(410) Jeg saa, at de hellige forlod Byerne og Smaastæderne, sluttede sig sammen i Selskaber og boede paa de mest enlige Steder. Engle skaffede dem Føde og Vand, medens de ugudelige paa samme Tid led Hunger og Tørst. Da saa jeg, at Verdens fremragende Mænd raadførte sig med hverandre, og at Satan og hans Engle var travlt beskjæftigede omkring dem. Derefter saa jeg, at Eksemplarer af en vis Skrivelse blev uddelte i forskjellige Dele af Landet. Denne Skrivelse forordnede, at hvis de hellige ikke fralagde sig sin ejendommelige Lære og helligholdt den første Dag i Ugen i Stedet for Sabbaten, da skulde folk have Lov til efter een vis Tid at slaa dem ihjel. Men de hellige var rolige og uforstyrrede i denne Prøvens Tid; thi de stolede paa Gud og holdt sig til hans Løfte, at han vilde gjøre en Udvej for dem. Paa nogle Steder opstod de ugudelige imod de hellige for at dræbe dem, før Tiden, da Befalingen skulde udføres, var kommen; Men Engle der viste sig som Krigsmænd, stred for dem: Satan vilde ødelægge den Højestes hellige; Men Jesus bød sine Engle at vaage over dem. Herren vilde blive æret for Hedningernes Øjne ved at indtræde i Pagt med dem, som havde holdt hans Lov; og Jesus vilde blive æret ved at forvandle de trofaste Sjæle, som så længe havde ventet paa ham, uden at de skulde smage Døden. ret
(410) Snart saa jeg, at de hellige led stor Sjæleangst. De syntes at være omringede af Jordens Ugudelige Indbyggere. Ethvert udvortes Tegn syntes at være dem imod. Nogle begyndte at frygte, at Herren til sidst vilde lade dem omkomme ved de ugudeliges Haand. Men hvis deres Øjne havde været aabne, vild ede have erfaret, at Guds Engle lejrede sig trint omkring dem. Dernæst kom den store ugudelige Skare og derefter en Hob onde Engle,d er tilskyndede de ugudelige til at dræbe de hellige. Men førend de kunde nærme sig Guds Folk, maatte de først gaa forbi denne skare af mægtige, hellige Engle, og dette var dem umuligt. Guds Engle lod de Hellige træde tilbage, og paa samme Tid bevirkede de, at de onde Engle, som omringede dem, trak sig tilbage. ret
(411) Det var en forfærdelig Angestens Time for de hellige. De bad til Gud Dag og Nat om Befrielse. Der var tilsyneladende ingen Mulighed for at undfly. De ugudelige havde allerede begyndt at juble, idet de raabte: Hvorfor udfrier ikke eders Gud eder af vor Haand? Hvorfor farer I ikke op og frelser eders Liv? Men de hellige agtede dem ikke. I Lighed med Jakob stred de med Gud. Englene længtes efter at befri dem; Men de maatte vente lidt længere; Guds Folk maatte drikke af Kalken og døbes med Daaben. Englene var i sit Hverv tro og vedblev at vaage. Herren vilde ikke lade sit Navn blive spottet iblant hedningerne. Tiden var næsten kommen, da han vilde vise sin store Magt og Herlighed forløse sine hellige. For at forherlige sit Navn vilde han udfri enhver af dem, der taalmodigt havde ventet paa ham, og hvis Navn var skrevet i Bogen. ret
(411) Jeg blev vist tilbage til den trofaste Noah. Da Regnen faldt, og Vandfloden kom, var Noah og hans Familie gaaet ind i Arken, og Herren havde lukket døren. Noah havde med Troskab advaret Verdens Beboere, som levede før Syndfloden, skjønt de havde forhaanet og bespottet ham. Og da Regnen faldt paa Jorden, og den ene efter den anden var i færd med at drukne, saa de Arken, som de havde gjort Nar af, sejle i Sikkerhed paa Vandene med den trofaste Noah og hans Familie vel forvaret. Paa en lignende Maade saa jeg at Herren vilde frelse sit Folk, som i Troskab varslede Verden om den tilkommende Vrede. Herren vilde ikke tillade de ugudelige at ødelægge dem, der forventede at blive forvandlede, og som ikke vilde adlyde Dyrets Befaling eller modtage dets Mærke. Jeg saa, at det vilde behage Satan og hele hans onde Hær og alle, som hader Gud, hvis det blev de ugudelige tilladt at ødelægge de hellige. Hvilken Sejr vilde det ikke blive for hans fantastiske Majestæt i den sidste afgjørende kamp at faa Magt over dem, der saa længe havde ventet at beskue ham, som de elskede! De, som har gjort sig lystige over, at de hellige skulde fare op, skal bevidne Herrens Omsorg for sit Folk og beskue deres herlige Forløsning. ret
(412) Da de hellige forlod Byerne og Smaastæderne, fulgte de ugudelige efter dem og søgte at dræbe dem. Men de Sværd, der blev opløftede for at dræbe Guds Folk, sønderbrødres og blev aldeles uduelige. Guds Enl Syne, skinnede i sin Styrke, og gle beskyttede de hellige. De raabte Dag og Nat om Befrielse, og Herren hørte deres Raab. ret