(70) Inde i Staden så vi livets træ og Guds Trone. Ud fra tronen vældede en ren, krystalklar flod, og på begge sider af floden voksede livets træ. På den ene side af floden såes stammen af et træ og ligedan på den anden, og de var begge som rent, gennemsigtig Guld. I førstningen mente jeg, at de i toppen forenede sig til ét træ. Det var således livets træ på begge sider af livets flod. Dets grene hang bøjede nedover der, hvor vi stod; dets frugt var herlig og havde udseende af Guld blandet med Sølv. ret
(69) Da blev alles ansigter blege, og deres, som Gud havde forkastet, skijtede farve. Da råbte vil alle: "Hvem kan blive stående? Er min Kfortel pletfri?" Englene sluttede med at synge, og en højtidelig stilhed indtrådte; da sagde Jesus:" De, som har rene hænder og et rent hjerte, skal bestå; min nåde er jer nok." Ved disse ord oplystes vor ansigter, og glæde fyldte ethvert hjerte. Englene istemte atter sangen, højere en tilforn, medens skyen kom endnu nærmere jorden. Derpå lød Jesu Basun, idet han siddende på skyen, klædt i ildlue , nærmede sig jorden. Han betragtede de hensovede helliges grave og opløftede derpå sine øjne og hænder mod hemmelen og råbte: Vågn op! Vågn op! Vågn op! I, som sover i støvet, stå op! Da skete der et stort jordskælv. Gravene åbnedes, og de døde kom frem iførte Ydødelighed. De 144,00 råbte : Halleluja! idet de genkendte sine venner, som døden havde bortrevet fra dem, og i samme øjeblik blev vi forandrede fra dødelige til udødelige og rykkedes hen tilligemed dem for at møde Herren i luften. ret
(67) Det var ikke længe efter, at den for Kristi komme bestemte tid i 1844 var gået forbi, før jeg havde mit første syn. Jeg var på besøg hos en kær søster i Herren. Vore hjerter var sammenknyttet i inderlig kærlighed. Vi var i alt fem tilstede, allesammen kvinder; og idet vi knælede i bøn til gud, kom Guds kraft over mig i et rigere mål end nogensinde tilforn. Jeg syntes at være omgevet af lys og at blive løftet højere og højere op fra jorden. Jeg vendte mig om for at se, hvad der blev af Kristi ventende folk på jorden, men jeg kunne ikke se dem. Da gærte heg eb ræstm sin sagde: "Se igen, og se lidt højere." Jeg løftede da øjnene op og så en ret, smal sti, som gik højt op over jorden. På denne sti vandrede de, der forventede Guds søn, fremad mod den hellige stad. Bag dem ved begyndelsen af stien skinnede et klart lys, som en Engel fortalte mig var Midnats Anskriget. Dette lys bestrålede stien, for at de ikke skulle støde an med Fødderne og snuble. jesus gik selv foran sit folk for at lede dem frem, og de var sikre, få længe de holdt blikket hæftet på ham. Men nogle blev forsagte og sagde, at Staden som de havde ventet at nå før denne tid, endnu var langt borte. Da opmuntrede Jesus dem ved at opløfte sin højre arm, fra hvilken der skinnede et klart lys, som bestrålede den ventende skare, og de råbte: Halleluja! Andre nægtede lyset bag ved sig og sagde, at det ikke var Gud, som havde ledet dem så langt frem. Lyset bag ved dem forsvandt; og det blev mørkt for deres fødder, de snublede og tabte Jesus af syne og faldt fra stien til den mørke, syndige verden nedenunder. ret
(68) Snart derefter hørte vil Guds røst som mange vandes lyd, der forkyndte os dagen og timen, da Jesus skkulle komme. De levende hellige, 144,00 i tallet, kendte og forstod røsten, medens de ugudelige mente, det var troen og jordskælv.Da Gud således forkyndte tiden, udgør han den Helligånd over os, og vore ansigter lyste og skinnede af Guds Herlighed ligesom Moses' ansigt, da han kom ned fra Sinaj Bjerg. ret
(68) De 144,00 var alle beseglede og fuldstændig som et. På deres bander sås Ordene: Gud, det nye Jerusalem samt en herlig stjerne som indeholdt Jesu nye navn. De ugudelige harmeds over vor lykkelige og hellige tilstand og for op for at lægge hånd på os og føre os i fængsel; men vi udrakte hånden i Herrens navn, og de faldt hjælpeløse til jorden. Da kendte medlemmerne af Satans Synagoge, at Gud havde elsket os, som toede hverandres fødder og hilsede hverandre med et helligt Kys, og de tilbad for vore fødder, ret
(70) Vi gik alle hen og satte os under træet for at betragte stedets herlighed. Da kom brødrene Fetdh og Stodman, der havde prædiket rigets Evangelium, og hvem Gud hande lagt i Graven for at frelse dem, hen til os og spurgte os om, hvad vi havde gennemgået, medens de sov. Vi forsøgte at genkalde i Erindringen nogle af vore hårdeste prøver; men de syntes os alle så ubetydelige i sammenligning med den over al nåde evige og vægtige herlighed, som omgav os, at vi ikke kunde omtale dem, og vi råbte alle: Halleluja, Himlen er billig nok!" og slog på vore Guldharper, så Himlens Hvalvinger genlød af den herlige musik. ret
(69) Vi gik alle ind i skyen tilsammen, hvorefter den steg op, og det varede syv dage, før vi nåede Glargavet. Da bragte JesusKronér frem, og med sin højre håns satte han dem på vore hoveder. Han gav os Guldharper og Sejerspalmer. Her på Glarhavet stod de 144,00 i en fuldkommen firkant. Nogle havde meget skinnende Kroner; andres var mindre skinnende. Nogle Kroner så ud til at være tunge af Stjerner, medens andre havde kun få. Enhver var fuldkommen tilfreds med sin Krone. De var alle iført en smuk hvid Kappe, der nåede fra skuldrene til fødderne. Englene omgav os, idet vi marscherede over Glarhavet til Stadens Port. Jesus opløftede sin mægtige, herlige arm, tog fat på Perleporten, svang den åben på sine glinsende hængsler og sagde til os: "I har toet jers Kjortler i mit blod og standhaftig kæmpet for min sandhed, - gå ind!" Vi gik alle ind og følte, at vi havde fuldkommen ret dertil. ret
(68) Vore øjne vendte sig nu imod Øst; the en liden sort Sky, omtrent så stor som en mand hånd, var kommen til syne, som vi alle vidste var menneskens Søns Tegn. Vi stirrede alle tavse og højtidelige på skyen, efterhvert som den kom nærmere og blev lysere og herligere, indtil den blev til en stor hvid sky. Den nederste kant så ud som ild, og en regnbye stod over den; omkring den var til tusinde Engle, der sang en yndig sang, og på skyen sad menneskens Søn. Hans hår var hvidt og krøllet og hang ned over skuldrene, og der var mange Kroner på hans hoved. Hans fødder så ud som ild; i sin højre hånd havde han en skarp segl og i sin venstre en Sølv Basin. Hans øjne var som ildsluer, der trængte egennem hans børns inderste. ret