Budskaber til menigheden kapitel 40. Fra side 198.     Fra side 165 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Kristi forådelse

(198)  Jeg blev ført ned til den tid, da Jesus spiste påskelammet sammen med sine disciple. Satan havde forført Judas og ledet ham til at tro, at han var en af Kristi sande disciple; men hans hjerte havde altid været kødeligt. Han havde set Jesu mægtige gerninger, han havde været sammen med ham i hans virksomhed og havde bøjet sig for de overvældende beviser på, at han var Messias; men Judas var påholdende og gerrig, han var pengekær. I vrede klagede han over den kostbare salve, der blev udøst på Jesus. Maria elskede sin Herre. Han havde forladt hende hendes synder, som var mange, og opvækket hendes højt elskede broder fra de døde, og hun syntes, at intet var for dyrebart til at blive anvendt på Jesus. Jo kostbarere salven var, desto bedre kunne hun udtrykke sin taknemmelighed til frelseren ved at anvende den på ham. Som en undskyldning for sin havesyge fremholdt Judas, at man kunne have solgt salven og givet den til de fattige. Men dette skyldtes ikke, at han nærede nogen omhu for de trængende, for han var egenkærlig og gjorde selv ofte brug af det, som var blevet ham betroet til de fattige. Judas havde været forsømmelig over for Jesu velvære, ja endog over for hans fornødenheder, og for at undskylde sin begærlighed talte han ofte om de fattige. Denne offervillige handling fra Marias side var en skarp irettesættelse for hans begærlighed. Vejen var lagt til rette, således at Satans fristelse kunne have fået adgang til Judas' hjerte.ret

(199)  Præsterne og jødernes ledende mænd hadede Jesus, men skarerne samlede sig for at høre hans vise tale og være vidne til hans mægtige gerninger. Folket blev grebet af den dybeste interesse, og i spænding fulgte de Jesus for at høre denne mærkelige lærers undervisning. Mange af de øverste troede på ham, men vovede ikke at bekende deres tro af frygt for at bliv udelukket af synagogen. Præsterne og de ældste kom til den slutning, at der måtte gøres noget for at lede folkets opmærksomhed bort fra Jesus. De frygtede for, at alle ville tro på ham. De følte sig ikke trygge. Skulle de ikke miste deres stillinger, måtte Jesus tages af dage. Og efter at de havde slået ham ihjel, ville der stadigvæk være nogle, som var levende minder om hans magt. Jesus havde opvækket Lazarus fra de døde, og de frygtede for, at hvis de slog Jesus ihjel, ville Lazarus vidne om hans vældige kraft. Folket strømmede til for at se den mand, der var blevet oprejst fra de døde. For at få gjort en ende på den herskende spænding besluttede rådsherrerne også at slå Lazarus ihjel. Derefter ville de lede folkets tanker hen til menneskers vedtægter og lærdomme, til tiende af mynte og rude, og således atter få indflydelse over dem. De enedes om at gribe Jesus, når han var alene; for hvis de forsøgte at gribe ham blandt mængden, når alles sind var optaget af interesse for ham, ville de blive stenet.ret

(200)  Judas vidste, hvor stærkt deres ønske var om at få Jesus i deres vold, og tilbød at forråde ham til ypperstepræsterne og de ældste for nogle få sølvpenge. Hans pengekærhed forledte ham til at indvilge i at forråde sin Herre til hans bitreste fjender. Satan virkede direkte gennem Judas, og midt under den indtryksfulde handling ved den sidste nadver udtænkte forræderen planer til at forråde sin Herre. Med sorg fortalte Jesus sine disciple, at den nat ville de alle forarges på ham. Men Peter hævdede med varme, at selv om alle de andre forargedes på ham, ville han dog ikke forarges. Jesus sagde til Peter: "Satan begærede jer for at sigte jer som hvede. Men jeg bad for dig, at din tro ikke skal svigte; og når du engang omvender dig, da styrk dine brødre!"ret

(200)  Jeg så Jesus i haven sammen med sine disciple. Dybt bedrøvet bad han dem våge og bede, for at de ikke skulle falde i fristelse. Han vidste, at deres tro ville blive prøvet, deres forhåbninger skuffet, og at de ville behøve al den styrke, de kunne opnå ved omhyggelig årvågenhed og inderlig bøn. Med gråd og stærke råb bad Jesus: "Fader, ville du dog tage denne kalk fra mig! dog ske ikke min vilje, men din! " Guds Søn bad i sjæleangst. Store blodsdråber samledes i hans ansigt og faldt til jorden. Engle svævede over stedet og var vidne til, hvad der foregik, men kun een fik befaling om at stige ned og styrke Guds Søn i hans sjæleangst. Der var ingen glæde i himlen. Englene lagde deres kroner og deres harper til side, og med den dybeste interesse gav de i tavshed agt på Jesus. De ønskede at samles omkring Guds Søn, men den ledende engel tillod dem det ikke, for at de ikke, når de kom til at se ham blive forrådt, skulle befri ham; for Frelsens plan var lagt, og den måtte fuldbyrdes.ret

(201)  Efter at Jesus havde bedt, kom han hen til disciplene; men de sov. I denne forfærdelige time var han endog berøvet disciplenes medlidenhed og bønner. Peter, der for en kort stund siden var så nidkær, var betynget af søvn. Jesus mindede ham om hans bestemte udtalelser og sagde til ham: "Så kunne I da ikke våge een time med mig!" Tre gange bad Guds Søn i sjælekval. Derpå kom Judas og hans bevæbnede skare til syne. Han nærmede sig sin Herre som sædvanligt for at hilse på ham. Skaren omringede Jesus; men da åbenbarede han sin guddommelige magt, idet han sagde: "Hvem leder I efter?" "Det er mig." De veg tilbage og faldt til jorden. Jesus stillede dette spørgsmål, for at de kunne blive vidne til hans magt og have bevis for, at han kunne redde sig af deres hånd, dersom han ville.ret

(201)  Da disciplene så skaren med deres stokke og sværd falde så pludseligt om, begyndte de at nære håb. Da de rejste sig op igen og på ny omringede Guds Søn, trak Peter sit sværd og huggede øret af ypperstepræstens tjener. Jesus bød ham stikke sværdet igen på dets sted og sagde: "Mener du, at jeg ikke kan bede min fader, så han nu tilskikker mig mere end tolv legioner engle?" Jeg så, at da disse ord blev udtalt, oplystes englenes ansigter af håb. De ønskede lige på stedet at omringe deres hersker og at sprede den ophidsede skare. Men bedrøvelse kom atter over dem, da Jesus tilføjede: "Hvorledes skulle da skriften opfyldes, at det bør gå således til?" Også disciplenes hjerter grebes af fortvivlelse og bitter skuffelse, da Jesus lod sig føre bort af sine fjender.ret

(202)  Disciplene frygtede for deres eget liv, og de forlod ham alle og flygtede. Jesus blev alene igen i morderskarens vold. O, hvor Satan nu triumferede! Og hvilken bedrøvelse og sorg hos Guds engle! Mange grupper af hellige engle, hver med en høj, ledende engel i spidsen, blev sendt for at være vidne til begivenhederne. De skulle nedskrive enhver grusomhed og tort, der blev påført Guds Søn, og optegne hver eneste kval, som Jesus kom til at lide; for de selvsamme mænd, der tog del i denne rædselsfulde scene, vil engang atter få det hele, at se i levende træk.ret

næste kapitel