(242) Da ypperstepræsterne og rådsherrerne så, hvilken virkning beretningen om Paulus' erfaring havde, grebes de af had til ham. De så, at han frimodigt forkyndte Kristus og gjorde undere i hans navn. De så, at mængden lyttede til hans tale, vendte sig bort fra sine vedtægter og betragtede jødernes ledende mænd som Guds Søns mordere. Deres vrede optændtes, og de kom sammen for at rådslå om, hvad der bedst kunne gøres for at standse bevægelsen. De blev enige om, at den eneste sikre fremgangsmåde var at slå Paulus ihjel. Men Gud kendte deres forsæt, og engle blev udsendt for at bevogte ham, så han kunne leve og fuldføre sin mission. ret
(243) Satan ledte de vantro jøder til at holde vagt ved Damaskus's porte dag og nat, for at de øjeblikkeligt kunne slå Paulus ihjel, når han ville forlade byen. Men Paulus var blevet underrettet om, at jøderne efterstræbte hans liv, og disciplene firede ham ned fra muren i en kurv om natten. At deres forsæt således mislykkedes, fyldte jøderne med beskæmmelse og harme, og Satans plan blev forstyrret. ret
(243) Efter at dette var sket, drog Paulus til Jerusalem for at slutte sig til disciplene, men de frygtede alle sammen for ham. De kunde ikke tro, at han var en discipel. Jøderne i Damaskus havde efterstræbt hans liv, og hans egne brødre ville ikke modtage ham; men Barnabas tog sig af ham, førte ham til apostlene og fortalte dem, hvorledes han havde set Herren undervejs, og at han i Damaskus frimodigt havde prædiket i Jesu navn. ret
(243) Men Satan ophidsede jøderne til at ødelægge Paulus, og Jesus bød ham forlade Jerusalem. Ledsaget af Barnabas drog han ind i andre byer, hvor han forkyndte Jesus og gjorde undergerninger, og mange blev omvendt. Da en mand, som altid havde været lam, blev helbredet, var befolkningen, der tilbad afguder, i færd med at ville ofre til disciplene. Paulus blev forfærdet og sagde til dem, at han og hans medarbejdere kun var mennesker, og at man alene skulle tilbede Gud, som havde gjort himlen og jorden og havet og alt, hvad deri er. Således ophøjede Paulus Gud for folket, men han kunne næsten ikke holde dem tilbage. Det første begreb om tro på den sande Gud og om den tilbedelse og ære, som tilkommer ham, begyndte at gøre sig gældende i deres sind; og da de hørte Paulus tale, tilskyndede Satan de vantro Jøder fra andre byer til at følge efter Paulus for at ødelægge det gode værk, der blev udført gennem ham. Disse jøder opæggede afgudsdyrkernes sind ved falske beretninger om Paulus. Folkets forbavselse og beundring forvandledes til had, og de, som en kort tid i forvejen stod i begreb med at ville tilbede disciplene, stenede Paulus og slæbte ham uden for byen i den tro, at han var død. Men medens disciplene stod samlet omkring Paulus og sørgede over ham, rejste han sig til deres glæde op og fulgte med dem ind i byen. ret
(244) Medens Paulus og Silas ved en anden anledning prædikede om Jesus, skete det, at en vis kvinde, der havde en spådomsånd, fulgte efter dem og råbte: "Disse mennesker er den højeste Guds tjenere, som forkynder jer frelsens vej." Således fulgte hun disciplene i mange dage. Dette ærgrede imidlertid Paulus, fordi denne råben efter dem afledte folkets tanker fra sandheden. Satans hensigt med at lede hende til at gøre dette var at vække modbydelighed hos folket og ødelægge disciplenes indflydelse. Paulus' ånd harmedes i ham, og han vendte sig og sagde til ånden: "Jeg byder dig i Jesu Kristi navn at fare ud af hende." Ved denne irettesættelse for den onde ånd ud af hende. ret
(245) Hendes herrer fandt behag i, at hun råbte efter disciplene; men da den onde ånd forlod hende, og hun blev en ydmyg Kristi discipel, blev de forbitrede. De havde tjent mange penge ved hendes spådom" og nu var det forbi med deres håb om vinding. Satans hensigt var blevet tilintetgjort; men hans tjenere greb Paulus og Silas og slæbte dem hen på torvet for øvrigheden og til høvedsmændene og sagde: "Disse mennesker, som er jøder, forvirrer aldeles vor by." Mængden rejste sig imod dem, og høvedsmændene lod klæderne rive af dem og befalede at piske dem. Efter at have givet dem mange slag kastede man dem i fængsel og pålagde fangevogteren at holde dem sikkert bevogtet. Da denne havde fået en sådan befaling, satte han dem i det inderste fængsel og sluttede deres fødder i stokken. Men Herrens engle fulgte dem inden for fængselsmurene og bevirkede, at deres fængsling kom til at tjene til Guds ære og til at vise folket, at Gud var med i dette værk, og at han var med sine udvalgte tjenere. ret
(245) Ved midnatstid bad Paulus og Silas og sang lovsange til Gud. Pludseligt skete der et stort jordskælv, som bragte fængselets grundvolde til at ryste, og jeg så, at Guds engel øjeblikkelig løste alles lænker. Da fangevogteren vågnede og så fængselsdørene åbne, blev han forfærdet, idet han troede, at fangerne var undsluppet, og at han ville blive straffet med døden. Men da han stod i begreb med at tage sit Liv, råbte Paulus med høj røst: "Gør ikke dig selv noget ondt; thi vi er her alle." ret
(246) Guds kraft overbeviste straks fangevogteren. Han bad om et lys, sprang ind og faldt skælvende ned for Paulus og Silas. Derefter førte han dem udenfor og sagde: "Herrer! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan blive frelst?" De svarede: "Tro på den Herre Jesus Kristus, så skal du blive frelst, du og dit hus." Fangevogteren samlede derpå alle dem, der var i hans hus, og Paulus forkyndte Jesus for dem. Således blev fangevogterens hjerte knyttet til hans brødres, og han afvaskede deres sår, og den samme nat blev han og alle hans døbt. Derefter satte han mad frem for dem og glædede sig med hele sit hus i troen på Gud. ret
(246) Den vidunderlige beretning om, hvorledes Gud havde åbenbaret sin magt og opladt fængselets døre og om fangevogterens og hans families omvendelse, kom snart ud. Høvedsmændene fik dette at vide og blev bange, og de sendte bud til fangevogteren med anmodning om, at han skulle løslade Paulus og Silas. Men Paulus ville ikke forlade fængselet i hemmelighed; han ville ikke, at åbenbarelsen af Guds kraft skulde holdes skjult. Han sagde til dem: "De har ladet os piske offentligt og uden dom, os, som dog er romerske mænd, og kastet os i fængsel, og nu jager de os hemmeligt bort! Nej, lad dem selv komme og føre os ud!" Da disse ord blev meddelt øvrigheden, og det blev bekendt, at apostlene var romerske borgere, blev høvedsmændene bange og frygtede for, at der ville blive klaget til kejseren over den ulovlige behandling. "Og de kom og gav dem gode ord, og de førte dem ud og bad dem drage bort fra byen." ret