(218) På sabbaten hvilede disciplene og sørgede over deres Herres død, medens Jesus, herlighedens konge, lå i graven. Da natten nærmede sig, blev der sat stridsmænd til at bevogte frelserens hvilested, medens engle usynligt svævede over den hellige plet. Natten sneg sig langsomt frem, og medens det endnu var mørkt, vidste de vågende engle, at tiden til at udfri Guds kære søn, deres elskede hersker, næsten var oprunden. Medens de i dyb bevægelse ventede på hans sejrstime, kom der en mægtig engel hastigt flyvende fra himlen. Hans ansigt var som lynet og hans klæder hvide som sne. Lyset omkring ham spredte mørket på hans vej og bragte de onde engle, der triumferende havde gjort krav på Jesu legene, til at flygte i rædsel for hans glans og herlighed. En af englenes hærskarer, der havde været vidne til Jesu ydmygelse og bevogtet hans hvilested" sluttede sig til engelen, som kom fra himlen, og i forening steg de ned til graven. Jorden bævede og rystede, da de nærmede sig, og der skete et stort jordskælv. ret
(218) Rædsel greb den romerske vagt. Hvor var nu deres magt til at holde Jesu legeme? De tænkte ikke på deres pligt eller på, at disciplene kunne stjæle ham og føre ham bort. Da lyset fra englene skinnede omkring dem klarere end solen, faldt de romerske vægtere til jorden som døde. En af englene greb fat i den store sten, væltede den bort fra indgangen til graven og satte sig på den. Den anden gik ind i graven og løste tørklædet af Jesu hoved. Engelen fra himlen råbte nu med en høj røst, der fik jorden til at ryste: "Du Guds Søn, din Fader kalder dig! Kom herud!" Døden kunne ikke længere have herredømme over ham. Jesus opstod fra de døde som en sejrrig erobrer. I højtidelig ærefrygt betragtede engleskaren dette skue. Og da Jesus kom frem af graven, kastede disse skinnende engle sig til jorden for at tilbede og hilsede ham med jublende sejrssange. ret
(219) Satans engle havde måttet flygte for det klare, gennemtrængende lys fra de himmelske engle, og de beklagede sig bittert til deres konge, fordi byttet med vold var blevet dem frataget, og fordi han, til hvem de nærede sådant had, var stået op fra de døde. Satan og hans hærskarer havde jublet over, at deres magt over faldne mennesker havde medført, at livets Herre blev lagt i graven. Men deres djævelske fryd blev kortvarig; for da Jesus steg ud af sit fængsel som en majestætisk erobrer, vidste Satan, at han efter en tid måtte dø, og at hans rige ville blive overladt til ham, som det med rette tilkom. Rasende beklagede han, at Jesus trods alle hans anstrengelser ikke var blevet overvunden, men havde åbnet en vej til salighed for menneskene, og enhver, som ville, kunne vandre på denne vej og blive frelst. ret
(219) De onde engle og deres anfører mødtes til rådslagning for at overveje, hvorledes de endnu kunne modarbejde Guds herredømme. Satan bød sine tjenere gå til ypperstepræsterne og de ældste. Han sagde: "Det lykkedes os at bedrage dem, forblinde deres øjne og forhærde deres hjerter mod Jesus. Vi fik dem til at tro, at han var en forfører. Den romerske vagt vil bringe den uhyggelige meddelelse, at Kristus er oprejst fra de døde. Vi fik præsterne og de ældste til at hade Jesus og til at slå ham ihjel. Fremhold nu for dem, at dersom det bliver kendt, at Jesus er opstanden, vil folket stene dem, fordi de har dræbt en uskyldig." ret
(220) Da den himmelske engleskare forlod graven, og lyset og herligheden forsvandt, vovede de romerske vagtposter at løfte deres hoveder og se sig omkring. De fyldtes med forbavselse, da de så, at den store sten var væltet fra indgangen til graven, og at Jesu legeme var borte. De skyndte sig ind i staden for at meddele præsterne og de ældste, hvad de havde set. Da disse mordere hørte den vidunderlige beretning, blev hvert ansigt blegt. Forfærdelse greb dem ved tanken om, hvad de havde gjort. Hvis beretningen medførte rigtighed, var de fortabt. En stund sad de tavse og så på hverandre uden at vide, hvad de skulle gøre, eller hvad de skulle sige. At godkende meddelelsen ville være ensbetydende med at fordømme sig selv. De trådte til side for at overlægge, hvad der burde gøres. De mente, at dersom den meddelelse, vagten havde bragt, kom ud iblandt folket, ville de, der havde taget Jesus af dage, blive ihjelslået som hans mordere. De enedes om at betale stridsmændene for at holde sagen hemmelig. Præsterne og de ældste tilbød dem en stor pengesum og sagde: "Sig: Hans disciple kom om natten og stjal ham, medens vi sov." Og da vagten spurgte, hvad der ville ske med dem, fordi de havde sovet på deres post, lovede de jødiske embedsmænd at overtale landshøvdingen og sørge for deres sikkerhed. For penge solgte de romerske vægtere deres ære og gik med på at følge præsternes og de ældstes råd. ret
(221) Da Jesus, medens han hang på korset, råbte: "Det er fuldbragt!" revnede klipperne, jorden rystede, og nogle af gravene åbnedes. Da han opstod som sejrherre over døden og graven, medens jorden bævede, og himlens herlighed lyste omkring det hellige sted, opstod på hans bud mange af de retfærdige døde og fremtrådte som vidner på, at han var opstanden. Disse begunstigede, oprejste hellige fremstod herliggjorte. De var udvalgte hellige fra alle tidsaldre fra skabelsen helt ned til Kristi tid. Medens de jødiske ledere søgte at dølge den sandhed, at Kristus var opstanden, behagede det Gud at lade en skare stå frem af deres grave for at vidne om, at Kristus var oprejst, og for at forkynde hans herlighed. ret
(221) De opstandne var af forskellig størrelse og skikkelse, idet nogle havde et ædlere udseende end andre. Jeg blev oplyst om, at jordens beboere var blevet svagere og havde mistet deres tidligere skønhed og styrke. Satan har sygdommens og dødens vælde, og for hvert tidsafsnit er forbandelsens virkninger blevet mere åbenbare og Satans magt kommet tydeligere til syne. De, der levede på Noas og Abrahams tid, lignede engle i skikkelse, skønhed og styrke, mere udsat for sygdom, og menneskets levetid er blevet mere kortvarig. Satan har lært at plage og svække slægten. ret
(222) De, der fremstod efter Jesu opstandelse, åbenbarede sig for mange og fortalte dem, at ofret for menneskene var fuldbragt, og at Jesus, hvem jøderne havde korsfæstet, var opstanden, og til bevis for deres ord erklærede de: "Vi er opstandne med ham." De aflagde vidnesbyrd om, at det var ved hans store kraft, de blev kaldet frem af deres grave. Trods de usandfærdige rygter, der gik, kunne hverken Satan og hans engle eller ypperstepræsterne holde Kristi opstandelse hemmelig; for denne hellige skare, der var fremstået af gravene, spredte den underfulde, glædelige nyhed. Og desuden viste Jesus sig for sine sørgende, sønderknuste disciple, fordrev deres frygt og bragte dem fryd og glæde. ret
(222) Da meddelelsen spredtes fra by til by og fra stad til stad, frygtede jøderne for deres vedkommende for livet og lagde skjul på det had, som de nærede mod hans disciple. Deres eneste håb var at få udbredt deres usandfærdige beretning. Og de, der ønskede, at denne løgn måtte være sandhed, troede på den. Pilatus bævede, da han hørte, at Kristus var blevet oprejst. Han kunne ikke betvivle det vidnesbyrd, der lød, og fra den stund forlod freden ham for stedse. Af hensyn til jordisk ære og af frygt for at miste sin autoritet og sit liv havde han overgivet Jesus til døden. Han var nu fuldt overbevist om, at den, i hvis blod han var skyldig, ikke alene var en uskyldig mand, men at han var Guds Søn. Pilatus' liv blev ulykkeligt helt til det sidste. Fortvivlelse og angst knuste enhver følelse af håb og glæde. Han ville ikke lade sig trøste og fik en højst ynkelig død. ret
(223) Herodes' hjerte var blevet endnu mere forhærdet, og da han hørte, at Kristus var opstanden, besværede det ham ikke særligt. Han tog Jakob af dage, og da han så, at dette behagede jøderne, lod han også Peter gribe i den hensigt at slå ham ihjel. Men Gud havde en gerning for Peter og sendte sin engel for at udfri ham. Herodes blev hjemsøgt af Guds straffedomme. Medens han ophøjede sig selv i nærværelse af en stor menneskemængde, blev han slået af Herrens engel og fik en frygtelig død. ret
(223) Tidligt om morgenen på den første dag i ugen, før det endnu blev lyst, kom hellige kvinder til graven med vellugtende salver for at salve Jesu legeme. De fandt, at den tunge sten var væltet bort fra indgangen til graven, og Jesu legeme var der ikke. De blev mismodige og frygtede for, at deres fjender havde fjernet legemet. Pludselig så de to engle i hvide klæder med strålende og skinnende ansigter. Disse himmelske væsener forstod kvindernes ærinde og meddelte dem straks, at Jesus ikke var der, at han var opstanden, men de kunne se stedet, hvor han havde ligget. De bød dem gå og meddele disciplene, at han ville gå forud for dem til Galilæa. Med frygt og stor glæde ilede kvinderne tilbage til de sørgende disciple og fortalte dem, hvad de havde set og hørt. ret
(224) Disciplene kunne ikke tro, at Kristus var opstanden, men sammen med kvinderne, der havde bragt dem meddelelsen, løb de hurtigt til graven. De fandt, at Jesus ikke var der; de så hans linklæder, men kunne ikke tro det glade budskab om, at han var oprejst fra de døde. De gik hjem, forundret over, hvad de havde set, og også over det, som kvinderne havde fortalt dem. Men Maria, som foretrak at opholde sig ved graven, tænkte på, hvad hun havde set, besværet af den tanke, at hun måske havde været udsat for et bedrag. Hun følte, at der ventede hende nye prøvelser. Hendes sorg meldte sig på ny, og hun brast i bitter gråd. Hun bøjede sig ned for atter at se ind i graven, og der så hun to engle i hvide klæder. Den ene sad, hvor Jesu hoved havde hvilet, den anden, hvor hans fødder havde ligget. De talte kærligt til hende og spurgte, hvorfor hun græd. Hun svarede: "De har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham." ret
(225) Idet hun vendte sig bort fra graven, så hun Jesus stående i nærheden, men kendte ham ikke. Han talte kærligt til hende, ønskede at vide årsagen til hendes sorg og spurgte, hvem hun søgte efter. I den tro, at det var urtegårdsmanden, bad hun ham, hvis han havde båret hendes Herre bort, at fortælle hende, hvor han havde lagt ham, så hun kunne bringe ham bort derfra. Jesus talte nu til hende med sin egen himmelske stemme og sagde: "Maria!" Hun kendte tonefaldet i denne kære stemme og svarede hurtigt: "Mester!" og var i sin glæde ved at ville omfavne ham; men Jesus sagde: "Rør ikke ved mig, thi jeg er endnu ikke opfaren til min fader; men gå til mine brødre og sig dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud." Glad ilede hun tilbage til disciplene med det liflige budskab. Jesus opfor hurtigt til sin fader for at høre fra hans læber, at han godkendte ofret, og for at modtage al magt i himlen og på jorden. ret
(225) Engle omringede Guds Søn som en sky og bød de ældgamle døre løfte sig, for at ærens konge kunne drage ind. Jeg så, at medens Jesus var hos denne strålende himmelske hær for Guds åsyn og omgivet af hans herlighed, glemte han ikke sine disciple på jorden, men fik magt af sin fader, for at han kunne vende tilbage og meddele dem kraft. Den samme dag vendte han tilbage og viste sig for disciplene. Da tillod han dem at røre ved ham, for han havde været hos Faderen og modtaget magt. ret
(226) Ved denne anledning var Thomas ikke til stede. Han ville ikke i ydmyghed godkende disciplenes beretning, men erklærede bestemt og selvtillidsfuldt, at han ikke ville tro, medmindre han kunne stikke sin finger i naglegabet og stikke sin hånd i siden, hvor det grusomme sværd var trængt ind. Derved udviste han mangel på tillid til sine brødre. Hvis alle, krævede et lignende bevis, ville ingen nu antage Jesus og tro på hans opstandelse. Men det var Guds vilje, at de, der ikke selv kunne se og høre den opstandne frelser, skulle tro på disciplenes beretning. Gud fandt ikke behag i den vantro, Thomas lagde for dagen. Da Jesus atter var sammen med disciplene, var Thomas hos dem, og da han så Jesus, troede han. Men han havde påstået, at han ikke ville nøjes med synets bevis alene, men at han også ville føle, og Jesus gav ham det bevis, han havde ønsket. Thomas udbrød: "Min Herre og min Gud!" Men Jesus irettesatte ham for hans vantro og sagde: "Fordi du har set mig, har du troet; salige er de, som ikke har set og dog troet." ret
(226) På lignende måde må de, der ikke har haft nogen erfaring i den første og i den anden engels Budskab, modtage budskaberne fra andre, der har haft en erfaring og har fulgt med ned igennen disse budskaber. Jeg så, at ligesom Jesus blev forkastet, er også disse budskaber blevet forkastet. Og ligesom disciplene erklærede, at der ikke er frelse i noget andet navn under himlen, givet iblandt mennesker, således bør også Guds tjenere trofast og uforfærdet pålægge dem, der kun antager en del af de sandheder, som hører med til den tredje engels budskab, at de med glæde må tage imod alle budskaberne, således som Gud har givet dem, eller også være uden enhver delagtighed i sagen. ret
(227) Medens de hellige kvinder forkyndte beretningen om, at Jesus var opstanden, udbredte de romerske vægtere den løgn, som ypperstepræsterne og de ældste havde lagt dem i munden, at disciplene var kommet om natten, medens de sov, og havde stjålet Jesu legeme. Satan havde lagt denne løgn i ypperstepræsternes hjerte og mund, og folk stod færdige til at tro på deres ord. Men Gud havde gjort denne sag sikker og hævet denne vigtige begivenhed, som vor frelse er afhængig af, over enhver tvivl, og det var umuligt for præsterne og de ældste at fordølge den. Vidner blev oprejst fra de døde for at vidne om Kristi opstandelse. ret
(227) Jesus blev hos sine disciple i fyrretyve dage og beredte dem fryd og glæde i hjertet ved at oplade Guds riges virkeligheder mere fuldstændigt for dem. Han pålagde dem at bære vidnesbyrd om, hvad de havde set og hørt vedrørende hans lidelse, død og opstandelse, at han havde gjort offer for synd, og at enhver, der ville, kunne komme til ham og finde livet. Kærligt og uforbeholdent fortalte han dem, at de ville blive forfulgt og plaget, men de ville finde lindring i mindet om deres erfaring og om de ord, han havde talt til dem. Han sagde til dem, at han havde overvundet Satans fristelser og opnået sejr gennem prøvelse og lidelse. Satan kunne ikke mere få magt over ham, men ville med sine fristelser rette mere direkte angreb mod dem og mod alle, som måtte komme til at tro på hans navn. De kunne imidlertid sejre, ligesom han havde sejret. Jesus gav sine disciple magt til at udføre undergerninger og sagde til dem, at selv om de blev forfulgt af ugudelige mennesker, ville han fra tid til anden sende sine engle for at befri dem; ingen kunne berøve dem Livet, før deres mission var fuldbyrdet, og da kunne det ske, at de ville komme til at besegle med deres blod det vidnesbyrd, de havde båret. ret
(228) Hans interesserede disciple hørte med glæde på hans undervisning og tog med begærlighed imod hvert eneste ord, der faldt fra hans hellige læber. Nu vidste de med sikkerhed, at han var verdens Frelser. Hans ord trængte sig dybt ind i deres hjerter, og det bedrøvede dem, at de snart måtte skilles fra deres himmelske lærer og ikke længere ville kunne høre de herlige, trøstefulde ord af hans mund. Men deres hjerter opvarmedes på ny af kærlighed og overvættes glæde, da Jesus meddelte dem, at han ville gå bort for at berede boliger for dem og derefter komme igen og tage dem til sig, for at de altid skulle være hos ham. Han lovede også at sende talsmanden, Helligånden, som skulle vejlede dem til hele sandheden. "Og han opløftede sine hænder og velsignede dem." ret