(74) Dette kapitel er bygget op over Apg 9,32- Apg 11,18
Under sin tjenestegerning besøgte apostlen Peter de troende i Lydda. Her helbredte han Æneas, som i otte år havde været lam og lænket til sin seng. "Æneas! Jesus Kristus helbreder dig," sagde apostlen, "stå op og red selv din seng." "Da stod han straks op. Og alle beboerne i Lydda og på Saronsletten så ham, og de omvendte sig til Herren. " ret
(74) I Joppe, som ligger i nærheden af Lydda, boede der en kvinde ved navn Tabita, som var højt elsket på grund af sine gode gerninger. Hun var en værdig Kristi discipel, hendes tilværelse bestod af barmhjertighedsgerninger. Hun vidste, hvem der trængte til gode klæder, og hvem der trængte til venlighed, og hun gav gavmildt til de fattige og bedrøvede. Hendes flinke fingre havde mere travlt end hendes tunge. ret
(74) "Men det skete i de dage, at hun blev syg og døde." Menigheden i Joppe forstod, hvor meget de havde mistet; og da de hørte, at Peter var i Lydda, sendte de troende bud til ham "og bad ham: "Kom uden tøven over til os." Peter brød så op og fulgte med dem. Og da han kom derhen, førte de ham op i salen ovenpå, og alle enkerne stod grædende omkring ham og viste ham alle de kjortler og kapper, som Tabita havde syet, mens hun endnu var hos dem." Når man tænker på det tjenende liv, som Tabita havde ført, kan man ikke undres over, at der faldt hede tårer. ret
(74) Apostlens hjerte blev dybt bevæget af medlidenhed, da han så deres sorg. Så bød han, at de grædende venner skulle forlade stuen, knælede ned og bad inderligt til Gud om at give Tabita livet og sundheden tilbage. "Så vendte han sig til det døde legeme og sagde: "Tabita, stå op!" Og hun slog øjnene op, og da hun så Peter, satte hun sig op." Tabita havde været en stor hjælp for menigheden, og Gud fandt det rigtigt at hente hende hjem fra fjendens land, for at hendes flid og dygtighed stadig kunne være til velsignelse for andre, og også for at han ved denne åbenbaring af sin magt kunne styrke Kristi sag. ret
(74) Det var, mens Peter stadig var i Joppe, at han fik kald fra Gud til at bringe evangeliet til Kornelius i Kæsarea. ret
(74) Kornelius var en romersk høvedsmand. Han var en rig og fornem mand, og han var både agtet og æret. Skønt han var hedning af fødsel, opdragelse og uddannelse, havde han ved at komme i kontakt med jøderne erhvervet sig kundskab om Gud, og han tilbad ham af et oprigtigt hjerte og viste, hvor ærlig hans tro var, ved at have medynk med de fattige. Han var vidt og bredt kendt for sin velgørenhed, og hans retfærdige liv skaffede ham et godt rygte både blandt jøder og hedninger. Hans indflydelse var en velsignelse for alle, som han kom i berøring med. Beretningen beskriver ham som "en from mand, som frygtede Gud tillige med hele sit hus og gav folket mange almisser og stadig bad til Gud." ret
(75) Kornelius troede på Gud som himmelens og jordens skaber, han ærede ham, erkendte hans magt og søgte råd hos ham under alle livets forhold. I sit hjemmeliv og under sine offentlige pligter var han tro mod Jehova. I sit hjem havde han rejst et alter for Gud, for han vovede ikke at forsøge at udføre sine planer eller bære sit ansvar uden Guds hjælp. ret
(75) Skønt Kornelius troede på profetierne og ventede Messias komme, kendte han ikke noget til evangeliet, sådan som det er åbenbaret ved Kristi liv og død. Han var ikke medlem af den jødiske menighed og ville af rabbinerne være blevet betragtet som hedning og uren. Men den samme hellige vægter, der om Abraham sagde: "Jeg kender ham!" kendte også Kornelius og sendte ham et direkte budskab fra Himmelen. ret
(75) Engelen viste sig for Kornelius, mens han bad. Da høvedsmanden hørte sit navn blive nævnet, blev han bange, skønt han vidste, at sendebuddet var kommet fra Gud, og han sagde: "Hvad er det, Herre?" Engelen svarede: "Dine bønner og dine almisser er steget op til Gud som et ihukommelsesoffer. Send nu nogle mænd til Joppe og lad dem hente en mand, som hedder Simon med tilnavn Peter. Han er gæst hos en garver ved navn Simon, der har sit hus ved havet." ret
(75) Disse nøjagtige forklaringer, hvori der endog nævnes den mands livsstilling, hos hvem Peter boede, viser os, at Himmelen har kendskab til menneskers historie og beskæftigelse indenfor alle livsstillinger. Gud kender nøje den bekendende arbejders liv og gerning såvel som kongen på sin trone. ret
(75) "Send nu nogle mænd til Joppe og lad dem hente en mand, der hedder Peter." Således bevidnede Gud sin agtelse for evangeliets tjenere og for sin oprettede menighed. Det var ikke engelens opgave at fortælle Kornelius korsets historie. Et menneske, der på samme måde som høvedsmanden selv var offer for menneskelige skrøbeligheder og fristelser, skulle være den, der fortalte ham om den korsfæstede og opstandne Frelser. ret
(75) Gud vælger ikke engle, der aldrig har syndet, til at være hans repræsentanter blandt mennesker, men mennesker, mænd med samme slags lidenskaber som dem, de søger at frelse. Kristus blev menneske, for at han kunne nå ind til mennesker. Der behøvedes en guddommelig-menneskelig Frelser for at bringe frelsen til verden. Og mænd og kvinder har fået betroet den hellige tjeneste at lade andre få del i "Kristi uransagelige rigdom." Ef. 3,8. ret
(75) I sin visdom bringer Herren dem, der søger sandheden, i berøring med medmennesker, der kender sandheden. Det er Himmelens vilje, at de, som har modtaget lyset, skal give det videre til dem i mørket. Menneskeslægten, der får sin kraft fra den store visdommens kilde, bliver det redskab, den virksomhed, hvorigennem evangeliet udøver sin forvandlende magt over sjæl og sind. ret
(76) Kornelius adlød med glæde synet. Da engelen var forsvundet, "kaldte han på to af sine tjenestefolk og en gudfrygtig soldat af dem, som stadig var om ham; og han fortalte dem det hele og sendte dem så til Joppe." ret
(76) Efter mødet med Kornelius begav engelen sig til Peter i Joppe. På det tidspunkt var Peter ved at bede oppe på taget, og vi læser, at han "blev meget sulten og ville have noget at spise; og medens de lavede det til, kom der en henrykkelse over ham." Det var ikke blot efter fysisk føde, at Peter hungrede. Mens han fra husets tag så ud over byen Joppe og det omkringliggende land, hungrede han efter sine landsmænds frelse. Det var hans inderlige ønske ud fra skriften at vise dem de profetier, der viste hen til Kristi lidelse og død. ret
(76) I sit syn så Peter "Himmelen åben og noget dale ned; det lignede en stor dug, som ved de fire hjørner blev sænket ned på jorden; i den var der alle slags af jordens firføddede dyr og krybdyr og himmelens fugle. Og en røst lød til ham: "Stå op, Peter, slagt og spis!" Men Peter svarede: "På ingen måde, Herre! Jeg har jo aldrig spist noget vanhelligt eller urent." Og røsten lød atter, for anden gang, til ham: "Hvad Gud har erklæret for rent, må du ikke holde for vanhelligt!" Dette skete tre gange, og straks efter blev dugen taget op til Himmelen igen." ret
(76) Dette syn virkede både dadlende og belærende på Peter. Det åbenbarede ham, hvad der var Guds hensigt, at hedningerne ved Kristi død skulle blive jødernes medarvinger til frelsens velsignelse. Indtil nu havde ingen af disciplene prædiket evangeliet for hedninger. Efter deres mening bestod den skillemur, som var nedbrudt ved Kristi død, stadig, og de havde koncentreret sig om arbejdet for jøderne. De havde nemlig betragtet hedningerne som udelukkede fra evangeliets velsignelse. Nu prøvede Herren at lære Peter, at den guddommelige plan omfattede hele verden. ret
(76) Mange af hedningerne havde været interesserede tilhørere til Peters og de andre apostles prædiken, og mange af de græsktalende jøder var kommet til at tro på Kristus, men Kornelius omvendelse skulle blive den første af større betydning blandt hedningerne. ret
(76) Nu var tiden inde til at en helt ny side af arbejdet kunne påbegyndes af Kristi menighed. Den dør, som mange af de jødiske omvendte havde lukket i for hedningerne, skulle nu åbnes på vid gab. Og de hedninger, som tog imod evangeliet, skulle betragtes som ligestillede med de jødiske disciple, uden at det var nødvendigt at overholde omskærelsesceremonien. ret
(76) Hvor Herren dog arbejdede omhyggeligt for at overvinde den fordom mod hedningerne, som på grund af Peters jødiske opdragelse var så indgroet hos ham. Ved synet af dugen og det, den indeholdt, søgte Gud at frigøre apostlens sind for denne fordom og at lære ham den betydningsfulde sandhed, at der i Himmelen ikke er persons anseelse; at jøder og hedninger er lige dyrebare for Gud; at ved Kristus kan hedninger få del i evangeliets velsignelse og forrettigheder. ret
(76) Mens Peter grundede over betydningen af synet, ankom de mænd, som Kornelius havde sendt, til Joppe og stod nu foran husets indgangsdør. Nu sagde Ånden til ham: "Se, der er to mænd, som søger efter dig. Stå op og gå ned og drag uden betænkning med dem; thi det er mig, som har sendt dem." ret
(77) Denne befaling var en prøvelse for Peter. og det var kun modstræbende, at han påtog sig den pligt, der var pålagt ham; men han vovede ikke at være ulydig. Han gik ned til mændene, der var sendt af Kornelius og sagde: "Se, jeg er den, som I søger; hvad er grunden til, at I er kommet?" De fortalte ham om deres ualmindelige ærinde og sagde: "Høvedsmanden Kornelius, en retfærdig og gudfrygtig mand, som har godt lov hos hele det jødiske folk, har af en hellig engel fået en åbenbaring om, at han skal lade dig hente hjem til sig og høre, hvad du har at sige." ret
(77) Lydig mod den anvisning, han lige havde modtaget fra Gud, lovede apostlen at følge med dem. Næste morgen begav han sig til Kæsarea, ledsaget af seks af brødrene. Disse skulle være vidne til alt, hvad han måtte sige eller gøre, mens han var hos hedningerne; for Peter vidste, at han ville blive draget til ansvar for en så direkte krænkelse af den jødiske lære. ret
(77) Da Peter kom ind i hedningernes hus, hilste Kornelius ham ikke som en almindelig gæst, men som en, der er æret højt af Himmelen og sendt fra Gud. Det er østerlandsk skik at bøje sig for en fyrste eller en anden rangsperson, og børn bøjer sig for deres forældre; men Kornelius, der var betaget af ærefrygt for den, Gud havde sendt for at belære ham, faldt ned for apostlens fødder og tilbad ham. Peter blev forfærdet; han rejste høvedsmanden op og sagde: "Stå op! jeg er selv et menneske." ret
(77) Medens Kornelius sendebud var draget af sted med deres ærinde, havde høvedsmanden "sammenkaldt sine slægtninge og nærmeste venner," for at også de kunne høre evangeliet blive prædiket. Da Peter kom, fandt han en stor forsamling, der ivrigt ventede på at komme til at lytte til hans ord. ret
(77) Til denne forsamling talte Peter først om jødernes skik, idet han sagde, at det blev betragtet som ulovligt for jøder at have samkvem med hedninger, og at dette efter vedtægterne medførte besmittelse. Han sagde: "I ved, at det er utilbørligt for en jøde at omgås eller besøge nogen, som hører til et fremmed folk; men mig har Gud vist, at jeg ikke skulle kalde noget menneske vanhelligt eller urent. Derfor kom jeg også uden indvending, da jeg fik bud derom; og nu vil jeg gerne vide: hvorfor har I sendt bud efter mig?" ret
(77) Så fortalte Kornelius om sin oplevelse og om engelens ord og endte med at sige: "Jeg sendte så straks bud til dig, og du har gjort vel i at komme. Og nu er vi alle til stede for Guds åsyn for at høre alt, hvad der er befalet dig af Herren." ret
(77) Peter sagde: "Nu forstår jeg i sandhed, at der hos Gud ikke er personsanseelse; men i hvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham." ret
(77) Derpå prædikede apostlen om Kristus for denne forsamling af opmærksomme tilhørere om hans liv, hans undergerninger, hvordan han blev forrådt og korsfæstet, om hans opstandelse og himmelfart, og om hans gerning i Himmelen som menneskers stedfortræder og talsmand. Mens Peter for de tilstedeværende udpegede Jesus som synderes eneste håb, forstod han selv mere fuldt og helt betydningen af det syn, han havde haft, og hans hjerte brændte af den sandhedens Ånd, som han var talsmand for. ret
(78) Pludselig blev hans tale afbrudt ved, at Helligånden nedsteg til dem. "Endnu mens Peter talte, faldt Helligånden på alle dem, som hørte ordet. Og alle de troende af jødisk herkomst, som var kommet derhen sammen med Peter, blev ude af sig selv af undren over, at Helligåndens gave var blevet udgydt også over hedningerne; thi de hørte dem tale i tunger og prise Gud." ret
(78) "Da tog Peter til orde: "Skulle nogen kunne hindre disse i at blive døbt med vand, da de jo dog har fået Helligånden lige så vel som vi?" Og han befalede, at de skulle døbes i Jesu Kristi navn." ret
(78) Således blev evangeliet bragt til dem, som havde været fremmede og udlændinge, og gjorde dem til de helliges medborgere og medlemmer af Guds husstand. Omvendelsen af Kornelius og hele hans hus var kun førstegrøden af, hvad der senere skulle høstes. Fra denne husstand udførtes et omfattende nådens værk i denne hedenske by. ret
(78) I dag søger Gud efter sjæle såvel blandt rige som blandt fattige. Der findes mange som Kornelius, mennesker, som Herren ønsker at knytte til sin tjeneste i denne verden. De har sympati for Herrens folk, men de bånd, som binder dem til verden, holder dem for godt fast. Det kræver moralsk mod, hvis de skal tage standpunht for Kristus. Der burde gøres særlige anstrengelser for disse sjæle, som er i så stor fare på grund af deres forpligtelser og forbindelser. ret
(78) Gud har brug for alvorlige, ydmyge tjenere, der vil bringe evangeliet til de højere klasser. Der kan komme til at ske undere i form af virkelige omvendelser, undere, som endnu ikke lader sig skimte. De største mænd på denne jord er ikke udelukkede fra Guds undergørende magt. Hvis de, som arbejder i fællesskab med ham, vil gribe lejligheden, når den viser sig, og gøre deres pligt både tappert og trofast, vil Gud omvende mænd, der står i ansvarsfulde stillinger, kloge og indflydelsesrige mennesker. Ved Helligåndens kraft vil mange komme til at gå ind for de guddommelige principper. Når de er omvendt til sandheden, vil de blive Guds villige hjælpere til at bringe lyset til andre. De vil få en særlig opgave med andre sjæle af denne forsømte klasse. Både tid og penge vil blive viet til Herrens tjeneste, og menigheden vil komme til at vinde ny virkeevne og kraft. ret
(78) Fordi Kornelius levede i lydighed mod al den belæring, han havde modtaget, lod Gud det ske således, at der blev givet ham mere sandhed. Et sendebud fra de himmelske boliger blev udsendt til den romerske officer og til Peter, for at Kornelius kunne komme i kontakt med en, der kunne føre ham ind i mere lys. ret
(78) Der findes her i verden mange, der er Guds rige nærmere, end vi aner. I denne mørke syndens verden har Herren mange kostbare klenodier, til hvem han vil lede sine sendebud. Allevegne findes der mennesker, der vil gå ind for Kristus. Mange vil vide at værdsætte Guds visdom højere end nogen jordisk fordel og blive trofaste fakkelbærere. Selv tvungne af Kristi kærlighed, som de er, vil de nøde andre til at komme til ham. ret
(78) Da brødrene i Judæa hørte, at Peter var gået ind i en hednings hus, blev de overraskede og krænkede. De ængstede sig for, at en sådan fremgangsmåde, der forekom dem overmodig, ville komme til at modarbejde hans egen lære. Da de næste gang traf Peter, mødte de ham med alvorlig kritik og sagde: "Du har besøgt uomskårne mænd og spist sammen med dem." ret
(79) Peter klarlagde hele sagen for dem. Han fortalte om sin oplevelse med synet og hævdede, at det formanede ham til ikke mere at overholde den vedtagne adskillelse mellem omskårne og uomskårne og til heller ikke at betragte hedninger som urene. Han fortalte om den befaling, han havde fået om at gå til hedningerne, om sendebuddenes ankomst, om sin rejse til Kæsarea og om mødet med Kornelius. Han berettede dem indholdet af sin samtale med høvedsmanden, hvorunder denne havde fortalt ham om sit syn, hvorved han havde fået anvisning på at sende bud efter Peter. ret
(79) "Men da jeg var begyndt at tale," sagde han, da han fortalte om sine oplevelser, "faldt Helligånden på dem, ligesom på os i den første tid. Da kom jeg Herrens ord i hu, hvorledes han sagde: "Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden. Når Gud nu har givet dem den samme gave, som vi fik, da vi kom til at tro på Herren Jesus Kristus, hvem var da jeg, at jeg skulle være i stand til at stå Gud i vejen." ret
(79) Brødrene måtte tie ved at høre denne beretning. De var overbeviste om, at Peters handlemåde var en direkte opfyldelse af Guds vilje, og om at deres fordomme og udelukkelse af andre var fuldstændig i modstrid med evangeliets ånd, og derfor priste de Gud og sagde: "Så har Gud altså også givet hedningerne omvendelse til liv." ret
(79) Således blev fordommene nedbrudt uden strid, og den adskillelse, der var oprettet ved tidernes vane, blev opgivet, og vejen stod åben for evangeliets forkyndelse for hedninger. ret