(194) Disciplenes tro blev i høj grad styrket ved forklarelsen" da det blev dem tilstedt at se Kristi herlighed og at høre røsten fra himlen vidne om hans guddommelige karakter. Gud ville give Jesu efterfølgere et stærkt bevis på, at han var den forjættede messias, for at de i deres bitre sorg og skuffelse over hans korsfæstelse ikke helt skulle kaste deres frimodighed bort. Ved forklarelsen sendte Herren Moses og Elias til at tale med Jesus om hans lidelse og død. I stedet for at vælge engle til at tale med hans Søn valgte Gud sådanne, som selv havde gennemgået jordiske prøvelser. ret
(195) Elias havde vandret med Gud. Hans gerning havde været pinlig og prøvende, for ved ham havde Herren straffet Israels synder. Elias var en Guds profet, men måtte dog flygte fra sted til sted for at redde sit liv. Hans eget folk jagede ham som et vildt dyr for at slå ham ihjel. Men Gud optog Elias. Engle førte ham i herlighed og sejr op til himlen. ret
(195) Moses var større end nogen, der havde levet før ham. Han var blevet højt æret af Gud, idet det blev ham forundt at tale med Herren ansigt til ansigt, ligesom en mand taler med en ven. Han fik lov til at se det klare lys og den overvættes herlighed, der omhyllede faderen. Ved Moses udfriede Herren Israel fra Ægyptens trældom, Moses var en midler for sit folk og stod ofte mellem dem og Guds vrede. Da Herrens vrede optændtes såre mod Israel for deres vantro, deres knur og deres store synder, blev Moses's kærlighed til dem prøvet. Gud sagde, at han ville ødelægge dem og gøre ham til et stort folk. Moses viste sin kærlighed til Israel ved sin inderlige forbøn for dem. I sin nød bad han Gud vende om fra sin brændende vrede og forlade Israel deres synd eller også udslette hans navn af sin bog. ret
(196) Da Israel knurrede mod Gud og mod Moses, fordi der ikke var vand, beskyldte de ham for at have ført dem derud for at dræbe dem og deres børn. Gud hørte deres knur og bød Moses slå på klippen, for at folket kunne få vand. Moses slog på klippen i vrede og tog æren til sig selv. Folkets stadige genstridighed og knur havde voldt ham den dybeste sorg, og et øjeblik glemte han, hvor meget Herren havde båret over med dem, og at deres knur ikke var mod ham, men mod Gud. Han tænkte kun på sig selv hvor højlig han var blevet forurettet, og hvor ringe taknemmelighed de havde vist for hans store kærlighed til dem. ret
(196) Det var Guds plan ofte at lede sit folk ind i vanskelige forhold og så i deres trang udfri dem ved sin kraft, for at de måtte kunne forstå hans kærlighed og hans omsorg for dem og således bringes til at ære og tjene ham. Men Moses havde forsømt at ære Gud og ophøje hans navn for folket, så at de måtte kunne forherlige ham. Derved pådrog han sig Herrens mishag. ret
(196) Da Moses steg ned af bjerget med de to stentavler og så Israel tilbede guldkalven, blev hans vrede i høj grad optændt, og han kastede stentavlerne ned og slog dem i stykker. Jeg så, at heri syndede Moses ikke. Han var vred for Guds skyld, nidkær for hans ære. Men da, han gav efter for sit hjertes naturlige følelser og tilvendte sig selv den ære, der tilkom Gud syndede han, og for denne synds skyld ville Gud ikke tillade ham at gå ind i Kanaans land. ret
(197) Satan havde søgt at finde noget, som han kunne anklage Moses for hos englene. Han jublede over sit vellykkede forsøg på at forlede ham til at mishage Gud og fortalte englene, at han ville kunne overvinde verdens Frelser, når han engang kom for at genløse menneskene. For sin overtrædelses skyld kom Moses ind under Satans magt under dødens herredømme. Havde han bevaret sin troskab, ville Herren have optaget ham til himlen uden at lade ham se døden. ret
(197) Moses gennemgik døden, men Mikael steg ned og gav ham liv, før hans legeme havde set forrådnelse. Satan søgte at beholde legemet, idet han påstod, at det høre ham til; men Mikael oprejste Moses og tog ham op til himlen. Satan angreb Gud heftigt og beskyldte ham for at være uretfærdig, når han tillod, at hans bytte blev ham frataget; men Kristus straffede ikke sin modstander, skønt det var dennes fristelse, der havde bragt Guds tjener til fald. Sagtmodigt henviste han ham til faderen" idet han sagde: "Herren straffe dig!" ret
(197) Jesus havde sagt til sine disciple, at nogle af dem, der stod hos ham, ikke skulle smage døden, førend de så Guds rige være kommet med kraft. Ved forklarelsen blev dette løfte opfyldt. Jesu åsyn blev da forvandlet og skinnede som solen. Hans klæder blev hvide og skinnende. Moses var til stede som repræsentant for dem, der vil blive oprejst fra de døde ved Jesu åbenbarelse. Og Elias, der blev optaget uden at se døden, fremstillede dem, der ved Kristi andet komme forvandles til udødelighed og optages til himlen uden at se døden. Med forundring og frygt betragtede disciplene Jesu ophøjede majestæt og skyen, som overskyggede dem, og hørte Guds røst i forfærdelig majestæt sige: "Denne er min Søn" den elskede, hør ham!" ret