Kristen afholdenhed og bibelhygienisk renhed kapitel 2fra side15

tilbage

Vor åndelige gudsdyrkelse

(15)  “Så formaner jeg jer da, brødre! ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer; dette er jeres åndelige gudsdyrkelse. Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I må kunne skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne.” [Rom. 12,1. 2.] ret

(15)  I den gamle jødiske tjeneste var det pålagt alle ofre skulle være uden lyde. I denne tekst får vi at vide at bringe vore legemer som et levende, helligt og gud velbehageligt offer, som er vor åndelige gudsdyrkelse. Vi er Guds mandskab. Salmisten mediterer over Guds forunderlige værker inden for menneskelige rammer, og udbryder: ”Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt.” [Sal. 139,14.] Der er mange som er uddannet i videnskab, og fortrolig med den teoretiske sandhed, som ikke forstår de love der hersker i deres eget legeme. Gud har givet os evner og talenter; og det er vor pligt som hans sønner og døtre, at gøre bedst mulig brug af dem. Hvis vi svækker disse kræfter i sind og legeme, ved at hengive os i en forvansket appetit, vild et være umuligt for os at ære Gud, sådan som vi burde. ret

(15)  Vi kan kun forstå værdien af menneskesjælen, når vi indser det store offer der er gjort for dets genløsning. Guds ord erklærer at vi ikke er vore egne, at vi er købt for en pris. Det er en umådelig omkostning, at vi er blevet sat på fordelagtig grund, hvor vi kan få frihed fra den synds trældom, som blev udvirket ved syndefaldet i Eden. Adams synd styrtede slægten ud i håbløs fortabelse; men mennesket blev tilstået en anden prøvetid ved ofret af Guds Søn. Ved genløsningsplanen blev der gjort en udvej for alle som lader sig benytte af den. Gud vidste at det var umuligt for mennesket at overvinde i sin egen kraft, og han har tilvejebragt hjælp til mennesket. Hvor taknemmelige bør vi ikke være for at der er åbnet en vej til os, hvorved vi kan få adgang til Faderen; så at portene får lov at stå åbne, så lysets stråler fra herligheden kan skinne over dem som vil tage imod dem! ret

(16)  Kristus påbegyndte sit genløsningsværk lige der hvor ødelæggelsen begyndte. Hans første prøve var på samme punkt hvor Adam faldt. Det var ved fristelse på appetitten at Satan havde overvundet en stordel for menneskeslægten, og hans succes fik Satan til at føle at denne faldne planet var i hans hænder. Men i Kristus fandt han nogen som kunne modstå ham, og han forlod slagmarken for en besejret fjende. Kristus siger, Han ”har intet i mig.” [Joh. 14,30.] Hans sejr er en forsikring om at vi kan komme sejrrige ud af vore kampe med fjenden. Men Det er ikke vor himmelske fars hensigt at frelse os uden at vi anstrenger os fra vor side i samarbejdet med Kristus. Vi må gøre vor del, og guddommelig magt, forenes med vore bestræbelser, vil føre til sejr. ret

(16)  Vi møder umådeholdenhed overalt. Vi ser det i tog, på dampere, og overalt vi kommer; og vi må spørge os selv hvad vi gør for redde sjæle fra fristerens greb. Satan er hele tiden på vagt for at føre slægten helt under hans kontrol. Hans stærkeste greb på mennesker er gennem appetitten, og her prøver han at simulere på enhver mulig måde. Alle unaturlige stimulanser er skadelige, og de opdyrker et ønske for brændevin. Hvordan kan vi oplyse folk, og beskytte mod dette frygtelige onde fra resultatet om at disse ting bliver brugt? Har vi gjort alt hvad vi kan gøre i denne retning? ret

(16)  Nogle siger at det er umuligt at tørlægge en dranker, at anstrengelserne i den retning mislykkes igen og igen. Men selvom vi ikke kan tørlægge alle, som er gået så vidt, kan vi gøre noget for at bremse det voksende onde. Jeg appellerer til jer forældre, at begynde med jeres børn, og give dem en rette uddannelse. Prøv at få dem derop så de får en moralsk modstandskraft til at modstå de onder der omgiver dem. Selvkontrollens lektier må begynde med barnet i moderens arme. Det må lære at modstå et passioneret temperament, og betvinge vilje, og fornægte usund længsel. ret

(17)  Lær jeres børn at afsky stimulanser. Hvor mange er uvidne om at opfostre en appetit for disse ting! I Europa har jeg set sygeplejersker sætte vin- eller ølglas op for de små uskyldiges læber, og derved opdyrke en smag for stimulanser hos dem. Efterhånden som de bliver ældre, lærer de at være mere afhængige af disse ting, til de lidt efter lidt, overvindes, og drives uden for rækkevidde, og falder til sidst i drankerens grav. ret

(17)  Men det er ikke alene appetitten som forvanskes og gøres til en snare. Maden er ofte sådan at den opildner et ønske efter stimulerende drikke. Overdådige rette sættes foran børnene, - krydret mad, berigede sovse, kager og butterdejskager. Dette stærkt krydret mad irriterer maven, og skaber en længsel efter endnu stærkere stimulanser. Appetitten fristes ikke blot af upassende mad, som børn får lov at spise frit af ved deres måltider, men de får lov at spise mellem måltiderne, og de er nogle gange tolv eller fjorten år gammel når de får konstateret dyspepti. ret

(17)  Du har måske set et billede af en mave som misbruges til stærk drik. En lignende tilstand kommer under stærke krydderiers irriterende påvirkning. Når maven har en sådan tilstand, er der længsel efter noget mere, der møder appetittens krav, noget stærkere, endnu stærkere. Dernæst finder du dine sønner ude på gade der lærer at ryge. Det er en forfærdelig lektie; den gør dem dødssyge. Alligevel gør det dem dødssyge. Alligevel presser de det helt derud, med en ihærdighed, som ville være prisværdig til et bedre formål. Tobak svækker hjernen, og lammer de fine sanser. Den opildner en tørst for stærk drik, og lægger i rigtig mange tilfælde fundament for at gøre brændevin til vane. ret

(17)  Brug af tobak er en ubekvem, dyr og uren vane. Kristi lære peger mod renhed, selvfornægtelse og afholdenhed, al dadler denne besmittende praksis. Når vi tænker på den lange faste som Jesus udholdt i fristelsens ørken for at bryde appetittens magt over mennesket, undres vi over, som bekender at være hans efterfølgere kan føje os i denne vane. Er det til Guds ære at mennesker svækker de fysiske kræfter, forvirrer hjernen, og overgiver viljen til denne narkotiske gift? Hvilken ret har de til at ødelægge Guds afbillede? Hvad siger apostelen: - ”Så formaner jeg jer da, brødre! ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer; dette er jeres åndelige gudsdyrkelse.” ret

(18)  Der hviler et stort ansvar på os. Vi kan ikke give Gud den sande tjeneste, hvis vi ikke giver vore legemer som et levende offer. Ingen kan retfærdiggøres ved at ødelægge denne forunderlige og indviklede menneske-organisme. Gør i dette, lider i ikke blot selv, men de onde ting overføres til vore børn. Kan vi undres over at børn som har en sådan arv ikke frygter Gud? Hvor ofte ser vi drenge ikke mere end otte år gamle bruge tobak! Hvis du tiltaler dem om dette, siger de: ”Min far bruger det, og hvis det gør noget godt for ham, vil det gøre mig det også.” De peger på den sabbatskole tilsynsførende, og siger: ”Hvis så gode mænd som de kan bruge, kan jeg også.” Hvordan kan vi forvente noget andet af børn, med deres nedarvede tendenser, når de ældre sætter et sådant eksempel for dem? Gud ynkes over den stakkes slave af disse fornøjelser! ret

(18)  Både tobak og brændevin nedbryder nervekraften og omtåger de finere følelser, så at slaven af disse vaner, ikke kan se mellem hellige og almindelige ting. Et eksempel på de demoraliserende virkninger af rusmidler ses i Nadabs og Abihus tilfælde. De dristede sig til at tage af vinen før de gik ind i tabernaklet for at udføre deres hellige embedspligter, og resultatet blev at de ikke kunne skelne mellem den almindelige ild og den som var blevet helliget til den hellige tjeneste. De blev slået i hjel på grund af tillidsbrud. Nogle vil sige: ”Hvis de var berusede, og ikke kunne se forskel mellem denne ild, hvorfor skulle de så straffes?” Da de to bægeret til deres læber, gjorde de sig ansvarlige for alle de gerninger, de havde gjort, medens de var påvirkede. ret

(19)  Hvordan er det med vore lovgivere, og mændene i vore retssale? Hvis det var nødvendigt at de der tjente i helligt embede, skal have klare tanker og fuld kontrol over deres fornuft, er det da ikke også vigtigt at de som udfærdiger og udsteder love for vor store nation, har deres evner klare og ikke omtågede? Hvad med dommere og nævninge, som har menneskeliv i deres hænder, og hvis afgørelser kan dømme den uskyldige, eller vende den kriminelle løsagtighed i samfundet? Behøver de ikke at have fuld kontrol over deres mentale kræfter? Behersker de deres vaner? Gør de det ikke, egner de sig ikke til så ansvarsbetyngede stillinger. Når appetitten forvanskes, de mentale kræfter svækkes, og der er i fare for at mennesker ikke vil handle retmæssigt. Er det som man føjer sig i, og som omtåger sindet, mindre farligt i dag, end da Gud satte restriktioner på dem som tjente i det hellige embede? ret

(19)  Kristus kæmpede kampen på appetittens punkt, sejrede derved; og vi kan også vinde sejr gennem den styrke der udgår fra ham. Hvem vil gå ind gennem portene til staden? – Ikke dem der erklærer at de ikke kan bryde appetittens magt. Kristus har modstået selv modstået den kraft som vil holde os i trældom; selvom han var svækket efter en fyrre dages lang faste, modstod han fristelse, og viste derved at vi ikke er et håbløst tilfælde. Jeg ved at vi ikke kan opnå sejren alene; og hvor taknemmelig bør vi være over at vi har en levende Frelser, som er prat og villig til at hjælpe os! ret

(19)  Jeg mindes et menneske i en forsamling som jeg en gang talte til. Han var næsten skibbruden i krop og sind af at have drukket brændevin og røget tobak. Han var bukket under efter disse udskejelser; og hans klæder svarede til hans knuste tilstand. For alle så det ud til at han var gået for langt til at blive tørlagt igen. Men idet appellerede til at han måtte modstå fristelsen i en opstanden Frelsers kraft, rejste han sig skælvende, og sagde: ”Du har en interesse for mig, og jeg vil få en interesse for mig selv.” Seks måneder senere kom han i mit hus. Jeg genkendte ham ikke. Med et ansigt der strålede af glæde, var hans øjne fyldt med tårer, han greb min hånd, og sagde: ”Du kender mig ikke, men du husker manden i den gamle blå frakke, som rejste sig i din forsamling, og sagde at han ville prøve at reformere sig?” Jeg blev forbavset. Han stod oprejst, og så ti år yngre ud. Han var gået hjem fra mødet, og tilbragt lange timer i bøn og kamp, helt til solopgang. Det var en kamp om natten, men tak Gud, han kom sejrrig ud. Denne mand kunne fortælle om sørgelige erfaringer i onde levevaners trældom. Han vidste hvordan de unge advares om besmittelsens fare; og dem som ham selv, var blevet overvundet, var han kommet til Kristus som denne eneste kilde til hjælp. ret

(20)  Under mine rejser var jeg vidne til fest og gilde-situationer; og jeg har lagt mærke til virkerningerne af tøjlesløse udsvævelser, da jeg lyttede til blasfemisk latter, og så ligegyldigheden og endog foragt for hellige ting, tænkte jeg på Belsazzars ugudelige fest, hvor der var indbudt tusindvis af hans overmand, hans fyrster, hans hustruer og hans medhustruer, - den fest hvor der frit blev drukket vin fra Guds tempels hellige kar, medens afgudsdyrkerne sang lovsange til deres guder af sølv og guld. De vidste ikke at en usynlig Vagtmand hørte alle blasfemiske ord, så enhver uren handling. ret

(20)  Midt i afgudsdyrkelsen, så Belsazzar en uindbudt gæsts blodløse hånd skrive ord på paladsets vægge, som glimtede af ild, - ord som den umådelige hær ikke kendte til, blev en varslende dom for den ny brødebetyngede afgudsdyrker. Den højrøstede latter blev tavs, og de rystede af en ubeskrivelig rædsel, idet deres øjne fæstnedes på væggen. Hvor der for få øjeblikke siden var løssluppen munterhed og blasfemiske vittigheder, kom der blegnende ansigter og angstskrig. Et vildt råb fra den afsindige konge lød ud over forsamlingen, hidkaldte nogen der kunne komme og læse skriften. De kloge mænd blev kaldt ind, men de mystiske bogstaver var fremmede for dem, ligesom for de andre. ret

(21)  Da huskede dronninge-moderen Daniel, som for mange år siden, havde kendt til kong Nebukadnezzars glemte drøm, og fortolkningen af den. Idet Guds profet stod over for den prægtige rædselsslagne skare huskede genfortalte han Kong Nebukadnezzars syd og fald, og irettesatte ham for hans egen forbrydelser. Da vendte han sig skriften nå væggen, læste han budskabet fa Himlen. Hånden var væk, men de fire frygtelige ord var tilbage. Folk ventede i åndeløs spænding, idet Daniel bekendtgjorde deres betydning: “Mene, Mene, Tekel, Ufarsin:” “Gud har talt talt dit rige, og afsluttet det;” “du er vejet på vægtskålene, og fundet fundet for let;” “dit rige deles, og gives til mederne og perserne.” [Daniel 5,25-28.] ret

(21)  Ligeså sikkert som der var et Vidne ved Belsazzars fest, er der også vidner ved al ugudelig munterhed, og ligeså sikkert er det at sekretærenglen skriver: ”Du er vejet på vægten og fundet for let.” ret

(21)  Umådeholdenhed vokser, på trods af at man anstrenger sig for at kontrollere det. Vi kan ikke prøve alvorligt nok at forhindre dens fremdrift, for at oprejse den faldne og beskytte den svage fra fristelse. Med vore svage menneskehænder kan vi kun gøre lidt, men vi har en Hjælper der aldrig svigter. Vi må ikke glemme at Kristi arm kan række helt ud til de dybeste dybder af menneskers veer og fordærv. Han kan hjælpe os til besejre selv umådeholdenhedens dæmon. ret

(21)  Men det er i hjemmet at det virkelige arbejde må begynde. De største byrder hviler på dem, som har ansvar for at uddanne de unge, danne deres karakter. Her er et arbejde til mødrene, at hjælpe deres børn til at forme de rette levevaner og rene smag, at udvikle moralsk modstandskraft, sand moralsk værdi. Lær dem at de ikke skal lade sig forføre af andre, så at de ikke giver efter for forkert indflydelse, men påvirker andre til godt, forædler og ophøjer dem, som de omgås. Lær dem at hvis de forbinder sig selv med Gud, vil de få styrke fra ham til at modstå de hårdeste fristelser. ret

(22)  I det babylonske hof, var Daniel omgivet af forlokkelser til synd, men fastholde sin renhed ved Kristi hjælp. Han som ikke kan modstå fristelse, med alle de evner han har, er ikke registreret i himlens bøger som et menneske. Herren sætter aldrig mennesker i så prøvende situation, at det er ud over hans magt at modstå ondt. Den guddommelige kraft står altid parat til at beskytte og styrke ham, som har fået del i guddommelig natur. ret

(22)  En fristelse til at føje appetitten har en kraft som kun kan overvindes ved hjælp af det Gud kan give. Men sammen med enhver fristelse får vi Guds løfte om at der er udvej. Hvorfor er der så mange der bliver overvandet. Det er fordi de ikke sætter lid til Gud. De tillader ikke de midler der er skaffet til deres sikkerhed. Undskyldninger for at stille en fordærvet appetit, vejer derfor ikke hos Gud. ret

(22)  Daniel værdsatte sine menneskelige evner, men han stolede ikke på dem. Hans lid var til den styrke Gud har lovet alle som vil komme til ham i ydmyg afhængighed, stoler helt på hans magt. ret

(22)  Han agtede af hjerte at han ikke ville besmitte sig med kongens kød, ej heller den vin som han drak; for han vidste at den kost ikke ville styrke hans fysiske kræfter eller gøre ham mentalt egnet. Han ville ikke bruge vin, ej heller nogen unaturlige stimulans; han ville ikke gøre noget der omtåger hans tankesind; og Gud gav ham ”kundskab og flid i al lærdom og visdom,” og også ”indsigt i alle visioner og drømme.” [Daniel 1,17.] ret

(23)  I de senere år lå statens ansvar tungt på ham, han blev belastet til det yderste med sine evner; men han voksede sig stærk i kampen med vanskelighederne. Han holdt fast i den Almigtige styrkes hånd, og ville ikke lade sig overvinde. Han vidste at for at kunne gøre sit arbejde godt, måtte han have hjælp fra Gud. Han indså at midt i sine trængsler og forfølgelser ikke kunne gå væk fra Gud en eneste stund. Han bad tre gange om dagen, og Gud besvarede hans bønner. Den himmelske Vagtmand kendte til Daniels fortæt, og da Daniel stillede sig selv på Guds side, for at holde hans veje, stillede Herren sig selv på Daniels side, for at bevare ham. ret

(23)  Daniels forældre havde oplært ham fra sin barndom til streng afholdne vaner. De havde lært ham at han må tilpasse sig naturens love i alle hans levevaner; så hans spise og drikke fik en direkte indflydelse på hans fysiske, mentale og moralske natur, og han stod til ansvar over for Gud med sine evner; for han fremholdt dem alle som en gave fra Gud, og må ikke i nogen af sine handlinger, nedgøre eller forklejne dem. Som resultat af denne lære, blev Guds lov ophøjet i hans sind, og æret i hans hjerte. I de første år af hans fangenskab, gennemgik Daniel en prøvelse som skulle gøre ham fortrolig med store kredse, med hykleri og med hedenskab. Faktisk skulle en fremmed skole udruste ham til et liv i ædruelighed, flid og trofasthed! Og dog levede han ufordærvet af den onde atmosfære som han var omgivet af. ret

(23)  Daniel og hans ungdomskammeraters erfaring illustrerer de gode ting, som kommer af afholdne kost, og viser hvad Gud vil gøre for dem, der samarbejder med ham renselse og opløfte sjælen. De var en ære for Gud, og et klart skinnende lys i Babylons hof. ret

(23)  I denne beretning hører vi Guds røst tale til os hver især, byder os at samle alle dyrebare lysstråler op når det gælder kristen afholdenhed, og sætte os selv i dette forhold til sundhedslovene. ret

(24)  Vi ønsker at få del i den evige arv. Vi ønsker at få plads i Guds stad, fri for al urenhed. Hele himlen våger for at se hvordan vi kæmper kampen imod fristelse. Lad alle som bekender Kristi navn, vandre for verden, så de kan lære sand levevis principper ved eksempel, såvel som ved forskrift. ” Så formaner jeg jer da, brødre! ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer; dette er jeres åndelige gudsdyrkelse.” ret

næste kapitel