(397) Jeg saa nogle, som med stærk Tro og ængstelige Raab bønfaldt Gud. Deres Ansigter var blege og bar præg af dyb Ængstelse, der aabenbarede en indre Kamp. Standhaftighed og Alvor stod stemplet paa deres Ansigter. Store sveddraaber faldt fra deres Pander. Nu og da blev deres Ansigter oplyste, og de syntes at nyde Guds Velbehag, men atter viste der sig den samme Alvor og Ængstelse. ret
(397) Onde Engle trængte sig omkring dem for at indhylle dem i Mørke og skjule Jesus for deres Blik, saa de blot skulde see paa Mørket, som omgav dem, og derved ledes til at sætte Mistillid til Gud og knurre imod ham. Deres eneste Tryghed bestod i at vende Blikket opad bestandig. Guds Engle vaagede over hans Folk, og naar de onde Engles giftige Atmosfære lagde sig tættest omkring dem, viftede de gode Engle vedvarende med sine Vinger for at sprede det tykke Mørke. ret
(397) Og idet disse Sjæle holdt ved i ivrig Bøn, bestraaledes de lejlighedsvis af en Lysstraale, der udgik fra Jesus for at styrke deres Hjerter og oplyse deres Ansigter. Jeg saa, at der var nogle, som ikke deltog i de ængstelige Raab og den inderlige Bøn til Herren. De syntes at være ligegyldige og sorgfrie. De ænsede ikke Mørket, og de omringede dem som en tyk Sky. Guds Engle forlod disse og gik bort for at hjælpe de ivrige, bedende Sjæle. Jeg saa, at Guds Engle skyndte sig med at komme alle dem til Hjælp, der af al Magt søgte at modstå de onde Engle og hjælpe sig selv ved uophørligt at paakalde Gud. Men hans Engle forlod dem, der ikke gjorde nogen Anstrengelse for at hjælpe sig selv, og jeg tabte dem afsyne. ret
(398) Jeg spurgte, hvad denne Rystelse, som jeg havde set, skulde betyde, og det blev vist mig, at den vilde bevirkes ved det alvorsfulde Vidnesbyrd, der fremkaldtes ved de sanddrue Vidnes Raad til Menigheden i Laodicea. Dette vil have sin Virkning paa dem, der modtager det, og lede dem til at løfte Banneret op og fremholde Sandheden uden omsvøb. Nogle vil ikke taale det ligefremme og gribende Vidnesbyrd. De vil sætte sig imod det; og dette er, hvad der vil foraarsage en Rystelse iblandt Guds Folk. ret
(398) Jeg saa, at Menigheden ikke paa langt nær havde givet Agt paa det sanddrue Vidnes Raad, som den burde. Det alvorsfulde Vidnesbyrd, hvoraf Menighedens Skjæbne er afhængig, er bleven ringeagtet, om ikke helt forkastet. Dette Vidnesbyrd maa bevirke dyb Anger; alle, som i Sandhed vedkjender sig det, vil adlyde det og blive rensede derved. ret
(398) Engelen sagde: "Hør!" Snart hørte jeg en Stemme som mange Musikinstrmenter, hvis Toner lød sødt og harmonisk. Den overgik al den Musik, jeg nogensinde havde hørt; den syntes at aande af Naade, Medynk og ren, hellig Glæde. Den gjennemtrængte hele mit Væsen. Engelen sagde: "Se!" Min opmærksomhed blev henledt paa den Skare, jeg havde set, som blev saa stærkt rystet. Jeg fik se dem, jeg før havde set græde og bede til Gud i stor Sjæleangst. Den Skare af Skytsengle,d er omgav dem, var bleven fordoblet, og de var beklædte med en Vaabenrustning fra Hovedet til Fødderne. De bevægede sig i fuldkommen Orden som en Trop Soldater. Deres Ansigter bar Præg af den haarde Kamp, havde gjennemgaaet, den Ængstelse, de havde følt. Dog strålede de nu med himmelsk Lys og Herlighed. De havde vundet Sejren, og dette opvakte hos dem den dybeste Taknemmelighed og den reneste Glæde. ret
(398) Denne Skares Antal var blevet formindsket. Nogle af dem var ved Rystelsen faldne fra, før de naaede Rejsens ende. De ligegyldige, som ikke forenede sig med dem, der skattede Sejren og Saligheden højt nok til at kjæmpe og holde ved i Bøn og Paakaldelse, fik ingen Del deri, og de forblev i Mørke. Men de Pladser i de trofastes Rækker, som de forlod, blev straks fyldt, idet andre antog Sandheden. Onde engle trængte sig endnu omkring dem, men de havde ingen magt over dem. ret
(399) Jeg hørte dem, der var iførte Rustningen, forkynde Sandheden med stor Kraft. Det havde sin Virkning. Mange var før bleven holdt tilbage, nogle Hustruer af sine Mænd og Børn af sine Forældre. De oprigtige, der var bleven hindrede i at høre Sandheden, antog den nu med Begjærlighed. Al Frygt for Slægtningen var forsvunden, og sandheden alene var dyrebar for dem; den var dem kjærere og dyrebarere end Livet. Jeg spurgte om Grunden til denne store Forandring. En Engel svarede: "Det er den sildige Regn, Vederkvægelsens Tider fra Herrens Aasyn, den tredje Engels Budskab forkyndt med høj Røst." ret
(399) Disse udvalgte havde stor Kraft. "Se," sagde Englen; og min Opmærksomhed blev henvendt paa den ugudelige og vantro. De var i stor Bevægelse. Den Nidkjærhed og Kraft, Guds Folk udviste, hvad opvækket og forbitret dem. Der var Forvirring allevegne. Jeg saa, at de udtænkte listige Planer mod den Skare som havde erholdt Lys og Kraft fra Gud. Mørket omkring disse blev tykkere og tættere; alligevel stod de urokkelige, idet de nød Guds Bifald og forlod sig paa ham. Jeg saa, at de var urolige; dernæst hørte jeg dem ivrig anraabe Herren om Hjælp. Deres Raab vedblev uophørlig Dag og Nat: "Din Vilje ske, o Gud! Dersom det kan forherlige dit Navn, da gjør en Udvej, saa dit Folk kan undkomme! Udfri os fra Hedningerne rundt omkring os. De har bestemt, at vi skal dø, men din Arm kan bringe os Redning." Disse er de Ord, som jeg kan erindre. Alle syntes dybt at føle sin Uværdighed og udvise fuldstændig Hengivenhed i Guds Vilje; dog stred de alle som Jakob og bønfaldt Gud om Befrielse. ret
(400) Straks efter de havde begyndt sin ivrige Bøn, ønskede Englene af Medfølelse at befri dem. Men en høj, befalende Engel tillod dem det ikke. Han sagde: "Guds Vilje er endnu ikke fuldbyrdet. De maa tømme Kalken. De maa døbes med Daaben" ret
(400) Snart hørte jeg Guds Røst, der rystede Himlene og Jorden. Der skete et stort Jordskælv. Bygninger styrtede i Grus paa alle Kanter. Da hørte jeg et højt Sejrsraab, klart og melodisk. Jeg betragtede den Skare, der kort før var i en saadan Nød og Trældom. Deres Fangenskab var tilende. Et herligt Lys bestraalede dem. Hvor skjønne de nu saa ud! Alle tegn paa Sorg og udmattelse var forsvundne, og Sundhed og Skjønhed lyste ud af alles Ansigter. Deres Fjender, Hedningerne omkring dem, faldt som døde til Jorden; de kunde ikke udholde det Lys, der oplyste de befriede hellige. Dette Lys og denne Herlighed hvilede over dem, indtil Jesus blev set i Himlens Skyer, og den trofaste og prøvede Skare blev forvandlet i en Hast, i et Øjeblik, fra Herlighed til Herlighed. Og Gravene aabnedes, og de hellige traadte frem, iførte Udødelighed, og raabte: "Sejr over Døden og Graven!" og disse sammen med de levende hellige blev rykkede hen i Skyerne til at møde Herren i Luften, medens herlige melodiske Sejrssraab lød fra hver udødelig Tunge. ret