Kristi lignelser kapitel 18fra side221.     Fra side 219 i den engelske udgave.

ren side - tilbage

»Gå ud ved vejene og ved gærderne«

(221)   Frelseren var gæst ved et måltid hos en farisæer. Han tog imod indbydelser fra de rige såvel som de fattige, og som han havde for skik, benyttede han anledningen til at fremdrage lærdomme fra omgivelserne for at illustrere sandheden. Det hellige gæstebud var blandt jøderne knyttet til alle deres nationale og religiøse festligheder. Det var for dem billedet på det evige livs velsignelser. Det store gæstebud, hvor de skulle sidde sammen med Abraham, Isak og Jakob, medens hedningerne stod udenfor og så til med længselsfulde blikke, var et emne, som de elskede at dvæle ved. Den advarsel og undervisning, som Kristus ønskede at bringe dem, belyste han nu med lignelsen om det store gæstebud. Jøderne havde til hensigt at beholde både Guds nuværende og fremtidige velsignelser for sig selv. De ønskede ikke, at hedningerne skulle få del i Guds nåde. Med lignelsen viste Kristus, at de selv netop på det tidspunkt var ved at forkaste indbydelsen til at tage imod nåden kaldet til Guds rige. Han viste, at den indbydelse, som de havde ringeagtet, skulle sendes til dem, som de foragtede, dem, som de var veget tilbage for som om de var spedalske, man skulle gå uden om. ret

(222)   Da farisæeren valgte sine gæster til festmåltidet, havde han taget hensyn til sine egne egenkærlige interesser Kristus sagde til ham: "Når du beder gæster til middag eller til aften, så indbyd ikke dine venner eller dine brødre eller dine slægtninge eller dine rige naboer for at de måske skal indbyde dig igen og du få gengæld. Men når du gør et gilde, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde! Da skal du være salig; thi de har intet at gengælde dig med; men det skal blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse." ret

(222)   Kristus gengav her den undervisning, han havde givet til Israel ved Moses. Om deres hellige fester havde Herren befalet, at den fremmede, den faderløse og enken inden dine porte kan komme og spise sig mæt deraf. Disse sammenkomster skulle være som en anskuelsesundervisning for Israel. Idet folket således lærte glæden ved sand gæstfrihed, skulle de hele året igennem drage omsorg for de sørgende og de fattige. Og disse fester havde også en dybere betydning. De åndelige velsignelser der var givet til Israel, skulle ikke gælde dem alene. Gud havde skænket dem livets brød, for at de skulle dele det med verden. ret

(223)   Denne gerning havde de ikke fuldbyrdet. Kristi ord var en irettesættelse for deres egenkærlighed. Hans ord var ubehagelige for farisæerne. En af dem, der håbede at lede samtalen hen på noget andet, udbrød med en skinhellig mine: "Salig er den, som holder måltid i Guds rige!" Denne mand talte med stor overbevisning, som om han selv var sikker på at få en plads i riget. Hans indstilling var lig deres indstilling, der glæder sig over at være frelst ved Jesus Kristus, selv om de ikke opfylder de betingelser som frelsen er afhængig af. Hans sind var ligesom Bileams, dengang han bad: "Min sjæl dø de oprigtiges død, og mit endeligt vorde som deres." Farisæeren tænkte ikke på, om han selv var skikket til at komme i Himmelen, men på, hvad han håbede at glæde sig over i Himmelen. Hans bemærkning var blevet udtalt i den hensigt at lede festdeltagernes tanker bort fra emnets anvendelse i praksis. Han ønskede at lede dem bort fra nutiden til engang langt ud i fremtiden ved de retfærdiges opstandelse. ret

(223)   Kristus så, hvad der boede i hyklerens hjerte, og idet han fæstede blikket på ham, belyste han for de tilstedeværende deres nuværende forrettigheders beskaffenhed og værdi. Han viste dem, at de havde deres del at udføre netop på den tid for at kunne få del i fremtidens velsignelser ret

(223)   "Der var en mand," sagde Jesus, "som ville gøre et stort festmåltid og indbød mange." Da tiden for festen kom, sendte værten sin tjener ud til de indbudte gæster med endnu en indbydelse: "Kom! for nu er det rede." Men de viste en ejendommelig ligegyldighed. "De begyndte alle som én at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og er nødt til at gå ud og se på den; jeg beder dig have mig undskyldt! Og en anden sagde: Jeg har købt fem par okser og nu skal jeg ud og prøve dem; jeg beder dig have mig undskyldt. Og en sagde: Jeg har taget mig en hustru til ægte, og derfor kan jeg ikke komme." ret

(224)   Der lå ingen tvingende nødvendighed til grund for nogen af undskyldningerne. Manden, som var nødt til at gå ud og se på sin mark, havde allerede købt den. At han havde så travlt med at komme ud for at se på den, skyldtes, at hans tanker var fuldstændig optaget af nyerhvervelsen. Okserne var også allerede købt, og det var kun for at tilfredsstille køberens nysgerrighed, at han måtte ud og prøve dem. Den tredje undskyldning var lige så ubegrundet som de andre. Det, at den indbudte gæst havde giftet sig, behøvede ikke at have hindret ham i at være til stede ved festen. Hustruen ville også være blevet budt velkommen. Men han havde sine egne planer for at skaffe sig glæde og fornøjelser og han syntes, at de var meget bedre end den fest, som han havde lovet at være med til. Han havde lært at finde behag i et andet selskab end værtens. Han bad ikke om undskyldning, han prøvede ikke engang at være høflig. Hans afslag: "Derfor kan jeg ikke komme" skulle kun dække over sandheden: "Jeg bryder mig ikke om at komme." ret

(225)   Alle undskyldningerne viser at tankerne var optaget af andre ting. Disse indbudte gæster var blevet fuldstændig grebet af andre interesser. Indbydelsen, som de havde lovet at efterkomme, blev skubbet til side, og de fornærmede den gæstfrie ven ved deres tarvelige opførsel. ret

(225)   Med lignelsen om det store gæstebud viser Kristus de velsignelser som tilbydes gennem evangeliet, og disse velsignelser er intet mindre end Kristus selv. Han er brødet, som kommer ned fra Himmelen, og fra ham flyder frelsens kilder. Herrens sendebud havde forkyndt Frelserens komme for jøderne, de havde peget hen til Kristus som "Guds lam, som bærer verdens synd." Til det gæstebud, som han gav tilbød Gud dem den største gave, som Himmelen kan give, en gave, der er uden lige. Guds kærlighed havde tilvejebragt det kostbare gæstebud og havde sørget for uudtømmelige forrådskamre. "Om nogen spiser af det brød," sagde Kristus, "han skal leve til evig tid." ret

(225)   Men for at kunne tage imod indbydelsen til evangeliets fest må de lade deres verdslige interesser vige for den ene interesse at modtage Kristus og hans retfærdighed. Gud gav alt for menneskets skyld, og nu beder han mennesket sætte ethvert jordisk og egenkærligt hensyn til side for at kunne tjene ham. Han kan ikke tage imod et delt hjerte. Et hjerte, der er optaget af jordiske interesser kan ikke overgives til Gud. ret

(226)   Denne lærdom gælder enhver tid. Vi må følge Guds lam, hvor som helst det går Vi må vælge hans ledelse og sætte større pris på fællesskabet med ham end med venner her på jorden. Kristus siger: "Den, som elsker fader eller moder mere end mig, er mig ikke værd, og den, som elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd." ret

(226)   Der var mange på Kristi tid, der gentog ordene: "Salig er den, som holder måltid i Guds rige," når de sad rundt om familiens bord og brød det daglige brød. Men Kristus viste, hvor vanskeligt det var at finde gæster til det bord, som havde kostet så uendelig meget. De, der lyttede til hans ord, vidste, at de havde ringeagtet hans nådige indbydelse. Denne verdens besiddelser rigdomme og fornøjelser var alt, hvad de havde tanke for Alle som en undskyldte de sig. ret

(226)   Således er det også i vore dage. De undskyldninger som blev brugt til at afslå indbydelsen til gæstebuddet, omfatter alle de undskyldninger der benyttes til at nægte at tage imod evangeliet. Mange erklærer at de ikke kan sætte deres forhåbninger i verden på spil ved at lytte til evangeliets krav. De regner deres timelige interesser for at være af større værdi end det, der hører evigheden til. Netop de velsignelser som de har modtaget fra Gud, bliver en hindring, der skiller dem fra deres skaber og forløser. De ønsker ikke at blive forstyrrede i deres verdslige foretagender og de siger til nådens sendebud: "Gå for denne gang; når jeg får tid, vil jeg lade dig kalde." Andre fremkommer med de vanskeligheder som ville opstå i deres omgangskreds, hvis de adlød Guds kald. De siger at de ikke synes om at være anderledes end deres slægtninge og venner. Således viser de, at de opfører sig på nøjagtig samme måde som de mennesker der er beskrevet i lignelsen. Gæstebuddets Herre betragter deres dårlige undskyldninger som et tegn på foragt for hans indbydelse. ret

(227)   Manden, som sagde: "Jeg har taget mig en hustru til ægte, og derfor kan jeg ikke komme," repræsenterer en stor gruppe mennesker der er mange, som tillader deres hustruer eller mænd at hindre dem i at lytte til Guds kald. Manden siger: "Jeg kan ikke adlyde min samvittighed, når min hustru har noget imod det. Hendes indflydelse ville gøre, det overordentlig vanskeligt for mig at gøre det." Hustruen hører den nådige indbydelse: "Kom! for nu er det rede," og hun siger: "Jeg beder dig have mig undskyldt. Min mand ønsker ikke at tage imod den venlige indbydelse. Han siger at hans forretning hindrer ham i det. Jeg må følge min mand, og derfor kan jeg ikke komme." Børnenes hjerter er rørt. De ønsker at komme, men de elsker deres forældre, og da disse ikke agter på kaldet til frelse, mener børnene, at man ikke forventer at de skal tage imod det. De siger også: "Hav mig undskyldt." ret

(228)   Alle disse afslår Frelserens indbydelse, fordi de er bange for splittelser i familien. De mener at de kan sikre freden og lykken i hjemmet ved at nægte at adlyde Gud, men det er et bedrag. De, der sår egenkærlighed, vil høste egenkærlighed. Ved at forkaste Kristi kærlighed forkaster de det, der alene kan gøre menneskers kærlighed ren og trofast. De vil ikke alene gå glip af Himmelen, men vil miste den sande glæde ved det, som var årsag til, at de gav afkald på Himmelen. ret

(228)   I lignelsen fortælles, at husbonden hørte, hvordan man havde taget imod hans indbydelse, og han blev vred og sagde til sin tjener: Gå straks ud på byens gader og stræder og før fattige og vanføre og blinde og lamme herind." ret

(228)   Værten vendte sig bort fra dem, der havde foragtet hans rige gaver og indbød en klasse mennesker der ikke havde overflod, der ikke ejede huse og jord. Han indbød dem, der var fattige og sultne, og som ville være taknemmelige for det veldækkede bord, han havde beredt. "Toldere og skøger," sagde Jesus, "skal gå ind i Guds rige førend I." Hvor usle de mennesker end er som andre foragter og vender sig bort fra, er de dog ikke for ringe, for usle til, at Gud lægger mærke til dem og elsker dem. Kristus længes efter at bekymrede, trætte, nedtrykt mennesker skal komme til ham. Han ønsker at give dem den glæde og fred, som ikke findes andre steder De største syndere er genstand for hans store, oprigtige medlidenhed og kærlighed. Han sender sin Helligånd, så den kan tale til dem med sin milde stemme og søge at drage dem til ham. ret

(229)   Tjeneren, som kom med de fattige og blinde, meldte: "Herre! det er sket, som du befalede, men der er plads endnu." Og herren sagde til tjeneren: "Gå ud på vejene og ved gærderne og nød dem til at gå ind, så mit hus kan blive fuldt." Her henviste Kristus til evangeliets gerning uden for jødedommens grænser: på verdens veje og stræder. ret

(229)   I lydighed mod denne befaling sagde Paulus og Barnabas til jøderne: "Det var nødvendigt, at Guds ord først skulle tales til jer; men siden I forkaster det og ikke agter jer selv værdige til det evige liv, se, så vender vi os nu til hedningerne. Thi således har Herren befalet os: Jeg har sat dig til hedningers lys, at du skal blive til frelse indtil jordens ende." Da hedningerne hørte dette, blev de glade og priste Herrens ord, og de kom til troen, så mange, som var bestemt til evigt liv." ret

(229)   Evangeliet, som blev forkyndt af Jesu disciple, var budskabet om hans første komme til verden. Det bragte menneskene det glade budskab om frelse ved troen på ham. Det viste frem til hans andet komme i herlighed for at forløse sit folk, og det fremstillede for menneskene håbet om, at de ved tro og lydighed ville få del i de helliges arvelod i lyset. Dette budskab forkyndes for menneskene i vore dage, men nu forbindes det med budskabet om Kristi snare genkomst. De tegn, som han selv gav på sit komme, er blevet opfyldt, og ved at læse den undervisning, som findes i Guds ord, kan vi vide, at Herren er nær for døren. ret

(230)   I Åbenbaringens bog forudsiger Johannes forkyndelsen af evangeliet lige før Kristi andet komme. Han ser en engel flyve midt oppe under himmelen; han havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, for alle folkeslag og stammer og tungemål og folk. Og han råbte med høj røst: Frygt Gud og giv ham ære; thi nu er hans doms time kommet. ret

(230)   Denne advarsel om dommen og budskaberne i forbindelse med den bliver i profetien efterfulgt af Menneskesønnens komme i himmelens skyer Kundgørelsen om dommen fortæller at Kristi andet komme står for døren. Og denne kundgørelse kaldes det evige evangelium. Således ser vi, at forkyndelsen af Kristi andet komme som nært forestående, er en væsentlig del af evangeliet. ret

(230)   Bibelen fortæller at menneskene i de sidste dage vil være optaget af verdslige foretagender af fornøjelser og af at tjene penge. De vil være blinde for de evige værdier Kristus siger: "Ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme. Som de levede i dagene før syndfloden: de åd og drak, tog til ægte og gav til ægte lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og de ænsede intet, før syndfloden kom og rev dem alle bort sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme." ret

(231)   Netop sådan er tilstandene i vore dage. Menneskene jager af sted for at skaffe sig vinding og tilfredsstille selvet, som om der ikke var nogen Gud, nogen Himmel eller noget liv efter dette. På Noas tid blev advarslen om syndfloden sendt for at vække menneskene op af deres syndige liv og lede dem til omvendelse; således har også budskabet om Kristi snare genkomst til hensigt at drage menneskenes tanker bort fra det verdslige, som de er så optaget af. Det har til opgave at skaffe interesse hos dem for de evige værdier så at de vil tage imod indbydelsen til Herrens store gæstebud. ret

(231)   Indbydelsen til at tage imod evangeliet skal gives til hele verden, - til "alle folkeslag og stammer og tungemål og folk." Den sidste advarsel med tilbud om nåde skal oplyse hele jorden med sin herlighed. Den skal nå til alle klasser i samfundet, rige og fattige, høje og lave. "Gå ud på vejene og ved gærderne" siger Kristus, "og nød dem til at gå ind, så mit hus kan blive fuldt." ret

(231)   Verden går sin undergang i møde, fordi den mangler evangeliet. Der er en hunger efter Guds ord. Der er kun få, der forkynder ordet uden at iblande menneskers overleveringer Skønt menneskene står med Bibelen i hænderne, modtager de ikke de velsignelser som Gud har ladet nedskrive i den til dem. Herren opfordrer sine tjenere til at bære budskabet ud til folk. Det evige livs ord må gives til dem, der er ved at omkomme i deres synder. ret

(232)   I befalingen om at gå ud på vejene og ved gærderne fremstiller Kristus den gerning, som alle, han kalder til at virke i sit navn, skal udføre. Hele verden er Kristi forkynderes arbejdsmark. Hele den menneskelige familie er indbefattet i deres menighed. Herren ønsker at hans nådes ord skal forkyndes for hvert eneste menneske. ret

(232)   Dette må for en stor del udføres ved personligt arbejde. Det var den måde, Kristus arbejdede på. Hans gerning bestod hovedsageligt i personlige samtaler Han virkede samvittighedsfuldt, selv om det kun gjaldt én tilhører og gennem denne ene blev budskabet ofte forkyndt for mange tusinde. ret

(232)   Vi skal ikke vente, til menneskene kommer til os, vi skal opsøge dem, hvor de er Når ordet er blevet forkyndt fra prædikestolen, er gerningen kun netop lige begyndt. Der er utallige, som aldrig vil høre evangeliet, medmindre det bliver bragt til dem. ret

(232)   Indbydelsen til gæstebuddet blev først bragt til jødefolket, det folk, som var blevet kaldet til at stå som lærere og ledere blandt menneskene, det folk, som var i besiddelse af de profetiske bogruller der forudsagde Jesu første komme, og som var betroet den sindbilledlige offertjeneste, der pegede frem til hans gerning. Dersom præsterne og folket havde agtet på indbydelsen, ville de have forenet sig med Kristi disciple og været med til at bringe evangeliet til verden. Sandheden blev sendt til dem, for at de skulle bringe den videre. Da de nægtede at tage imod indbydelsen, blev den sendt til de fattige, vanføre, blinde og lamme. Toldere og syndere tog imod den. Når evangeliets indbydelse bringes til hedningerne, bør den samme plan følges. Budskabet skal først bringes "ud på vejene" - til dem, der tager aktiv del i arbejdet i samfundet, til lærere og ledere blandt folket. ret

(233)   Herrens sendebud må have dette i tanke. Fårenes hyrder lærerne, der er udvalgt af Gud, bør give agt på denne anvisning. De, der hører til de højere klasser i samfundet, bør opsøges med venlighed og forståelse. Mænd i forretningsverdenen, i høje betroede stillinger mænd med evner til at opfinde og med videnskabelig indsigt, talentfulde mænd, evangeliets forkyndere, hvis tanker ikke har været henvendt på de særlige sandheder for vor tid, disse mennesker burde være de første, der skulle høre kaldet. Indbydelsen må gives til dem. ret

(233)   Der er en gerning, som bør udføres for de velstående. Det er nødvendigt, at man leder dem til at forstå deres ansvar som dem, der er betroet Himmelens gaver De behøver at blive mindet skal dømme levende og døde. Den rige har brug for den gerning, du kan udføre for ham i kærlighed og gudsfrygt. Alt for ofte stoler han på sin rigdom og er ikke klar over den fare, han er i. Det er nødvendigt, at han får øjnene op for de værdier der varer evigt. Han behøver at forstå kilden til sand godhed, som siger: "Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let." ret

(234)   De, der nyder anseelse i verden på grund af deres uddannelse, rigdom eller stilling, får sjældent nogen personlig henvendelse med hensyn til deres sjæls behov. Mange af Kristi forkyndere nærer betænkeligheder ved at henvende sig til dem. Det burde ikke være sådan. Dersom et menneske var ved at drukne, ville vi ikke blive stående og se ham drukne, fordi han var sagfører grosserer eller dommer. Hvis vi så mennesker der var ved at styrte sig ud over en afgrund, ville vi ikke undlade at kalde dem tilbage, hvad deres beskæftigelse og stilling i livet end var. Vi burde heller ikke tøve, når det gælder om at advare mennesker om den fare, deres evige vel er i. ret

(234)   Ingen burde forsømmes, fordi de tilsyneladende er helt optaget af verdslige anliggender. Mange af dem, der hører til de højere klasser i samfundet, er sorgbetyngede og trætte af verdens tomhed. De længes efter en fred, som de ikke ejer. Blandt de højeste rangklasser findes der mennesker som hungrer og tørster efter frelse. Mange ville tage imod hjælp, dersom Herrens tjenere ville henvende sig personligt til dem med venlighed og med et hjerte, der var fyldt med Kristi ømme kærlighed. ret

(235)   Evangeliets fremgang er ikke afhængig af lærde foredrag, veltalende vidnesbyrd eller dybsindige bevisgrunde. Den er afhængig af budskabets enkelhed og dets tilpasning til de mennesker der hungrer efter livets brød. "Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?" dette er spørgsmålet, som mange længes efter at få besvaret. ret

(235)   Tusinder kan nås på den mest enkle og beskedne måde. De mest begavede, de, der betragtes som verdens mest talentfulde mænd og kvinder beriges ofte ved at lytte til en, der elsker Gud, og som med jævne ord kan tale om hans kærlighed lige så naturligt, som et verdsligt menneske taler om de ting, der interesserer ham mest. ret

(235)   Det er ofte, at de ord, som man har forberedt sig godt på og indstuderet grundigt, kun har ringe indflydelse, men ærlige og oprigtige udtalelser som en Guds søn eller datter fremkommer med i al enkelhed og beskedenhed, har kraft til at åbne dørene til de hjerter der længe har været lukket for Kristus og hans kærlighed. ret

(235)   Den, der arbejder for Kristus, må huske på, at han ikke skal virke i egen kraft. Han må træde frem for Guds trone i tro og tillid til hans magt til at frelse. Han må kæmpe med Gud i bøn og så arbejde, idet han benytter alle de hjælpemidler Gud har givet ham. Helligånden er stillet til hans rådighed. Engle vil hjælpe ham og stå ved hans side og tale til hjerterne. ret

(236)   Hvis lederne og lærerne i Jerusalem havde taget imod den sandhed, som Kristus forkyndte, hvor ville ikke deres by være blevet midtpunktet for evangelisk virksomhed! Det frafaldne Israel ville være blevet omvendt. En stor skare ville være blevet indsamlet til Herren, og hvor hurtigt ville de ikke have bragt evangeliet til alle verdensdele. Det samme ville være tilfældet i vore dage: hvis mænd med indflydelse og rige muligheder kunne vindes for Kristus, hvilken gerning ville da ikke kunne udføres gennem dem med at løfte de faldne, finde de forstødte og med at sprede budskabet om frelse vidt og bredt. Indbydelsen ville hurtigt blive givet og gæsterne samlet til Herrens gæstebud. ret

(236)   Men vi må ikke kun tænke på store og begavede mennesker og forsømme de fattigere klasser Kristus befaler også sine sendebud at gå til stræderne og gærderne, til de fattige og ringe på jorden. I de store byers baggårde og smalle gyder langs de ensomme veje på landet er der familier og enkelte personer måske fremmede i et fremmed land som ikke har nogen forbindelse med en kirke, og som i deres ensomhed kommer til at føle, at Gud har glemt dem. De forstår ikke, hvad de skal gøre for at blive frelst. Mange er faldet i synd. Mange lider nød. De er tyngede af lidelser savn, vantro, fortvivlelse. De lider af mange forskellige sygdomme både i sjæl og legeme. De længes efter at finde lindring for deres vanskeligheder og Satan frister dem til at søge den i lyster og fornøjelser der leder dem til undergang og død. Han tilbyder dem Sodomas æbler som vil forvandles til aske på deres læber De giver deres penge ud for det, der ikke er brød, og deres dagløn for det, der ikke kan mætte. ret

(237)   I disse lidende mennesker må vi se dem, Kristus kom for at frelse. Hans indbydelse til dem lyder: "Hid alle, som tørster her er vand, kom, I, som ikke har penge! Køb korn og spis uden penge, uden vederlag vin og mælk! Hør mig, så får I, hvad godt er at spise, eders sjæl skal svælge i fedt; bøj jeres øre, kom til mig, hør og eders sjæl skal leve!" ret

(237)   Gud har givet en særlig befaling om, at vi skal tage os af den fremmede, den udstødte og de stakkels mennesker som har en svag moral. Mange, der tilsyneladende er ligegyldige over for religiøse ting, længes af hjertet efter hvile og fred. Selv om de måske er sunket i den dybeste synd, er der mulighed for at frelse dem. ret

(237)   Kristi tjenere skal følge hans eksempel. Som han gik fra sted til sted, trøstede han de lidende og helbredte de syge. Derefter fremstillede han de store sandheder om sit rige for dem. Sådan skal hans efterfølgere også arbejde. Når du skaffer lindring for legemlig smerte, vil du finde udvej for at stille hjertets længsel. Du kan vise hen til den korsfæstede frelser og fortælle om den store læges kærlighed, som alene er mægtig til at frelse. ret

(238)   Fortæl de stakkels modfaldne, som er kommet på afveje, at de ikke behøver at fortvivle. Selv om de har fejlet og ikke har dannet den rette karakter har Gud glæder i vente for dem, ja, glæden over hans frelse. Han finder behag i at tage tilsyneladende håbløse mennesker dem, som Satan har benyttet som sine redskaber og gøre dem delagtige i sin nåde. Han glæder sig over at befri dem fra den vrede, som vil ramme de ulydige. Sig til dem, at der er lægedom og renselse for hvert eneste menneske. Der er en plads til dem ved Herrens bord. Han venter på at byde dem velkommen. ret

(238)   De, der går ud på vejene og ved gærderne, vil finde en helt anden slags mennesker som behøver deres hjælp. Der findes mennesker der følger alt det lys, de har og som tjener Gud, så godt som de formår. Men de er klar over at der er en stor gerning, som må gøres for dem selv og for andre omkring dem. De længes efter større kundskab om Gud, men de er kun lige begyndt at se de svage stråler af det større lys. Under bøn og tårer beder de om, at Gud vil sende dem den velsignelse, som de ved troen ser i det fjerne. Mange af disse mennesker kan findes midt i al ondskaben i de store byer. Mange af dem lever under meget beskedne forhold, og derfor lægger verden ikke mærke til dem. Der er mange, som præster og menigheder ikke kender til. Men de er Herrens vidner på ringe og usle steder. De har måske nok kun fået lidt lys og haft få anledninger til at opnå en kristen uddannelse, men blandt nøgenhed, sult og kulde søger de at hjælpe andre. Husholderne over Guds nådegaver må opsøge dem, besøge dem i hjemmet og ved Helligåndens kraft hjælpe dem i deres nød. Læs Bibelen med dem og bed med dem enkelt og ligefremt, som Helligånden leder Kristus vil give sine tjenere et budskab, der vil være som brød fra Himmelen for dem. Den dyrebare velsignelse vil blive bragt fra hjerte til hjerte og fra familie til familie. ret

(239)   Befalingen, som gives i lignelsen, om at nøde dem til at gå ind, er ofte blevet udlagt forkert. Man har ment, at det betød, at man skulle tvinge mennesker til at tage imod evangeliet. Men det betegner snarere, hvor indtrængende indbydelsen er og hvor kraftigt hensigten med den bør understreges. Evangeliet benytter aldrig magt for at bringe mennesker til Kristus. Dets budskab lyder: "Hid alle, som tørster her er vand." "Og Ånden og bruden siger Kom! Den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt." Kraften i Guds kærlighed og nåde tvinger os til at komme. ret

(240)   Frelseren siger: "Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig." Han lader sig ikke støde bort af foragt eller afvise af trusler men han bliver ved med at søge de fortabte og siger: "Hvor kan jeg ofre dig?" Skønt hans kærlighed afvises af det trodsige hjerte, vender han tilbage og siger endnu mere indtrængende: "Se, jeg står for døren og banker." Hans kærligheds dragende kraft nøder dem til at gå ind. Og de siger til Kristus: "Din nedladelse gjorde mig stor" ret

(240)   Kristus vil give sine sendebud den samme inderlige kærlighed, hvormed han selv søger efter de fortabte. Vi skal ikke nøjes med at sige "Kom!" Der er nogle, som hører kaldet, men deres ører er for sløve til at forstå, hvad det betyder Deres øjne er for blinde til at se, at der er noget godt i vente for dem. Mange er klar over deres dybe fornedrelse. De siger: "Jeg er ikke værd at hjælpe, lad mig være i fred." Men Guds tjenere må ikke give op. Prøv at opmuntre de forsagte og hjælpeløse med ømhed og inderlig kærlighed. Giv dem dit mod, dit håb, din styrke. Nød dem med venlighed til at komme. "Der er nogle, som I skal være barmhjertige imod: dem, der tvivler; frels dem, riv dem ud af ilden!" ret

(240)   Hvis Guds tjenere vil vandre med ham i tro, vil han give deres budskab kraft. De vil blive i stand til at fremholde hans kærlighed og faren ved at forkaste Guds nåde, så klart, at mennesker vil blive tvunget til at tage imod evangeliet. Kristus vil udføre vidunderlige mirakler hvis menneskene blot vil gøre den del, som Gud anviser dem. Der vil i vore dage kunne ske så store forandringer i menneskenes hjerter som der nogensinde er sket i svundne tider John Bunyan blev frelst fra at bande og svire og John Newton fra at handle med slaver til at forkynde budskabet om en korsfæstet frelser. En Bunyan og en Newton kan også frelses blandt vor tids mennesker. Ved menneskelige redskaber der samarbejder med Gud, kan mangen stakkels falden synder reddes og derefter selv søge at genoprette Guds billede i en anden. Der er nogle, som kun har haft meget dårlige anledninger der har vandret på vildfarelsens vej, fordi de ikke vidste bedre; til dem vil lysets stråler nå. Ligesom Kristi ord lød til Zakæus: "l dag bør jeg tage ind i dit hus" vil ordet lyde til dem; og man vil finde, at de, som tilsyneladende var forhærdede syndere, har hjerter så følsomme som et barns, fordi Kristus har nedladt sig til at lægge mærke til dem. Mange, som har levet i den største vildfarelse og synd, vil komme og indtage andres pladser som har haft anledninger og forrettigheder men ikke sat pris på dem. De vil blive regnet for Guds udvalgte, dyrebare for ham, og når Kristus kommer i sit rige, vil de stå nærmest ved hans trone. ret

(242)   Men, "tag jer i agt, at I ikke beder jer fri for ham, som taler." Jesus sagde: "Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid." De havde sagt nej til indbydelsen, og ingen af dem ville blive indbudt igen. Ved at forkaste Kristus forhærdede jøderne deres hjerter og overgav sig i Satans magt, så at det ville være umuligt for dem at tage imod Guds nåde. Sådan er det også nu. Hvis vi ikke skønner på Guds kærlighed og ikke lader den blive en iboende kraft, der kan blødgøre og ydmyge os, vil vi gå fortabt. Herren kan ikke give noget tydeligere bevis på sin kærlighed, end han har gjort. Hvis ikke Jesu kærlighed kan vinde sejr i vore hjerter findes der ikke nogen anden måde, som vi kan frelses på. ret

(242)   Hver gang du nægter at lytte til nådens budskab, styrkes du i din vantro. Hver gang du undlader at åbne din hjerte dør for Kristus, bliver du mere og mere uvillig til at lytte til hans stemme, når han taler til dig. Du vil få vanskeligt ved at tage imod anledningen, når kaldet lyder for sidste gang. Lad det ikke siges om dig, som der står om det gamle Israel: "Efraim er bundet til afgudsbilleder; lad ham fare," Lad ikke Kristus græde over dig, som han græd over Jerusalem og sagde: "Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! Og I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv!" ret

(242)   Vi lever i en tid, da det sidste budskab om frelse, den sidste indbydelse lyder til menneskenes børn. Befalingen: "Gå ud på vejene og ved gærderne," er ved at nå sin sidste opfyldelse. Kristi indbydelse vil blive givet til hvert eneste menneske. Tjenerne siger nu: "Kom! for nu er det rede." Himmelske engle virker endnu sammen med menneskelige redskaber Helligånden prøver på alle måder at få dig til at komme. Kristus ser efter et eller andet tegn, som vi ser at du er ved at fjerne slåen og åbne hjertedøren, så han kan komme ind. Engle venter på at forkynde for Himmelen, at endnu en fortabt synder er blevet fundet. De himmelske hærskarer står rede og venter på at slå harperne an og synge jubelsangen, fordi endnu en synder har taget imod indbydelsen til måltidet i Guds rige. ret

næste kapitel