(400) Blandt jøderne var spørgsmålet: "Hvem er min næste?" årsag til endeløse diskussioner. De var ikke i tvivl, når det angik hedningerne eller samaritanerne, thi det var jo fremmede og fjender Men hvor skulle skellet være mellem folket i deres egen nation og blandt de forskellige klasser i samfundet? Hvem skulle præsten, rabbineren og de ældste betragte som deres næste? De tilbragte hele livet med at gennemgå en række ceremonier for at rense sig. De lærte, at omgang med den uvidende og skødesløse folkeskare ville, forårsage besmittelse, og at der krævedes besværlige anstrengelser for at de kunne blive rene igen. Skulle de regne "de urene" for at være deres næste? ret
(400) Dette spørgsmål besvarede Jesus i lignelsen om den barmhjertige samaritaner Han viste, at vor næste ikke blot er en, der tilhører menigheden eller har samme tro som vi. Det kommer ikke an på race, hudfarve eller klasseforskel. Vor næste er enhver der behøver vor hjælp. Vor næste er enhver der er såret og kvæstet af vor modstander Satan. Vor næste er alle, der tilhører Gud. ret
(401) Lignelsen om den barmhjertige samaritaner blev fremsat som svar på et spørgsmål, en lovkyndig stillede Jesus. Medens Frelseren underviste, stod en lovkyndig op og stillede fælde for ham, idet han spurgte Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve evigt liv?" Farisæerne havde bedt den lovkyndige om at stille dette spørgsmål i håb om, at de kunne fange Jesus i ord, og de lyttede ivrigt til hans svar Men Frelseren ville ikke tage del i en ordstrid. Han ønskede, at den spørgende selv skulle give svaret. "Hvad står der skrevet i loven, hvordan læser du?" spurgte han. Jøderne anklagede stadig Jesus for at ringeagte loven, der var blevet givet på Sinaj, men han lod spørgsmålet om frelse afhænge af overholdelse af Guds bud. ret
(401) Den lovkyndige sagde: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv" "Du har svaret rigtigt," sagde Jesus, "gør dette, så skal du leve." ret
(401) Den lovkyndige var ikke tilfreds med farisæernes indstilling og gerninger Han havde studeret skrifterne med ønsket om at forstå deres virkelige betydning. Han følte en levende interesse for sagen og spurgte i al oprigtighed: "Hvad skal jeg gøre?" I sit svar angående lovens krav undlod han at nævne alle de mange ceremonielle bud og forskrifter Han tillagde dem ikke nogen værdi, men fremstillede de to store principper som hele loven og profeterne var afhængig af. Frelserens bifald af hans svar stillede ham gunstigt over for rabbinerne. De kunne ikke fordømme ham for at have bekræftet det, som var blevet fremsat af en lovkyndig. ret
(402) "Gør dette, så skal du leve," sagde Kristus. Når han underviste, fremstillede han altid loven som et guddommeligt hele og viste, at det er umuligt at holde et bud og overtræde et andet, for det samme princip ligger til grund for dem alle. Menneskenes skæbne vil blive afgjorde efter hvorledes de lyder hele loven. ret
(402) Kristus vidste, at ingen kunne holde loven i egen kraft. Han ønskede at lede den lovkyndige til et dybere og mere indgående studium, for at han kunne finde sandheden. Vi kan kun holde loven ved at tage imod Kristi fortjeneste og nåde. Troen på, at der er forsoning for vore synder sætter det faldne menneske i stand til at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. ret
(402) Den lovkyndige vidste, at han hverken havde holdt de første fire eller de sidste seks bud. Han følte sig fordømt, da han hørte Jesu ransagende ord, men i stedet for at bekende sin synd prøvede han på at undskylde den. Han forsøgte at vise, hvor vanskeligt det er at holde hele loven hellere end at erkende sandheden. Ved at gøre det håbede han at berolige sin samvittighed og at retfærdiggøre sig i folkets øjne. Frelserens ord havde vist, at hans spørgsmål var unødvendigt, siden han selv kunne svare på det. Alligevel stillede han endnu et spørgsmål: "Hvem er så min næste?" ret
(403) Atter værgede Kristus sig ved at blive draget ind i en ordstrid. Han besvarede spørgsmålet ved at fortælle om en begivenhed, som endnu var frisk i tilhørernes erindring. Han sagde: "En mand gik ned fra Jerusalem til Jeriko, og han faldt i hænderne på røvere. De tog hans klæder fra ham og slog ham fordærvet; så gik de bort og lod ham ligge halvdød." ret
(403) På vejen fra Jerusalem til Jeriko måtte den rejsende gå gennem en del af Judæas ørken. Vejen førte ned gennem en øde og stenet kløft, som var hjemsøgt af røvere og ofte en skueplads for voldshandlinger. Det var her den rejsende blev overfaldet, frataget alt af værdi og efterladt halvdød ved vejkanten. Medens han lå der i denne tilstand, kom en præst forbi stedet. Han så manden, der lå der såret, kvæstet og blødende, men han gik fra ham uden at hjælpe ham. Han "gik lige forbi". Så kom en levit. Han var nysgerrig efter at få at vide, hvad der var sket, så han standsede og så på den lidende. Han var overbevist om, hvad han burde gøre, men det var ikke en behageligpligt. Han ønskede, at han ikke var kommet den vej, så at han havde undgået at se den stakkels mand. Han forsikrede sig selv om, at det var et tilfælde, der ikke kom ham ved, og også han "gik lige forbi". ret
(403) Men en samaritaner som rejste samme vej, så den lidende mand, og han udførte den gerning, som de andre havde nægtet at gøre "Da han så ham, ynkedes han inderligt. Han gik hen til ham, forbandt hans sår og hældte olie og vin på dem, løftede ham op på sit eget ridedyr og førte ham til et herberge og sørgede for ham. Og den næste dag tog han to denarer frem og gav værten dem og sagde "Sørg for ham, og hvad du mere lægger ud, skal jeg betale dig, når jeg kommer tilbage igen." Både præsten og levitten gav sig ud for at være fromme, men samaritaneren viste, at han i sandhed var omvendt. Det var ikke mere behageligt for ham at udføre gerningen, end det ville have været for levitten og præsten, men han viste med sit sindelag og sine gerninger at han var i harmoni med Gud. ret
(404) I den undervisning, som Kristus her fremkom med, fremstillede han lovens principper på en direkte og tydelig måde og viste sine tilhørere, at de havde forsømt at efterleve disse principper Hans ord var så tydelige og klare, at hans tilhørere ikke kunne finde nogen anledning til at gøre indvendinger Den lovkyndige fandt ikke noget, han kunne kritisere. Hans fordom mod Kristus var forsvundet, men han havde ikke overvundet sin nationale modvilje tilstrækkeligt til at nævne samaritaneren ved navn. Da Kristus spurgte: "Hvem af de tre synes du nu har vist sig at være den mands næste, der faldt iblandt røvere?" svarede han: "Den, som øvede barmhjertighed imod ham." ret
(405) "Da sagde Jesus til ham: Gå du hen og gør ligeså." Vis den samme ømme barmhjertighed mod dem, der lider nød. På den måde vil du vise, at du holder hele loven. ret
(405) Den store forskel mellem jøderne og samaritanerne drejede sig om deres religiøse tro; det var et spørgsmål angående sand tilbedelse. Farisæerne ville ikke sige noget godt om samaritanerne, men udtalte deres bitreste forbandelser over dem. Modviljen mellem jøderne og samaritanerne var så stærk, at det syntes mærkeligt for den samaritanske kvinde, at Kristus ville bede hende om noget at drikke. "Hvordan kan dog du, som er jøde, bede mig, som er en samaritansk kvinde, om noget at drikke?" sagde hun. Og evangelisten tilføjede: "Jøderne omgås nemlig ikke med samaritanerne." Og da jøderne var så opfyldt af morderisk had til Kristus, at de stod op imod ham i templet for at stene ham, kunne de ikke finde bedre ord til at udtrykke deres had end: "Er det ikke med rette, vi siger at du er en samaritaner og besat af en ond ånd?" Men præsten og levitten forsømte alligevel at udføre netop den gerning, som Gud havde pålagt dem, og overlod det til en hadet og foragtet samaritaner at hjælpe en af deres egne landsmænd. ret
(405) Samaritaneren havde opfyldt buddet: "Du skal elske din næste som dig selv og viste således, at han var mere retfærdig end dem, der fordømte ham. Med fare for sit eget liv behandlede han den sårede som sin broder Denne samaritaner fremstiller Kristus. Vor frelser åbenbarede en kærlighed til os, som menneskers kærlighed aldrig vil kunne nå op til. Da vi var sårede og døende, havde han medlidenhed med os. Han gik ikke lige forbi os og lod os ligge hjælpeløse og uden håb, så vi ville omkomme. Han blev ikke i sit hellige, lykkelige hjem, hvor han var elsket af hele den himmelske hærskare. Han så vor uendelig store nød, han påtog sig vor sag og for en øde sine interesser med menneskehedens. Han døde for at frelse sine fjender Han bad for sine bødler Idet han viser hen til sit eget eksempel siger han til sine efterfølgere: "Dette byder jeg jer at I skal elske hverandre," "ligesom jeg har elsket jer skal også I elske hverandre." ret
(406) Præsten og levitten havde været oppe i templet for at tilbede, for at forrette den tjeneste, som Gud selv havde anordnet. Det var en stor og ophøjet forret at tage del i den tjeneste, og præsten og levitten, der havde haft den ærespost, følte, at det var under deres værdighed at hjælpe en ukendt lidende ved vejkanten. Derved forsømte de den særlige anledning, som Gud havde givet dem til som hans tjenere at hjælpe et af deres medmennesker. ret
(406) Der er mange i dag, der begår en lignende fejl. De deler deres pligter i to grupper Den ene gruppe består af store og betydningsfulde ting, som skal ordnes efter Guds lov; den anden består af såkaldte småting, hvor man ikke tager hensyn til buddet: "Du skal elske din næste som dig selv." Denne gren af arbejdet overlades til tilfældigheder til øjeblikkets indskydelser og indfald. På denne måde ødelægges karakteren, og Kristi religion bliver ikke fremstillet, som den burde. ret
(407) Der er dem, der mener at det er under deres værdighed at hjælpe den lidende menneskehed. Mange betragter dem med ligegyldighed og foragt, som har ødelagt deres hjertes tempel. Andre forsømmer de fattige af andre grunde. De tror at de virker i Kristi gerning, idet de søger at fremme et eller andet værdigt foretagende. ret
(407) De føler at de udfører en stor gerning, og de kan ikke tage tid til at lægge mærke til de ulykkeliges og nødlidendes behov. Ved at søge at fremme deres såkaldte store gerning er det endog muligt, at de derved gør de fattiges lod tungere De bringer dem måske i vanskelige og ubehagelige omstændigheder fratager dem deres rettigheder eller forsømmer at sørge for deres fornødenheder Og dog føler de, at alt dette er tilladeligt, fordi de, som de selv mener fremmer Kristi sag. ret
(407) Mange vil tillade, at en broder eller nabo kæmper under ugunstige forhold uden at få hjælp. Og fordi de bekender sig til at være kristne, vil han ledes til at tro, at de fremstiller Kristus, når de er kolde og egenkærlige. Guds kærlighed, som skulle strømme fra dem, der bekender sig til at være kristne, bliver i høj grad holdt tilbage fra deres medmennesker fordi. de ikke samarbejder med ham, og den lov og tak, som skulle opstige til Gud fra menneskers hjerter og læber får ikke lov til at udfolde sig. Han berøves den ære, som vi skylder hans hellige navn. Han berøves dem, for hvem Kristus døde, mennesker som han længes efter at føre ind i sit rige, så de kan bo hos ham i evighedernes evigheder. ret
(408) Den guddommelige sandhed øver kun liden indflydelse på verden, skønt den burde øve stor indflydelse gennem vor vandel. Der er en mængde, der bekender sig til at være religiøse, men det har kun liden vægt. Vi kan bekende os til at være Kristi efterfølgere, vi kan bekende os til at tro på enhver sandhed i Guds ord, men det vil ikke gavne vor næste, hvis vi ikke fører vor tro med os ud i dagliglivet. Vor bekendelse kan være så høj, som den være vil, men den vil hverken kunne frelse os selv eller vor næste, medmindre vi er kristne. Et godt eksempel i vort liv vil gavne verden mere end vor høje bekendelse. ret
(408) Vi kan ikke fremme Kristi sag ved egennyttige handlinger Hans sag gælder de undertrykte og de fattige. I deres hjerter der bekender sig til at være Kristi efterfølgere, behøves der mere af Kristi ømme medfølelse, en større kærlighed til dem, som han har sat så højt, at han gav sit eget liv for at frelse dem. Disse mennesker er dyrebare, uendeligt mere dyrebare end alle andre gaver vi kan give til Gud. At benytte alle vore kræfter for at fremme en eller anden tilsyneladende stor gerning, medens vi undlader at hjælpe de nødlidende eller foruretter den fremmede, er ikke noget, som Gud kan billige. ret
(409) Når et menneske helliggøres ved Helligåndens påvirkning, betyder det, at vi modtager Kristi natur Sand, evangelisk tro er at have Kristus i sit liv, det er et levende, virksomt princip. Det er Kristi nåde, der åbenbares i vor karakter og i gode gerninger Evangeliets principper kan ikke skilles fra nogen gren af vort liv og levned. Alt, hvad en kristen foretager sig, må være en fremstilling af Kristi liv. ret
(409) Kærlighed er grundvolden for sand gudsfrygt. Hvad din bekendelse end måtte være, da er din kærlighed til Gud ikke ægte, med mindre du er besjælet af uegennyttig kærlighed til din broder Men vi vil aldrig komme til at eje et sådant sindelag ved at prøve at elske andre. Det er nødvendigt, at Kristus bor i vort hjerte. Når vort eget jeg er smeltet sammen med Kristus, kommer kærligheden af sig selv. En fuldkommen kristen karakter opnås, når vi stadig tilskyndes af en indre trang til at hjælpe og glæde andre, når Himmelens solskin fylder vore hjerter og lyser i vore ansigter. ret
(409) Det er umuligt, at et hjerte, som Kristus har taget bolig i, kan være blottet for kærlighed. Dersom vi elsker Gud, fordi han elskede os først, vil vi elske alle, som Kristus gik i døden for Vi kan ikke komme i berøring med det guddommelige uden at komme i berøring med menneskeheden, for i den, der sidder på universets trone, er det guddommelige og det menneskelige forenet. Når vi er forenet med Kristus, er vi forenet med vore medmennesker med kærlighedens gyldne lænke. Så vil vi åbenbare Kristi medlidenhed og barmhjertighed i vort liv Vi vil ikke vente på, at de nødlidende og de ulykkelige bliver ført til os. Det vil ikke være nødvendigt, at vi bliver opfordret til at have medfølelse med andre i deres sorger. Det vil være ligeså naturligt for os at hjælpe de fattige og syge, som det var for Kristus at gå omkring og gøre godt. ret
(410) Enhver tilskyndelse til at vise kærlighed og medfølelse, enhver bestræbelse for at velsigne og opmuntre andre er en åbenbaring af Helligåndens værk i vore hjerter I hedenskabets dybe mørke har mennesker som ikke har haft noget kendskab til Guds skrevne lov, som aldrig har hørt Guds navn nævne, udvist venlighed mod hans tjenere og beskyttet dem med fare for deres eget liv. Disse gerninger viser at de har været under guddommelig indflydelse. Helligånden har indplantet Kristi sindelag i uciviliserede menneskers hjerter og tilskyndet dem til at vise venlighed i modstrid med deres natur og opdragelse. "Det sande lys, som oplyser ethvert menneske" skinner ind i deres hjerter og dersom de giver agt på dette lys, vil det lede deres skridt og føre dem ind i Guds rige. ret
(411) Vi ærer Gud ved at løfte de faldne og trøste de sørgende, og hvor Kristus bor i menneskehjertet, vil han blive åbenbaret på samme måde. Hvor som helst Kristi religion får lov at virke, vil den være til velsignelse. Hvor som helst den kommer vil den sprede lys. ret
(411) Hos Gud er der ingen forskel med hensyn til nationalitet, race eller kaste. Han er alle menneskers skaber Alle mennesker hører til én familie, thi han har skabt dem alle, og han har forløst dem alle. Kristus kom for at nedbryde alle skranker at åbne alle afdelinger i templet, for at hvert eneste menneske kan have fri adgang til Gud. Hans kærlighed er så vid, så dyb så om fattende, at den når ud til alle. Den fjerner de stakkels mennesker fra Satans garn, som han har lokket til sig ved sit bedrag. Den fører dem hen til Guds trone, som er omgivet af forjættelsernes regnbue. ret
(411) I Kristus er der ikke forskel på jøde eller græker træl eller fri. De er alle kommet nær på grund af hans dyrebare blod. Den lidende menneskeheds råb om hjælp må høres og besvares, lige meget hvad de bekender sig til at tro. Hvor der findes bitre følelser på grund af forskellige opfattelser med hensyn til gudsdyrkelse, kan der udføres meget godt ved personligt arbejde. Hjælp, der ydes i kærlighed, vil nedbryde megen fordom og vinde mange for Gud. ret
(412) Vi bør altid vise deltagelse med andre i deres sorger vanskeligheder og besværligheder. Vi skulle tage del i høje og laves, rige og fattiges glæder og sorger I har fået det for intet, siger Jesus, "giv det for intet!" Alle vegne omkring os findes der stakkels, fristede mennesker som behøver deltagende ord og en hjælpsom hånd. Der er enker som behøver sympati og hjælp. Der er forældreløse, som Kristus har bedt sine efterfølgere tage sig af som et betroet hverv fra Gud. Alt for ofte bliver disse overset og forsømt. De er måske lasede, uopdragne og tilsyneladende utiltalende i alle henseender men de er alligevel Guds ejendom. De er blevet købt for en stor pris, og de er lige så dyrebare i hans øjne som vi. De hører til Guds store husholdning, og de kristne er som hans tjenere ansvarlige for dem. "Deres sjæle," siger han, "vil jeg kræve af din hånd." ret
(412) Synden er det største af alle onder og det er vor pligt at ynkes over og hjælpe synderne. Men vi kan ikke nå alle på samme måde. Der er mange, der skjuler deres indre længsel. Disse kan man hjælpe ved at tale et venligt ord eller sende dem en lille hilsen. Der er andre, som er i den største nød uden at vide det. De forstår ikke deres åndelige fattigdom og nød. Der er mange, der er sunket så dybt i synd, at de har mistet al forståelse af det, der varer evigt, ja, mistet deres lighed med Gud, og de er næppe klar over at de ejer en sjæl, der kan frelses eller fortabes. De har hverken tro på Gud eller tillid til menneskene. Mange af disse kan man kun nå ved at vise uegennyttig venlighed og opofrelse. Man må først sørge for deres timelige fornødenheder Man må give dem mad, sørge for at de bliver vasket, og skaffe dem ordentlige klæder Når de ser beviserne på din uegennyttige kærlighed, vil det være lettere for dem at tro på Kristi kærlighed. ret
(413) Der er mange, som begår fejl, og som føler deres skam og dårskab. De ser på deres fejlgreb og vildfarelser til de er nær ved at fortvivle. Vi må ikke forsømme disse mennesker Nar man må svømme mod strømmen, har man hele strømmens mægtige kraft imod sig. Vi skal derfor udrække en hjælpende hånd, ligesom vor ældre broder gjorde, da Peter var ved at synke. Tal trøstens og håbets ord til dem, ord, der vil skabe tillid og vække kærlighed. ret
(413) Din broder der er syg i sindet, behøver dig også, ligesom du selv har haft brug for en broders kærlighed. Han trænger til en, der har været lige så svag som han selv som kan fortælle om sine erfaringer og forstå ham og bringe ham hjælp. Kendskabet til vor egen svaghed burde hjælpe os til at bringe en anden hjælp i hans bitre nød. Vi bør aldrig forbigå et forpint menneske uden at forsøge at lade ham få del i den trøst, som vi selv er blevet trøstet med af Gud. ret
(413) Det er samfund med Kristus, vor personlige forbindelse med en levende frelser der sætter sind, hjerte og sjæl i stand til at sejre over de lavere tilbøjeligheder Fortæl den vildfarne om en almægtig hånd, som vil holde ham oppe, om Menneske sønnen Jesus Kristus, der elsker ham. Det er ikke nok for ham at tro på lov og tvang, på noget, der ikke har medfølelse og aldrig hører råbet om hjælp. Han trænger til et varmt håndtryk og til at stole på en, hvis hjerte er ømt og kærligt. Prøv at få ham til at holde fast ved den tanke, at Gud altid er ham nær og betragter ham med et mildt og venligt blik. Bed ham tænke på en Fader der altid er bedrøvet over synden, på en Fader hvis hånd endnu er udrakt, på en Fader som siger: Tyr til mit værn, slutter fred med mig, slutter fred med mig." ret
(414) Når du tager del i denne gerning, har du usynlige hjælpere ved din side. Engle fra Himmelen stod ved siden af samaritaneren, da han hjalp den sårede fremmede. Guds engle står ved siden af alle, der udfører Guds gerning og hjælper deres medmennesker. Og Kristus selv er også din hjælper Han er den store læge, og når du arbejder under hans ledelse, vil du se store resultater ret
(414) Af din troskab i dette arbejde afhænger ikke blot andres vel, men også din egen evige skæbne. Kristus søger at ophøje alle, som vil lade sig ophøje til at have samfund med ham, for at vi kan være ét med Faderen. Han lader os komme i berøring med lidelser og ulykker for at kalde os bort fra vor selvoptagethed, han søger at udvikle sine karakter egenskaber i os: medfølelse, ømhed og kærlighed. Når vi tager del i denne gren af Guds gerning, bliver vi elever i hans skole og uddannes til en plads i Himmelen. Men dersom vi nægter at tage del, forkaster vi hans undervisning og vælger evig adskillelse borte fra Herrens ansigt. ret
(415) "Hvis du vandrer på mine veje og holder mine forskrifter," erklærer Herren, "skal du både råde i mit hus og vogte mine forgårde, og jeg giver dig gang og sæde blandt dem, som står her" ja, blandt englene, som står om hans trone. Når vi samarbejder med englene i deres gerning på jorden, forbereder vi os til at være sammen med dem i Himmelen. "Ånder i Gudstjeneste, som sendes ud til hjælp for deres skyld, der skal arve frelse," Himmelens engle, vil byde dem velkommen, som levede på jorden "ikke ..... for at lade sig tjene, men for selv at tjene." I samvær med de hellige engle skal vi til glæde for os i al evighed lære alt, hvad der er indbefattet i spørgsmålet "Hvem er min næste?" ret