Mesterens efterfølgere kapitel 19. Fra side 104.     Fra side 188 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Jøder og hedninger

(104)  Dette kapitel er bygget op over Apg 15,1-35

Da Paulus og Barnabas nåede til Antiokia i Syrien, hvorfra de var blevet udsendt på deres rejse, benyttede de en snart indtræffende lejlighed til at samle de troende og berette om, "hvor store ting Gud ved dem havde gjort, og at han havde åbnet troens dør for hedningerne." Apg. 14,27. Menigheden i Antiokia var stor og voksede stadig. Den var et midtpunkt for missionsvirksomhed og et af de betydeligste samfund af troende kristne. Den bestod af mange slags mennesker og både af jøder og hedninger. ret

(104)  Mens apostlene gjorde fælles sag med de ældste og menighedens medlemmer i Antiokia i deres alvorlige bestræbelser for at vinde mange sjæle for Kristus, lykkedes det nogle jødiske troende "af farisæernes parti", at fremkomme med et spørgsmål, som snart førte til udbredt strid indenfor menigheden og forfærdede de troende hedninger. Med stor overbevisning hævdede disse lærere fra Judæa, at man for at blive frelst også måtte være omskåren og overholde alle lovens forskrifter. ret

(104)  Paulus og Barnabas imødegik med det samme denne falske lære og modsatte sig, at den skulle forelægges hedningerne. Men der var på den anden side mange af de troende jøder i Antiokia, som var enige med de brødre, der lige var ankommet fra Judæa. ret

(104)  De jødekristne var i almindelighed ikke tilbøjelige til at gå så rask fremad, som Gud beredte vejen for dem. Når man så resultatet af apostlenes arbejde blandt hedningerne, var det indlysende, at de omvendte blandt disse snart langt ville overgå de jødiske omvendte i antal. Jøderne var bange for, at hvis deres lovs forbehold og formaliteter ikke blev gjort obligatoriske for hedningerne som betingelse for kirkefællesskab, ville jødernes nationale ejendommeligheder, der hidtil havde holdt dem adskilt fra andre folkeslag, til slut svinde bort blandt dem, der modtog evangeliet. ret

(104)  Jøderne havde altid været stolte af deres guddommeligt forordnede ceremonier; og mange af dem, der var blevet omvendt til Kristi tro, følte stadig, at når Gud tydeligt havde givet anvisning på den hebraiske gudsdyrkelse, var det usandsynligt, at han nogensinde skulle give sin tilladelse til, at den blev ændret i nogle enkeltheder. De holdt fast på, at de jødiske love og ceremonier skulle indbefattes i ritualet for den kristne religion. De var langsomme i opfattelsen af, at hele offertjenesten kun havde været symboler på Guds Søns død, hvor forbilledet mødte virkeligheden, og hvorefter den mosaiske anordnings ritualer og ceremonier ikke mere var gældende. ret

(105)  Før sin omvendelse havde Paulus betragtet sig selv som udadlelig "efter lovretfærdighedens krav." Fil. 3,6. Men siden sin sindsforandring havde han fået en klar opfattelse af Frelserens udsendelse som forsoner for hele menneskeheden, hedninger såvel som jøder, og havde lært at forstå forskellen mellem levende tro og død formalisme. I lys af evangeliet havde de gamle forskrifter og ceremonier, der var oprettet for Israel, fået en ny og dybere betydning. Det, som de havde været et dunkelt forbillede på, var nu sket, og de, som levede under evangeliets frigjorthed, var blevet fritaget for at overholde dem. Men Guds uforanderlige lov i de ti bud overholdt Paulus både åndeligt og bogstaveligt. ret

(105)  Indenfor menigheden i Antiokia medførte de forskellige synspunkter med hensyn til spørgsmålet om omskærelse megen strid og uenighed. Til sidst besluttede menigheden, som frygtede for, at en fortsat ordstrid skulle føre til splittelse blandt dem, at sende Paulus og Barnabas sammen med nogle af menighedens ansvarshavende mænd til Jerusalem for at forelægge apostlene og de ældste sagen. Der skulle de mødes med repræsentanter for de forskellige menigheder og dem, der var kommet til Jerusalem for at overvære de forestående højtider. I mellemtiden skulle al strid ophøre, indtil en endelig afgørelse blev truffet på et fællesmøde. Denne afgørelse skulle så være bindende overalt i de forskellige menigheder i hele landet. ret

(105)  På vejen til Jerusalem besøgte apostlene de troende i de byer, som de kom igennem, og opmuntrede dem ved at fortælle om deres oplevelser indenfor tjenesten og om hedningernes omvendelse. ret

(105)  I Jerusalem traf udsendingene fra Antiokia brødrene fra de forskellige menigheder, der havde samlet sig til et stort møde, og dem fortalte de om den fremgang, der havde fulgt deres tjeneste blandt hedningerne. Derpå gav de en skildring af den forvirring, det havde forvoldt, da nogle farisæere var rejst til Antiokia for at erklære, at for at blive frelst måtte de hedningekristne lade sig omskære og holde Mose lov. ret

(105)  Dette spørgsmål affødte en hed diskussion i forsamlingen. I nær tilknytning til spørgsmålet om omskærelse var der flere andre spørgsmål, der krævede indgående overvejelse. Det ene var, hvilken stilling man skulle tage til brugen af kød, som var ofret til afguderne. Mange af de hedningekristne boede blandt uvidende og overtroiske mennesker, der tit bragte ofre til afguderne. Præsterne ved denne hedenske gudsdyrkelse drev en vidtstrakt handel med de ofre, som man bragte dem; og jøderne var bange for, at de hedningekristne skulle bringe kristendommen i vanry ved at købe det, som havde været offergave til afguderne, og på den måde til en vis grad sanktionere de hedenske skikke. ret

(105)  Hedningerne var også vant til at spise kød af dyr, der var blevet kvalt, mens jøderne havde fået påbud om, at når et dyr blev slagtet for at bruges til menneskeføde, måtte man passe godt på, at blodet ikke blev i det; ellers blev kødet ikke anset for at være sundt. Gud havde givet jødefolket disse påbud for deres helbreds skyld. Jøderne betragtede det som en synd at benytte blod som næringsmiddel. De hævdede, at i blodet var livet, og at blodsudgydelse var en følge af synden. ret

(106)  Hedningerne havde derimod den skik at opfange blodet, der flød fra det ofrede dyr og bruge det til tilberedelsen af deres mad. Jøderne kunne ikke tro, at de burde forandre de skikke, de havde antaget efter Guds særlige påbud. Som forholdene dengang var, ville det, hvis jøder og hedninger skulle forsøge at spise ved samme bord, medføre, at de gensidigt ville blive forfærdede og forargede over hinanden. ret

(106)  Hedningerne og i særdeleshed grækerne var overordentlig løsslupne i deres livsførelse, og der var fare for, at nogle af dem, der ikke i deres inderste var blevet omvendt, skulle foregive at være kristne uden at ville give afkald på deres slette vaner. De jødekristne ville ikke finde sig i den umoralitet, som hedningerne end ikke regnede for noget syndigt. Derfor betragtede jøderne det som i høj grad betimeligt, at omskærelse og overholdelse af loven om ceremonier skulle pålægges de hedningekristne som bevis på deres oprigtighed og gudsfrygt. De mente, at dette ville befri kirken for tilgang af dem, der ved at antage troen uden virkelig af hjertet at have omvendt sig, senere kunne komme til at bringe sagen i vanry ved umoralitet og udskejelser. ret

(106)  De forskellige synspunkter indenfor afgørelsen af de omstridte hovedspørgsmål syntes at frembyde uoverstigelige vanskeligheder for rådet. Men i virkeligheden havde Helligånden allerede afgjort dette spørgsmål, som syntes at være afgørende for den kristne menigheds trivsel, og måske for selve dens beståen. ret

(106)   "Efter en længere ordstrid herom stod Peter op og sagde til dem: "Brødre! I ved selv, at for lang tid siden traf Gud det valg blandt jer, at hedningerne af min mund skulle høre evangeliets ord og komme til troen." Han forklarede, at Helligånden havde afgjort det omstridte spørgsmål ved med samme kraft at nedstige til de uomskårne hedninger og de omskårne jøder. Han fortalte atter om sit syn, hvori Gud havde vist ham en dug, fyldt med alle slags firføddede dyr, og havde befalet ham at slagte og spise. Da han afslog det og hævdede, at han aldrig havde spist noget, som var vanhelligt eller urent, havde svaret lydt: "Hvad Gud har erklæret for rent, må du ikke holde for urent " Apg. 10,15. ret

(106)  Peter fortalte om den tydelige fortolkning, disse ord fik, da han næsten i samme øjeblik blev tilkaldt til høvedsmanden for at belære ham om Kristi tro. Denne udsendelse viste, at der hos Gud ikke er personsanseelse, men at han modtager og godkender enhver, der frygter ham. Peter fortalte om sin forbavselse, da han efter at have talt sandhedens ord i Kornelius hjem, var vidne til, at Helligånden blev udgydt over alle hans tilhørere, både jøder og hedninger. Det samme lys og den samme herlighed, som genspejledes på de omskårne jøder, lyste også fra de uomskårne hedningers ansigter. Dette var Guds påmindelse om, at Peter ikke måtte regne den ene for ringere end den anden, thi Kristi blod kan rense fra al urenhed. ret

(106)  En gang havde Peter haft en samtale med brødrene om Kornelius og hans venners omvendelse og hans fællesskab med dem. Da han dengang fortalte, hvordan Helligånden faldt på hedningerne, erklærede han: "Når Gud nu har givet dem samme gave, som vi fik, da vi kom til tro på Herren, Jesus Kristus, hvem var da jeg, at jeg skulle være i stand til at stå Gud i vejen?" Apg. 11,17. Nu sagde han med lige så stor varme og kraft: "Gud, som kender hjerterne, har givet dem vidnesbyrd ved at give Helligånden til dem lige så vel som til os. Han gjorde ingen forskel på os og dem, idet han ved troen rensede deres hjerter. Hvorfor vil I da nu friste Gud ved at lægge et åg på disciplenes nakke, som hverken vi selv eller vore fædre har formået at bære." Dette åg var ikke de ti buds lov, som nogle, der modsætter sig lovens bindende kraft, vil hævde; Peter omtalte her ceremoniloven, som blev betydningsløs efter Kristi korsfæstelse. ret

(107)  Peters tale fik forsamlingen bragt til et punkt, hvor de med tålmodighed kunne lytte til Paulus og Barnabas, der berettede om deres erfaringer i arbejdet blandt hedninger. "Da blev hele forsamlingen stille og hørte på Barnabas og Paulus, som gjorde rede for, hvor store tegn og undere Gud ved dem havde gjort blandt hedningerne." ret

(107)  Også Jakob aflagde sit vidnesbyrd ganske afgjort og erklærede, at det var Guds vilje at skænke hedningerne de samme rettigheder og velsignelser, som han havde givet jøderne. ret

(107)  Helligånden så, at det var bedst ikke at pålægge de hedningekristne at overholde ceremoniloven, og apostlenes mening om denne sag var den samme som Guds Ånds. Jakob førte forsædet i rådet, og hans endelige afgørelse lød således: "Derfor holder jeg for, at man ikke skal gøre det vanskeligt for de hedninger, som vender sig til Gud." ret

(107)  Hermed endte denne ordstrid. I dette tilfælde har vi en gendrivelse af romerkirkens lære: at Peter var kirkens overhoved. De, der som paver har hævdet at være hans efterfølgere, har i skriften intet grundlag for deres påstand. Der var intet i Peters liv, der berettiger til at hævde, at han blev ophøjet over sine brødre som den Allerhøjestes stedfortræder. Hvis de, som erklæres for at være Peters efterfølgere, havde fulgt hans eksempel, ville de altid have ladet sig nøje med at være deres brødres ligemænd. ret

(107)  I dette tilfælde ser det ud til, at Jakob har været udvalgt til at være den, som skulle forkynde den afgørelse, rådet var kommet til. Hans dom lød således, at ceremoniernes lov og særlig forordningen om omskærelse ikke skulle påtvinges hedningerne eller blot anbefales dem. Jakob søgte at påminde sine brødre om den kendsgerning, at hedningerne ved at vende sig til Gud i høj grad havde forandret deres livsførelse, og at man burde udvise stor forsigtighed for ikke at plage dem med forvirrende og tvivlsomme spørgsmål af mindre betydning, for at de ikke skulle tabe modet ved at følge Kristus. ret

(107)  De hedningekristne måtte dog opgive de skikke, som var uforenelige med kristendommens grundsætninger. Derfor enedes apostlene og de ældste om ved et brev at underrette hedningerne om, at de skulle afholde sig fra kød, der var ofret til afguderne, fra utugt, fra det kvalte og fra blod. De skulle tilskyndes til at holde budene og føre et helligt liv. De skulle også have en forsikring om, at de mænd, som erklærede omskærelsen for at være en nødvendighed, ikke var bemyndiget dertil af apostlene. ret

(108)  Paulus og Barnabas blev dem anbefalet som mænd, der havde vovet livet for deres Herre. Judas og Silas blev udsendt sammen med disse apostle for mundtligt at forkynde hedningerne rådets afgørelse: "Helligånden og vi har besluttet ingen yderligere byrde at lægge på jer udover dette nødvendige, at I holder jer fra afgudsofferkød og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Når I holder jer derfra, handler I ret." Guds fire tjenere blev sendt til Antiokia med skrivelsen og det budskab, som skulle gøre en ende på al strid, for det var verdens højeste myndighed, der talte. ret

(108)  Det råd, som traf afgørelsen i denne sag, var sammensat af apostle og lærere, som havde været foregangsmænd ved oprettelsen af de jødisk og hedningekristne menigheder, tillige med udsendinge fra forskellige steder. Der var ældste fra Jerusalem og repræsentanter fra Antiokia til stede, og de betydeligste menigheder var repræsenterede. Rådet handlede i overensstemmelse med den oplyste domsmagts forskrifter og med den værdighed, der sømmer sig for en menighed, som er oprettet i følge Guds vilje. Som resultat af deres drøftelser blev de alle klare over, at Gud ved at tildele hedningerne Helligånden havde besvaret det omstridte spørgsmål; og de forstod, at det var deres pligt at følge Åndens ledelse. ret

(108)  Det var ikke alle kristne, der havde ret til at stemme om dette spørgsmål. Det var "apostlene og de ældste," ansete mænd med sund dømmekraft, som udformede og udsendte forordningen, hvorefter den blev godkendt af de kristne menigheder i almindelighed. Ikke alle var imidlertid tilfredse med denne afgørelse; der var en gruppe af ærgerrige og selvsikre brødre, der ikke syntes om den. Disse mænd påtog sig at blande sig i arbejdet på eget ansvar! De tillod sig megen knurren og kritik, foreslog nye planer og søgte at nedbryde de mænds værk, som Gud havde indviet til at lære andre evangeliets budskab. Lige fra begyndelsen har menigheden måttet møde den slags hindringer, og det vil den komme til lige til dagenes ende. ret

(108)  Jerusalem var jødernes hovedstad, og det var der, man mødte den største eksklusivitet og fanatisme. De jødekristne, som stadig havde templet for øje, tillod ganske naturligt deres tanker at vende tilbage til jødernes særlige rettigheder som folk. Da de så den kristne menighed forlade ceremonierne og de jødiske traditioner og opdagede at den særegne ophøjethed, som havde omgivet jødedommens skikke, snart ville svinde bort i lyset af den nye tro, harmedes mange på Paulus som den, der stort set havde forvoldt denne forandring. Ikke engang alle disciplene var beredt til villigt at godkende rådets afgørelse. Nogle holdt fanatisk fast ved ceremoniloven; og de misbilligede Paulus optræden, fordi de mente, at hans principper var slappe med hensyn til den jødiske lovs forpligtelser. ret

(108)  Apostelmødets tolerante og vidtrækkemde afgørelser bragte tryghed blandt de hedningekristne, og Guds sag havde fremgang. I Antiokia nød menigheden godt af Judas og Silas nærværelse, disse særlige udsendinge, der sammen med apostlene var vendt tilbage fra mødet i Jerusalem. "Og Judas og Silas, som selv var profeter, opmuntrede brødrene med mange ord og styrkede dem." Disse gudfrygtige mænd blev en tid i Antiokia. "Paulus og Barnabas blev så i Antiokia, hvor de tilligemed mange andre lærte og forkyndte det glædelige budskab, Herrens ord." ret

(109)  Da Peter på et senere tidspunkt besøgte Antiokia, vandt han tillid hos mange ved sin kloge optræden overfor de hedningekristne. En tid handlede han i overensstemmelse med det lys, han havde fået fra Himmelen. Han overvandt i den grad sine naturlige fordomme, at han sad til bords med hedningekristne. Men da der fra Jerusalem kom nogle jøder, der var fanatiske forkæmpere for ceremoniloven, forandrede Peter uklogt sin optræden overfor dem, der var omvendt fra hedenskabet. En del af jøderne "hyklede sammen med ham, så endog Barnabas blev draget med af deres hykleri." Gal. 2,13. Denne afsløring af svaghed hos dem, man havde agtet og æret som ledere, gjorde et meget pinligt indtryk på de hedningekristne. Kirken var truet af splittelse! Men Paulus, som så den nedbrydende virkning af den uret, der overgik menigheden ved Peters dobbeltspil, dadlede ham offentligt, fordi han på den måde skjulte sine sande følelser. I menighedens påhør spurgte Paulus Peter: "Når du, skønt jøde, lever på hedensk vis, hvor kan du da søge at tvinge hedningerne til at følge jødiske skikke?" ret

(109)  Peter indså den fejl, han havde begået, og gav sig straks til efter bedste evne at råde bod på det onde, han havde gjort. Gud, som véd alt fra begyndelsen, lod Peter afsløre denne karaktersvaghed, for at apostlen kunne komme til at indse, at der ved ham ikke var noget at prale af. Selv de bedste mennesker kan tage fejl i deres bedømmelse, hvis de er overladt til sig selv. Gud så også, at der i Den-kommende-tid ville være nogle, der var så forblindede, at de for Peter og hans såkaldte efterfølgere ville gøre krav på de ophøjede forrettigheder, som kun tilkommer Gud. Og denne beretning om apostlens svaghed skulle stå som bevis for hans fejlbarlighed og for den kendsgering, at han på ingen måde var hævet over gennemsnittet af de andre apostle. ret

(109)  Fortællingen om denne afvigelse fra de rette grundsætninger står som en højtidelig advarsel til mennesker i ansvarsfulde stillinger indenfor Guds riges arbejde om ikke at svigte i deres retskaffenhed, men trofast holde fast ved det rigtige. Jo større ansvar, der hviler på et menneske, og jo mere anledning det har til at befale og dømme, jo større skade kommer det til at volde, hvis det ikke nøjagtigt følger Herrens anvisninger i overensstemmelse med de afgørelser, som er truffet af de troendes forsamling. ret

(109)  Efter alle de gange, hvor Peter havde svigtet, efter hans fald og oprejsning, hans lange tjenestetid, hans nøje kendskab til Kristus, hans viden om Frelserens redelige udøvelse af det rette, efter al den belæring, han havde modtaget, alle de gaver og den kundskab og indflydelse, han havde vundet ved at prædike og lære ordet, er det så ikke mærkeligt, at han skulle forstille sig og af menneskefrygt omgå evangeliets grundsætninger for at vinde agtelse? Er det ikke mærkeligt, at han skulle vakle i at holde fast ved det rette? Måtte Gud bringe alle mennesker til at forstå deres egen hjælpeløshed, deres manglende evne til selv at styre skibet trygt og sikkert i havn! ret

(109)  Paulus var ofte tvungen til at stå ene i sin tjeneste. Han var særlig oplært af Gud og dristede sig ikke til at gøre indrømmelser, der ville medføre principielle afgørelser. Til tider var byrden tung, men Paulus holdt fast ved det rette. Han forstod, at kirken aldrig burde komme ind under menneskemagtens styre. Menneskers overleveringer og grundsætninger burde ikke træde i stedet for den åbenbarede sandhed. Evangeliets fremgang måtte ikke hindres af menneskers fordomme og svagheder, hvilken stilling i kirken de end måtte indtage. ret

(110)  Paulus havde viet sig selv og alle sine kræfter til tjeneste for Gud. Han havde modtaget evangeliets sandheder fra Himmelen selv, og under hele sin gerning vedligeholdt han en levende forbindelse med de himmelske magter. Det var Gud, som havde givet ham hans forståelse af, hvad det betød at lægge unødvendige byrder på de hedningekristne; da således de jødekristne opkastede spørgsmålet om omskærelse indenfor menigheden i Antiokia, kendte Paulus Guds Ånds mening om denne lære, og han indtog en fast og ubøjelig holdning, som skaffede menighederne frihed fra de jødiske skikke ret

(110)  Trods den kendsgerning, at Paulus selv var oplært af Gud, mente han ikke, at sagen skulle afgøres på en enkelt mands ansvar. Skønt han så hen til Gud for at få direkte ledelse, var han altid rede til at anerkende autoriteten i skikkelse af de samlede troende, forenede i et kirkefællesskab. Han følte, at han trængte til råd, og når vigtige spørgsmål kom på bane, var han glad ved at kunne forelægge menigheden dem og i fællesskab med sine medbrødre søge visdom fra Gud for at kunne tage de rette afgørelser. Selv "profeters ånder er jo profeter lydige," sagde han, "thi Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud, ligesom i alle de helliges menigheder." 1Kor. 14,32-33. Ligesom Peter lærte han, at alle, der er forenede ved deres stilling indenfor menigheden, burde "underordne sig under hinanden." 1Pet. 5,5. ret

næste kapitel