(373) Da Menighederne nægtede at antage den første Engels Budskab, forkastede de Lyset fra Himlen og faldt i Unaade hos Gud. De stolede paa sig selv, og ved at staa det første Budskab imod stillede de sig saaledes, at de ikke kunde se Lyset i den anden Engels Budskab. Men Herrens elskede, som blev forfulgte, antog Budskabet: "Babylon er falden," og forlod Kirkerne. ret
(373) Nær ved Slutningen af den anden Engels Budskab saa jeg et stort Lys fra Himlen, som skinnede over Guds Folk. Straalerne fra dette Lys skinnede lig Solen. Og jeg hørt Englerøster udraabe: "Se, Brudgommen kommer; gaa ham i Møde!" ret
(373) Dette var Midnatsanskriget, som skulde give den anden Engels Budskab større Kraft. Engle udsendtes fra Himlen for at vække de modfaldne hellige og gjøre dem rede for den store Gjerning, der laa foran dem. De mest begavede Mænd var ikke de første, som antog dette Budskab. Englene blev udsendte til de ydmyge, gudhengivne Sjæle og bevægede dem til at udraabe: "Se, Brudgommen kommer; gaa ham i Møde!" De, hvem dette Raab blev betroet, skyndte sig og forkyndte Budskabet i den Helligaands Kraft, hvorved de vækkede sine modfaldne Brødre. Denne Gjerning skete ikke ved Menneskers Visdom og Lærdom, men ved Guds Kraft, og de hellige, som hørte Raabet, kunde ikke modstaa det. De mest aandeligsindede antog Budskabet først; de, der før havde været Ledere i Guds Værk, var de sidste, som antog det og tog Del i Raabet: "Se, Brudgommen kommer; gaa ham i Møde!" ret
(374) Der udstraalede Lys over den anden Engels Budskab i enhver Del af Landet, og Tusinder vaktes ved Raabet. Det udgik fra By til By, fra Landsby til Landsby, indtil Guds ventende Folk blev fuldt vækket. I mange Menigheder blev det ikke tilladt nogen at forkynde Budskabet, og en stor Skare, som havde det levende Vidnesbyrd, forlod disse faldne Menigheder. Midnatsanskriget udrettede en stor Gjerning. Budskabet far kraftigt og gribende og bevirkede, at de troende søgte efter en levende Erfaring for sig selv. De vidste, at de ikke kunde stole paa andres Erfaring til Frelse. De hellige ventede længselfuldt paa sin Herre i Faste, Vaagen og næsten uophørlig Bøn. Selv nogle af de ugudelige saa fremad til den bestemte Tid med bange Anelser; men den store Mængde udviste Satans Sindelag i sin Modstand mod Budskabet. De haanede og spottede Guds Folk, idet de stadig paastod: Om den Dag og Time ved ingen. Onde Engle tilskyndte dem til at forhærde sig og forkaste enhver Lysstraale fra Himlen, saa de kunde blive siddende i Satans Snare. Mange som foregav, at der ventede Kristus, hade ingen virkelig Del i Budskabet. De bekjendte sig selv at tro Sandheden, fordi der var saa mange slaaende Beviser paa den, og fordi de saa, at Herren var med de fromme, ydmyge, ventende Sjæle; Men de var ikke omvendte, de var ikke beredte for Herrens Komme. ret
(374) De hellige følte sig overalt dragne til at søge Herren i inderlig og alvorlig Bøn. Et helligt Alvor hvilede over dem. Englene saa til med den dybeste Interesse for at erfare Budskabets Virkning, og de stod dem bi, som antog det, drog dem bort fra det jordiske, for at de skulde drikke rigelig af Frelsens Kilde. Herren tog da sit Folk til Naade. Jesus betragtede dem med Velbehag; thi hans Billede gjenspejles i dem. De havde opofret sig og overgivet sig til Herren uden Forbehold, og de ventede at blive forvandlede og iførte Uforkrænkelighed. Men de maatte atter udholde en sørgelig Skuffelse. Den Tid, de saa fremad til i Haab om at blive forløste, udløb; de var fremdeles paa Jorden, og Virkningerne af Forbandelsen havde aldrig syntes saa tydelige som nu. De havde tragtet efter de himmelske, og i den søde Forventning havde de en Forsmag paa den evige Forløsning; men deres Forhaabninger blev ikke virkeliggjorte. ret
(375) Den Frygt, der havde hvilet over mange, forsvandt ikke straks; de gav sig ikke med en Gang over til at glæde sig paa de skuffedes Bekostning. Men da der ikke spores noget syndigt Tegn paa Guds Vrede, kom de sig af sin Frygt og begyndte at forhaane og bespotte de andre. Guds Børn blev atter haardt prøvede. Verden belo og haanede dem; de, som fuldt og fast havde troet, at Jesus allerede vilde være kommen for at opvække de døde, forvandle de levende hellige og tage Riget i Besiddelse evindelig, følte sig tilmode som Disciplene ved Kristi Grav: "De har borttaget Herren af Graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham." ret