(375) Jeg saa at et Antal Grupper, der syntes at holdes sammen med Reb. Mange af disse Grupper var helt i Mørke; deres Øjne var vendte mod Jorden, og der syntes ikke at være nogen Forbindelse mellem dem og Jesus. Men her og der blandt disse Grupper var der Personer, hvis Ansigter var oplyste, og hvis Øjne var rettede mod Himlen. Lysstraaler fra Jesus lig Solens skinnede om dem. En Engel bad mig lægge nøje Mærke til dem, og jeg saa, at en Engel vaagede over enhver, der var omgiven af en Lysstraale, medens onde Engle omringede dem, som var i Mørke. Jeg hørte en Englerøst udraabe: "Frygt Gud og giv ham Ære; thi hans Doms Time er kommen." ret
(376) Et herligt Lys hvilede da over disse Grupper, for at det skulde oplyse enhver, som vilde tage imod det. Nogle af dem, som var i Mørke, tog imod Lyset og frydede sig. Andre modstod Lyset fra Himlen og sagde, at det blev sendt for at vildlede dem. Lyset veg da bort fra disse, og de blev tilbage i Mørke. De, som havde modtaget Lyset fra Jesus, tog med Glæde mod det forøgede Lys, der blev dem sendt. Deres Ansigter straalede af hellig Fryd, medens de med spændt Opmærksomhed saa opad mod Jesus; og sammen med Engelen udraabte de: "Frygt Gud og giv ham Ære, Thi hans Doms Time er kommen:" Men da de istemte dette Raab, saa jeg, at de, der var i Mørke, stødte mod dem med Side og med Skulder. Mange af dem, som vedkjendte sig det hellige Lys, brød derpaa de Reb, der holdt dem indestængte, og skilte sig ud fra disse Grupper. Medens de gjorde dette, var der agtede Mænd, tilhørende de forskjellige Grupper, som gik om iblandt dem, nogle med behagelig Tale, andre med vredagtige Blikke og truede Gebærder, og fastgjorde de Reb, som var løsnede. Disse Mænd gjentog stadig: Guid er med os. Vi staar i Lyset. Vi har Sandheden. Jeg spurgte, hvem disse Mænd var, og blev fortalt, at det var Prædikanter og fremragende Mænd, der selv havde forkastet Lyset og ikke vilde, at andre skulde tage imod det. ret
(376) Jeg saa, at de, som elskede Lyset, længselsfuldt skuede opad, idet de forventede, at Jesus skulde komme og tage dem hjem med sig. Snart lagde der sig en Sky over dem, og de fik et sørgmodigt Udseende. Jeg spurgte om Aarsagen tiol, at denne Sky kom, og blev vist at det var deres Skuffelse. Den Tid, de forventede sin Frelser, var udløben, og Jesus var ikke kommen: Da disse ventende Sjæle saaledes betoges af Mismod, saa jeg, at de Prædikanter og fremragende Mænd, som jeg før havde lagt Mærke til, frydede sig, og at alle de, som havde forkastet Lyset, glædede sig, medens Satan og hans onde Engle ogsaa jublede. ret
(377) Da hørde jeg Røsten af en anden Engel, som sagde: "Babylon er falden, den er falden!" Et Lys omstraalede disse modfaldne Sjæle, og med en inderlig Længsel efter has Komme fæstede de atter Blikket paa Jesus. Jeg saa en Del Engle tale sammen med dem, der havde raabt: "Babylon er falden!" og disse istemte sammen med ham Raabet: "Se, Brudgommen kommer; gaa ham i Møde!" Deres klingende Stemmer syntes at kunne høres overalt. Et overmaade klart og herligt Lys omstraalede dem, der havde taget imod det Lys, der var givet. dem. Deres Ansigter oplystes af en stærk Glans, og sammen med Englene raabte de: "Se, Brudgommen kommer!" De, der forkastede Lyset, stødte til dem i de forskjellige Grupper, som istemte dette Raab, og med vredladne Ansigter forhaanede ob bespottede de dem. Men Guds Engle udsendte sine Vinger over de forfulgte, medens Satan og hans Engle forsøgte at gjøre det mørkt for dem for at faa dem til at forkaste Lyset fra Himlen. ret
(377) Derefter hørte jeg en Røst sige til dem, der var bleven angrebne og forhaanede: Gaa bort fra dem og rør ikke ved det ureene. Mange adlød denne Røst, brød de Reb, hvormed de var indestængte, forlod de Grupper, som var i Mørke, og sluttede sig til dem, der før havde opnaaet Friheden, og forenede sine Stemmer frydefuldt med deres. Jeg hørte nogle fra endnu tilhørende de Grupper, der var i Mørke, søge Herren i alvorlig, indtrængende Bøn. Prædikanterne og fremragende Mænd gik omkring iblandt disser forskjellige Grupper og bandt Rebene end fastere; men endnu hørte jeg disse alvorlige Bønner opstige til Gud. Da saa jeg de bedende udrække sine Hænder til den forenede Gruppe af dem, der var frie og glædede sig i Gud. Disse svarede, idet de længselsfuldt skuede op mod Himlen og pegte opad: Gaa ud fra dem og fraskil eder. Jeg saa, at nogle kjæmpede for sin Frihed og endelig brød de Reb, som bandt dem. De søgte at hindre de andre i deres Forsøg paa at binde Rebene fastere og agtede ikke paa de ofte gjentagne Paastande: Gud er med os. Vi har Sandheden hos os. ret
(378) Der var stadig nogle, som forlod de Grupper, der var i Mørke, og sluttede sig til den frie Gruppe, som syntes at befinde sig paa en aaben Mark, hævet over Jorden. De rettede Blikket opad, Guds Herlighed hvilede over dem, og de lovede og prisede Gud. De stod i en inderlig Forening og syntes at være omgivne af et himmelsk Lys. Omkring denne Gruppe var der nogle, som blev paavirkede af Lyset, mn som ikke stod i nogen særlig Forening med dem. Alle, som tog imod det Lys, der udstraalede over dem, skuede med spændt Forventning opad, og Jesus saa ned paa dem med inderligt Velbehag. De ventede, at han skulde komme, og længtes efter hans Aabenbarelse. Men atter dalede en Sky ned over den ventende Skare, og jeg saa dem vende Blikket nedad. Jeg spurgte om Aarsagen til denne Forandring. Min ledsagende Engel sagde: De er atter bleven skuffede i sine Forhaabninger. Jesus kan ikke komme til Jorrden endnu. De maa udstaa endnu større Prøver for hans Skyld. De maa frasige sig Menneskers Vildfarelser og Traditioner og vende sig helt til Gud og hans Ord. De maa rense sig, to sig hvide og lutre sig. De, som udholder i denne bitre Preøve, vil erholde en evig Sejr. ret
(378) Jesus kom ikke, kom den glade, ventende Skare mente, til Jorden for at rense Helligdommen ved at lutre Jorden med Ild. Jeg saa, at de havde udregnet de profetiske Tidsperioder rigtig; den profetiske Tide ophørte i 1844, og Jesus gik ind i det allerhelligste for at rense Helligdommen ved disse dages Slutning. Deres Fejl bestod deri, at de ikke forstod, hvad Helligdommen var, og hvad deres Retfærdiggjørelse eller Renselse betød. Da jeg atter saa den paa den ventende, skuffede Skare, saa de meget sørgmodige ud. De undersøgte omhyggelig Beviserne for sin Tro og gik over de profetiske Tidsregninger igjen, men kunde ikke opdage nogen Fejl. tiden var fuldkommet, men hvor var deres Frelser? De havde tabt ham. ret
(379) Jeg fik et blik paa Disciplenes Skuffelse, da de kom til Graven, men ikke fandt Jesu Legeme. Maria sagde: "De har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham." Englene fortalte de sørgende Disciple, at deres Mester var opstanden, og at han vilde gaa forud for dem til Galilæa. ret
(379) Ligeledes saa jeg, at Jesus betragtede de skuffede Sjæle, som havde forventet hans Komme, med den inderligste Medynk; og han sendte sine Engle til at oplyse og vejlede dem, saa de kunde følge ham, hvor han var. Han viste dem, at denne Jord ikke er Helligdommen, men at han maatte træde ind i det allerhelligste i den himmelske Helligdom for at gjøre Forligelse for sit Folk og modtage Riget af sin Fader, og at han da vilde vende tilbage til Jorden og tage dem til sig, saa de kunde bo hos ham evindelig. De førte Disciples Skuffelse er et træffende Billede paa deres Skuffelse, der forventede Herren i 1844. ret
(379) Jeg blev ført tilbage til den Tid, da Kristus sejrrigt red ind i Jerusalem. Da glade Disciple troede, at han skulde tage Riget i Besiddelse og herske som en jordisk Regent. De fulgte din Konge med store forhaabninger. De udbredte sine Klæder og strøede Palmegrene paa Vejen, og nogle gik foran og andre bagefter og raabte: "Hosanna den Davids Søn! Velsignet være den som kommer i Herrens Navn! Hosanna i det højeste!" Bevægelsen forstyrrede Farisæerne, og de bad, at Jesus skulde byde sine Disciple at være stille. Men han sagde til dem: "Dersom disse taug, da skulde Stene raabe." Profetien i Sak. 9: 9 maatte opfyldes; men dog var der en bitter Skuffelse i vente for Disciplene. Om nogle faa Dage fulgte de Jesus til Golgatha og saa ham hænge blodig og saaret paa Korset. De var Vidne til hans grusomme Død og lagde ham i Graven. Deres Hjerter betyngedes af Sorg; deres Forhaabninger blev ikke opfyldte i et eneste Punkt, og deres Haab døde med Jesus Død. Men da han oplod fra de døde og viste sig for de sørgende Disciple, blussede Haabet atter op hos dem. De havde tabt sin Frelser, men havde fundet ham igjen. ret
(380) Jeg saa, at deres Skuffelse, som troede, at Jesus skulde komme i 1844, ikke var saa stor som de første Disciples Skuffelse. Profetierne blev opfyldte i den første og anden Engels Budskab. Disse Budskaber blev forkyndte til rette Tid og udrettede den Gjerning, som Gud vilde, de skulde udrette. ret