(406) Jeg blev vist hen til den Tid, da den tredje Engels Budskab skal afsluttes. Guds Kraft havde hvilet over hans Folk. De havde udført sit Værk og var beredte for den Prøvens Stund, som laa foran dem. De havde modtaget den sildige Regn eller Vederkvægelsen fra Herrens Aasyn, og det levende Vidnesbyrd var bleven gjenoplivet. Den sidste Advarsel havde lydt allevegne, og den havde forbitret Jordens Indbyggere, som ikke havde antaget Budskabet. ret
(406) Jeg saa Engle skynde sig hid og did i Himlen. En Engel med et Skriveredskab ved Hoften kom tilbage fra Jorden og underrettede Jesus om at hans Gjerning var udført, og de hellige var talte og beseglede. Da saa jeg Jesus, som havde tjent foran Aarken, der indeholdt de ti Bud, nedkaste Regelseskarret. Han opløftede sine Hænder og sagde med høj Røst: "Det er sket!" Og hele Englehæren lagde sin Kroner ned, medens Jesus afgav den alvorsfulde Erklæring: "Lad den, som gjør Uret, fremdeles gjøre Uret, og den uterlige fremdeles øve Uterlighed, og den retfærdige fremdeles blive retfærdig, og den hellige fremdeles blive helliget!" ret
(406) Enhvers Sjæbne var nu afgjort enten for Liv eller Død. Medens Jesus tjente i Helligdom, belv Dommen holdt, først over de retfærdige døde og dernæst over de retfærdige levende. Kristus havde modtaget sit Rige, gjort Forsoning for sit Folk og udslettet deres Synder. Antallet af dette Riges Undersaatter var fuldt. Lammets Bryllup var fuldbyrdet. Og Riget og Magten og Rigernes Storhed under al Himlen blev given Jesus og Salighedens Arvinger, at Jesus kulde regjere som Kongers Konge og Herrers Herre. ret
(407) Idet Jesus drog ud af det allerhelligste, hørte jeg Klangen af Bgjælderne paa hans Kappe; Og da han forlod dette Sted, lagde der sig en mørk Sky over Jordens Indbyggere. Der var ikke længere nogen Talsmand mellem syndige Mennesker og en fortørnet Gud. Medens Jesus stod mellem Gud og syndige Mennesker, var der noget, som holdt Menneskene i Ave, men da han ophørete at staa som Mellemmand mellem Menneskene og Faderen, var der intet mere, som holdt dem i Ave. De ubodfærdige var nu helt under Satans Herredømme. Det var umuligt, at Plagerne kunde blive udgydte, saa længe Jesus gjorde Tjeneste i Helligdommen; men da han havde fuldendt sin Tjeneste der, og hans Midlergerning for Menneskene var ophørt, var intet, som længere kunde holde Guds Vrede tilbage, og den bryder løs med Heftighed over den ubeskyttede, skyldige Synder, der har ringeagtet Frelsen og ikke gieet Agt paa Guds Raad. I denne frygtelige Tid, efter at Kristus sluttede sin Gjerning som Forbeder, levede de Hellige for den hellige Guds Aasyn uden nogen Midler. Enhver Sag var for stedse afgjort, enhver af de frelste var talt. Jesus tøvede et Øjeblik i den første Afdeling af den himmelske Helligdom, og de Synder, der var bleven bekjendte, medens han var i det allerhelligste, blev lagt paa Satan, Syndens Ophavsmand, der maa lide Straffen for dem. ret
(407) Da saa jeg Jesus aflægge sin ypperstepræstelige Klædning og iføre sig sin kongelige Dragt. Der var mange Kroner paa hans Hoved, den ene Krone indeni den anden. Han forlod Himlen omgiven af hele Engleskaren. Plagerne faldt over Jordens Indbyggere. Nogle anklagede Gud og forbandede ham. Andre hastede til Guds Folk og bønfaldt dem om at lære dem, hvorledes de skulle undgaa Guds Straf. Men de hellige kunde intet gjøre for dem. Den sidste Taare for Syndere var fældet, den sidste ængstelige Bøn opsendt, den sidste Byrde baaren og den sidste Advarsel given. Naadens liflige Indbydelse skulde ikke mere lyde for dem. Da de hellige og hele Himlen interesserede sig for deres Frelse, havde de ingen Interesse for sig selv. Liv og Død blev stillet for dem. Mange ønskede Livet, men gjorde sig ingen Ulejlighed for at erholde det. De valgte ikke Livet, og nu var der ikke mere noget Sonoffer for de skyldige, ingen medlidende Frler stil at bede for dem og sige: Spar Synderen lidt længere. Hele Himlen forende sig med Jesus, idet de hørte de frygtelige Ord: Det er sket! Det er fuldbragt. Frelsens Plan var fuldbyrdet, men saa havde valgt at blive frelste derved. Da naadens søde Stemme ophørte at lyde, blev de ugudelige betagne af Skræk og Rædsel. Med frygtelig Klarhørte de Ordene: Forsilde! Forsilde! ret
(408) De, som ikke før havde sat Pris paa Guds Ord, skyndte sig hid og di, de vandrede fra Hav til Hav, fra Norden til Østen for at søge efter Herrens ord. Men Herren sagde. De skal ikek finde det. Det er Hunger i Landet, ikke Mangel paa Bvrød eller Tørst efter Vand, men en Hunger efter at høre Herrens Ord. Hvad vilde de ikke give for et eneste Bifaldsord fra Herren! Men nej, de maa fremdeles hungre og tørste. De har ringeagtet Frelsen den ene Dag efter den anden og sag større Pris paa verdslig Rigdom og Fornøjelse end paa de himmelske Skatte. De har forkastet Jesus og foragtet hans hellige. De Uterlige maa forblive uterlige i al Evighed. ret
(408) Mange af de ugudelige blev meget forbitrede, idet de erfarede Virkningen af Plagerne. Det var et Skue fuldt af skrækkelig Angest. Forældrene bebrejdede bitter sine Børn og Børnene sine Forældre, brødrene sine Søstre og Søstrene sine Brødre. Høje Klageskrig hørtes fra alle Kanter: Det var dig, der holdt mig tilbage fra at antage Sandheden, som vilde have frelst mig fra denne forskrækkelige Time. Folket vendte sig imod sine Prædikanter med bittert Had og bebrejde dem sigende: "I har ikke advaret os. I fortalte os, at Verden skulde blive omvendt, og raabte: Fred, Fred, for at stille enhver Frygt, som opstod. I har ikke fortalt os om denne Time, og dem, der har varslet os dersom, har I erklæret for at være Sværmere og onde Mennesker, der vilde fordærve os." Men jeg saa, at Prædikanterne ikke undgik Guds Vrede. Deres Lidelser var ti gange større end deres Folks Lidelser. ret