Budskaber til menigheden kapitel 32. Fra side 151.     Fra side 125 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Guds gave til menneskene

(151)  Jeg har set Guds store kærlighed og nåde, idet han hengav sin Søn i døden, for at menneskene kunne få syndsforladelse og leve. Jeg så Adam og Eva, som havde den forret at kunne beskue skønheden og herligheden i Edens have og fik tilladelse til at spise af alle træer i haven undtagen et. Men slangen fristede Eva, og hun fristede sin Mand, og de spiste begge af det forbudne træ. De brød Guds befaling og blev syndere. Beretningen derom spredtes gennem himlen, og hver harpe forstummede. Englene sørgede og frygtede for, at Adam og Eva atter skulle række hånden ud og spise af livets træ og blive udødelige syndere. Men Gud sagde, at han ville uddrive overtræderne fra haven og ved keruber og et glimtende flammesværd vogte vejen til livets træ, således at menneskene ikke kunne nærme sig det og spise dets frugt, som holder udødelighed evigt ved lige.ret

(152)  Sorg fyldte himlen" da det blev kendt, at mennesket var fortabt, og at den verden, som Gud havde skabt, ville blive fyldt med dødelige væsener, der var viet til elendighed, sygdom og død, og at der ingen udvej var til redning for misdæderen. Hele Adams slægt måtte dø. Da så jeg den elskelige Jesus og lagde mærke til et udtryk af medlidenhed og sorg i hans ansigt. Snart så jeg ham nærme sig det overvældende klare lys, der omgav faderen. Min ledsagende engel sagde: "Han er i fortrolig samtale med sin fader." Der syntes at råde stor ængstelse blandt englene, medens Jesus samtalte med sin Fader. Tre gange blev han omhyllet af det herlige lys omkring Faderen, og da han den tredje gang kom fra faderen, kunne vi se hans skikkelse. Hans åsyn var roligt, blottet for ethvert spor af bekymring og uro og strålede af en ynde, som ord ikke kan beskrive. Han meddelte da engleskaren, at en udvej til redning for det fortabte menneske var fundet, at han havde talt med sin Fader og fået tilladelse til at give sit liv til genløsning for menneskeslægten, til at bære dens synder, påtage sig dødsdommen og således åbne en vej, ad hvilken de ved hans blods fortjenester kunne få forladelse for forbi gangne overtrædelser og ved lydighed blive ført tilbage til haven, som de var uddrevet fra. Da ville de atter få adgang til den herlige, udødelige frugt af livets træ, hvortil de havde forspildt enhver rettighed.ret

(152)  Glæde, usigelig glæde fyldte nu himlen, og det himmelske kor istemte en sang til pris og hyldest. De slog deres harper an og sang en tone højere end før på grund af den store miskundhed og nåde, som Gud udviste, idet han hengav sin højt elskede Søn i døden for en slægt af oprørere. Derpå lød der et væld af pris og hyldest for Jesu selvfornægtelse og opofrelse, idet han samtykkede i at forlade faderens skød og valgte et liv i lidelse og kval og en vanærende død, for at han kunne give liv til andre.ret

(153)  Engelen sagde: "Tror I, at Faderen uden kamp gav Afkald på sin elskede søn? Nej, nej!" Spørgsmålet om, hvorvidt han skulle lade den skyldige menneskeslægt dø, eller om han skulle give sin kære Søn hen i døden for den, kostede endog himlens Gud en kamp. Englene nærede så stor interesse for menneskenes frelse, at der blandt dem fandtes sådanne, som ville give afkald på deres herlighed og ofre livet for fortabte mennesker. "Men," sagde min ledsagende engel, "det ville intet gavne,." Overtrædelsen var så stor, at en Engels liv ikke kunne betale skylden. Intet uden Guds Søns død ville kunne betale skylden og frelse fortabte mennesker fra håbløs elendighed og sorg.ret

(153)  Men den gerning, der blev englene anvist, var at stige op og ned med styrkende balsam fra herligheden hisset for at trøste Guds søn i hans lidelsesfulde liv. De tjente Jesus. Deres gerning bestod tillige i at beskytte og bevare nådens børn fra de onde engle og fra det mørke, Satan stadig omgav dem med. Jeg så, at det var umuligt for Gud at forandre sin lov for at frelse fortabte, ulykkelige mennesker; derfor tillod han sin kære søn at dø for menneskets overtrædelse.ret

næste kapitel