(75) Herren styrede det således, at jeg fik anledning til at rejse til den ostlige del af Maine. Br. Villiam Jordan rejste til Orington i forretninger; hans søster var med ham, og man opmuntrede mig til at gå med dem. Jeg havde lovet Herren at vandre på den vej, han måtte anvise mig, og jeg turde ikke undlade at gøre det. I Orington traf jeg Ældste James White, der var bekendt med mine venner, og som selv virkede for sjæles frelse. ret
(71) Jeg fortalte dette syn til de troende i Portland, der havde fuld tillid til, at det kom fra Herren. Guds ånd virkede med vidnesbyrdet, og evighedens højtidelighed hvilede over os. Et uudsigeligt alvor fyldte mit sind ved tanken om, at jeg, der var så ung og svag, skulle blive udvalgt som et redskab i Guds hånd til at bringe lyset til hans folk. Medens jeg var under indflydelsen af Guds kraft, var mit sind fyldt med glæde, jeg syntes at være omgiven af hellige Engle i himlens store sal, hvor alt er fred og fryd; og det var en tung og bitter forandring atter at opvågne til dette forkrænkelige livs virkeligheder. ret
(72) Jeg var utilfreds med at gå ud i verden, og jeg gruede for dens hån og modstand. Jeg havde kun lidt selvtillid. Når Guds ånd havde mindet mig om min pligt, havde jeg hiktil hævet mig over mine følelser og forglemt al min frygt og underselighed ved tanken om Jesu kærlighed og det underfulde værk, han havde udrettet for mig. Den stadige forvisning om, at jeg gjorde min pligt og adlød Guds vilje, gav mig en frimodighed, der ofte forundrede mig. Ved sådanne anledninger følte jeg mig villig til at lide alt for at kunne hjælpe andre til lyset og freden i Kristus. ret
(73) Jeg frygtede for, at jeg for evigt skulle gå glip af Guds velbelag. Jeg tændte på det lys, hvorved jeg før var bleven så velsignet, og det syntes dobbelt dyrebart sammenlignet med det mørke, som nu omgav mig. Det blev holdt forsamlinger i min Faders hus; men jeg var i en så modfalden sindsstemning, at jeg ikke kom med til dem i længere tid. Min byrde blev tungere og tungere, indtil min sjælekval syntes mere, end jeg kunne udholde. ret
(76) En af disse sværmere forsøgte at få mine venner og slægtninge til at virke imod mig og var også tildels heldig heri. Han udbredte falske rygter om mig for at retfærdiggøre sig selv, fordi jeg havde berettert, hvad Herren havde vist mig angående hans ukristelige vandel. Jeg syntes at skulle friste en hård skæbne. Modlished trængte sig ind på mig; og tilstanden blandt Guds folk fyldte mig med så megen ængstelse, at jeg kunde leve; men brødrene og søsterne, som havde medfølelse med mig i mine lidelser, forsamlede sig for at bede for mig. Jeg mærkede snart, at inderlige, alvorlige bønner blev opsendte for mig; og bønhørelsen kom. Den starke fjendes magt blev brudt, jeg blev frigjort fra min tunge byrde, og straks havde jeg et syn. I dette syn så jeg, at dersom jeg følte, at menneskelig indflydelse hindrede mit vidnesbyrd, behøvede jeg kun at bede til Gud, og han ville sende en Engel til at stå mig vi. Før havde jeg én Engel, som stadig ledsagede mig, men når det var nødvendigt, ville Gud sende endnu en anden for at give mig styrke til at overvinde enhver jordisk indflydelse. ret
(74) Jeg frygtede især for, at hvis jeg skulde adlyde kaldet og gå ud og vidne, at Gud havde givet mig særlige åbenbarelser for folket, at jeg da skulle ophøje mig og derved pådrage mig Guds mishag og gå fortabt. Jeg havde set flere eksempler herpå og frygtede for at gennemgå prøven. Jeg bad nu inderlig, at dersom jeg skulle gå og forkynde, hvad Herren havde åbenbaret for mig, jeg da måtte bevares fra hovmod. Engelen svarede: "Dine bønner er hørt og skal blive besvaret. Hvis dette onde, som du gruer for, truer dig, da vil Guds hånd blive udrakt til at frelse dig. Han vil drage dig til i trofasthed. Bliv bestandig indtil enden, og du skal æde af frugten af livets træ og drikke af livets vand." ret
(75) Guds ånd vidnede gennem det budskab, jeg bragte. Der var dem, som lærte at glæde sig i sandheden, og de forsagte blev styrkede i troen. I Garland havde et større antal fra forskellige steder samlet sig for at høre mig tale. Men jeg følte mig meget nedstemt, da jeg netop havde modtaget et brev fra min moder, hvori hun bad mig komme hjem, eftersom falske rygter om mig var sat o omløb. Dette var et aldeles uventet slag. Jeg var aldrig før blevet ilde omtalt, og jeg satte stor pris på mit gode navn og rygte. Jeg følte mig også bedrøvet over, at min moder skulle lide for min skyld; thi hun var meget ømfindtlig med hensyn til sine børn. Hvis der havde været anledning dertil, ville feg straks have begivet mig på hjemvejen; men dette var umuligt. ret
(74) Efter at jeg atter kom til bevidsthed, overgav jeg mig selv til Herren, villig til at gøre alt det, han begærede af mig, hvad det end måtte være. Ved forsynets styrelse blev der anledning for mig til at gå med min svoger til min søster i Poland, tredive mil fra mit hjem. Her havde jeg lejlighed til at bære mit vidnesbyrd. ret
(73) Jeg lod mig endelig overtale til at overvære et møde i mit eget hjem. Menigheden forenede sig i bøn for mig. Fader Pearson, som gennem min tidligere erfaring havde nægtet, at Guds kraft påvirkede mig, bad nu alvorligt for mig og rådede mig til at hengive mig til Guds vilje. Han søgte at opmuntre og trøste mig som en øm Fader og bød mig tro, at han, dert er Synderes ven, ikke havde forladt mig. ret
(72) Men det syntes umuligt for mig at udføre det værk, som blev mig forelagt. Jeg følte, at det sikkert vilde mislykkes, om jeg skulle forsøge det. De prøver, som fulgte med tanken herom syntes at være mere, end jeg kunde udholde. Hvorledes kunne jeg, som endnu kun var et barn, rejse fra sted til sted og udlægge Guds hellige sandhed for folket. Jeg blev forskrækket ved tanken herom. Min broder Robert, der kun var to år ældre end jeg, kunne ikke gå med mig; intet kunne have bevæget ham til at tage et sådant skridt. Min fader havde familien at forsørge og kunne ikke forlade sin jorretning; men han forsikrede mig ofte om, at dersom Gud kaldte mig til at virke på andre steder, ville han viselig give mig anledning dertil. Men disse opmuntrende ord bragte mit forsagte hjerte kun lidt trøst; min sti syntes at være indhegnet med besvarligheder, som ikke kunde overvinde. ret
(71) I et andet syn, der fulgte snart efter det første, blev der vist mig, hvilke prøver jeg måtte gennemgå, og at det var min pligt at gå og fortælle andre, hvad Gud havde åbenbaret for mig. Det blev vist mig, at min virksomhed vilde finde megen modstand, og at det ville forårsage mig stor sjæleangst, men at Guds nåde villle være nok til at opholde mig. Dette syn voldte mig megen uro, eftersom det fremholdt, at det var min pligt at gå ud iblandt folk og undervise dem om sandheden. ret
(75) Min sorg var så dyb, at jeg ikke følte mig istand til at tale den aften. Mine venner søgte at overtale mig til at forlade mig på Herren, og brødrene forenede sig i bøn for mig. Snart efter hvilede Herrens velsignhelse over mig, og jeg aflagde mit vidnesbyrd om aftenen med stor frimodighed. En Engel syntes at stå ved min side og styrke mig. Herrens lov og pris opsendtes fra dette hus, og Jesu nærværelse føltes iblandt os. ret
(73) Jeg følte mig for svag til at gøre nogen særlig anstrengelse for mig selv, men mit hjerte forenede sig med mine venners bønner. Nu agtede jeg kun lidt på verdens modstand, og jeg følte mig villig til at gøre enhver mulig opofrelse, dersom jeg blot atter kunne erfare Guds belbehag. medens vennerne bad for mig, forsvandt det tykke mørke, der havde omgivet mig, og et lys kom pludselig over mig. Min styrke forsvandt. Jeg syntes at være i Englenes nærværelse. En af disse hellige skabninger gentog atter ordene: "Forkynd for andre, hvad jeg har åbenbaret for dig." ret
(72) Jeg begærede døden som en befrielse fra de ansvar, der trængte sig ind på mig. Den søde fred, jeg så længe havde nydt, forlod mig, og fortvivlelse fyldte atter min sjæl. Mine bønner syntes at være forgæves, og min tro var forsvunden. Enden det var trøst, irettesættelse eller opmuntring, gjorde det lige lidt virkning på mig, thi det syntes, som om ingen kunne forstå min tilstand uden Gud, og han havde forladt mig. Brødrene i Portland var uvidenden om, hvad der var årsag til denne min forsagthed; men de vidste, at mit sind af en eller anden grund var bleven nedbøjet, og de følte, at dette var syndigt, efter at Gud så nådig havde åbenbaret sig for mig. ret
(71) Mit helbred var så dårlig, at jeg bestandig led smerte, og tilsyneladende havde jeg kun en kort tid at leve i. Jeg var bare sytten år gammel, liden og svag, uvant til selskab og af naturen så undselig og tilbageholden, at det var pinligt for mig at møde fremmede: Jeg bad ivrigt i flere dage, ofte til sent hen på natten, at denne byrde måtte blive taget af mig og lagt på en anden, som var bedre istand til at bære den, Men det lys, jeg hafde erholdt angående pligten, blev ikke borttaget, og Engelens ord lød bestandig i min øren: "Forkynd for andre, hvad jeg har åbenbaret for dig." ret
(74) Min hals og mine lunger havde været så angrebne, at jeg havde fanskeligt ved at tale, og min stemme var lav og hæs. Ved denne anledning, da jeg stod op i forsamlingen, begyndte jeg at tale i en hviskende tone. Jeg talede på denne måde i omtrent fem minutter; da forsvandt ømheden og ordet i min hals og mine lunger; men stemme blev klar og stærk, og jeg talte uden besvær og med frimodighed i henved to timer. Da jeg var færdig, blev min stemme svag igen som til førhen og forblev således, indtil jeg atter stod frem for at tale til folket; men da velsignede Herren mig igen på samme mærkværdige måde som første gang. Jeg følte mig nu forvisset om, at jeg udrettede Guds vilje, og jeg så tydelige frugter af min virksomhed. ret
(75) I min virksomhed blev jeg nødt til at modvirke nogle, som ved deres sværmeri vanærede Guds sag. Disse sværmere syntes at mene, at religionen bestod i stort røre og megen støj. De talede på en måde, som opirrede de vandtro, der kom til at havde dem og deres lære. Og da glædede de sig over, at de led forfølgelse. De vandtro kunde ikke se nogen rimelighed i denne fremgangsmåde. På disse steder blev brødrene hindrede i at samles til Gudstjeneste. De uskyldige led med de skyldige. Jeg gik med tungt hjerte det meste af tidem. Det syntes grueligt, at Kristi sag skulle lide skade på grund af disse ubetanksomme mænds fremgangsmåde. Ikke alene skadede de deres egen sjæl, men påførte Guds sag en skamplet, der ikke var så let at fjerne. Satan ville have det så; han var vel tilfreds med, at vanhellige mænd blandede sandhed og vildfarelse sammen. Han så med skadefryd på forstyrrelsen og skilsmissen blandt Guds børn. ret