(161) Kristus havde talt om tiden lige før sit andet komme og om de trængsler som hans børn skulle gennemgå, og det var især med henblik på den tid, at han fortalte dem lignelsen "om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte". ret
(161) "I en by var der en dommer" sagde han, "som ikke frygtede Gud og heller ikke undså sig for mennesker Og der var en enke i den samme by, og hun kom stadig til ham og sagde: Skaf mig ret over min modpart! En tid lang ville han ikke. Men så sagde han ved sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og heller ikke undser mig for mennesker så vil jeg alligevel skaffe denne enke hendes ret, fordi hun plager mig sådan ellers kommer hun vel til sidst og slår mig i ansigtet! Og Herren sagde Hør hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret, dem, som råber til ham dag og nat, og skulle han ikke være langmodig over for dem? Jeg siger jer: Han skal skaffe dem ret i hast." ret
(161) Den dommer som beskrives her tog ikke noget hensyn til, hvad der var ret, og havde ikke medlidenhed med de lidende. Enken, der trængte ind på ham for at få sin ret, blev hårdnakket vist tilbage. Hun kom til ham den ene gang efter den anden, men blev kun behandlet med foragt og drevet bort fra dommersædet. Dommeren vidste, at hun havde ret, og han kunne have hjulpet hende med det samme, men han ville ikke. Han ønskede at vise sin egenmægtige magt, og det glædede ham at lade hende bede og bønfalde og tigge forgæves. Men hun ville ikke give op eller lade sig afvise. Til trods for hans ligegyldighed og hårdhjertethed blev hun ved at bede, indtil han lovede at tage sig af hendes sag. "Selv om jeg ikke frygter Gud og heller ikke undser mig for mennesker så vil jeg alligevel skaffe denne enke hendes ret, fordi hun plager mig sådan." Han skaffede den udholdende enke ret for at bevare sit eget rygte og for at undgå at få sin egen ensidige dom frem for offentligheden. ret
(162) "Og Herren sagde: Hør hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret, dem, som råber til ham dag og nat, og skulle han ikke være langmodig over for dem? Jeg siger jer: Han skal skaffe dem ret i hast." Kristus viser her tydeligt forskellen på den uretfærdige dommer og Gud. Dommeren gav kun efter for enkens anmodning af egenkærlige grunde, for at han kunne blive befriet for hendes påtrængenhed. Han følte ingen medlidenhed og medfølelse med hende; hendes ulykke betød ikke noget for ham. Hvor forskellig er ikke Guds indstilling over for dem, der søger ham. Han har stor medlidenhed med de trængende og nødlidende, der kommer til ham. ret
(163) Kvinden, der bad dommeren om at skaffe sig ret, havde mistet sin mand. Fattig og uden venner som hun var havde hun ingen til at hjælpe sig med at genvinde sin tabte formue. Således tabte mennesket også forbindelsen med Gud på grund af synden. Alene kan vi ikke opnå frelse. Men i Kristus bringes vi nær til Faderen. Guds udvalgte står hans hjerte nær Det er dem, som han har kaldet ud af mørket til sit underfulde lys, for at de skal synge hans pris og skinne som lys i denne verdens mørke. Den uretfærdige dommer havde ingen særlig interesse for enken, som plagede ham med sine bønner om befrielse, og alligevel hørte han på hendes anmodning og befriede hende fra hendes modstander for at han selv kunne blive fri for hendes evindelige henvendelser Men Gud elsker sine børn med uendelig kærlighed. For ham er menigheden det kæreste på jorden. ret
(163) "Men Herrens del blev Jakob, Israel hans tilmålte lod. Han fandt det i ørkenlandet, i ødemarken, blandt ørkenens hyl; han værned det med vågent øje og vogted det som sin øjesten." Thi så siger Hærskarers Herre, hvis herlighed sendte mig til folkene, der hærger eder: Den, som rører eder rører min øjesten." ret
(164) Enkens bøn: "Skaf mig ret," er et billede på Guds børns bønner Satan er deres store modstander Han er "vore brødres anklager", som anklager dem for Gud dag og nat." Han arbejder altid for at stille Guds folk i et forkert lys, for at anklage dem og for at bedrage og ødelægge dem. Og i denne lignelse lærer Kristus sine disciple at bede om at blive befriet fra Satan og hans medarbejderes magt. ret
(164) I Zakarias profeti beskrives Satans værk som anklager og Kristi gerning, idet han gendriver sit folks modstander Profeten siger: "Derpå lod han mig se ypperstepræsten Josua, og han stod foran Herrens engel, medens Satan stod ved hans højre side for at føre klage imod ham. Men Herren sagde til Satan: Herren true dig, Satan, Herren true dig, han, som udvalgte Jerusalem. Er denne ikke en brand, som er reddet ud af ilden? Josua havde snavsede klæder på og stod foran engelen." ret
(164) Guds folk fremstilles her som en forbryder der er i forhør Josua prøver som ypperstepræst at skaffe en velsignelse til sit folk, der er i stor nød. Medens han beder inderligt til Gud, står Satan ved hans højre side som hans modstander Han anklager Guds børn og prøver at få deres sag til at se så fortvivlet ud som muligt. Han fremholder deres onde handlinger og deres mangler for Herren. Han henviser til deres fejl og forsømmelser idet han håber at de for Kristus vil vise sig at have en sådan karakter at han ikke vil yde dem nogen hjælp i deres store nød. Josua, der er Guds folks stedfortræder står fordømt og er iklædt snavsede klæder idet han er klar over folkets synder føler han sig nedtynget af modløshed. Satan prøver at indgive ham en følelse af skyld, som får ham til at synes, at der næsten ikke er håb for ham. Alligevel står han der ydmygt og bedende med Satan som anklager ret
(165) Satans gerning som anklager begyndte i Himmelen. Det har også været hans gerning på jorden lige siden syndefaldet, og det vil i særlig grad være hans gerning, som vi nærmer os afslutningen på denne verdens historie. Når han ser at hans tid er kort, vil han arbejde med større iver for at bedrage og ødelægge. Han er vred, når han ser et folk på jorden, der til trods for deres svaghed og syndighed har respekt for Guds lov. Han er fast besluttet på, at de ikke skal adlyde Gud. Han glæder sig over deres uværdighed og har udtænkt planer for hvert eneste menneske, for at alle skal blive besnærede og adskilt fra Gud. Han søger at anklage og fordømme Gud og alle, der i barmhjertighed og kærlighed, i medlidenhed og tilgivelse stræber efter at fremme Guds planer i denne verden. ret
(165) Hver gang Guds kraft åbenbares til fordel for hans folk, vækkes Satans fjendskab. Hver gang Gud virker for sit folk, arbejder Satan og hans engle med fornyede anstrengelser for deres ødelæggelse. Han er misundelig på alle, der gør Kristus til deres styrke. Det er hans opgave at tilskynde til onde handlinger og når det er lykkedes ham, kaster han al skylden over på dem, der er blevet fristet. Han peger på deres snavsede klæder deres ufuldkomne karakter Han fremholder deres svagheder og dårskab, deres utaknemmelighed, deres ulighed med Kristus, alt det, der har været med til at vanære deres forløser Dette bruger han som bevis på, at han har ret til at udvirke sin vilje og lede dem til fortabelse. Han forsøger at forskrække dem med tanken om, at deres sag er håbløs, at pletterne på deres besmittede klæder aldrig kan vaskes af. Han håber på at kunne tilintetgøre deres tro, så at de helt vil give efter for hans fristelser og vende sig bort fra forbindelsen med Gud. ret
(166) Herrens folk kan ikke selv svare på Satans anklager Når de ser på sig selv, er de rede til at fortvivle. Men de henvender sig til den guddommelige talsmand. De henviser til Forløserens fortjenester Gud kan være "retfærdig, når han retfærdiggør den som har tro på Jesus". Herrens børn kalder tillidsfuldt på ham og beder ham bringe Satans beskyldninger til tavshed og tilintetgøre hans planer "Skaf mig min ret over min modpart" beder de, og Kristus får den dristige anklager til at tie ved at fremvise korsets mægtige bevis. ret
(166) "Men Herren sagde til Satan: Herren true dig, Satan, Herren true dig, han, som udvalgte Jerusalem. Er denne ikke en brand, som er reddet ud af ilden?" Når Satan prøver at indhylle Guds folk i mørke og tilintetgøre dem, træder Kristus imellem. Skønt de har syndet, har Kristus taget deres syndeskyld på sig. Han har revet menneskene som en brand ud af ilden. Han er knyttet til menneskene som følge af sin menneskevorden, medens han er ét med Gud på grund af sin guddom. Hjælpen bringes inden for de fortabtes rækkevidde. Modstanderen bliver truet. ret
(167) "Josua havde snavsede klæder på og stod foran engelen; men denne tog til orde og sagde til dem, som stod ham til tjeneste Tag de snavsede klæder af ham! Og til ham sagde han "Se jeg har taget din skyld fra dig, og du skal have højtidsklæder på. Og han sagde: Sæt et rent hovedbind på hans hoved! Og de satte et rent hovedbind på hans hoved og gav ham rene klæder på." Engelen, der havde sin myndighed fra Hærskarers Herre, aflagde derpå et højtideligt løfte til Josua, Guds folks stedfortræder: "Hvis du vandrer på mine veje og holder mine forskrifter skal du både råde i mit hus og vogte mine forgårde, og jeg giver dig gang og sæde blandt dem, som står her" ja, blandt englene, der omgiver Guds trone. ret
(167) Til trods for Guds folks fejl og mangler vender Kristus sig ikke bort fra dem, der er i hans varetægt. Han har magt til at give dem andre klæder Han tager de snavsede klæder bort, han klæder de angrende troende i sit eget retfærdigheds klædebon og skriver "tilgivet" ved deres navne i Himmelens bøger Han vedkender sig dem som sine for verdensaltet. Han viser at deres modstander Satan er en anklager og bedrager Gud vil skaffe sine udvalgte ret. ret
(168) Bønnen: "Skaf mig min ret over min modpart," henviser ikke alene til Satan, men til alle dem, han benytter til at stille Guds folk i et forkert lys og til at friste og tilintetgøre dem. De, der har besluttet sig for at adlyde Guds bud, vil erfare, at de har fjender der er ledet af en ond magt. Sådanne fjender omringede Kristus ved hvert skridt, og intet menneske vil nogensinde vide, hvor ihærdige og beslutsomme de var Ligesom deres mester vil Kristi disciple også til stadighed møde fristelser ret
(168) Den hellige skrift beskriver tilstanden i verden lige før Kristi komme. Apostlen Jakob fremholder den begærlighed og undertrykkelse, som da vil findes. Han siger: "Og nu, I rige, ..... I har samlet jer skatte i de sidste tider Se, den løn, I har forholdt arbejderne, der høstede jeres marker den råber højt, og høstfolkenes skrig er nået frem til Herren Zebaots øren. I har levet højt og nydt livet på jorden; I har af hjertens lyst gjort jer til gode på slagtedagen. I har dømt den retfærdige skyldig og myrdet ham; han sætter sig ikke til modværge imod jer." Dette er en beskrivelse af tilstanden i dag. Menneskene samler sig uhyre formuer ved at benytte enhver form for undertrykkelse og pengeafpresning, medens råbene fra mennesker der er i nød, stiger op til Gud. ret
(169) "Retten trænges tilbage, retfærd står i det fjerne, thi sandhed snubler på gaden, ærlighed har ingen gænge; sandhedens plads står tom, og skyr man det onde, flås man." Denne profeti blev opfyldt i Kristi liv på jorden. Han var tro mod Guds befalinger idet han tilsidesatte menneskers overleveringer og krav, som var blevet ophøjet i stedet for dem, og af denne grund blev han hadet og forfulgt. Det samme gentager sig nu. Menneskers love og overleveringer bliver sat højere end Guds lov, og de, der er tro mod Guds befalinger må lide skændsel og forfølgelse. Kristus blev anklaget for at overtræde sabbatsbuddet og for at være en gudsbespotter fordi han var trofast mod Gud. Man erklærede ham for at være djævlebesat og beskyldte ham for at være Beelzebul, og det går hans efterfølgere på samme måde. Således håber Satan, at han kan få dem til at synde og vanære Gud. ret
(169) I lignelsen blev dommeren, som ikke frygtede Gud og heller ikke undså sig for noget menneske, beskrevet af Kristus for at vise, hvad slags domme der blev afsagt på den tid, og som man snart ville blive vidne til ved hans forhør. Han ønsker at hans folk til alle tider skal være klar over hvor lidt de kan stole på jordiske regenter og dommere på ulykkens dag. Ofte må Guds udvalgte folk stå frem for mænd i ledende stillinger som ikke tager Guds ord som deres vejleder og rådgiver mænd, som følger deres egne personlige meninger og indskydelser. ret
(170) I lignelsen om den uretfærdige dommer har Kristus vist os, hvad vi burde gøre. "Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret, dem, som råber til ham dag og nat?" Kristus, vort eksempel, gjorde ikke noget for at retfærdiggøre eller befri sig selv. Han overlod sin sag til Gud. Således skal hans efterfølgere heller ikke anklage eller fordømme eller anvende magt for at frelse sig selv. ret
(170) Når der kommer prøvelser som synes uforklarlige, burde vi ikke lade dem forstyrre vor fred. Hvor uretfærdigt vi end bliver behandlet, bør vi ikke lade vreden blusse op i os. Vi skader os selv ved at give efter for hævnens ånd. Vi ødelægger vor egen tillid til Gud og bedrøver Helligånden. Ved vor side står et vidne, et himmelsk sendebud, som vil beskytte os mod fjenden. Han vil omgive os med lyset fra Retfærds Sol, og Satan kan ikke gennemtrænge dette skjold af helligt lys. ret
(170) Medens verden går fremad i det onde, behøver ingen af os forvente, at vi ikke vil møde vanskeligheder Det er netop disse vanskeligheder der leder os hen til den Højeste. Vi kan søge vejledning hos ham, som har ubegrænset visdom. ret
(170) Herren siger: "Kald på, mig på nødens dag." Han indbyder os til at bringe vore vanskeligheder og vor trang og vort behov for guddommelig hjælp til ham. Han byder os at være udholdende i bønnen. Så snart der kommer vanskeligheder bør vi opsende vore alvorlige, oprigtige bønner til ham. Med vore indtrængende bønner viser vi, at vi har stor tillid til Gud. Følelsen af vor trang leder os til at bede alvorligt, og vor himmelske Fader hører vore bønner ret
(171) Ofte bliver de, der bliver kritiseret eller forfulgt for deres tros skyld, fristet til at mene, at Gud har forladt dem. I menneskers øjne er de kun få. Det ser ud, som om deres fjender kan få overhånd over dem. Men de bør ikke gøre vold på deres samvittighed. Han, som har lidt for deres skyld, og som har båret deres sorger og smerter har ikke forladt dem. ret
(171) Guds børn bliver ikke overladt forsvarsløse til sig selv. Bøn kan bevæge den Almægtiges arm. Bøn besejrede riger øvede retfærdighed, fik forjættelser opfyldt, stoppede løvers gab, slukkede ilds magt" vi vil forstå, hvad dette betyder når vi hører beretningerne om martyrerne, der døde for deres tro "slog fjendehære på flugt". ret
(171) Hvis vi overgiver vort liv til tjeneste for Gud, vil vi aldrig komme i en situation, som han ikke har hjælp for Hvad der end sker med os, har vi en fører som vil vise os vejen; hvilke problemer der end møder os, har vi en rådgiver; hvor dan end vor sorg, vort tab eller vor ensomhed måtte være, har vi en ven, der føler med os. Hvis vi i vor uvidenhed tager fejl af vejen, forlader Kristus os ikke. Vi hører hans stemme sige tydeligt og klart: "Jeg er vejen og sandheden og livet." "Thi han skal redde den fattige, der skriger om hjælp, den arme, der savner en hjælper" ret
(172) Herren erklærer at han bliver æret af dem, der drager nær til ham, og som tjener ham trofast. "Luk portene op for et retfærdigt folk, ..... thi det stoler på dig." Den Almægtiges arm er udrakt for at føre os fremad, endnu længere frem. Gå fremad, siger Herren; jeg vil sende dig hjælp. Det er for at herliggøre mit navn, at du beder og du skal få. Jeg vil blive æret før øjnene af dem, der venter på dit nederlag. De skal se, at mit ord vinder en herlig sejr "Alt, hvad I beder om i jeres bøn, det skal I få, hvis I tror." ret
(172) Alle, der er besværede eller bliver uretfærdigt behandlet, bør råbe til Gud. Vend jer bort fra dem, hvis hjerter er hårde som stål, og lad jeres begæringer komme frem for jeres skaber Der er aldrig nogen, som kommer til ham med et sønderknust hjerte, der vil blive afvist. Ikke én alvorlig bøn vil være forgæves. Under det himmelske kors lovsange hører Gud det svageste menneskes råb. Vi fortæller ham om vort hjertes dybeste længsler i lønkammeret, vi sender en stille bøn op til ham, når vi går på vejen, og vore bønner når op til universets Herres trone. De høres måske ikke af noget menneskes øre, men de går ikke tabt, og de dør ikke hen på grund af det travle liv, der rører sig om os. Intet kan tilintetgøre hjertets længsel. Den hæver sig over gadens larm, over det travle menneskemylder og når op til de himmelske sale. Det er Gud, vi taler til, og vore bønner bliver hørt. ret
(173) Du, som føler dig uværdigste af alle, frygt ikke for at overlade din sag til Gud. Da han gennem Kristus gav sig selv for verdens synd, påtog han sig at hjælpe hver eneste synder "Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?" Vil han ikke opfylde de herlige løfter som er givet til opmuntring og styrke for os? ret
(173) Der er intet, som Kristus ønsker mere, end at genløse sin arv fra Satans herredømme. Men før vi kan frelses fra Satans magt udadtil, må vi frelses fra hans magt i vort indre. Herren tillader at der kommer prøvelser for at vi kan blive renset fra verdslighed, fra egenkærlighed og fra alle ubehagelige og ukristelige karaktertræk. Han tillader at prøvelsernes dybe vande skyller hen over os, for at vi skal komme til at kende ham og Jesus Kristus, som han har udsendt, og for at vi skal få en dyb længsel i vort indre efter at blive renset fra synden og gå lutret ud af prøvelsen og være helligere og lykkeligere. Det er ofte, at vi træder ind i prøvelsens ildovn med hjerter der er formørkede af egenkærlighed, men dersom vi er tålmodige under ildprøven, vil vi komme ud af den og genspejle Guds karakter Når hans hensigt med prøvelsen er opnået, fører han "din retfærdighed frem som lyset, din ret som den klare dag". ret
(173) Der er ingen fare for at Herren vil være ligegyldig over for sit folks bønner. Faren ligger i, at de vil blive mismodige i fristelsens og prøvens stund og ikke være udholdende i bønnen. ret
(174) Frelseren viste guddommelig medlidenhed med den syrisk-fønikiske kvinde. Han blev rørt, da han så hendes sorg. Han længtes efter straks at forsikre hende om, at hendes bøn var hørt; men han ønskede at lære sine disciple noget, og for en tid så det ud, som om han ikke brød sig om råbet, der kom fra hendes forpinte hjerte. Da hendes tro var blevet åbenbaret, talte han opmuntrende til hende og sendte hende bort med den dyrebare velsignelse, som hun havde bedt om. Disciplene glemte aldrig dette, og denne tildragelse er nedtegnet for at vise, hvad vedholdende bøn kan udrette. ret
(174) Det var Kristus, der indgav moderen tanken om den udholdenhed, som ikke kunne tilbagevises. Det var Kristus, som gav den bedende enke mod og beslutsomhed over for dommeren. Det var Kristus, der flere århundreder før havde inspireret Jakob med den samme udholdende tro i den gådefulde kamp ved Jabbok. Og den tillid og vished, som han selv havde indgivet, undlod han ikke at belønne. ret
(174) Den, der bor i den himmelske helligdom, dømmer retfærdigt. Han glæder sig mere over sit folk, der kæmper med fristelser i en verden, der er fuld af synd, end over engleskaren, som omgiver hans trone. ret
(175) Hele verdensaltet viser den største interesse for denne vor lille verden; for Kristus har betalt en uendelig stor pris for de menneskers frelse, som bor i den. Verdens forløser har knyttet jorden til Himmelen med uløselige bånd, for Herrens forløste er her Himmelske væsener besøger stadig jorden, som dengang de vandrede sammen med Moses og Abraham og talte med dem. I travlheden i vore store byer blandt de myldrende menneskemasser der fylder gader og forretninger hvor folk fra morgen til aften lader som om forretning, sport og fornøjelser er alt, hvad de lever for hvor der er så få, som tænker på livet efter dette, - ja, selv her har Himmelen endnu sine vægtere og hellige. Der er usynlige engle, som lægger mærke til alt, hvad menneskene siger og gør Hvad enten man samles i forretningsøjemed, for fornøjelse eller for at tilbede Gud, er der flere tilhørere, end man kan se med det menneskelige øje. Somme tider trækker de himmelske sendebud tæppet til side, der skjuler den usete verden, for at vore tanker kan drages bort fra vort rastløse liv og betænke, at der er usete vidner til alt, hvad vi gør og siger. ret
(175) Vi trænger til at forstå de besøgende engles gerning bedre, end vi gør Det ville være godt for os at tænke over at vi har himmelske væsener til at samarbejde med os og hjælpe os i al vor gerning. Usynlige hære med lys og kraft er nær hos de sagtmodige og ydmyge, som tror og stoler på Guds løfter Keruber og serafer og mægtige engle, ti tusinde gange ti tusinde og tusinde gange tusinde står ved hans højre side, "alle ånder i Guds tjeneste, som sendes ud til hjælp for deres skyld, der skal arve frelse." ret
(176) Disse engle skriver en trofast beretning om menneskenes ord og handlinger Enhver grusom eller uretfærdig handling mod Guds folk, alt, hvad de må lide på grund af ondskabens magt, bliver optegnet i Himmelen. ret
(176) "Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret, dem, som råber til ham dag og nat, og skulle han ikke være langmodig over for dem? Jeg siger jer: Han skal skaffe dem ret i hast." ret
(176) "Så kast da ikke jeres frimodighed bort, den har nemlig stor løn i følge; thi I behøver udholdenhed for at gøre Guds vilje og få, hvad der er forjættet. Thi der er endnu kun en liden stund, snart, snart, så kommer han, der skal komme, og han tøver ikke." "Se, bonden bier på jordens dyrebare afgrøde og venter tålmodigt på den, til den har fået tidligregn og sildigregn. Vent da også I tålmodigt, styrk jeres hjerter; thi Herrens komme er nær." ret
(176) Guds langmodighed er forunderlig. Retfærdigheden venter længe, medens barmhjertigheden stræber efter at få synderen til at omvende sig. Men "retfærd og ret er hans trones støtte". "Herren er langmodig," men "hans kraft er stor Herren lader intet ustraffet. I uvejr og storm er hans vej, skyer er hans fødders støv." ret
(177) Verden er blevet dristig med hensyn til at overtræde Guds lov. Fordi Gud længe har båret over med menneskene, har de ladet hånt om hans myndighed. De har styrket hinanden i at øve undertrykkelse og grusomheder mod hans arvelod og har sagt: "Hvor skulle Gud vel vide det, skulle den Højeste kende dertil?" Men der er en grænse, som de ikke kan overskride. Tiden er nær da de vil have nået den fastsatte grænse. Selv nu har de næsten overskredet den langmodige Guds grænse, hans nådes og barmhjertigheds grænse. Herren vil gribe ind for at hævde sin ære, for at udfri sit folk og for at gøre en ende på den voksende uretfærdighed. ret
(177) På Noas tid havde menneskene ringeagtet Guds lov, indtil erindringen om Skaberen næsten var forsvundet fra jorden. Deres ugudelighed havde fået et sådant omfang, at Herren lod syndflodens vande skylle hen over jorden og fjerne alle de onde mennesker der boede derpå. ret
(177) Fra det ene århundrede til det andet har Herren vist, hvorledes han virker Når der er opstået en krise, har han åbenbaret sig og grebet ind for at forhindre Satan i at udføre sine planer Han har ofte tilladt, at krisen nåede sit højdepunkt for nationer familier og enkelte personer for at menneskene kunne lægge mærke til, hvorledes han greb ind. Så har han vist, at der er en Gud i Israel, som vil fastholde sin lov og retfærdiggøre sit folk. ret
(178) I vore dage, da uretfærdigheden er ved at få overhånd, kan vi vide, at den sidste store krise er nær forestående. Herren vil gribe ind, når Guds lov bliver trodset i næsten hele verden, og når hans folk bliver undertrykt og plaget af deres medmennesker. ret
(178) Tiden er nær da han vil sige: "Mit folk, gå ind i dit kammer og luk dine døre bag dig; hold dig skjult en liden stund, til vreden er draget over Thi Herren går ud fra sin bolig for at straffe jordboernes brøde; sit blod bringer jorden for lyset og dølger ej mer sine dræbte." Mennesker der bekender sig til at være kristne, kan nu bedrage og undertrykke de fattige; de kan stjæle fra enken og de faderløse; de kan lade deres sataniske had få frit løb, fordi de ikke kan øve kontrol over Guds folks samvittighed; men for alt dette vil Gud føre dem frem for dommen. "Thi dommen er ubarmhjertig mod dem, der ikke har øvet barmhjertighed." Om ikke så længe skal de stå frem for al jordens dommer for at aflægge regnskab for de legemlige og sjælelige smerter som de har forvoldt hans arvelod. De kan nu benytte falske anklager de kan spotte dem, som Gud har udvalgt til at udføre sin gerning, de kan kaste hans troende børn i fængsel, overgive dem til lænker til forvisning og døden, men de må stå til ansvar for hver angstens kval og smerte, for hver tåre, der er blevet fældet. Gud vil give dem en dobbelt straf for deres synder om Babylon, der er et billede på den frafaldne menighed, siger han til dem, som udfører hans straffedomme: "Thi hendes synder har hobet sig op, så de når til Himmelen, og Gud har kommet hendes uretfærdigheder i hu. Giv hende lige for lige, ja, betal hende dobbelt gengæld efter hendes gerninger; skænk dobbelt i til hende i det bæger som hun selv skænkede i." ret
(179) Fra Indien, Afrika, Kina, fra øerne i havet, fra de undertrykte millioner i de såkaldte kristne lande stiger menneskers smertensråb op til Gud. Det vil ikke vare længe, før dette råb bliver besvaret. Gud vil rense jorden fra dens moralske fordærvelse, ikke med en vandflod som på Noas tid, men med et ildhav, som intet menneske kan slukke. ret
(179) "En trængselstid kommer som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til. Men på den tid skal dit folk frelses, alle, der er optegnede i bogen." ret
(179) Kristus vil samle sine børn til sig fra tagkamre, fra hytter fra fangehuller fra skafotter fra bjerge og ørkener fra jordens huler og havets dyb. De har været fattige, pinte og plagede på jorden. Millioner er gået i graven beskyldt for ugerninger fordi de nægtede at give efter for Satans bedrageriske krav Guds børn er blevet fordømt af jordiske domstole for at være de værste forbrydere, men den dag er nær da "Gud er den, der dømmer" Da vil de jordiske afgørelser blive omstyrtet. "Den Herre Herren ..... gør ende på sit folks skam på hele jorden." Hver af dem vil få en lang, hvid klædning. Og "de skal kaldes: det hellige folk, Herrens genløste". ret
(180) Guds børn vil blive rigeligt belønnet for de kors, som de har måttet bære, for de tab, de har måttet lide, for de forfølgelser de har været udsat for ja, for livet, som de måtte miste. "De skal se hans ansigt, og hans navn skal stå på deres pander" ret