(312) Det var ved Midnat, at Herren valgte at befri sit Folk. Medens de ugudelige spottede dem, som Solen pludselig kom til Syne, skinnende i sin styrke, og Maanen stod stille. De ugudelige betragtede dette skue, og Maanen stod stille. De ugudelige betragtede dette Skue med Forbauselse, medens de hellige skuede Tegnene paa deres Befrielse med hellig Glæde. Tegn og undere fulgte hurtigt paa hverandre. Alt syntes at være kommet ud af sin naturlige Orden. Floderne ophørte at ringe. Mørke, tunge Skyer vist sig og drev mod hverandre. Men der var ét aabent, herligt Sted, hvorfra Herrens Røst lød lig mange Vandes lyd og rystede Himlen og Jorden. Der skete et stort Jordskælv. Gravene aabnedes, og de, som var døde i Troen under den tredje Engels Budskab, og som havde holdt Sabbaten, kom frem herliggjorte fra sine Støvhytter for at høre den Fredspagt, som Gud skulde stifte med dem, der havde holdt hans Lov. ret
(313) Himlen aabnede og lukkede sig og var i Bevægelse. Bjergene skjalv som et Rør i vinden og kastede ud ujævne Klippestykker overalt omkring. Havet sydede som en Gryde og udspyede Stene paa Landet. Og idet Gud kundgjorde Dagen og Timen, da Kristus skulde komme, og overgav den evige Pagt til sit Folk, udtalte han en Sætning, og standsede saa, medens ordene rullede ud over Jorden. Guds Israel stod med Øjnene rettede opad og lyttede til Ordene, idet de kom fra jehovas Mund og rullede over Jorden lig det stærkeste tordenbrag. Det var overmaade højtideligt! Ved Slutningen paa hver Sætning raabte de hellige: Ære! Halleluja! Deres Ansigter var oplyste af Guds Herlighed ligesom Moses’ Ansigt, da han steg ned af Sinai. De ugudelige kunde ikke se paa dem paa Grund af den store Herlighed. Og da den evige Velsignelse lystes over dem, der havde æret Gud ved at helligholde hans Sabbat, opsteg der et vældigt Raab om Sejr over Dyret og dets Billede. ret
(313) Derpaa begyndte Jubelaaret, da Landet skal hvile. Jeg saa den fromme Slave opstaa i Frihed og Sejr og afryste de Længer, hvormed han var brunden, medens hans ugudelige Mester blev forvirret og ikke vidste, hvad han skulde gjøre; thi de ugudelige kunde ikke forstaa de ord, som Herren talte. ret
(313) Snart kom den store, hvide Sky til Syne, hvorpaa Menneskenes Søn sad. Den saa meget liden ud, da den først viste sig paa længere Afstand. Engelen sagde, at den var Menneskens Søns Tegn. Da den nærmede sig Jorden, kunde vi se Jesu majestætiske herlighed, idet han drog ud til Sejr. Et Følge af hellige Engle med lyse, glinsende kroner paa sine Hoveder ledsagede ham. Det er umuligt at skildre denne Scenes herlighed. Den levende majestætiske og overvættes herlige Sky kom endnu nærmere, og vi kunde tydelig se Jesu elskelige Person. Han bar ikke en Tornekrone; en Herligheds-Krone hvilede på hans hellige Pande. Paa hans Klædebon og hans Lænd var et Navn skrevet: Kongernes Konge og Herrers Herre. Hans Ansigt var som Middagssolen, hans øjne som Ildsluer og hans Fødder som skinnende Kobber. Hans Røst lød som mange Musikinstrumenter. Jorden rystede for ham, Himlen veg bort lig en en Bog, der sammenrulles, og hvert Bjerg og hver ø blev flyttet fra sit Sted. "Og Jordens Konger og de store og Krigshøvdingerne og de rige og de vældige og hver træl og her fri skjulte sig i Bjergenes Huler og Klipper og sagde til bjergene og Klipperne: Fald over os og skjul os for hans Aasyn, som sidder paa Tronen, og for Lammets Vrede! Thi hans vredes den store dag er kommen, og hvo kan bestaa?" de, som kort før vilde have udryddet Guds trofaste Børn paa Jorden, beskuede nu Guds Herlighed, som hvilede over dem. Og midt i al deres Rædsel hørte de de hellige frydefuldt udraabe: "Se, dette er vor Gud, vi har haabet paa ham, og han skal frelse os." ret
(414) Jorden rystede voldsomt, idet Guds Søn fremkaldte de sovende hellige. De hørte hans Røst og kom frem iklædte Uforkrænkelighed, sigende: Sejr, Sejr over Døden og Graven! Død, hvor er din Braad? Helvede [Grav], hvor er din Sejr? Da opløftede de levende samt de opstandne hellige tilsammen sine Røster i et langt frydefuldt Sejrsraab. De, der var faret ned i Graven med Syugdommen og Dødens Mærker paa sig, kom frem i uforkrænkelig Sundhed og Styrke. De levende hellige forvandles i en Hast, i et Øjeblik og rykkes tilligeemed de opstandne hen i Skyerne til at møde Herren i Luften. Hvilket herligt Møde! Venner, som Døden havde skilt ad, blev forenede for aldrig mere at skilles. ret
(414) Paa hver Side af Skyvognen var Vinger, og nedenunder den var levende Hjul; og idet Vognen rullede opad, raabte Hjulene: Hellig, og Vingerne raabte Hellig, idet de bevægede sig, og hele Englefølget omkring Skyen raabte: Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige! Og de hellige i Skyen raabte: Ære være Gud! Halleluja! Og Vognen rullede opad til den hellige Stad. Før de gik ind i Staden, blev de hellige ordnede i en fuldkommen Firkant med Jesus i Midten. Hans Hoved og Skuldre ragede op over de hellige og over Englene. Alle indeni Firkanten kunde se hans majestætiske Skikkelse og elskelige Ansigt. ret