Mesterens efterfølgere kapitel 13. Fra side 70.     Fra side 123 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Forberedelsens dage

(70)  Dette kapitel er bygget op over Apg 9,19-30

Efter sin dåb afbrød Paulus sin faste og "blev nogle dage hos disciplene i Damaskus. Og straks begyndte han i synagogerne at prædike om Jesus, at han er Guds Søn." Frimodigt forkyndte han, at Jesus af Nazaret var den længselsfuldt ventede Messias, som "døde for vore synder, efter skrifterne, og at han blev begravet, og at han er opstået på den tredje dag," hvorefter han blev set af de tolv og også af andre. "Men sidst af alle blev han set også af mig som det ufuldbårne foster." 1Kor. 12,3-4. 8. Hans bevisførelse ud fra profeterne var så afgørende, og hans bestræbelser så øjensynligt bistået af Guds kraft, at jøderne blev forvirrede og ikke var i stand til at give ham svar. ret

(70)  Rygtet om Paulus omvendelse var kommet som en stor overraskelse for jøderne. Han, der var draget til Damaskus "med fuldmagt og myndighed fra ypperstepræsterne" for at pågribe og forfølge de troende, prædikede nu evangeliet om en korsfæstet og opstanden Frelser, støttede dem, der allerede var disciple og bragte stadig nye omvendte til den tro, han engang havde bekæmpet så hårdt. ret

(70)  Paulus havde tidligere været kendt som en nidkær forkæmper for den jødiske religion og en utrættelig forfølger af Jesu disciple. Modig, uafhængig og udholdende, som han var, ville hans evner og opdragelse have gjort det muligt for ham at gøre fyldest i næsten enhver stilling. Han kunne diskutere med sjælden klarhed og kunne med sin bidende sarkasme stille sin modstander i et langtfra misundelsesværdigt lys. Og nu så jøderne denne unge og usædvanlig lovende mand slutte sig til dem, han tidligere havde forfulgt, og dristigt prædike i Jesu navn. ret

(70)  Når en general falder i slaget, har hans hær mistet ham, men hans død giver ikke fjendens hær større styrke. Men når en fremragende mand går over på fjendens parti, mister man ikke blot hans hjælp, men de, han slutter sig til, får en afgjort fordel. Saulus fra Tarsus kunne på vejen til Damaskus let være blevet dræbt af Herren, og forfølgerne ville derved være gået glip af en stor kraft. Men efter sit forsyn skånede Gud ikke blot Saulus liv, men omvendte ham og førte således en af fjendens forkæmpere over på Kristi side. Paulus, der var en veltalende mand og en streng kritiker, var netop i besiddelse af de egenskaber, den første menighed trængte til. ret

(71)  Da Paulus prædikede Kristus i Damaskus, undredes alle, som hørte ham og sagde: "Er det ikke ham, som i Jerusalem søgte at udrydde dem, der påkalder dette navn? Og var han ikke kommen hertil for at føre dem bundne til ypperstepræsterne?" Paulus erklærede, at hans ændrede tro ikke skyldtes pludselig indskydelse eller fanatisme, men hidrørte fra overvældende store beviser. I sin fremstilling af evangeliet søgte han tydeligt at forklare de profetier, der tog sigte på Kristi komme. Slutteligt påviste han, at disse profetier var blevet bogstaveligt opfyldt i Jesus fra Nazaret. Profetiernes sikre ord var grundlaget for hans tro. ret

(71)  Mens Paulus vedblev med at opfordre sine forbavsede tilhørere til "at fatte et andet sind og omvende sig til Gud, og gøre gode gerninger, som er omvendelsen værdige," Apg 26,30. "voksede han i kraft og gendrev jøderne, som boede i Damaskus, idet han beviste, at Jesus er Kristus." Men mange forhærdede deres hjerter og nægtede at tage imod hans budskab; og snart forvandledes deres forbavselse til voldsomt had, der lignede det, de havde udvist mod Jesus. ret

(71)  Modstanden blev så stærk, at Paulus ikke kunne få lov til at fortsætte sit arbejde i Damaskus. Et himmelsk sendebud bød ham drage bort for en tid, og han "drog bort til Arabien," Gal. 1,17. hvor han fandt et sikkert tilflugtssted. ret

(71)  Her i ørkenens ensomhed havde Paulus rig lejlighed til roligt studium og meditation. I stilhed genoplevede han sine tidligere oplevelser, og hans anger var dyb. Af hele sit hjerte søgte han Gud og fandt ikke fred, før han med sikkerhed vidste, at hans anger var godkendt af Gud og hans synder tilgivet. Han higede efter vished om, at Jesus ville være med ham i hans kommende tjeneste. Han rensede sin sjæl for alle de fordomme og overleveringer, som hidtil havde været rammen om hans liv, og han modtog belæring fra sandhedens kilde. Jesus var hos ham og stadfæstede hans tro, mens han skænkede ham visdom og nåde i rigeste mål. ret

(71)  Når et menneskes sind bringes i samfund med Guds sind, det endelige med det evige, er virkningen på både legeme og tanker og sjæl overvældende. I et sådant samfund møder man den højeste belæring. Det er Guds egen måde til udvikling for mennesker! "Bliv ven med ham," lyder hans budskab til menneskeslægten. Job 22,21. Den højtidelige befaling, som Paulus havde fået, dengang han mødte Ananias, hvilede stadig tungere på hans sind. Da Paulus som følge af ordet: "Broder Saul, bliv seende " for første gang så denne fromme mand ind i ansigtet, sagde Ananias efter Helligåndens vejledning: "Vore fædres Gud har udkåret dig til at kende hans vilje og se den retfærdige og høre røsten af hans mund. Thi du skal for alle mennesker være hans vidne om det, som du har set og hørt. Og nu, hvorfor tøver du? Stå op, lad dig døbe og dine synder aftvætte, idet du påkalder hans navn." Apg 22,14-16. ret

(71)  Disse ord stemte overens med Jesu egne ord, som han forkyndte, dengang han standsede Saulus på rejsen til Damaskus: "Netop derfor har jeg vist mig for dig, for at udkåre dig til tjener og vidne, både om, hvordan du nu har set mig, og om, hvordan jeg siden vil vise mig for dig. Jeg vil udfri dig fra dit eget folk og fra hedningerne; til dem udsender jeg dig for at åbne deres øjne, så de må omvende sig fra mørke til lys, fra Satans magt til Gud, for at de kan få syndernes forladelse og arvelod sammen med dem, som er helligede ved troen på mig." Apg 26,16-18. ret

(72)  Mens Paulus overvejede disse ting i sit hjerte, forstod han mere og mere klart betydningen af at være "ved Guds vilje kaldet til at være Kristi Jesu apostel." 1Kor. 1,1. Han var "ikke udsendt af mennesker, ej heller ved noget menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader." Gal. 1,1. Det vældige arbejde, som lå foran ham, førte ham til meget studium af den hellige skrift, for at han måtte kunne prædike evangeliet "ikke med visdom i tale, for at Kristi kors ikke skulle tabe sin kraft," "men ved Ånds og krafts bevis," "for at jeres tro ikke skulle bygge på menneskers visdom, men på Guds kraft." 1Kor. 1,17; 2,4-5. ret

(72)  Mens Paulus ransagede skrifterne, lærte han, at gennem tiderne var der ikke blevet kaldet "mange verdsligt vise, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; men det, der var dårskab for verden udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, der var svagt for verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme; og det for verden ringe og det foragtede, det, der ikke var noget, udvalgte Gud for at gøre det, der var noget, til intet, for at intet menneske skal rose sig for Gud." 1Kor. 1,26-29. Og når Paulus således så verdens visdom i korsets lys, fattede han det forsæt "ikke at ville vide af noget andet ..... end Jesus Kristus og det som korsfæstet." 1Kor. 2,2. ret

(72)  Under sin senere gerning mistede Paulus aldrig kilden til sin visdom og styrke af syne. Hør, hvorledes han årevis efter stadig erklærede: "Thi for mig er det at leve Kristus." Fil. 1,21. Og atter: "Ja, Jeg regner i sandhed alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus, min Herre. For hans skyld har jeg lidt tab på alt, ..... for at jeg kan få Kristus i eje og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, der fås gennem loven, men ved den, der fås ved tro på Kristus, retfærdigheden fra Gud, grundet på troen, og for at jeg må kende ham og kraften i hans opstandelse og fællesskabet med ham i hans lidelser." Fil. 3,8-10. ret

(72)  Fra Arabien vendte Paulus "siden tilbage til Damaskus igen", Gal. 1,17, og "vidnede frimodigt i Jesu navn." Da jøderne ikke var i stand til at gendrive hans beviser, "holdt de rådslagning om at slå ham ihjel." Byens porte var velbevogtede både nat og dag for at hindre ham i at undkomme. Denne farlige tilstand førte disciplene til indtrængende bøn til Gud, og til sidst "tog hans disciple ham ved nattetid og fik ham ud gennem muren ved at fire ham ned i en kurv." Apg 9,25. ret

(72)  Efter at være flygtet fra Damaskus drog Paulus til Jerusalem cirka tre år efter sin omvendelse. Som han selv senere erklærede, var hovedformålet med dette besøg at "lære Kefas at kende." Gal. 1,18. Da han var kommet til byen, hvor han tidligere havde været så velkendt som "forfølgeren Saulus," "gjorde han forsøg på at slutte sig til disciplene, men de frygtede alle for ham, da de ikke troede på, at han, som havde været en så blind tilhænger af farisæerne, og som havde gjort så meget for at tilintetgøre menigheden, nu kunne være blevet en sand Jesu discipel. "Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til apostlene og fortalte dem, hvordan han på vejen havde set Herren, som havde talt til ham, og hvordan han i Damaskus havde vidnet frimodigt i Jesu navn." ret

(73)  Da disciplene havde hørt dette, modtog de ham som en af deres egne. Snart fik de til overmål beviser for, hvor ægte hans kristendom var. Fremtidens hedningeapostel var nu i den by, hvor mange af hans tidligere fæller boede, og han længtes efter tydeligt at forklare disse jødiske ledere de profetier, som angik Messias, og som var blevet opfyldt ved Frelserens komme. Paulus følte sig overbevist om, at disse Israels lærere, som han engang havde kendt så godt, var lige så oprigtige og ærlige, som han selv havde været. Men han havde gjort forkert regning på sine jødiske embedsbrødres sind, og i sit håb om deres hastige omvendelse måtte han lide bitre skuffelser. Skønt han "vidnede frimodigt i Herrens navn og talte og stredes med de græsktalende jøder," nægtede de, som stod i spidsen for det jødiske samfund at tro, men "de forsøgte at slå ham ihjel." Hans hjerte fyldtes med sorg. Han havde gerne givet sit liv, hvis han på den måde havde kunnet bibringe nogle af dem en viden om sandheden. Skamfuldt tænkte han på sin egen andel i Stefanus martyrdød, og i sin iver for at udslette den plet, der hvilede på ham, som var blevet så uretfærdigt anklaget, søgte han at forsvare den sandhed, Stefanus havde ofret livet for. ret

(73)  Mens han var tynget ved tanken om dem, der nægtede at tro, bad Paulus i templet som han selv senere bevidnede, og kom dér i henrykkelse. Et himmelsk sendebud viste sig for ham og sagde: "Skynd dig, og gå hurtigt ud af Jerusalem, thi de tager ikke mod dit vidnesbyrd om mig." Apg 22,18. ret

(73)  Paulus ville helst være blevet i Jerusalem, hvor han kunne imødegå modstanden. For ham så det ud som fejhed at flygte, hvis han ved at blive måske kunne være i stand til at overbevise nogle af de genstridige jøder om sandheden i evangeliets budskab, selv om det skulle koste ham livet at blive der. Derfor svarede han: "Herre; de ved selv, at det var mig, som fængslede dem, der troede på dig, og at jeg lod dem piske rundt om i synagogerne. Og da dit vidne Stefanus blod blev udgydt, stod jeg selv ved siden af og bifaldt det og passede på hans morderes klæder." Men det var ikke et led i Guds plan, at hans tjener skulle vove sit liv unødvendigt; og det himmelske sendebud svarede: "Gå, jeg vil sende dig til hedningefolk langt borte." Apg 22,19-21. ret

(73)  Da brødrene hørte om dette syn, skyndte de sig med hurtigt at få Paulus bort fra Jerusalem, af skræk for at han skulle blive snigmyrdet. "De førte ham ned til Kæsarea og sendte ham derfra videre til Tarsus." Paulus afrejse afbrød for en tid jødernes voldsomme modstand, og menigheden fik en hviletid, hvorunder de troendes antal forøgedes stærkt. ret

næste kapitel