(254) Kristus var ved at undervise, og som sædvanlig havde der samlet sig en del tilhørere foruden disciplene. Han havde talt til disciplene om de begivenheder som de snart skulle tage del i. De skulle forkynde de sandheder som han havde betroet dem, viden om, og de ville komme i strid med denne verdens herskere. For hans skyld ville de blive ført for retten, for øvrighed og konger Han havde lovet at give dem en sådan visdom, som ingen kunne modsige. Hans egne ord, som gjorde indtryk på mængdens hjerter og bragte forvirring hos hans snu modstandere, vidnede om den iboende Åndens kraft, som han havde lovet dem, der ville følge ham. ret
(254) Men der var mange, som kun ønskede Himmelens velsignelser for at kunne fremme deres egne egennyttige interesser De lagde mærke til den vidunderlige evne, Kristus havde, til at fremstille sandheden klart og tydeligt. De hørte løftet til hans disciple om visdom til at tale for regenter og dommere. Ville han ikke også give sin kraft til deres verdslige formål? ret
(255) "Og en mand i folkeskaren sagde til ham: Mester! sig til min broder at han skal skifte arven med mig." Gud havde givet anvisninger ved Moses med hensyn til at skifte ejendomme. Den ældste søn skulle have en dobbelt del af faderens ejendom, medens de yngre brødre skulle dele lige. Denne mand mener at hans broder har bedraget ham for hans arv. Hans egne anstrengelser for at sikre sig, hvad der tilkommer ham, har været forgæves, men hvis Kristus vil mægle, vil han sikkert kunne nå sit mål. Han har hørt Kristi alvorlige formaninger og hans strenge fordømmelse af de skriftkloge og farisæerne. Hvis så strenge ord kunne tales til denne broder ville han ikke vove at nægte at give den forurettede mand, hvad dertil kom ham. ret
(255) Medens Kristus havde givet denne alvorlige undervisning, havde denne mand åbenbaret sin egenkærlige karakter Han satte pris på Herrens dygtighed, som vel kunne fremme hans egne timelige interesser men de åndelige sandheder havde ikke gjort indtryk på hans sind og hjerte. Det eneste, han havde i tanke, var at vinde arven. Jesus, Herlighedens Konge, som var rig, men som for vor skyld blev fattig, viste ham den guddommelige kærligheds rige skatte Helligånden søgte at overtale ham til at blive arving til "en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig arv" Han havde set beviser på Kristi kraft. Nu var anledningen kommet, så han kunne tale til den store lærer om det, der lå ham mest på hjerte. Men ligesom det var med manden med riven i Bunyans "Pilgrimsvandring", havde han blikket fæstet mod jorden. Han lagde ikke mærke til kronen over sit hoved. Ligesom Simon troldmand regnede han kun Guds gave som et middel til at skaffe sig jordisk vinding. ret
(256) Frelserens mission på jorden nærmede sig hurtigt sin afslutning. Der var kun nogle få måneder tilbage, som han kunne benytte til at fuldende den gerning, han var kommet for at udføre for at oprette sin nådesrige. Og alligevel ser vi, at menneskers begærlighed kunne have bortledt hans opmærksomhed og fået ham til at tage del i en strid om et stykke jord. Men Jesus lod sig ikke aflede fra sin gerning. Hans svar var: "Menneske! hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?" ret
(256) Jesus kunne have sagt til denne mand netop, hvem der havde ret. Han kendte sagens rette sammenhæng, men brødrene kunne ikke enes, fordi begge var begærlige. I virkeligheden sagde Kristus: " Det hører ikke til gerning at afgøre den slags stridigheder." Han var kommet med noget andet for øje, nemlig at prædike evangeliet og på denne måde vække menneskene op til at forstå de evige værdier. ret
(256) For alle, der virker i Herrens gerning, ligger der en lærdom i den måde, Kristus behandlede sagen på. Da han udsendte de tolv, sagde han: "På jeres vandring skal I prædike og sige: Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, rens spedalske, uddriv onde ånder! I har fået det for intet, giv det for intet!" De skulle ikke tage sig af folks timelige anliggender Deres gerning bestod i at overtale menneskene til at blive forligte med Gud. I denne gerning alene havde de magt til at velsigne menneskeheden. Det eneste middel mod menneskenes sorger og synder er Kristus. Det er alene evangeliet om hans nåde, der kan rette på de onder der er en forbandelse for samfundet. Både de riges uretfærdige behandling af de fattige og de fattiges had mod de rige har deres rod i egenkærlighed og kan kun fjernes, når mennesket overgiver sig helt til Kristus. Det er ham alene, der giver et nyt og kærligt hjerte i stedet for det egenkærlige, syndige hjerte. Lad Kristi tjenere forkynde evangeliet, idet de er ledet af Helligånden fra Himmelen, og arbejde, som Jesus gjorde, til gavn for menneskene, og da vil det vise sig, hvorledes menneskeheden nyder godt deraf og løftes op på et højere plan, hvad der er umuligt at gøre i menneskelig kraft, ret
(257) Herren kendte den dybereliggende årsag til den strid, der besværede spørgeren, og til andre lignende uoverensstemmelser og derfor sagde han: "Se til, at I vogter jer for alskens havesyge; thi selv om et menneske har overflod, afhænger hans liv ikke af det, han ejer" ret
(257) "Og han fortalte dem en lignelse: Der var en rig mand; hans mark havde båret godt. Han tænkte ved sig selv Hvad skal jeg gøre? jeg har jo ikke plads til min høst. Og så sagde han: Sådan vil jeg gøre: jeg vil rive mine lader ned og bygge dem større, og der vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods; og jeg vil sige til min sjæl: Sjæl! du har meget gods liggende, nok for mange år; slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Du dåre! i denne nat kræves din sjæl af dig; hvem skal så have det, du har samlet dig? Således går det den, som samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud " ret
(258) I lignelsen om den tåbelige rige bonde viste Kristus, hvor tåbeligt det er kun at leve for denne verden alene. Denne mand havde fået alt fra Gud. Solen havde skinnet på hans marker for dens stråler falder både på retfærdige og uretfærdige. Regnen fra himmelen falder både på onde og gode. Herren havde givet god vækst, og markerne havde båret godt. Den rige mand vidste ikke rigtig, hvad han skulle gøre med afgrøden. Hans lader var overfyldte, og han havde ingen steder at opbevare resten af høsten. Han tænkte ikke på Gud, som havde skænket ham alle disse gaver. Han forstod ikke, at Gud havde gjort ham til en husholder over sit gods, for at han kunne hjælpe de nødlidende. Han havde rig anledning til at udøve godgørenhed, men han tænkte kun på at sørge for sig selv. ret
(258) Denne mand blev gjort opmærksom på de fattige, de forældreløse, enkerne, de lidende og de syge; der var mange steder hvor han kunne anbringe sit gods. Han kunne let have skaffet sig af med en del af sin overflod, og mange hjem ville være blevet befriet for deres savn, mange sultne ville være blevet mætte, mange nøgne ville have fået klæder mange hjerter gjort glade, mange bønner om brød og tøj ville være blevet besvaret, og lovsang ville være steget op mod det høje. Herren havde hørt de nødlidendes bøn, og i sin godhed havde han sørget for de fattige. Der var sørget rigeligt for mange trængende i de goder som den rige mand havde modtaget. Men han lukkede sit hjerte for de nødlidendes råb og sagde til sine tjenere: "Sådan vil jeg gøre: jeg vil rive mine lader ned og bygge dem større, og der vil jeg samle alt mit korn og mit gods; og jeg vil sige til min sjæl: Sjæl! du har meget gods liggende, nok for mange år; slå dig til ro, spis, drik og vær glad!" ret
(259) Denne mands mål i livet var ikke større end de umælende dyrs. Han levede, som om der ikke var nogen Gud, ingen Himmel, intet liv efter dette, som om alt det, han ejede, var hans, og han ikke skyldte Gud eller mennesker noget. Salmisten beskrev denne rige mand, da han sagde: "Dårerne siger i hjertet: Der er ingen Gud!" ret
(259) Denne mand har levet og lagt planer for sig selv. Han ser at der er sørget rigeligt for fremtiden, og nu har han ikke andet at gøre end at glæde sig og nyde frugterne af sine anstrengelser Han regner sig for at være begunstiget frem for andre mennesker og roser sig af sin dygtighed. Han bliver æret af sine medborgere som en mand med god dømmekraft og en fremgangsrig borger "De lover dig for din lykke!" ret
(260) Men denne verdens visdom er nemlig dårskab i Guds øjne. Medens den rige mand glæder sig til mange lykkelige år har Gud lagt helt andre planer Budskabet kommer til denne utro husholder: "Du dåre! i denne nat kræves din sjæl af dig." Her er en fordring, som penge ikke kan indfri. Den rigdom, som han har samlet, kan ikke skaffe ham henstand. På et øjeblik bliver det uden værdi, som han har arbejdet på at sikre sig hele livet. "Hvem skal så have det, du har samlet dig?" Hans udstrakte marker og fyldte lader glider ham ud af hænderne. "De samler og ved ej, hvem der får det." ret
(260) Det eneste, som kunne have værdi for ham nu, har han ikke sikret sig. Ved kun at leve for sig selv har han forkastet den guddommelige kærlighed, som ville have givet sig til kende i barmhjertighed mod hans medmennesker På denne måde har han givet afkald på livet. For Gud er kærlighed, og kærlighed er liv. Denne mand har valgt det jordiske i stedet for det åndelige, og nu må han forgå sammen med det jordiske. "Den, som lever i herlighed, men uden forstand, han er som dyrene, der forgår" ret
(260) "Således går det den, som samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud." Dette billede passer på alle tider Du kan indrette dit liv alene for at glæde dig selv, du kan samle dig skatte, du kan bygge store og flotte paladser ligesom babylonierne i fordums dage, men du kan ikke bygge en mur så høj eller en port så stærk, at den kan lukke dommens budbærere ude. Kaldæerkongen Belsazzar "gjorde et stort gæstebud" i sit palads og "priste deres guder af guld, sølv, kobber jern, træ og sten". Men den Usynliges hånd skrev dommen over ham på væggen, og lyden af de fjendtlige hæres trampen hørtes ved paladsets porte. "Men samme nat blev Belsazzar kaldæernes konge, dræbt," og en fremmed hersker kom til at sidde på hans trone. ret
(261) At leve for sig selv er at dø. Begærlighed, ønsket om at samle sig skatte i egenkærlige øjemed, afbryder sjælens forbindelse med livet. Det er Satans ånd at få og samle til egen fordel. Det er Kristi ånd at give, at opofre sig til andres bedste. "Og dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os evigt liv; og det liv er i hans Søn. Den, som har Sønnen, har livet; den, som ikke har Guds Søn, har ikke livet." ret
(261) Derfor siger han: "Se til, at I vogter jer for alskens havesyge; thi selv om et menneske har overflod, afhænger hans liv ikke af det, han ejer" ret