da en Del af Aaret 457 var henrunden, dengang Jøderne rejste til Jerusalem, saa bliver det ikke,f ørend en Del af Aaret 1844 er gaaet forbi, at de 2300 Aar fuldkommes. Det var ikke før i den femte Maaned, at Jøderne gik op til Jerusalem, og man antager, at de ikke begyndte at bygge Staden før i den syvende Maaned (jødisk Regning) i Aaret 457. 2300 Aar fra den syvende Maaned 457 før Kristus vil naa den syvende Maaned 1844 ef. Kr. Effter den jødiske Tidsregering begynder Aaret den 21. Marts. Syv Maaneder derefter bliver Oktober 1844, da den profetiske Tidsperiode endte. ret
(371) Jesus og hele den himmelske Hærskare saa med Deltagelse og Ømhed paa dem, der i glad Forventning længtes efter at se ham, som de af Hjertet elskede. Engle var nær hos dem for at styrke dem i Prøvens Stund. De, der havde undlandt at antage det himmelske Budskab, blev i Mørket. Guds Vrede var optændt imod dem, fordi de ikke vilde modtage det Lys, han havde sendt dem fra Himlen. De trofaste, skuffede Sjæle, som ikke kunde forstaa, hvorfor deres Hjerte ikke kom, blev ikke i Mørket. De blev atter tilskyndede til at ransage Bibelen med Henblik paa de profetiske Tidsperioder. Den Haand, hvormed Herren havde skjult deres Fejltagelse, blev borttaget, og Fejltagelsen blev opklaret. De saa, at de profetiske Tidsperioder naaede til 1844, og at de samme Argumenter, de havde fremholdt for at bevise, at de profetiske Tiesperioder endte i 1843, viste, at de endte i 1844. Guds ord forklarede dette for dem, og de opdagde, at de skulle være en Ventetid (Matt 25,5 Hab 2,3): "Om det tøver, saa bi efter det!" I sin Kjærlighed til Kristi snare Gjenkomst havde de ikke lagt Mærke til, at han skulde tøve; men dette havde til Hensigt at aabenbare, hvem de virkelig ventende Sjæle var. De havde nu atter en bestemt Tid, inden hvilken de ventede, at Frelseren skulde komme. Dog saa jeg, at mange af dem ikke var i stand til at overvinde den store Skuffelse og ikke kunde udvise den Nidkjærhed og Iver, som havde udmærket deres Tro i 1843. ret
(372) Satan og hans Engle triumferede over dem; og de, der ikke vilde modtage Budskabet, lykønskede sig selv med, at de havde Dømmekraft og Visdom nok til ikke at antage denne Vildfarelse, som de kaldte det. De indsaa ikke, at de forkastede Guds Raad og samvirkede med Satan og hans Engle for at forstyrre Guds Folk, som søgte at efterleve det himmelske Budskab. ret
(372) De, som troede paa Budskabet, blev trængt ud af de forskjellige Kirkesamfund. De, der ikke antog Budskabet, skjulte for en Tid af Frygt sit fjendtlige Sindelag; men da den bestemte Tid udløb, udviste de sine virkelige Følelser. De ønskede at bringe dem til Taushed, der følte sig nødt til at vide , at de profetiske Tidsperioder naaede til Aaaret 1844. De troende forklarede Fejltagelsen meget tydelig og anførte Grundene, hvorfor de ventede sin Mester i 1844. Deres Modstandere kunde ikke fremføre noget Argument mod de kraftigte Beviser, der blev fremsat. Dog var Menighedernes Vrede optændt imod dem; de var bestemte paa ikke at lytte til deres Beviser, og at deres Vidnesbyrd ikke skulde lyde i Menighederne, thi de vilde ikke, at andre skulde høre det. Alle, som ikke vovede at skjule for andre det Lys, Gud havde betroet dem, blev udelukkede af Menighederne; Men Jesus var med dem, og de glædede sig i hans Aasyns Lys. De var færdige til at tage imod den anden Engels Budskab. ret