(286) Da kirkesamfundene nægtede at modtage den første engels budskab, forkastede de lyset fra himlen og forspildte Guds velbehag. De stolede på deres egen styrke, og ved at modsætte sig det første budskab indtog de et standpunkt, hvor de ikke kunne se lyset i det andet englebudskab. Men de, som Gud elskede, og som led undertrykkelse, tog imod budskabet: "Falden er Babylon," og de forlod kirkesamfundene. ret
(286) Nær ved afslutningen af det andet englebudskab så jeg et stort lys fra himlen skinne på Guds folk. Strålerne af dette lys syntes at være klare som solen; og jeg hørte englerøster, som råbte: "Se, brudgommen kommer, gå ham i møde! " ret
(286) Dette var midnatsråbet, der skulle give den anden engels budskab kraft. Engle blev sendt fra himlen for at vække de forsagte hellige og berede dem til den store gerning, der forelå dem. De mænd, der havde de største talenter, var ikke de første til at tage imod dette budskab. Engle blev sendt til ydmyge, gudhengivne sjæle og drev dem til at opløfte råbet: "Se, brudgommen kommer, gå ham i møde!" De, til hvem dette råb blev betroet, skyndte sig, forkyndte budskabet i Helligåndens kraft og vækkede deres forsagte brødre. Dette værk grundede sig ikke på menneskers kløgt og lærdom, men på Guds kraft, og hans hellige, der hørte råbet, kunne ikke modstå det. De mest åndeligsindede tog først imod budskabet, og de, der tidligere havde haft ledelsen i værket, var de sidste til at antage det og hjælpe til med at opløfte råbet: "Se, brudgommen kommer, gå ham i møde!" ret
(287) I alle dele af landet blev lyset angående det andet englebudskab fremholdt, og råbet greb tusinders hjerter. Det lød fra stad til stad og fra by til by, indtil Guds ventende folk var vækket op. I mange menigheder blev budskabets forkyndelse ikke tilladt, og en stor skare, der havde det levende vidnesbyrd, forlod disse faldne samfund. En mægtig gerning blev udført ved midnatsråbet. Budskabet var hjerteransagende og bragte de troende til personligt at søge at opnå en levende erfaring. De vidste, at den ene ikke kunne støtte sig til den anden. ret
(287) Længselsfuldt ventede de hellige på deres herre under faste, årvågenhed og næsten uafladelig bøn. Selv en del syndere så med rædsel fremad til den tid; men den store mængde åbenbarede Satans ånd i deres modstand mod budskabet. De hånede og spottede og gentog overalt: "Om den dag og time ved ingen." Onde engle tilskyndede dem til at forhærde deres hjerter og til at forkaste enhver lysstråle fra himlen, for at de kunne blive fæstet i Satans snare. Mange, der udgav sig for at forvente Kristus, havde ingen del i budskabets gerning. Guds herlighed, som de havde været vidne til, den ydmyghed og dybe hengivenhed hos dem, som forventede frelseren, og bevisernes overvældende vægt bragte dem til at give sig ud for at modtage sandheden; men de var ikke omvendt; de var ikke rede for Herrens komme. ret
(288) En alvorlig og oprigtig bønnens ånd gjorde sig gældende overalt hos de troende. Der hvilede en hellig alvor over dem. Med den dybeste interesse gav engle agt på budskabets virkning, opløftede dem, der tog imod det, og drog dem bort fra det jordiske, for at de kunne tilegne sig store forråd fra frelsens kilde. Gud anerkendte dem som sit folk. Jesus så på dem med velbehag, for hans billede gav genskin hos dem. De havde bragt et fuldkomment offer, hengivet sig helt til ham og ventede at blive forvandlet og iført udødelighed. Men det skulle falde i deres lod atter at lide en sørgelig skuffelse. Den tid, de havde set fremad til i forventning om befrielse, gik hen; de befandt sig stadigvæk på jorden, og forbandelsens virkninger syntes aldrig at have været mere synlige. De havde sat deres hu til himlen, og i liflig forventning havde de smagt en udødelig befrielse; men deres forhåbninger blev ikke til virkelighed. ret
(288) Den frygt, der havde hvilet over mange blandt befolkningen, forsvandt ikke straks; de jublede ikke øjeblikkelig over de skuffede. Men da ingen synlige tegn på Guds vrede viste sig, forvandt de den frygt, de havde næret, og begyndte med deres latterliggørelse og hån. Guds folk blev atter prøvet og forsøgt. Verden lo, spottede og smædede dem, og de, som uden nogen tvivl havde troet, at Jesus allerede skulle være kommet for at opvække de døde, forvandle de levende hellige og modtage riget for at besidde det evindelig, følte ligesom disciplene ved Kristi grav: "De har borttaget Herren af graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham." ret