Mesterens efterfølgere kapitel 11. Fra side 59.     Fra side 103 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Evangeliet i Samaria

(59)  Dette kapitel er bygget op over Apg 8

Efter Stefanus død udbrød der i Jerusalem en så ubarmhjertig forfølgelse af de troende, at "alle, undtagen apostlene, spredtes over Judæas og Samarias egne." Saulus "søgte at udrydde menigheden; han trængte ind i hus efter hus og slæbte både mænd og kvinder ud og fik dem sat i fængsel." Om sin iver for at udrette disse grusomheder sagde han på et senere tidspunkt: "Selv var jeg nu også af den mening, at det var min pligt heftigt at bekæmpe Jesu, nazaræerens navn, og det gjorde jeg også i Jerusalen; jeg lod mange af de hellige indespærre i fængsler ..... Og omkring i synagogerne lod jeg dem gang på gang straffe og forsøgte at tvinge dem til at tale bespotteligt. Ja, jeg gik videre i mit raseri mod dem og forfulgte dem lige til de udenlandske byer." At Stefanus ikke var den eneste, der led døden, kan man se af Saulus egne ord: "Og når man ville henrette dem, stemte jeg for det!" Apg 26,9-11. ret

(59)  I denne farens stund fremkom Nikodemus med en modig bekendelse af sin tro på den korsfæstede Frelser. Nikodemus var medlem af det jødiske råd, og sammen med andre var han blevet betaget af Jesu lære. Da han blev vidne til Jesu undergerninger, var han blevet mere og mere overbevist om, at dette var den af Gud udsendte. Da han var for stolt til at indrømme, at han sympatiserede med den galilæiske lærer, havde han søgt en hemmelig sammenkomst med ham. Ved dette møde havde Jesus forklaret ham frelsesplanen og sin mission i verden; men Nikodemus havde stadig tøvet. Han skjulte sandheden i sit hjerte, og i tre år bar den tilsyneladende kun ringe frugt. Men skønt Nikodemus ikke offentligt havde anerkendt Jesus, så havde han gentagne gange i rådet modarbejdet præsternes planer om at tilintetgøre ham. Da Jesus til sidst var blevet korsfæstet, huskede Nikodemus de ord, han havde talt til ham ved det natlige møde på Oliebjerget: "Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan må Menneskesønnen ophøjes," og han så, at Jesus var verdens Frelser. Joh. 3,14. ret

(59)  Sammen med Josef af Arimatæa havde Nikodemus bekostet Jesu begravelse. Disciplene havde været bange for offentligt at vise sig som Kristi efterfølgere, men Nikodemus og Josef var dristigt kommet dem til hjælp. Disse rige og ansete mænds hjælp var hårdt tiltrængt i denne mørkets time. De havde været i stand til at gøre det for den døde Mester, som ville have været umuligt for disciplene, og deres rigdom og indflydelse havde i rigt mål beskyttet disse mod præsternes og rådets ondskab. ret

(60)  Nu, hvor jøderne prøvede at tilintetgøre den unge menighed, kom Nikodemus frem for at forsvare den. Nu var han ikke mere forsigtig og tvivlende, men han opmuntrede disciplenes tro og benyttede sin rigdom til hjælp for opretholdelsen af menigheden i Jerusalem og til at fremme evangeliets tjeneste. De, som tidligere havde vist ham ærbødighed, foragtede og forfulgte ham nu, og han blev fattig på denne verdens gods. Dog vaklede han aldrig i sit forsvar for troen. ret

(60)  Den forfølgelse, der var brudt ud over menigheden i Jerusalem, havde til følge, at der blev sat fart i evangeliets tjeneste! Ordets gerning var lykkedes godt på dette sted, og der var fare for, at disciplene skulle dvæle der for længe uden at tage hensyn til Frelserens befaling om at gå ud i alverden. Uden at huske på, at der bedst vindes styrke til at modstå det onde ved at sætte hårdt imod hårdt, begyndte de at mene, at deres vigtigste arbejde bestod i at skærme menigheden i Jerusalem mod fjendens angreb. I stedet for at oplære de nyomvendte til at bringe evangeliet ud til dem, der ikke havde hørt det, risikerede de at slå ind på en vej, som ville føre til, at alle følte sig tilfredse med, hvad der var opnået. Gud tillod, at der kom forfølgelser over hans stedfortrædere, for at de kunne blive spredt til andre lande, hvor de kunne arbejde for andre. Da de troende var forjaget fra Jerusalem, "drog de imidlertid omkring og forkyndte evangeliets ord." ret

(60)  Blandt dem, som af Frelseren havde fået denne befaling: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple," Matt. 28,19. fandtes der mange fra livets mere beskedne kår, mænd og kvinder, som havde lært at elske Herren, og som havde besluttet at følge hans eksempel ved selvforglemmende tjeneste. Disse ydmyge sjæle havde lige så vel som disciplene, der havde kendt Frelseren under hans jordiske gerning, fået betroet en dyrebar opgave. De skulle bringe verden det glade budskab om frelsen ved Kristus. ret

(60)  Da de blev adspredt ved forfølgelsen, drog de ud opfyldt af missionsiver. De var klare over, hvor ansvarsfuld deres opgave var. De vidste, at de medbragte livets brød til en hungrende verden, og Kristi kærlighed tvang dem til at dele dette brød med alle, som var i nød. Herren arbejdede gennem dem. Hvor de kom hen, blev de syge helbredt og evangeliet blev prædiket for de fattige. ret

(60)  Filip, som var en af de syv diakoner, var også blandt dem, som blev forjaget fra Jerusalem. Han "kom ned til byen Samaria og prædikede Kristus for dem; og skarerne var alle som én optaget af det, Filip sagde, da de hørte om og så de tegn, han gjorde. Thi der var mange, som havde urene ånder, og ånderne fór ud under høje skrig; og mange lamme og halte blev helbredt. Og der blev stor glæde i den by." ret

(60)  Kristi budskab til den samaritanske kvinde, som han havde talt med ved Jakobs brønd, havde båret frugt. Da kvinden havde lyttet til hans ord, var hun gået til byens mænd og havde sagt: "Kom og se en mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort; mon han ikke skulle være Kristus?" De fulgte med hende, hørte Jesus og troede på ham. I deres iver for at høre mere, bad de ham om at blive der. Han blev hos dem i to dage, "og mange flere kom til tro på grund af hans ord." Joh. 4,29. og 41. ret

(61)  Og da hans disciple blev fordrevet fra Jerusalem, fandt nogle af den et sikkert tilflugtssted i Samaria. Smaritanerne tog med glæde mod disse evangeliets forkyndere, og de jødiske omvendte indsamlede en rig høst blandt dem, der engang havde været deres bitreste fjender. ret

(61)  Filips gerning i Samaria lykkedes overmåde godt, og opmuntret herved sendte han bud til Jerusalem efter hjælpere. Nu forstod apostlene mere klart betydningen af Kristi ord: "I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og i Samaria, ja, indtil jordens ende." Apg.1,8. ret

(61)  Medens Filip endnu opholdt sig i Samaria, fik han af et himmelsk sendebud påbud om at "gå mod syd til den vej, som fører ned fra Jerusalem til Gaza ..... Så stod han op og gik." Han hverken spurgte hvorfor eller tøvede med at adlyde, for han havde lært nødvendigheden af at rette sig efter Guds vilje. ret

(61)  Og se, der var en ætioper, en hofmand, som var en mægtig mand hos Kandake, ætiopernes dronning, og var sat over alle hendes skatte. Han var rejst til Jerusalem for at tilbede og var nu på hjemvejen og sad i sin vogn og læste profeten Esajas." Ætioperen var en fornem mand med stor indflydelse. Gud så, at når han var omvendt, ville han give det lys, han havde modtaget, videre til andre, og at han ville bruge sin indflydelse til evangeliets fremme. Guds engle kom denne sandhedssøger til hjælp, og han blev draget mod Frelseren. Ved Helligåndens medvirken bragte Herren ham i kontakt med en, som kunne føre ham til lyset. ret

(61)  Filip fik førelse til at gå hen til ætioperen og forklare ham den profeti, han var ved at læse. Ånden sagde: "Gå hen og hold dig nær til den vogn." Da Filip nærmede sig, sagde han til hofmanden: "Forstår du også det, du læser?" Men han svarede: "Hvordan skulle jeg kunne det, når ingen vejleder mig?" og han bad Filip stige op og sætte sig hos ham. Det stykke af skriften, som han læste, var dette: ret

(61)   "Som et får blev han ført hen at slagtes, og som et lam, der er stumt overfor den, der klipper det, således oplader han ikke sin mund. I hans fornedrelse blev hans dom taget bort; hvem kan fortælle om hans slægt, thi hans liv blev borttaget fra jorden?" ret

(61)   "Og hofmanden spurgte Filip: "Hvem er det, profeten taler om her? om sig selv eller om en anden?" Så delagtiggjorde Filip ham i frelsens store sandhed. Ud fra det samme skriftsted "prædikede han evangeliet om Jesus for ham". ret

(61)  Manden blev dybt betaget, da skrifterne blev udlagt for ham, og da disciplen sluttede, var han rede til at modtage det lys, han havde fået. Han benyttede ikke sin høje verdslige stilling som undskyldning for at afvise evangeliet. "Og som de nu kørte frem ad vejen, kom de til et sted, hvor der var vand; hofmanden siger da: "Se, her er vand, hvad er der til hinder for, at jeg kan blive døbt?" Filip sagde: "Tror du af hele dit hjerte, så kan det ske." Han svarede og sagde: "Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds Søn. "Og han lod vognen holde, og de steg begge ned i vandet, både Filip og hofmanden; og han døbte ham." ret

(62)   "Men da de steg op af vandet, bortrykkede Herrens Ånd Filip, og hofmanden så ham ikke mere; thi han drog sin vej med glæde. Men Filip blev siden set i Asdod, og han drog omkring og forkyndte evangeliet i alle byerne, indtil han kom til Kæsarea." ret

(62)  Denne ætioper repræsenterer en stor klasse mennesker, der trænger til at belæres af den slags missionærer som Filip, mænd, der vil lytte til Guds røst og gå derhen, hvor han sender dem. Der findes mange, som læser skrifterne, men ikke kan forstå deres sande betydning. Ud over hele verden findes der mænd og kvinder, der længselsfulde ser op mod Himmelen. Der opstiger bønner og tårer og spørgsmål fra sjæle, der længes efter lyset, efter nåden og efter Helligånden. Mange er lige ved rigets grænser og venter kun på at blive lukket ind. ret

(62)  En engel førte Filip til ham, der søgte efter lyset og som var rede til at tage imod evangeliet; og i dag vil engle være vejledere for de tjenere, der vil give Helligånden lov til at velsigne deres ord og forædle deres hjerter. Den engel, der blev udsendt til Filip, kunne selv have udrettet tjenesten for ætioperen, men det er ikke på den måde, Gud handler. Det er hans vilje, at mennesker skal arbejde for deres medmennesker. ret

(62)  Troende mennesker har til enhver tid haft andel i det, der var betroet til de første disciple. Enhver, der har modtaget evangeliet, har fået en hellig sandhed at bringe verden. Guds trofaste folk har altid været ivrige missionærer, der viede deres kræfter til at ære hans navn, og som klogt udnyttede deres evner i hans tjeneste. ret

(62)  De kristnes uegennyttige tjeneste i fortiden burde for os være et levende eksempel og en inspirerende kraft. Medlemmerne af Guds menighed bør være ivrige efter gode gerninger, frigjorte fra verdslig ærgerrighed og efterfølgere af ham, som gik omkring og gjorde vel. Med hjerter, der strømmer over af kærlighed og medlidenhed, skal de tjene dem, der trænger til hjælp, og bringe syndere viden om Frelserens kærlighed. Den slags tjeneste kræver flittigt arbejde, men den får en rig belønning. De, som giver sig hen til den med oprigtigt sind, vil opleve at se sjæle blive vundet for Frelseren; for den påvirkning, der følger den praktiske udførelse af den guddommelige befaling, er uimodståelig. ret

(62)  Det er ikke alene den ordinerede prædikant, der påhviler et ansvar for at gå ud og udføre denne befaling. Enhver, der har modtaget Kristus, er kaldet til at arbejde for sine medmenneskers frelse. "Ånden og bruden siger: "Kom!" Og den, som hører, skal sige: "Kom!" Åb. 22,17. Befalingen om at bringe denne opfordring omfatter hele menigheden. Enhver, der selv har hørt opfordringen, skal lade budskabet genlyde fra bjerg og dal og sige "Kom!" ret

(62)  Det er en skæbnesvanger fejltagelse at mene, at sjælesørgerarbejdet kun påhviler prædikanterne. Den ydmyge, fromme troende, som vingårdens Herre pålægger omsorg for sjæle, bør opmuntres af dem, som Herren har skænket et større ansvar. De, der står som ledere indenfor Guds menighed, skal gøre sig klart, at Frelserens befaling gælder alle, der tror på hans navn. Gud vil udsende mange til sin vingård, skønt de måske ikke er indviet til tjenesten ved håndspålæggelse. ret

(62)  Hundreder, ja tusinder af dem, der har hørt frelsens budskab, står stadig ledige på torvet, skønt de burde være i gang med et eller andet arbejde indenfor den aktive tjeneste. Til disse mennesker siger Kristus: "Hvorfor står I ledige hele dagen?" og han tilføjer: "Gå også I hen i min vingård!" Matt. 20,6-7. Hvor kan det være, at så mange ikke adlyder kaldet? Er det, fordi de mener at have en undskyldning i, at de ikke taler fra prædikestolen? De må bringes til at forstå, at der skal gøres et stort arbejde foruden prædikantens af tusinder af hellige lægfolk. ret

(63)  Gud har længe ventet på, at tjenersindet skulle få magten i hele hans menighed, så at enhver arbejder for ham med de evner, han har fået. Når medlemmerne af Guds menighed udretter hver sin gerning på de steder både hjemme og i andre lande, hvor der er btug for den, for at opfylde evangeliebefalingen, så vil snart hele verden have hørt budskabet, og den Herre Jesus vil vende tilbage til denne jord med kraft og megen herlighed. "Og dette evangelium om riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme." Matt. 24,14. ret

næste kapitel