Mesterens efterfølgere kapitel 20. Fra side 111.     Fra side 201 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Korsets herliggørelse

(111)  Dette kapitel er bygget op over Apg 15,36-41; 16,1-6

Da Paulus havde tilbragt nogen tid med sin gerning i Antiokia, foreslog han sin medarbejder, at de skulle drage ud på en ny missionsrejse. "Lad os nu vende tilbage," sagde han til Barnabas, "og besøge brødrene i alle de byer, hvor vi har forkyndt Herrens ord, og se, hvordan det går dem." ret

(111)  Både Paulus og Barnabas tænkte med kærlighed på dem, der nyligt havde taget mod evangeliets budskab ved deres prædiken, og de længtes efter endnu engang at se dem. Paulus slap aldrig denne omsorg. Selv når han var ude på fjerne missionsmarker, langt borte fra skuepladsen for hans tidligere virksomhed, vedblev hans sjæl at bære byrden af at måtte tilskynde disse omvendte til at forblive tro og "gennemføre hellighed i gudsfrygt." 2.Kor. 7,1. Bestandig søgte han at hjælpe dem til at blive selvstændige kristne i stadig udvikling, stærke i troen, brændende i deres iver og helhjertede i deres overgivelse til Gud og til arbejdet for at fremme hans rige. ret

(111)  Barnabas var parat til at drage med Paulus, men ville også gerne, at de tog Markus med, da han atter havde besluttet at give sit liv til tjenesten for Gud. Men Paulus satte sig imod det. Han "holdt på, at de ikke skulle tage en med," som på deres første missionsrejse havde forladt dem i farens stund. Han var ikke tilbøjelig til at undskylde Markus svaghed, da han forlod arbejdet og valgte hjemmets tryghed og hygge. Han hævdede, at et menneske med så ringe modstandskraft ikke egnede sig til en gerning, der krævede tålmodighed, selvfornægtelse, mod, gudsfrygt, tro og offervillighed, om det så skulle gælde selve livet. Striden blev så hård, at Paulus og Barnabas skiltes, og den sidste fulgte sin overbevisning og tog Markus med sig. "Så tog Barnabas Markus med sig og afsejlede til Kypern. Men Paulus valgte sig Silas og drog ud, efter at brødrene havde givet ham Herrens nåde i vold." ret

(111)  Paulus og Silas rejste gennem Syrien og Kilikien og styrkede menighederne og nåede endelig til Derbe og Lystra i provinsen Lykaonien. Det var i Lystra, at Paulus var blevet stenet, og dog finder vi ham atter på skuepladsen for hans tidligere forfølgelse. Han længtes efter at se, hvordan de, som ved hans bestræbelser havde antaget troen, havde bestået i prøvelsens stund. Han blev ikke skuffet, for han fandt, at de troende i Lystra havde været standhaftige trods heftig modstand. ret

(112)  Her traf Paulus atter Timoteus, der havde været vidne til hans lidelser ved afslutningen på hans første besøg i Lystra, og på hvem dette indtryk i tidens løb var blevet dybere og dybere, indtil han følte sig overbevist om, at det var hans pligt helt og fuldt at overgive sig til arbejdet for Gud. Han følte sig inderligt knyttet til Paulus og længtes efter at dele apostlens gerning ved at hjælpe, hvor han kunne komme til det. ret

(112)  Paulus medarbejder Silas var en prøvet mand, som havde profetiske evner; men det foreliggende arbejde var så stort, at det var nødvendigt at oplære flere til aktiv tjeneste. I Timoteus fandt Paulus en, som forstod, hvor hellig en prædikants gerning er, som ikke lod sig skræmme ved tanken om lidelse og forfølgelse, og som var villig til at lade sig belære. Dog vovede apostlen ikke at påtage sig det ansvar at oplære Timoteus, som var en uerfaren ung mand, til evangeliets forkynder uden først at skaffe sig fuld viden om hans karakter og tidligere liv. ret

(112)  Timoteus fader var græker og hans moder jødinde. Han havde fra sin barndom kendt skrifterne. Den fromhed, han mødte i sit hjem, var både sund og forstandig. Hans moders og bedstemoders tro på den hellige skrift var ham en stadig påmindelse om velsignelsen ved at gøre Guds vilje. Guds ord var den rettesnor, hvorefter disse to gudfrygtige kvinder havde opdraget Timoteus. Den åndelige kraft, som udgik fra den lære, han havde modtaget fra dem, bevarede ham ren i sin tale og ubesmittet af de slette påvirkninger, han var omgivet af. Således havde opdragelsen i hjemmet samarbejdet med Gud i at dygtiggøre ham til at bære byrder. ret

(112)  Paulus så, at Timoteus var trofast, standhaftig og ærlig, og han valgte ham til arbejdsfælle og rejseledsager. De, som havde oplært Timoteus i barndommen, fik deres løn ved at se den søn, de elskede, blive knyttet så nær til den store apostel. Timoteus var en ganske ung mand, da han af Gud blev udvalgt til lærer for andre, men hans karakter var så grundfæstet gennem hans første opdragelse, at han var velegnet til at indtage pladsen som Paulus medhjælper. Og skønt han var ung, påtog han sig sit ansvar med kristelig ydmyghed. ret

(112)  Som en forsigtighedsregel tilrådede Paulus klogelig Timoteus at lade sig omskære ikke fordi Gud krævede det, men for at befri jødernes tanker for noget, som kunne komme til at vække indvendinger mod Timoteus virksomhed for Gud. Under sin gerning måtte Paulus rejse fra by til by i mange forskellige lande, og tit ville han få lejlighed til at prædike Kristus i jødiske synagoger lige så vel som i andre forsamlingshuse. Hvis folk hørte, at en af hans medarbejdere i gerningen var uomskåren, kunne det på grund af jødernes fordom og fanatisme komme til at volde store hindringer. Apostlen mødte alle vegne afgjort modstand og hård forfølgelse. Han ønskede at bringe sine jødiske medbrødre så vel som hedningerne budskabet om evangeliet, og derfor forsøgte han, så vidt det lod sig forene med troen, at fjerne ethvert påskud for modstand. Men skønt han indvilligede i dette på grund af jødernes fordom, både troede og lærte han, at hverken omskærelse eller ikke omskærelse betød noget, men at Kristi evangelium var det afgørende. ret

(113)  Paulus elskede Timoteus, "sit ægte barn i troen!" Ofte tog den store apostel den yngre discipel til side og udspurgte ham om skrifternes historie; og mens de drog fra sted til sted, lærte han ham omhyggeligt, hvordan arbejdet skulle udføres, hvis det skulle lykkes. Både Paulus og Silas søgte gennem alt deres samvær med Timoteus at uddybe den forståelse, som han allerede havde, af det hellige og alvorlige arbejde, det var at være en ordets forkynder. ret

(113)  Timoteus søgte stadig råd og belæring hos Paulus til sit arbejde. Han handlede ikke efter indskydelser, men efter overvejelse og rolig eftertanke, idet han ved hvert nyt skridt spurgte: Er dette Herrens vilje? Helligånden fandt i ham et menneske, der kunne formes og dannes til et tempel, hvori Gud kunne tage bolig. ret

(113)  Når Bibelens lære bliver en del af det daglige liv, får den dyb og varig indflydelse på karakteren. Disse lærdomme tilegnede Timoteus sig og udførte dem i praksis. Han var ikke særlig begavet, men hans arbejde var værdifuldt, fordi han benyttede de evner, Gud havde givet ham, i Mesterens tjeneste. Hans erfaringsmæssige kendskab til fromhed gav ham en særstilling blandt andre troende, som gjorde, at man respekterede ham. ret

(113)  De, som arbejder for sjælene, må opnå en dybere, klarere forståelse af Gud, end man kan få ved de sædvanlige bestræbelser. De må lægge al deres energi ind i arbejdet for Mesteren. De har påtaget sig et højt og helligt kald, og hvis de indenfor deres stilling vinder sjæle, så må de ikke slippe Gud, men dagligt modtage nåde og kraft fra velsignelsens kilde. "Thi Guds nåde blev åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til al ugudelighed og verdslige begæringer og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i den nuværende verden i forventning om det salige håb og den store Guds og vor frelsers Jesu Kristi herlige tilsynekomst, han, som hengav sig selv for os for at løskøbe os fra al vor lovløshed og rense sig et ejendomsfolk, der er ivrigt efter at gøre gode gerninger." Tit. 2,11-14. ret

(113)  Før Paulus skyndte sig videre til nye egne, besøgte han og hans ledsagere de menigheder, der var blevet oprettet i Pisidien og de omliggende lande. "Og efterhånden som de kom gennem byerne, overgav de dem de forskrifter, som var vedtaget af apostlene og de ældste i Jerusalem, med påbud om at overholde dem. Så styrkedes da menighederne i troen og voksede i antal dag for dag." ret

(113)  Apostlen Paulus følte sig dybt ansvarlig for disse mennesker, der var blevet omvendt ved ham. Frem for alt higede han efter, at de skulle være trofast, "så I derved skaffer mig den ros på Jesu Kristi dag," sagde han, "at jeg ikke har løbet forgæves." Fil. 2,16. Han bævede for resultatet af sin gerning. Han følte, at selv hans egen frelse var i fare, hvis han svigtede i opfyldelsen af sin pligt, og hvis menigheden skulle svigte i sin medvirken sammen med ham for sjælenes frelse. Han vidste, at prædiken alene ikke ville være nok til at opdrage de troende til at holde fast ved livets ord. Han vidste, at de linje for linje, ved forskrift efter forskrift, lidt her og lidt der, måtte oplæres til at gå fremad i Kristi gerning. ret

(113)  Det gælder overalt i verden, at når som helst man nægter at bruge de evner, Gud giver en, smuldrer og forsvinder disse evner. Sandhed, som ikke viser sig i ens liv, som ikke deles med andre, mister sin livsbringende kraft, sin helbredende virkning. Dette var årsagen til apostlens ængstelse for, at det ikke skulle lykkes ham at fremstille hvert eneste menneske som fuldkommen i Kristus. Paulus håb om Himmelen formørkedes, når han grublede over en eller anden fejl fra hans side, der kunne bevirke, at menigheden fik menneskelig i stedet for guddommelig form. Hans viden, hans veltalenhed, hans undergerninger, hans syner af det evige, når han blev henrykket til den tredje Himmel, det ville altsammen ingen betydning have, hvis de, for hvem han arbejdede, gennem hans utroskab i tjenesten skulle gå glip af Guds nåde. Og derfor tryglede han både mundtligt og skriftligt dem, der havde modtaget Kristus, om at følge en vej, der ville muliggøre det for dem at blive "ulastelige og uden svig, Guds dadelfrie børn midt i en vanartet og forvildet slægt, hvor I skinner som himmellys i verden, medens I holder fast ved livets ord." Fil. 2,15-16. ret

(114)  Enhver ærlig prædikant føler et tungt ansvar for den åndelige vækst hos de troende, der er betroet til hans omsorg; et længselsfuldt ønske om, at de sammen skal blive tjenere for Gud! Han er klar over, at menighedens trivsel for en stor del er afhængig af, at han trofast udretter det arbejde, Gud har betroet ham. Alvorligt og utrætteligt søger han at indgive de troende et ønske om at vinde sjæle for Kristus, idet han husker på, at enhver tilvækst til menigheden skulle være endnu et hjælpemiddel til fuldførelse af frelsesplanen. ret

(114)  Da Paulus og Silas sammen med Timoteus havde besøgt menighederne i Pisidien og de omliggende egne, skyndte de sig ind i "det frygiske og galatiske land," hvor de med stor kraft forkyndte det glædelige frelsesbudskab. Galaterne var afgudsdyrkere, men da apostlene prædikede for dem, glædedes de over dette budskab, som lovede frigørelse fra syndens trældom. Paulus og hans medarbejdere forkyndte læren om retfærdighed ved troen på Kristi forsoningsdød. De fremstillede Kristus som den, der, da han så den faldne menneskeslægts hjælpeløse tilstand, kom for at frelse mænd og kvinder ved selv at leve et liv i lydighed mod Guds lov og ved at lide straffen for deres ulydighed. Og ved korsets lys var der mange, der ikke før havde kendt den sande Gud, som nu begyndte at fatte, hvor stor Faderens kærlighed var. ret

(114)  Således lærte galaterne de fundamentale sandheder om "Gud Fader" og "vor Herre, Jesus Kristus, som for at udfri os fra den nuværende onde verden gav sig selv hen for vore synder efter vor Guds og Faders vilje." "Ved i tro at høre " modtog de Guds Ånd og blev "i Jesus Kristus Guds børn ved troen". Gal. 1,3-4; 3,2. og 26. ret

(114)  Paulus levede sit liv blandt galaterne på en sådan måde, at han senere kunne sige: "Bliv ligesom jeg, det beder jeg jer om!" En glød fra alteret havde berørt hans læber, og han fik kraft til at hæve sig over menneskelige ufuldkommenheder og fremstille Jesus som synderens eneste håb. De, som hørte ham, forstod, at han havde været sammen med Jesus! Iført kraften fra det høje var han i stand til at drage sammenligninger mellem åndelige ting og til at nedbryde Satans faste borge. Hjerterne smeltede ved hans fremstilling af Guds kærlighed, som den åbenbarer sig ved opofrelsen af hans enbårne Søn, og mange følte, at de måtte spørge: Hvad skal jeg gøre for at blive frelst? ret

(115)  Denne måde at fremstille evangeliet på var karakteristisk for apostlens arbejde under hans virksomhed blandt hedningerne. Altid var det Golgatas kors, han viste hen til. "Thi det er ikke os selv, vi prædiker," sagde han, da han var blevet ældre, "men Kristus Jesus som Herre, os selv derimod som jeres tjenere for Jesu skyld. Thi Gud, som sagde: "Af mørke skal lys skinne frem," blev selv et skinnende lys i vore hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed på Kristi åsyn må lyse klart." 2Kor.4,5-6. ret

(115)  De hellige sendebud, som i kristendommens første tid bragte en fortabt verden det glædelige budskab om frelsen, lod ingen tanke om selvforherligelse ødelægge deres fremstilling af Kristus og ham korsfæstet. De higede hverken efter myndighed eller forrang. Selv skjult ved Frelseren forherligede de den store frelsesplan og Kristi liv, han, som var ophav og fuldender af denne plan. Kristus, som i går og i dag og for evigt er den samme, var den, deres prædiken altid drejede sig om. ret

(115)  Hvis de, som i dag lærer Guds ord, ville hæve Kristi kors højere og stadig højere, ville deres tjeneste for Gud lykkes langt bedre. Hvis man kan få syndere til at kaste blot et blik med eftertanke på korset, hvis de blot kan komme til virkelig at se den korsfæstede Frelser, vil de fatte dybet af Guds kærlighed, og hvor syndig synden er. ret

(115)  Kristi død er bevis for Guds store kærlighed til mennesker. Den er vort pant på frelsen. At fjerne korset ville for den kristne være det samme som at udslette solen fra himmelen. Korset bringer os nær til Gud og forsoner os med ham. Med en faders kærlige, langmodige medlidenhed ser Jehova på den lidelse, hans søn måtte tåle for at kunne frelse menneskeslægten fra evig død, og tager imod os ved sin Søn, den elskede. ret

(115)  Uden korset ville mennesker ikke have noget samfund med Faderen. Hele vort håb er afhængigt af det. Fra det skinner lyset af Frelserens kærlighed; og når synderen ved korsets fod ser op til ham, som døde for at frelse ham, kan han glæde sig med inderlig glæde, fordi hans synder er ham tilgivet. Når han i tro knæler ved korset, har han nået til det højeste, et menneske kan nå. ret

(115)  Ved korset lærer vi, at den himmelske Fader elsker os med en kærlighed, som varer evigt. Kan man undre sig over, at Paulus udbrød: "Det være langt fra mig at rose mig af noget andet end vor Herres Jesu Kristi kors?" Vi har også den forrettighed at rose os af korset, den forrettighed helt at give os selv til ham, som gav sig selv for os. Så kan vi, med ansigter, der stråler af det lys, der udstrømmer fra Golgata, gå ud for at åbenbare dette lys for dem, som er i mørket. ret

næste kapitel