(129) Kristus modtog stadig undervisning fra sin Fader for at han kunne meddele den til os. "Det ord, I hører" sagde han, "er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig." "Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene." Han levede, tænkte og bad ikke for sig selv, men for andre. Efter at have tilbragt flere timer sammen med Gud kom han morgen efter morgen for at bringe lyset fra Himmelen til menneskene. Han modtog daglig på ny Helligåndens dåb. I de tidlige morgentimer vækkede Gud ham af hans søvn, og hans sind og læber blev salvet med nåde, som han kunne tildele andre. De ord, som han talte, blev hver dag givet ham fra Himmelen, så han havde et ord i rette tid for det trætte og nedbøjede. "Den Herre Herren gav mig lærlinges tunge," sagde han, "at jeg skulle vide at styrke de trætte med ord; han vækker hver morgen mit øre, han vækker det til at høre, som lærlinge hører" ret
(129) Kristi disciple var meget betaget af hans bønner og hans sædvane ,at samtale med Gud. En dag, da de havde været fraværende fra deres Herren kort tid, fandt de ham optaget af at bøde. Idet han ikke syntes at have lagt mærke til dem, vedblev han at bede højt. De blev dybt bevæget. Da han ophørte med at bede udbrød de: "Herre! Lær os at bede." ret
(130) Som svar gentog Kristus Herrens bøn, som han havde lært dem i bjergprædikenen, og så benyttede han en lignelse for at illustrere den lærdom, som han ønskede at bibringe dem. ret
(130) "Om nogen af jer har en ven," sagde han, "og midt om natten går hen til ham og siger til ham: Kære! lån mig tre brød, for en ven af mig er kommet rejsende til mig, og jeg har ikke noget at sætte for ham! og han derinde fra så ville svare og sige: "Vold mig ikke besvær; døren er allerede lukket, og både mine børn og jeg selv er gået i seng; jeg kan ikke stå op og give dig noget - jeg siger jer: Selv om han ikke står op og giver ham det, fordi han er hans ven, så vil han dog for hans påtrængenheds skyld stå op og give ham, hvad han behøver" ret
(130) Her fremstiller Kristus den bedende, der beder for at kunne give til andre. Han må have brødet, ellers kan han ikke stille en træt, forsinket vejfarendes behov Skønt naboen ikke ønsker at blive besværet, holder han ikke op med at bede; hans ven må mættes, og til sidst bliver hans påtrængenhed belønnet; han får hvad han behøver ret
(131) På lignende måde skulle disciplene søge velsignelser fra Gud. Ved at bespise skarerne og i prædikenen om brødet fra Himmelen havde Kristus vist dem, hvorledes de skulle virke som hans medarbejdere. De skulle give livets brød til folket. Han, som havde udvalgt dem til denne gerning, så, hvor ofte deres tro ville blive sat på prøve. De ville tit komme i uventede situationer og forstå, hvor svage de var i sig selv. Der ville komme mennesker til dem, som hungrede efter livets brød, og de ville føle sig fattige og hjælpeløse. De måtte modtage åndelig føde, for ellers ville de ikke have noget at give. De skulle ikke sende en eneste sjæl tomhændet bort. Kristus leder dem til forrådshuset. Manden, hvis ven kom til ham for at finde husly og blive mættet, sendte ham ikke bort, selv om han kom på et ubelejligt tidspunkt. Han havde intet at sætte på bordet til ham, men han gik til en, der havde brød, og bad indtrængende om det, indtil naboen sørgede for hans behov. Skulle Gud, som har sendt sine tjenere for at mætte de hungrige, da ikke sørge for deres behov i gerningen for ham? ret
(131) Men den egenkærlige nabo i lignelsen fremstiller ikke Guds karakter Vi skal ikke drage lærdom deraf ved at sammenligne, men ved at lægge mærke til forskellen. Et egenkærligt menneske vil give efter for en indtrængende anmodning for at blive fri for en, der forstyrrer hans fred, men Gud finder glæde i at give. Han er barmhjertig og længes efter at opfylde deres bønner der kommer til ham i tro. Han giver til os, for at vi kan hjælpe andre og således blive lig ham. ret
(132) Jesus siger: "Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer Thi enhver som beder han får og den, som søger han finder og den, som banker på, for ham skal der lukkes op." ret
(132) Frelseren siger videre: "Findes der mon nogen fader iblandt jer som (vil give sin søn en sten, når han beder om brød, eller) når hans søn beder om en fisk, så i stedet for en fisk vil give ham en slange? Eller når han beder om et æg, mon han så vil give ham en skorpion? Når da I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver hvor meget snarere vil så ikke Faderen fra Himmelen give Helligånden til dem, som beder ham!" ret
(132) For at styrke vor tillid til Gud lærer Kristus os at tiltale ham med et nyt navn, et navn, der er forbundet med hjertets inderligste følelser Han giver os det privilegium at kalde den evige Gud vor Fader Dette navn, som vi tiltaler ham med, og som vi omtaler ham med, er et tegn på vor kærlighed og tillid til ham og en forsikring om hans faderkærlighed til os. Når vi nævner det, idet vi beder om hans hjælp og velsignelse, lyder det som sød musik i hans ører For at vi ikke skal tro, at det er formasteligt at kalde ham ved dette navn, har han gentaget det gang på gang. Han ønsker at vi skal blive vant til den benævnelse. ret
(133) Gud betragter os som sine børn. Han har forløst os fra den ligegyldige verden og har udvalgt os til at blive medlemmer af den kongelige familie, sønner og døtre af den himmelske konge. Han indbyder os til at sætte vor lid til ham, at have større og stærkere tillid til ham, end et barn har til sin jordiske fader. Forældre elsker deres børn, men Guds kærlighed er større, bredere, dybere, end det er muligt for menneskers kærlighed at være. Den kan ikke måles. Hvis da jordiske forældre forstår at give deres børn gode gaver hvor meget mere vil da vor himmelske Fader give Helligånden til dem, der beder ham? ret
(133) Vi burde nøje overveje den undervisning, Kristus gav med hensyn til bøn. Der findes en guddommelig videnskab i bøn, og hans lignelse fremkommer med principper som alle behøver at forstå. Han viser hvad det rette motiv er for bøn, han viser nødvendigheden af at være udholdende, når vi fremholder vore ønsker for Gud, og forvisser os om hans villighed til at høre og besvare vore bønner. ret
(133) Vore bønner må ikke give udtryk for et egenkærligt ønske, blot for at vi kan opnå noget for os selv Vi skal bede, for at vi kan give. De principper som Kristus havde for sit liv, må være vore principper" Jeg helliger mig selv for dem," sagde han om sine disciple "for at også de må være helligede ved sandheden." Den samme hengivenhed, den samme selvopofrelse, den samme underkastelse under Guds ords fordringer som åbenbaredes hos Kristus, må også kunne ses hos hans disciple. Vor gerning i verden er ikke at tjene eller behage os selv, vi skal søge Gud ved at samarbejde med ham for at frelse syndere, Vi skal bede Gud om velsignelser for at vi kan bringe dem videre til andre. Vi kan kun blive ved at modtage ved at give. Vi kan ikke vedblive at modtage himmelske skatte uden at lade andre få del i dem. ret
(134) I lignelsen blev vennen afvist flere gange, men han holdt ikke op med at bede. Vi synes heller ikke, at vi altid bliver bønhørt med det samme; men Kristus lærer os, at vi ikke skal ophøre med at bede. Bøn skal ikke udvirke en forandring hos Gud; den skal bringe os i harmoni med Gud. Når vi beder ham om noget, ser han måske, at det er nødvendigt for os at ransage vore hjerter og angre synden. Derfor fører han os gennem prøver og vanskeligheder han leder os gennem ydmygelser for at vi kan se, hvad det er der hindrer Helligånden i at virke gennem os. ret
(134) Der er visse betingelser for at Guds løfter kan opfyldes, og bøn kan aldrig træde i stedet for pligt "Hvis I elsker mig " siger Kristus "så hold mine befalinger" "Den, som har mine befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; og den, som elsker mig, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham." De, der fremkommer med deres begæringer for Gud, idet de henviser til hans løfter men ikke retter sig efter betingelserne, forhåner Herren. De benytter Kristi navn som en garanti for opfyldelsen af løftet, men de gør ikke det, som viser at de tror på Kristus og elsker ham. ret
(135) Mange op fylder ikke betingelsen for at blive antaget af Faderen. Vi må nøje undersøge den tillidsfuldhed, hvormed vi nærmer os Gud. Hvis vi er ulydige, kommer vi til Herren for at få noget uden at have opfyldt betingelserne for at kunne modtage det, Vi fremlægger løfterne for Gud og beder ham om at opfylde dem, skønt han ville vanære sit eget navn ved at gøre det. Løftet siger: "Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer så bed om, hvad som helst I vil, og I skal få det." Og Johannes siger: "Og deraf kan vi erkende, at vi kender ham, om vi holder hans bud. Den, der siger: Jeg kender ham, og ikke holder hans bud, han er en løgner og i ham er sandheden ikke; men den, der holder hans ord, i ham er sandelig Guds kærlighed blevet fuldkomment." ret
(135) En af Kristi sidste befalinger til sine disciple var: "Ligesom jeg har elsket jer skal også I elske hverandre." Adlyder vi denne befaling, eller giver vi efter for uærlige og ukristelige karaktertræk? Hvis vi på nogen måde har bedrøvet og såret andre, er det vor pligt at bekende vore fejl og søge at blive forligte. Dette er en vigtig forberedelse, så at vi kan komme frem for Gud i tro og bede om hans velsignelse. ret
(136) Der er en anden sag, der alt for ofte bliver forsømt af dem, der søger Herren i bøn. Har du været ærlig over for Gud? Ved profeten Malakias siger Herren: "Siden eders fædres dage er I afveget fra mine bud og har ikke holdt dem. Vend om til mig, så vil jeg vende om til eder siger Hærskarers Herre. Og I spørger: Hvorledes skal vi vende os? Skal et menneske bedrage Gud? I bedrager mig jo! Og I spørger: Hvorved har vi bedraget dig? Med tienden og offerydelsen!" ret
(136) Som den, der giver os alle velsignelser kræver Gud en vis del af alt, hvad vi ejer. Således har han sørget for at der kan være midler til evangeliets forkyndelse, og ved at give denne del tilbage til Gud viser vi vor påskønnelse af alle hans gaver til os. Men hvorledes kan vi begære at få hans velsignelse, hvis vi holder det tilbage, som tilhører ham? Hvis vi er utro husholdere over jordisk gods, hvorledes kan vi da forvente, at han vil betro os det, der hører Himmelen til? Det kan være, at grunden til vore ubesvarede bønner findes her. ret
(136) Men i sin store nåde og barmhjertighed er Herren villig til at tilgive, og han siger: "Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus; sæt mig på prøve dermed, om jeg ikke åbner eder himmelens sluser og udøser velsignelse over eder i overmål. Jeg vil for eders skyld skræmme æderne, så at de ikke ødelægger eder landets afgrøde, og vinstokken på marken skal ikke slå eder fejl. Og alle folkene skal love eder fordi I har et yndigt land, siger Hærskarers Herre." ret
(137) Således er det også med alle de andre af Guds krav. Alle hans gaver loves på betingelse af lydighed. Gud har en Himmel, der er rig på velsignelser til dem, der vil samarbejde med ham. Alle, som adlyder ham, kan tillidsfuldt bede og forvente, at han vil opfylde sine løfter. ret
(137) Men vi må vise en fast, uafviselig tillid til Gud. Han tøver ofte med at svare os for at prøve vor tro eller oprigtigheden af vor begæring. Når vi har bedt i overensstemmelse med hans ord, bør vi tro på hans løfte og fremkomme med vore begæringer med en beslutsomhed, som ikke vil lade sig afvise. ret
(137) Gud siger ikke: "Bed én gang, og det skal gives dig." Han byder os at bede. Hold ved i bøn uden at trættes. Vedholdende bøn bringer den, der beder ind i et mere inderligt forhold til Gud og giver ham større længsel efter at modtage det, han beder om. Kristus sagde til Martha, da de stod ved Lazarus grav: "Hvis du tror skal du se Guds herlighed." ret
(137) Men der er mange, som ikke har en levende tro. Det er grunden til, at de ikke ser mere af Guds kraft. Deres svaghed er et resultat af deres vantro. De har mere tro på, hvad de selv kan udrette, end på, hvad Gud kan udrette for dem. De overlader sig til deres egen varetægt. De lægger planer men beder kun lidt og har kun lidt virkelig tillid til Gud. De mener at de har tro, men det er kun en flygtig indskydelse. Idet de ikke er i stand til at forstå deres eget behov, eller hvor villig Gud er til at give, er de ikke udholdende i at frembære deres begæringer for Herren. ret
(138) Vore bønner skal være lige så alvorlige og vedholden de som vennens, der bad om brødene ved midnatstide. Jo mere alvorligt og vedholdende vi beder des nærmere vil vi blive knyttet til Kristus i åndelig henseende. Vi vil modtage større velsignelser fordi vi har større tro. ret
(138) Vor del er at bede og tro. Vær besindig og ædru, så du kan bede. Våg og samarbejd med den Gud, som hører bønner Husk, at vi er "Guds medarbejdere" Tal og handl i overensstemmelse med dine bønner Det vil betyde uendelig meget for dig, om prøvelser vil vise, at din tro er oprigtig, eller at dine bønner kun er en formssag. ret
(138) Når du bliver rådvild, eller du står over for vanskeligheder skal du ikke forvente hjælp af mennesker Overlad alt til Gud. Det vil kun gøre os svage at fortælle om vore vanskeligheder til andre, og det vil ikke styrke dem. Det betyder kun, at vi bebyrder dem med vore åndelige skrøbeligheder som de ikke kan lindre. Vi søger styrke hos fejlende, dødelige mennesker når vi kunne modtage kraften fra en ufejlbarlig, evig Gud. ret
(138) Du behøver ikke at gå til verdens ende for at søge visdom, for Gud er nær Det er ikke de evner du har nu, eller som du nogensinde vil få, der vil give dig fremgang. Det er det, som Herren kan gøre for dig. Vi bør sætte meget mindre lid til det, mennesker kan gøre og stole langt mere på, hvad Gud kan gøre for hver eneste troende. Han længes efter at du skal søge hen til ham i tro. Han længes efter at du skal forvente store ting af ham. Han længes efter at give dig indsigt i timelige såvel som åndelige spørgsmål. Han kan styrke vor forstand. Han kan give os taktfølelse og dygtighed. Læg hele din sjæl ind i gerningen, bed Gud om visdom, og den vil blive givet dig. ret
(139) Stol på Kristi ord og løfter Har han ikke indbudt dig til at komme til sig? Du må aldrig tillade dig selv at give udtryk for håbløshed og modløshed. Hvis du gør det, vil du miste meget. Ved at se på tilstanden i verden og beklage sig, når man kommer i vanskeligheder og betryk, viser man, at ens tro er svag. Tal og handl, som om din tro var uovervindelig. Herren har mange hjælpemidler Hele verden er hans. Se opad i tro. Se hen til ham, der har lys og kraft og formår alt. ret
(139) Den, der er i besiddelse af oprigtig tro, har et livsmod, en principfasthed og målbevidsthed, som hverken tid eller arbejde kan svække. "Ynglinge trættes og mattes, ungersvende snubler brat, ny kraft får de, der bier på Herren, de får nye svingfjer som ørnen; de løber uden at mattes, vandrer uden at trættes." ret
(139) Der er mange, som længes efter at hjælpe andre, men de føler at de ikke har nogen åndelig styrke eller noget lys at give af. Lad dem bringe deres ønsker frem for nådens trone. Bed inderligt om Helligånden. Gud står bag hvert eneste løfte, som han har givet. Sig med Bibelen i hånden: "Jeg har gjort, som du har sagt. Jeg kommer ifølge dit løfte: bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer " ret
(140) Vi skal ikke alene bede i Jesu navn, men også inspireret af Helligånden. Dette forklarer hvad det betyder når der står at "Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke"." Den slags bønner glæder det Gud at besvare. Når vi med alvor og iver hvisker en bøn i Jesu navn, ligger der i selve alvoren og iveren et løfte fra Gud om, at han er ved at besvare vore bønner "langt ud over det, som vi beder om eller forstår". ret
(140) Kristus har sagt: "Alt, hvad I beder og bønfalder om tro, at I har fået det, så skal I få det." "Hvad som helst I beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen kan herliggøres ved Sønnen." Og den elskede Johannes, der var inspireret af Helligånden, taler meget tydeligt og sikkert og siger: "Når vi beder om noget efter hans vilje, hører han os; og når vi ved, at han hører os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi allerede har fået opfyldt, hvad vi bad ham om." Kom derfor frem for Faderen med dine begæringer idet du beder i Jesu navn. Gud vil ære det navn. ret
(140) Regnbuen omkring tronen er en forvisning om, at Gud er sanddru, at der ikke er nogen forandring hos ham eller skygge, der kommer og går. Vi har syndet mod ham og fortjener ikke hans yndest, men alligevel har han lagt den skønneste af alle bønner på vore læber: "Bortstød os ikke for dit navns skyld, vanær ej din herligheds trone, kom os i hu og bryd ej din pagt med os!" Når vi kommer til ham og bekender vor uværdighed og synd, har han selv lovet, at han vil agte på vort råb. Det gælder hans trones ære at opfylde løftet til os. ret
(141) Ligesom Aron, der var et billede på Kristus, bærer Frelseren navnene på alle sine børn i sit hjerte i helligdommen. Vor store ypperstepræst husker alle de ord, som han har talt for at opmuntre os til at stole på ham. Han mindes altid sin pagt med os. ret
(141) Alle, der søger vil finde. Døren vil blive åbnet for alle, der banker Der vil ikke lyde nogen undskyldning: "Vold mig ikke besvær Døren er lukket; jeg ønsker ikke at åbne den." Der vil aldrig blive sagt til os: "Jeg kan ikke hjælpe. "De, der beder om brød ved midnat for at kunne bespise de sultne, vil blive bønhørt. ret
(141) I lignelsen står der at den, der beder om brød til den fremmede, får "hvad han behøver". Og i hvilket mål vil Gud give os, for at vi kan give til andre? "Alt efter som Kristus har tilmålt ham sin gave." Engle våger med stor interesse for at se, hvorledes mennesket tager sig af sine medmennesker Når de ser en der viser kristelig medfølelse med de fejlende, skynder de sig til hans side og minder ham om de rette ord at tale, så de kan være som livets brød for disse fejlende. "Så skal da min Gud, rig som han er herligt i Kristus Jesus fuldt ud give jer alt, hvad I trænger til." Mit vidnesbyrd i al dets ægthed og virkelighed vil han gøre mægtigt i kraft af det tilkommende liv. Herrens ord vil i din mund være som sandhed og retfærdighed. ret
(142) Personligt arbejde for andre burde først udføres, efter at man har tilbragt megen tid med bøn i lønkammeret, for der kræves megen visdom til at forstå, hvorledes man skal frelse mennesker Tal først med Kristus, før du taler med mennesker Forbered dig for din gerning for mennesker ved nådens trone. ret
(142) Lad dit hjerte briste af længsel efter Gud, ja, efter den levende Gud. Kristi liv har vist, hvad mennesker kan udrette, når de får del i den guddommelige natur Alt, hvad Kristus modtog fra Gud, kan vi også få del i. Bed derfor og du vil få. Bed om, at du må modtage alt det, Gud har lovet, udholdende i troen som Jakob og med ubøjelig ihærdighed som Elias. ret
(142) Lad det herlige billede, du har af Gud, opfylde dine tanker Lad dit liv blive knyttet til Jesu liv med skjulte bånd. Den, der bød lyset skinne ud af mørket, er villig til at lade det skinne i dit hjerte, for at kundskaben om Guds herlighed på Kristi ansigt kan lyse klart. Helligånden vil tage det, der hører Gud til, og vise dig det og lade det blive en levende kraft, som virker i det lydige hjerte. Kristus vil lede dig til den Eviges nærhed. Du kan få lov at se herligheden bag dækket og åbenbare for menneskene hans almagt, der altid lever og går i forbøn for os. ret