(420) Satan løber om blandt sine Efterfølgere og forsøger at opmuntre Skaren til Kamp. Men Ild falder ned fra Himlen fra Gud over dem og fortærer de store og vældige, de usle og elendige alle tilhobe. Jeg saa, at nogle døde snart, medens andre led længere. De blev straffede efter det, der var sket ved Legemet. Det varede mange Dage førend nogle blev fortærede, og Fornemmelsen af Smerte varede ligesaa længe, som der var noget tilbage, som ikke var fortæret. Englen sagde: "Livets Orm skal ikke dø; deres Ild skal ikke udslukkes, saa længe der er den mindste Del tilbage, den kan tære paa." ret
(421) Satan og hans Engle led længe. Satan har ikke alene Straffen for sine egne Synder, men ogsaa den forløste Hærs Synder, der blev lagt paa ham; og han maa ogsaa lide for de Sjæle, hvis Fortabelse han har været Skyld i. Da saa jeg, at Satan og hans ugudelige Hær blev fortæret, og Guds Retfærdighed skete Fyldest, og hele Englehæren og alle de frelste hellige sagde med høj Røst: Amen! ret
(421) Englen sagde :"Satan er Roden, og hans Børn er Grenene. De er nu fortærede med Rod og Gren. De er døde ved en evig Død. De skal aldrig opstaa, og Gud vil have et rent, syndfrit Univers." Jeg saa da, at Ilden, som havde fortæret de ugudelige, brændte op Gruset og rensede Jorden. Atter saa jeg, og see, Jorden var renset. Der var intet Mærke efter Forbandelsen tilbage. Jordens forrige brudte, ujævne Overflade saa nu ud som en stor jævn Slette. Guds hele Univers var rent, og den store Strid var endt. Alt, hvad Øjet hvilede paa, hvorsomhelst vi vendte vore Blikke, var smukt og herligt. og hele den frelste Skare, gamle og unge, store og smaa, kastede sige skinnende Kroner ned for Frelserens Fødder og knælede ´for ham med Ærefrygt og tilbad ham, som lever i al Evighed. Den yndige nye Jord med al dens Herlighed var de helliges evige Arv. Riget og Herredømmet og Rigernes Magt under al Himlen blev da givet den højestes hellige, som skal besidde det i al Evighed. ret