(181) Da alle toldere og syndere flokkedes omkring Jesus, udtrykte rabbinerne deres misfornøjelse med det. "Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem," sagde de. ret
(181) Med denne bemærkning antydede de, at Kristus syntes om at komme sammen med syndige og slette mennesker og at han ikke tog sig af, at de var onde. Rabbinerne var blevet skuffede over Jesus. Hvordan kunne det være, at en, der gav sig ud for at have så ophøjet en karakter ikke kom sammen med dem og fulgte deres undervisningsmetoder? Hvorfor gik han så fordringsløs omkring og virkede blandt alle samfundsklasser? Hvis han var en sand profet, sagde de, ville han passe sig ind med dem og behandle toldere og syndere på den ligegyldige måde, som de fortjente. Disse samfundets vogtere vrededes over at han, som de stadig var i modstrid med, og hvis rene liv alligevel imponerede og fordømte dem, ville omgås de forstødte med en så åbenlys sympati. De billigede ikke hans fremgangsmåde. De regnede sig selv for at være oplyste, dannede og i højeste grad religiøse, men Kristi eksempel blottede deres egenkærlighed. ret
(182) Det ærgrede dem også, at de, der kun viste rabbinerne foragt, og som man aldrig så i synagogerne, flokkedes omkring Jesus og lyttede med spændt opmærksomhed til hans tale. De skriftkloge og farisæerne følte kun fordømmelse, når de var i hans nærhed; hvorledes kunne det da gå til, at toldere og syndere følte sig draget til Jesus? ret
(182) De vidste ikke, at forklaringen netop lå i de ord, de havde udtalt som en hånlig beskyldning: "Den mand tager imod syndere." De mennesker der kom til Jesus, følte i hans nærværelse, at der selv for dem var en mulighed for at de kunne slippe ud af syndens dyb. Farisæerne havde kun hån og foragt tilovers for dem, men Kristus modtog dem som Guds børn, der var gået bort fra faderhuset, men som ikke var glemt af Faderen. Og det var netop deres elendighed og synd, der endnu mere gjorde dem til genstand for hans medlidenhed. Jo længere de var vandret bort fra ham, des mere længtes han og jo større ofre ville han bringe for deres frelse. ret
(182) Alt dette kunne Israels lærere have læst i de hellige bogruller som de roste sig af at eje og udlægge. Havde David ikke skrevet David, som havde begået så frygtelig en synd: "Farer jeg vild som det tabte får så opsøg din tjener" Havde Mika ikke åbenbaret Guds kærlighed til synderen ved at sige: "Hvo er en Gud som du, der tilgiver brøde, bærer over med synd hos din ejendoms rest, ej evigt gemmer på vrede, men gerne er nådig?" ret
(183) Kristus mindede ikke denne gang sine tilhørere om skriftens ord. Han henviste til, hvad de kunne lære af deres egen erfaring. De udstrakte høje sletter øst for Jordan skaffede rigeligt med græsgange for fåreflokke, og der havde været mangt et fortabt får som var vandret gennem hulvejene og over de skovklædte bakker og som med omhu var blevet opsøgt og bragt tilbage af hyrden. I skaren, der stod omkring Jesus, fandtes hyrder og også mænd, der havde investeret mange penge i fåre og kvæghjorde, og alle kunne forstå det billede han brugte: "Hvis en af jer har hundrede får og mister ét af dem, forlader han så ikke de nioghalvfems i ørkenen og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?" ret
(183) Disse mennesker som I foragter sagde Jesus, er Guds ejendom. De er hans på grund af skabelsen og forløsningen, og de er værdifulde for ham. Ligesom hyrden elsker sine får og ikke slår sig til ro, hvis blot et eneste mangler således elsker Gud i endnu højere grad hvert eneste foragtet menneske. Menneskene kan nægte at tage imod hans kærlighed, de kan vandre bort fra ham, de kan vælge en anden herre, men de tilhører alligevel Gud, og han længes efter at få dem tilbage. Han siger: "Som en hyrde tager sig af sin hjord på stormvejrets dag, således tager jeg mig af min hjord og redder den fra de steder hvorhen de spredtes på skyernes og mulmets dag." ret
(184) I lignelsen går hyrden ud for at søge efter ét mistet får det mindste tal, som kan tælles. Således ser vi, at hvis der kun havde været én fortabt synder ville Kristus have givet sit liv for den ene. ret
(184) Et får som har forvildet sig bort fra folden, er det mest hjælpeløse af alle dyr Hyrden må lede efter det, for det kan ikke selv finde tilbage. Sådan er det også med det menneske, der er vandret bort fra Gud. Det er lige så hjælpeløst som det mistede får og hvis ikke Gud i sin kærlighed var kommet for at frelse det, ville det aldrig have fundet vej til Gud. ret
(184) Hyrden, som opdager at der mangler et af hans får ser ikke ligegyldigt på flokken, der er i sikkerhed i folden, og siger: "Jeg har nioghalvfems, og det vil være alt for besværligt for mig at gå og lede efter det, der har forvildet sig. Det kan selv komme tilbage, så vil jeg åbne døren til folden og lade det komme ind." Nej, aldrig så snart er fåret blevet borte, før hyrden bliver grebet af sorg og uro Han tæller flokken den ene gang efter den anden. Når han er sikker på, at han har mistet et får sover han ikke. Han forlader de nioghalvfems i folden og går ud for at søge efter det får der er faret vild. Jo mørkere og jo mere stormfuld natten er og jo farligere vejen er desto større er hyrdens ængstelse, og desto ivrigere søger han. Han gør alt, hvad han kan, for at finde det ene mistede får ret
(185) Det er en stor lettelse for ham, når han hører den første svage brægen i det fjerne. Han følger lyden og klatrer op ad de stejleste skrænter han går ud til afgrundens rand og sætter sit eget liv på spil. Sådan søger han, medens fårets brægen, der bliver svagere, siger ham, at det er døden nær til sidst bliver han belønnet for sine anstrengelser: det mistede er fundet. Så skænder han ikke på det, fordi det har voldt ham så meget besvær Han driver det ikke frem med kæppen. Han prøver end ikke at lede det hjem. I sin glæde tager han det skælvende dyr på sine skuldre; hvis det er forslået og såret, bærer han det i sine arme og trykker det tæt ind til sig for at varme det, så det kan leve. Han bærer det tilbage til folden i taknemmelighed over at han ikke har søgt forgæves. ret
(185) Takket være Gud, han har ikke beskrevet et billede for os af en bedrøvet hyrde, der vender hjem uden fåret. Lignelsen taler ikke om skuffelse, men om glæden over at det mistede blev fundet. Her findes beviset på, at ikke en eneste, der har forvildet sig bort fra Guds fold, bliver glemt, ikke en bliver overladt til sig selv Enhver der vil lade sig frelse, vil Kristus redde fra fordærvelsens afgrund og fra syndens torne. ret
(186) Fortvivlede menneske, fat mod, selv om du har syndet. Tro ikke, at Gud måske vil tilgive dig dine overtrædelse og tillade dig at nærme dig ham. Gud har taget det første skridt. Medens du endnu gjorde oprør mod ham, gik han ud for at søge dig. Med hyrdens ømme kærlighed forlod han de nioghalvfems og gik ud i ødemarken for at finde det, der var tabt. Den synder der er kvæstet og såret og lige ved at omkomme, omslutter han med sine arme og bærer den med glæde til den sikre fold. ret
(186) Jøderne lærte, at synderen først måtte angre, før han kunne få del i Guds kærlighed. Efter deres mening var anger noget, der gjorde menneskene fortjent til Himmelens gunst, og det var denne tanke, der fik farisæerne til at udbryde i forbavselse og vrede: "Den mand tager imod syndere." Ifølge deres mening burde han ikke tillade andre at nærme sig ham end dem, der havde angret. Men i lignelsen om det mistede får lærer Kristus os, at frelsen ikke fås ved, at vi søger efter Gud, men ved, at Gud søger efter os. "Der er ingen forstandig, der er ingen, som søger Gud, afvegne er alle." Vi angrer ikke, for at Gud skal elske os, men han åbenbarer sin kærlighed for os, for at vi skal angre. ret
(186) Når det vildfarne får endelig bringes hjem, udtrykker hyrden sin taknemmelighed i lovsange. Han kalder på sine venner og naboer og siger til dem: "Glæd jer med mig; thi jeg har fundet mit får som jeg havde mistet." Når en forvildet synder bliver fundet af den store fårenes hyrde, bliver der således glæde og taksigelse både i Himmelen og på jorden. ret
(187) "Således bliver der mere glæde i Himmelen over én synder som omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke trænger til omvendelse." I, farisæere, sagde Kristus, regner jer for at være meget afholdt af Himmelen. I tror at I er sikre i jeres egen retfærdighed. Vid da, at hvis I ikke behøver at angre, gælder min gerning ikke jer Disse stakkels mennesker som føler deres fattigdom og synd, er netop dem, jeg er kommet for at frelse. Himmelens engle er interesserede i disse fortabte, som I foragter I klager og forarges, når en af dem slutter sig til mig, men vid, at englene glæder sig, og sejrssange genlyder i de himmelske sale. ret
(187) Rabbinerne sagde, at der er glæde i Himmelen, når en, der har syndet imod Gud, bliver tilintetgjort, men Jesus lærte, at tilintetgørelsens værk er fremmed for Gud. Det, som hele Himmelen finder glæde i, er genoprettelsen af Guds eget billede i de mennesker som han har skabt. ret
(187) Når en, der kommet langt ud i synd, prøver at vende tilbage til Gud, møder han kritik og mistillid. Der er dem, som tvivler på, at hans anger er oprigtig, eller hvisker: "Han er ikke standhaftig, jeg tror ikke, at han vil holde ud." Disse mennesker udfører ikke Guds gerning, men Satans, som er brødrenes anklager Den Onde håber at gøre det menneske modløst på grund af deres kritik og drive ham endnu længere bort fra håbet og fra Gud. Lad den angrende synder tænke på glæden i Himmelen over at det mistede bringes tilbage. Lad ham stole på Guds kærlighed og ikke på nogen måde blive mismodig på grund af farisæernes hån og mistanke. ret
(188) Rabbinerne forstod, at Kristi lignelse angik tolderne og synderne, men den betyder også noget mere. Med det mistede får fremstiller Kristus ikke alene den enkelte synder men den eneste verden, som har gjort oprør og er blevet ødelagt af synden. Denne verden er kun et atom i Guds store univers, og alligevel er denne lille faldne klode det ene mistede får mere dyrebar for ham end den i og halvfems, der ikke gik bort fra folden. Kristus, den elskede leder i de himmelske sale, kom ned fra det høje og gav afkald på den herlighed, han havde hos Faderen, for at frelse denne ene fortabte verden. Det var for den, han forlod de syndfri verdener de nioghalvfems, som elskede ham, og kom ned til denne jord for at blive såret for vore overtrædelser" og "knust for vor brødes skyld". Gud gav sig selv i sin Søn, for at han kunne få den glæde at få det mistede får tilbage. ret
(188) "Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn." Og Kristus siger: "Ligesom du har sendt mig til verden, således har jeg også sendt dem til verden," for at udfylde, "hvad der mangler af Kristus-trængsler", "til bedste for hans legeme, kirken". Hver eneste en, som Kristus har frelst, er kaldet til at virke i hans navn for fortabtes frelse. Denne gerning var blevet forsømt i Israel. Bliver den ikke også forsømt i dag af dem, der bekender sig til at være Kristi efterfølgere? ret
(189) Hvor mange af de vildfarne har du søgt efter og bragt tilbage til folden? Når du vender dig bort fra dem, som synes frastødende og utiltalende, er du da klar over at du forsømmer dem, som Kristus søger efter? Netop når du vender dig bort fra dem, behøver de måske mest din medfølelse. På hvert eneste sted, hvor man samles for at tilbede Gud, findes der mennesker som længes efter hvile og fred. Det ser måske ud, som om de lever et sorgløst liv, men de er ikke ufølsomme over for Helligåndens påvirkning. Mange blandt dem kunne vindes for Kristus. ret
(189) Hvis det mistede får ikke bliver bragt tilbage til folden, vil det blive ved med at vandre omkring, til det omkommer og der er mange mennesker som går deres undergang i møde af mangel på en kærlig hånd, der udrækkes for at frelse dem. Disse fejlende mennesker er tilsyneladende hårde og ubesindige, men dersom de havde haft de samme anledninger som andre, kunne de have åbenbaret et langt ædlere sindelag og brugt deres evner til nyttig tjeneste. Englene føler medynk med disse fortabte mennesker Engle græder medens menneskers øjne er tørre og deres hjerter lukkede for medlidenhed. ret
(190) O, hvor der mangler en dyb, inderlig medlidenhed med de fristede og fejlende! O, om vi havde mere af Kristi sindelag og mindre, langt mindre af selvet! ret
(190) Farisæerne forstod, at Kristi lignelse var en irettesættelse til dem. I stedet for at godkende deres kritik af hans gerning havde han bebrejdet dem for at de forsømte tolderne og synderne. Han havde ikke gjort det åbenlyst, for at det ikke skulle lukke deres hjerter for ham, men hans lignelse fremstillede for dem den gerning, som Gud krævede af dem, og som de havde undladt at gøre. Dersom de havde været sande hyrder ville disse ledere i Israel have udført en hyrdes gerning. De ville have udvist Kristi barmhjertighed og kærlighed og ville have forenet sig med ham i hans gerning. Da de nægtede at gøre det, viste de, at deres fromhed var uægte. Nu var der mange, som ikke tog imod Kristi tilrettevisning, men der var nogle, som blev overbevist ved hans ord. Efter Kristi himmelfart kom Helligånden over disse og de forenede sig med hans disciple i den gerning, som var beskrevet i lignelsen om det mistede får ret
(191) Da Jesus havde fortalt lignelsen om det mistede får fremkom han med en anden og sagde: "Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én drakme, tænder hun så ikke lys og fejer huset og leder ivrigt, lige til hun finder den?" I østen bestod de fattiges huse som regel kun af et mørkt værelse uden vinduer Værelset blev ikke fejet ret ofte, og en mønt, der faldt på gulvet, ville hurtigt blive dækket af støv og snavs. For at den kunne blive fundet, måtte der selv om dagen tændes et lys, og huset måtte fejes grundigt. Hustruens medgift bestod sædvanligvis af mønter som hun gemte omhyggeligt som sine kæreste ejendele, der skulle overlades til hendes egne døtre. Tabet af en af disse mønter ville blive betragtet som en alvorlig ulykke, og når den blev genfundet, ville der blive stor glæde, som kvinderne i nabolaget var rede til at tage del i. ret
(191) "Når hun har fundet den," sagde Kristus, "kalder hun sine veninder og naboersker sammen og siger Glæd jer med mig; thi jeg har fundet den drakme, som jeg havde tabt. Sådan siger jeg jer bliver der glæde hos Guds engle over én synder som omvender sig." ret
(191) Denne lignelse fortæller ligesom den foregående om tabet af noget, der kan findes igen efter en grundig eftersøgning, og om glæden derved. Men de to lignelser fremstiller to forskellige grupper mennesker Det mistede får ved, at det er fortabt. Det har forladt hyrden og fåreflokken, og det kan ikke redde sig selv. Det fremstiller dem, der er klar over at de er adskilt fra Gud, og som er besværede af rådvildhed, nedværdigelse og svære fristelser ben tabte mønt fremstiller dem, der er fortabt i overtrædelser og synder men som ikke er klar over deres stilling. De er fremmede for Gud, men de ved det ikke. Deres evige vel er i fare, men de er uvidende om det og ubekymrede. I denne lignelse lærer Kristus os, at selv de, der ikke bryder sig om, hvad Gud ønsker og kræver er genstand for hans ømme kærlighed. De skal også opsøges og bringes tilbage til Gud. ret
(192) Fåret vandrede bort fra folden, det for vild i ødemarken eller på bjergene. Sølvmønten tabtes i huset. Den var ikke langt borte, men alligevel kunne man ikke finde den uden at søge flittigt. ret
(192) Denne lignelse indeholder en lærdom for forældre og børn. Der hersker ofte en stor ligegyldighed i hjemmene med hensyn til medlemmernes evige vel. Der kan være en iblandt dem, som er vandret bort fra Gud, men hvor føles der dog kun lidt uro og ængstelse i familien, for at en af Guds betroede gaver skal mistes. ret
(192) Mønten, der ligger mellem støvet og snavset, er stadig et stykke sølv. Ejeren leder efter det, fordi det er værdifuldt. Således er ethvert menneske også dyrebart i Guds øjne, hvor plettet det end er af synden. Ligesom mønten bærer regentens billede og navn, bar mennesket ved skabelsen og så Guds billede og navn, og selv om det nu er blevet skæmmet og utydeligt under syndens påvirkning, forbliver der dog spor af denne indskrift i hvert menneske. Gud ønsker at få det tilbage og atter at tegne sit billede der i retfærdighed og hellighed. ret
(193) Kvinden i lignelsen søger flittigt efter sin tabte drakme. Hun tænder et lys og fejer huset. Hun flytter alt, der kan stå hende i vejen. Skønt det kun er en mønt, hun har tabt, ophører hun ikke med at søge, før den ene mønt er fundet. Således burde det også være i hjemmene. Hvis et familiemedlem er tabt for Gud, burde man gøre alt for at vinde det tilbage. Alle de øvrige burde ransage sig selv meget nøje og undersøge, hvorledes deres liv og færden er. Læg mærke til, om der ikke er en eller anden fejltagelse, en eller anden forkert handlemåde, som er skyld i, at det ikke er blevet omvendt, ret
(193) Hvis der er et barn i familien, der ikke er klar over sin syndige tilstand, burde forældrene ikke unde sig ro. Tænd lyset. Ransag Guds ord og lad alt i hjemmet blive nøje undersøgt i lyset deraf for at finde grunden til, at dette barn er tabt. Lad forældrene ransage deres hjerter og lægge mærke til deres vaner og skikke. Børn er en arv fra Gud, og vi er ansvarlige over for ham med hensyn til, hvordan vi passer på hans ejendom. ret
(193) Der er fædre og mødre, som længes efter at arbejde i fremmedmissionen; der er mange, der tager aktiv del i kristeligt arbejde uden for hjemmet, medens deres egne børn er fremmede over for Frelseren og hans kærlighed. Arbejdet med at vinde børnene for Kristus overlader mange forældre til prædikanten eller sabbatsskolelæreren, men ved at gøre dette tilsidesætter de deres eget ansvar som Gud har pålagt dem. Den højeste tjeneste, som forældre kan yde Gud, er at oplære og uddanne deres børn til at tro på ham. Det er en gerning, som kræver tålmodigt arbejde, en livslang flittig og udholdende anstrengelse. Ved at forsømme dette betroede hverv viser vi, at vi er utro husholdere. Gud vil ikke tage imod nogen undskyldning for en sådan forsømmelse. ret
(194) Men de, der har gjort sig skyldige i forsømmelse, behøver ikke at fortvivle. Kvinden, hvis mønt var tabt, søgte, indtil hun fandt den. Således bør forældre også arbejde og bede for deres kære i kærlighed og tro, indtil de kan komme til Gud og med glæde sige: "Se, jeg og de børn, Herren gav mig." ret
(194) Dette er sandt hjemmemissionsarbejde, og det er lige så gavnligt for dem, der udfører det, som for dem, det gøres for Ved at vise interesse for den hjemlige kreds bliver vi skikkede til at arbejde for medlemmerne i Herrens store familie, som vi skal bo sammen med gennem evighedernes evigheder om vi forbliver tro mod Kristus. Vi skal vise den samme interesse for vore brødre og søstre i Kristus, som medlemmerne i en familie har for hinanden. ret
(195) Og det er Guds plan, at alt dette skal gøre os skikkede til at arbejde for endnu flere. Når vi får større interesse for andre og mere kærlighed, vil vi finde noget at gøre overalt. Guds store husholdning omfatter hele verden, og man må ikke forsømme og forbigå en eneste, der tilhører den. ret
(195) Hvor vi end er, er der en tabt sølvmønt, som venter på, at vi skal søge efter den. Søger vi efter den? Dag efter dag træffer vi mennesker der ikke er interesserede i religiøse ting; vi taler med dem, vi besøger dem; viser vi, at vi har interesse for deres åndelige vel? Fremholder vi Kristus for dem som Frelseren, der tilgiver synd? Fortæller vi dem om Kristi kærlighed, som brænder i vore egne hjerter? Hvis vi ikke gør det, hvordan vil vi så kunne møde disse sjæle, fortabte, evigt fortabte når vi står foran Guds domstol sammen med dem? ret
(195) Hvem kan beregne værdien af et menneske? Dersom du vil vide, hvad det er værd, må du gå til Getsemane og våge der sammen med Kristus i de angstens timer da hans sved blev som bloddråber Se på Frelseren, der hænger på korset. Hør hans fortvivlede råb: "Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" Se på det sårede hoved, den gennemstungne side, de sønderrevne fødder Husk, at Kristus vovede alt. Selv Himmelen var i fare for vor frelses skyld. Ved korsets fod kan du måske fatte, hvad vi er værd, når du erindrer at Kristus ville have givet sit liv for en eneste synder ret
(196) Hvis du har samfund med Kristus, vil du bedømme hvert menneske efter hans målestok. Du vil føle den samme dybe kærlighed for andre, som Kristus har følt for dig. Da vil du kunne vinde, ikke bortdrive, tiltrække, ikke frastøde dem, som han døde for Ingen vil nogensinde være blevet ført tilbage til Gud, hvis Kristus ikke havde gjort en personlig indsats for deres skyld, og det er ved personligt arbejde, at vi kan frelse de fortabte. Når du ser mennesker haste mod døden, vil du ikke sidde ligegyldig i ro og mag. Jo større deres synd og lidelse, des alvorligere og mere nænsomme vil dine anstrengelser være for at vinde dem tilbage. Du vil forstå. de lidendes trang, som har syndet imod Gud, og som er tyngede af skyldfølelse. Du vil have medlidenhed med dem, og du vil udrække din hånd for at hjælpe dem. Med troens og kærlighedens arme vil du bringe dem til Kristus. Du vil våge over dem og opmuntre dem, og din medfølelse og tillid vil gøre det vanskeligt for dem at forlade den rette vej. ret
(196) Alle Himmelens engle er rede til at samarbejde med dig i denne gerning. Alle Himmelens hjælpekilder står til deres rådighed, som søger at frelse de fortabte Engle vil hjælpe dig at nå de mest ligegyldige og forhærdede, og når en ledes tilbage til Gud, glædes alle i Himmelen. Serafer og keruber spiller på deres guldharper og synger lovsange til Gud og Lammet for deres barmhjertighed og miskundhed mod menneskenes børn. ret