Mesterens efterfølgere kapitel 15. Fra side 80.     Fra side 143 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Udfrielsen fra fængslet

(80)  Dette kapitel er bygget op over Apg 12,1-23

På den tid lagde Herodes hånd på nogle af menigheden og mishandlede dem. Dengang lå Judæas regering i hænderne på Herodes Agrippa, som var den romerske kejser Claudius undersåt. Herodes beklædte også stillingen som fjerdingsfyrste over Galilæa. Han hævdede at være tilhænger af den jødiske religion og var tilsyneladende meget nidkær for at gennemføre den jødiske lovs formaliteter. I ønsket om at opnå jødernes gunst og på den måde sikre sine embeder og sin værdighed gav han sig til at imødekomme deres ønsker ved at forfølge Kristi menighed, ødelægge de troendes huse og ejendom og fængsle menighedens ledende medlemmer. Han kastede Jakob, Johannes broder, i fængsel og sendte en bøddel hen for at henrette ham med sværdet, ligesom en anden Herodes havde ladet profeten Johannes halshugge. Da han så, at dette i høj grad behagede jøderne, lod han også Peter sætte i fængsel. ret

(80)  Det var i påsketiden, at disse grusomheder blev forøvet. Medens jøderne fejrede deres udfrielse af Ægypten og foregav stor nidkærhed for Guds lov, overtrådte de samtidig enhver grundsætning i denne lov ved at forfølge og myrde dem, der troede på Kristus. ret

(80)  Jakobs død vakte stor sorg og forfærdelse blandt de troende. Da nu også Peter blev fængslet, hengav hele menigheden sig til faste og bøn. ret

(80)  Herodes henrettelse af Jakob vandt jødernes bifald, skønt nogle af dem klagede over, at den var foregået så hemmeligt, og hævdede, at en offentlig henrettelse ville have virket mere skræmmende på de troende og dem, der havde sympati for dem. Derfor holdt Herodes Peter under bevogtning i den hensigt senere at tilfredsstille jøderne ved at lade hans død foregå offentligt. Men nogle mente, at det var risikabelt at lade apostlenes leder henrette i folkets påsyn, mens så mange var samlet i Jerusalem. Man var bange for, at det skulle vække mængdens medlidenhed, når de så ham blive ført hen for at dø! ret

(80)  Præsterne og de ældste nærede også frygt for, at Peter skulle fremkomme med en af disse mægtige henvendelser til folket, som tit havde vakt det til at overveje Jesu liv og personlighed, en sådan appel, som de med alle deres argumenter ikke havde været i stand til at tilbagevise. Peters nidkærhed for at fremme Kristi sag havde ført mange til at antage evangeliet, og rådsherrerne var bange for, at hvis han skulle få lejlighed til at forsvare sin tro i nærværelse af de mange, der var kommet til byen for at tilbede, ville man kræve hans løsladelse af kongen. ret

(81)  Mens Peters henrettelse under forskellige påskud blev opsat til efter påskehøjtiden, havde menigheden tid til grundig ransagelse af hjerterne og alvorlig bøn. Uden ophør bad de for Peter; for de følte, at han ikke kunne undværes i tjenesten. De var klare over, at de var nået til et punkt, hvor Kristi menighed ville gå til grunde, om ikke Gud på en særlig måde greb ind. ret

(81)  Imidlertid søgte fromme mennesker fra alle folkeslag til det tempel, som var viet til Guds ære. Det strålede af guld og ædelstene og var et både skønt og storslået skue. Men Jehova var ikke længere at finde i denne pragtfulde bygning. Som folk betragtet havde Israel skilt sig fra Gud. Da Kristus ved afslutningen af sin jordiske gerning for sidste gang betragtede det indre af templet, sagde han: "Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!" Matt. 23,38. Hidtil havde han kaldt templet sin Faders hus, men da Guds Søn gik ud fra disse mure, forsvandt Guds nærværelse for evigt fra det tempel, som var bygget til hans ære. ret

(81)  Til sidst blev dagen for Peters henrettelse fastsat, men de troendes bønner opsteg stadig til Himmelen; og mens al deres styrke og kærlighed brød frem i inderlige bønner om hjælp, vågede Guds engle over den fangne apostel. ret

(81)  I erindring om apostlens tidligere udfrielse fra fængslet havde Herodes ved denne lejlighed taget dobbelte forholdsregler. For at forhindre enhver mulighed for befrielse var Peter sat under bevogtning af seksten soldater, der i forskellige vagthold bevogtede ham både dag og nat. I cellen var han anbragt mellem to soldater og var bundet med to lænker, og hver lænke var fastgjort til en af soldaternes håndled. Han kunne ikke røre sig, uden at de mærkede det. Med de sikkert låsede fængselsdøre og en stærk vagt udenfor dem var enhver mulighed for redning eller flugt ved menneskers hjælp udelukket. Men når nøden er størst, er Gud nærmest! ret

(81)  Peter var indespærret i en celle, der var hugget ind i klippen, og hvis døre var forsvarligt boltret med lås og slå; og de vagthavende soldater var gjort ansvarlige for fangens sikkerhed. Med bolt og slå og det romerske vagthold, som fuldstændig udelukkede al mulighed for menneskelig hjælp, skulle kun gøre Guds sejr ved Peters befrielse endnu mere fuldkommen! Herodes havde løftet hånden mod den Almægtige, og han skulle komme til at lide et afgørende nederlag. Gud ville ved at bruge sin magt frelse det dyrebare liv, som jøderne havde besluttet at tilintetgøre. ret

(81)  Det er den sidste nat før den berammede henrettelse. En Herrens engel bliver fra Himmelen udsendt for at frelse Peter. De stærke porte, som var lukkede for Guds hellige, åbner sig uden menneskehænders hjælp. Den Allerhøjestes engel går igennem dem, og portene lukker sig lydløst bagved ham. Han går ind i cellen, og der ligger Peter fredeligt sovende i fuldkommen tillid. ret

(81)  Fangerummet fyldes af det lys, der omgiver engelen, men det vækker ikke apostlen. Først da han mærker berøringen af engelens hånd og hører en stemme sige: "Stå hurtigt op!" bliver han tilstrækkelig vågen til at se fængslet oplyst af Himmelens lys og en strålende engel stående foran ham. Uvilkårligt adlyder han de ord, der blev talt til ham, og da han løfter hænderne, går det svagt op for ham, at lænkerne er faldet af hans håndled. ret

(82)  Atter lyder det himmelske sendebuds røst: "Bind op om dig og tag dine sandaler på!" og atter adlyder Peter mekanisk, med sit undrende blik fast rettet mod sin gæst og i den tro, at han drømmer eller ser et syn. Endnu engang befaler engelen: "Kast din kappe om dig og følg mig!" Engelen går hen imod døren efterfulgt af den i almindelighed meget talende Peter, som nu er stum af forundring. De træder hen over vagten og når den svært låsede dør, som af sig selv går op og straks efter igen lukker sig, mens vagterne både inden- og udenfor er ubevægelige på deres post. ret

(82)  Nu når de til den anden dør, som også er bevogtet både indefra og udefra. Den åbner sig på samme måde som den første, uden knirkende hængsler eller raslende slåer. De går igennem den, og den lukker sig atter lydløst. På samme måde passerer de den tredje port og står nu ude på gaden. Der bliver ikke sagt et ord, og der høres ingen fodtrin. Engelen svæver i forvejen, omgivet af en blændende stråleglans, og Peter, som stadig er forvirret og tror, at han drømmer, følger med sin befrier. På denne måde går de hen ad en gade, og derpå forsvinder engelen pludseligt, fordi dens opgave er fuldført. ret

(82)  Det himmelske lys svandt bort, og Peter stod pludselig i det dybeste mørke; men efterhånden som hans øjne vænnede sig til mørket, syntes det at sprede sig, og han opdagede, at han stod alene på den stille gade og mærkede den kølige natteluft på sin pande. Nu forstod han, at han var fri og i en velkendt del af byen; han genkendte stedet som et, han ofte havde besøgt, og som han havde ventet næste morgen at skulle passere for sidste gang. ret

(82)  Han prøvede at genkalde sig de sidste øjeblikkes begivenheder. Han huskede, at han var faldet i søvn, bundet mellem to soldater og uden sandaler og yderklæder. Han undersøgte sig selv og opdagede, at han var fuldt påklædt og havde sit bælte på. Hans håndled, der var ophovnede af de grusomme lænker, var befriede fra håndjernene. Han forstod, at hans frihed ikke var et selvbedrag, ingen drøm eller et syn, men den velsignede virkelighed. Næste morgen skulle han være ført hen for at dø, men se, en engel havde udfriet ham fra fængslet og døden. "Da Peter så kom til sig selv igen, sagde han: "Nu forstår jeg virkelig, at Herren har sendt sin engel og udfriet mig af Herodes hånd og fra alt det, jødefolket havde ventet!" ret

(82)  Apostlen begav sig straks til det hus, hvor brødrene var forsamlede, og hvor de i dette øjeblik var optaget af inderlig bøn for ham. "Da han nu bankede på døren til portrummet, kom der en pige ved navn Rode for at lukke op. Og da hun kendte Peters røst, blev hun så glad, at hun ikke åbnede porten, men løb ind og fortalte, at Peter stod udenfor porten, Men de sagde til hende: "Du er jo fra forstanden!" Hun forsikrede imidlertid, at det var, som hun havde sagt. Så sagde de: "Det er hans engel!" ret

(83)  Imens blev Peter ved med at banke på, og da de lukkede døren op, så de, at det var ham, og de blev ude af sig selv af forbavselse. Men han gjorde tegn til dem med hånden, at de skulle tie, og han fortalte dem, hvordan Herren havde ført han ud af fængslet." Og Peter "gik ud og drog til et andet sted." Lov og pris fyldte de troendes hjerter, fordi Gud havde hørt og bønhørt dem og udfriet Peter af Herodes vold. ret

(83)  Om morgenen samledes en stor skare mennesker for at være vidne til apostlens henrettelse. Herodes sendte bejente hen til Peters fængsel, for at de skulle afhente ham med stort opbud af våben og vagter, ikke blot for at sikre sig mod, at han flygtede, men også for at skræmme alle, der følte medlidenhed med ham, og som tegn på kongens magt. ret

(83)  Da vagten foran døren opdagede, at Peter var undkommet, blev de rædselsslagne. Det var udtrykkeligt blevet bekendtgjort, at de med deres liv måtte stå inde for deres fanges liv, og af denne årsag havde de været særlig årvågne. Da betjentene kom for at hente Peter, stod soldaterne stadig ved fængselsdøren, låse og skodder var stadig på plads, lænkerne var stadig fastgjort til de to soldaters håndled, men fangen var forsvundet! ret

(83)  Da beretningen om Peters forsvinden blev forebragt Herodes, blev han ude af sig selv af raseri. Han anklagede fængselsvagten for upålidelighed og befalede, at de skulle dræbes. Herodes vidste godt, at ingen menneskelig magt havde reddet Peter, men han var fast besluttet på ikke at indrømme, at en guddommelig magt havde ødelagt hans planer, og han dristede sig til at trodse Gud. ret

(83)  Ikke længe efter Peters udfrielse fra fængslet drog Herodes til Kæsarea. Mens han var der, holdt han en stor fest, der var beregnet på at vække folkets beundring og begejstring. Denne fest blev overværet af forlystelsessyge mennesker alle vegne fra, og der var støjende lystighed og meget drikkeri. Herodes viste sig i pomp og pragt for folket og holdt en tale til dem med udfoldelse af stor veltalenhed. Han så pragtfuld ud klædt i sin kongedragt, der glimrede af sølv og guld. Den fangede solstrålerne i sine glimtende folder og blændede tilskuernes øjne. Hans majestætiske fremtræden og virkningen af hans velvalgte ord betog forsamlingen med mægtig kraft. Deres sanser var allerede omtågede af sviren og drikken, og de lod sig blænde af Herodes pragt og bedåre af hans optræden og veltalenhed; vilde af begejstring overøste de ham med smiger og erklærede, at ingen dødelig kunne fremtræde på den måde eller være i besiddelse af en sådan veltalenhed. Endvidere erklærede de, at mens de altid havde højagtet ham som hersker, så ville de fra nu af dyrke ham som gud. ret

(83)  Nogle af disse stemmer, som man nu hørte forherlige en ussel synder, havde for kun få år siden opløftet dette afsindige råb: Bort med Jesus! Korsfæst ham, korsfæst ham! Jøderne havde nægtet at tage imod Jesus, hvis klæder, der var grove og ofte plettede efter rejsen, dækkede et hjerte fuldt af guddommelig kærlighed. Deres øjne kunne ikke bag det fattige ydre opdage livets og herlighedens Herre, skønt dog Kristi magt var åbenbaret for dem ved de gerninger, som intet menneske havde været i stand til at gøre. Men de var parat til at tilbede den hovmodige konge som gud, skønt hans prægtige klæder af sølv og guld dækkede over et fordærvet og grusomt hjerte. ret

(84)  Herodes var klar over, at han hverken fortjente deres ros eller hyldest, men alligevel modtog han folkets afgudsdyrkelse som sin ret. Hans hjerte bankede af sejrsfryd, og hans ansigt glødede af tilfredsstillet stolthed, da han hørte dette råb løfte sig: "Det er en guds røst og ikke et menneskes." ret

(84)  Men pludselig skete der en frygtelig forandring med ham. Hans ansigt blev dødblegt og forvredent af smerte. Store sveddråber brød frem af alle porer. Et øjeblik stod han som lammet af smerte og rædsel; så vendte han sit dødblege, blygrå ansigt mod sine forfærdede venner og skreg med hul, fortvivlet stemme: Den, I har prist som Gud, er ramt af døden! ret

(84)  I den frygteligste kval blev han båret bort fra skuepladsen for svir og pragtudfoldelse. For et øjeblik siden havde han med stolthed taget imod den store skares pris og tilbedelse; nu forstod han, at han var i en endnu mægtigere herskers hånd. Han blev grebet af samvittighedsnag: han huskede sin ubarmhjertige forfølgelse af Kristi disciple; han huskede sin grusomme befaling om at dræbe den uskyldige Jakob og sine planer om at lade apostlen Peter henrette; han huskede også, hvordan han i sin krænkelse og sit skuffede raseri havde ladet en uretfærdig hævn ramme fangevogterne. Han forstod, at det nu var Gud, som handlede med ham, den ubarmhjertige forfølger. Intet lindrede de legemlige smerter eller den sjælelige lidelse, og han ventede det heller ikke. ret

(84)  Herodes kendte godt Guds lov, som siger: "Du må ikke have andre guder end mig!" 2Mos. 20,3. og han vidste, at han ved at tage imod folkets tilbedelse havde nået toppunktet af sin synd og pådraget sig Jehovas retfærdige harme. ret

(84)  Den samme engel, der var kommet fra de himmelske boliger for at frelse Peter, havde været vredens og dommens sendebud til Herodes. Engelen stødte til Peter for at vække ham af søvne, det var med en anden slags stød, at han ramte den onde konge, et, som nedbrød hans stolthed og bragte den Almægtiges straf over ham. Herodes døde under forfærdelige lidelser, både sjælelige og legemlige, ved Guds gengældelsesdom. ret

(84)  Denne tilkendegivelse af Guds retfærdighed havde en mægtig virkning på folket. Efterretningen om, at Kristi apostel ved et under var blevet udfriet fra fængsel og død, mens hans forfølger var blevet ramt af Guds forbandelse, spredtes til alle lande og var medvirkende til, at mange kom til at tro på Kristus. ret

(84)  Filips oplevelse, da han af en himmelsk engel fik befaling til at drage til det sted, hvor han mødte en, som søgte sandheden; Kornelius, da en engel kom til ham med et budskab fra Gud; Peters, da han var i fængsel og dømt til døden og af en engel blev ført ud til sikkerheden; det viser alt sammen, hvor nær forbindelse der er mellem Himmel og jord! ret

(84)  Beretningen om disse engle burde bringe den, der arbejder for Gud, både styrke og mod. Himmelens sendebud drager i dag, ligeså vel som på apostlenes tid, vidt og bredt om lande og søger at trøste de sørgende, beskytte de bodfærdige og vinde menneskers hjerter for Kristus. De er ikke synlige for vort blik, men ikke desto mindre er de hos os og vejleder, hjælper og beskytter os. ret

(85)  Himmelen er bragt jorden nærmere ved denne usynlige stige, hvis fod står fast på jorden, mens det øverste af den når op til evighedens trone. Bestandig stiger engle op og ned ad denne strålende stige for at bringe de ulykkeliges og lidendes bønner op til Faderen i Himmelen og for at bringe velsignelse og håb, mod og hjælp til menneskenes børn. Disse lysets engle skaber en himmelsk luftning om sjælen og løfter os op mod det ukendte og evige. Med vort menneskelige syn kan vi ikke se deres skikkelser, kun ved åbenbaringer kan vi skelne de himmelske ting. Kun med Åndens øre kan vi høre klangen af de himmelske stemmer. ret

(85)   "Herrens engel slår lejr om den, der frygter ham, og frier dem." Sl. 34,7. Gud giver sine engle befaling om at frelse hans udvalgte fra ulykke, om at bevare dem fra "pesten, der sniger i mørke," og "middagens hærgende sol." Sl. 91,6. Atter og atter har engle talt med mennesker, som en mand taler med sin ven, og ført dem til sikre steder. Atter og atter har engles opmuntrende ord fornyet de troendes svage kraft, når den var ved at svinde bort, har ført deres tanker op over de jordiske ting og ladet dem ved troen se sejrens hvide klæder, kroner og palmegrene, der venter de sejrende, når de står omkring den store hvide trone. ret

(85)  Det hører med til englenes tjeneste at komme de prøvede, de lidende og de fristede nær. De arbejder utrætteligt til hjælp for dem, for hvis skyld Kristus døde. Når syndere bringes til at overgive sig til Frelseren, bærer englene budskabet op til Himmelen, og hele den himmelske hær fryder sig. "Således bliver der mere glæde i Himmelen over én synder, som omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke trænger til omvendelse " Luk. 15,7. Der bliver bragt bud til Himmelen om hver eneste lykkelig bestræbelse fra vor side for at sprede mørket og udbrede kundskaben om Kristus. Når dette bliver berettet Faderen, genlyder Himmelen af jubelråb. ret

(85)  Himmelens magter og myndigheder er vidne til kampen, som Guds tjenere må føre under tilsyneladende nedslående omstændigheder. Nye erobringer bliver gjort, ny hæder vundet, når de kristne samler sig om Frelserens banner og drager ud for at stride troens gode strid. Alle de himmelske engle er til rådighed for Guds ydmyge troende folk; og når Herrens hær hernede synger sine lovsange, stemmer koret deroppe i sammen med dem for at prise Gud og hans Søn. ret

(85)  Vi må lære bedre at forstå englenes opgave! Det ville være rigtigt at huske på, at hvert eneste Guds barn kan regne med himmelske væseners medvirken. Usynlige hære af lys og kraft hjælper de frygtsomme og ringe, der tror og regner med Guds løfter. Keruber og serafer og vældige engle står ved Guds højre hånd: "Er de ikke alle ånder i Guds tjeneste, som sendes ud for deres skyld, der skal arve frelse?" ret

næste kapitel