(121) Dette kapitel er bygget op over Apg 17,1-10
Efter at Paulus og Silas havde forladt Filippi, drog de til Tessalonika. Her fik de den forrettighed at tale til store forsamlinger i jødernes synagoge. Deres ydre bar vidnesbyrd om den skændige behandling, de netop havde fået, og nødvendiggjorde en forklaring om, hvad der var sket. Denne forklaring gav de, uden at rose sig selv, men de priste ham, der havde bevirket deres løsladelse. ret
(121) Da Paulus prædikede for tessalonikerne, henviste han dem til de gammeltestamentlige profetier om Messias. Kristus havde under sin gerning åbnet sine disciples øjne for forståelse af disse profetier: "idet han gik ud fra Moses og alle profeterne, udlagde han for dem, hvad der i alle skrifterne handlede om ham." Luk. 24,27. Da Peter forkyndte Kristus, fremdrog han sine beviser fra det gamle Testamente. Stefanus havde fulgt samme fremgangsmåde. Og også Paulus benyttede ved sin forkyndelse de skrifter, der forudsagde Kristi fødsel, død, opstandelse og himmelfart. Gennem Moses og profeternes inspirerede vidnesbyrd beviste han klart, at Jesus fra Nazaret var Messias, og viste dem, at fra Adams tid var det Kristi røst, der havde lydt ved patriarkerne og profeterne. ret
(121) Der havde været tydelige og særegne profetier med hensyn til den forjættedes komme. Adam havde fået en forsikring om den kommende Frelser. Den dom, der var afsagt over Satan: "Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, men du skal hugge den i hælen," var for vore første forældre et løfte om den frelse, der skulle gives ved Kristus. 1Mos. 3,15. ret
(121) Abraham fik løfte om, at verdens Frelser skulle fødes i hans slægt: "I din slægt skal alle jordens folk velsignes!" 1Mos. 22,18. "Det hedder ikke "dine afkom," som om det gjaldt mange, men "dit afkom," som når der tales om én, og det er Kristus." Gal. 3,16. ret
(121) Da Moses nærmede sig afslutningen på sin gerning som Israels fører og lærer, profeterede han klart om den kommende Messias. "Herren din Gud," sagde han, "vil lade en profet som mig fremstå af din midte, af dine brødre; ham skal I høre på." 5Mos. 18,15. Og Moses forvissede israelitterne om, at Gud selv havde åbenbaret sig for ham, mens han boede på Horebs bjerg, og havde sagt: "Jeg vil lade en profet som dig fremstå for dem af deres brødre og lægge mine ord i hans mund, og han skal sige dem alt, hvad jeg byder ham." 5Mos. 18,18. ret
(122) Messias skulle være af kongeslægten, for i Jakobs profeti sagde Herren: "ikke viger kongespir fra Juda, ej herskerstav fra hans fødder, til han, hvem den tilhører, kommer, ham skal folkene lyde." 1Mos. 49,10. ret
(122) Og Esajas profeterede: "Men der skyder en kvist af Isajs stub, et skud gror frem af hans rod." Es. 11,1. "Bøj jeres øre, kom til mig, hør, og jeres sjæl skal leve! Så slutter jeg med jer en evig pagt: de trofaste nådeløfter til David. Se, jeg gjorde ham til vidne for folkeslag, til folkefærds fyrste og hersker. Se, på folk, du ej kender, skal du kalde, til dig skal folk, du ej kender, ile for Herren din Guds skyld, Israels hellige, han gør dig herlig." Es. 55,3-5. ret
(122) Også Jeremias fremkom med vidnesbyrd om den kommende Frelser som en fyrste af Davids hus. "Se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg opvækker David en retfærdig spire, og han skal herske som konge og handle viselig og øve ret og retfærd i landet. I hans dage skal Juda frelses og Israel bo trygt. Og det navn, man skal give ham, er: Herren vor retfærdighed." Og atter: "Thi så siger Herren: David skal ikke fattes en mand til at sidde på Israels huses trone. Og levitpræsterne skal aldrig fattes en mand til at stå for mit åsyn og frembære brændoffer, brænde afgrødeoffer og ofre slagtoffer." Jer. 23,5-6; 33. 17-18. ret
(122) Endog Messias fødested var forudsagt: "Og du Betlehem-Efrata, liden til at være blandt Judas tusinder! Af dig skal udgå mig én til at være hersker i Israel. Hans udspring er fra fordum, fra evigheds dage." Mika 5,2. ret
(122) Der blev givet et klart omrids af den gerning, Frelseren skulle udrette på jorden: "Herrens Ånd skal hvile over ham, visdoms og forstands Ånd, råds og styrkes Ånd, Herrens kundskabs og frygts Ånd. Hans hu står til Herrens frygt." Es. 11,2-3. Den således salvede skulle sendes "med glædesbud til ydmyge, med lægedom for sønderbrudte hjerter, for at udråbe frihed for fanger og udgang for dem, som er bundet, udråbe et nådeår fra Herren, en hævnens dag fra vor Gud, for at trøste alle dem, som sørger, give dem, som sørger i Zion, højtidspragt for sørgedragt, for sørgeklædning glædens olie, lovsang for modløst sind. Man kalder dem retfærds ege, Herrens plantning til hans ære " Es. 61,1-3. ret
(122) "Se min tjener, ved hvem jeg holder fast, min udvalgte, hvem jeg har kær! På ham har jeg lagt min Ånd, han skal udbrede ret til folkene. Han råber og skriger ikke, løfter ej røsten på gaden, bryder ej knækket rør og slukker ej rygende tande. Han udbreder ret med troskab, vansmægter, udmattes ikke, før han får sat ret på jorden; og fjerne strande bier på hans lov. Es. 42,1-4. ret
(122) Med overbevisende kraft forklarede Paulus ud fra det gamle Testamente, at "Kristus måtte lide og opstå fra de døde." Havde ikke Mika profeteret: "Med stokken slår de Israels hersker på kinden"? Mika 4,14. Og havde ikke den forjættede ved Esajas profeteret om sig selv: "Min ryg bød jeg frem til hug, mit skæg til at rives, mit ansigt skjulte jeg ikke for hån og spyt"? Es. 50,6. Ved salmisten havde Kristus forudsagt, hvilken behandling, han skulle få af mennesker: "Jeg er til spot for mennesker, folk til spe; alle, der ser mig, håner mig, vrænger mund og ryster på hovedet: "Han har væltet sin sag på Herren; han fri og frelse ham, han har jo velbehag i ham!" Sl. 22,7-9. "Jeg kan tælle alle mine ben; med skadefryd ser de på mig. Mine klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de lod." Sl. 22,18-19. "Fremmed er jeg for mine brødre, en udlænding for min moders sønner. Thi nidkærhed for dit hus har fortæret mig, spotten mod dig er faldet på mig." "Du ved, hvordan jeg smædes og bærer skam og skændsel, du har rede på alle mine fjender. Spot har ulægeligt knust mit hjerte, jeg bied forgæves på medynk, på trøstere uden at finde." Sl. 69,9-10. og 20-21. ret
(123) Hvor klare og tydelige var ikke Esajas profetier om Kristi lidelse og død! "Hvo troede det, vi hørte, for hvem åbenbaredes Herrens arm?" spørger profeten. "Han skød op som en kvist for hans åsyn, som et rodskud af tør jord, uden skønhed og pragt til at drage vort blik, uden ydre, så vi syntes om ham, ringeagtet, skyet af folk, en smerternes mand og kendt med sygdom, en, man skjuler sit ansigt for, agtet ringe, vi regned ham ikke." ret
(123) "Og dog vore sygdomme bar han, tog vore smerter på sig; vi regnede ham for plaget, slagen, gjort elendig af Gud. Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld. Os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår." ret
(123) "Vi fór alle vild som får, vi vendte os hver sin vej, men Herren lod falde på ham den skyld, der lå på os alle. Han blev knust, og bar det stille, han oplod ikke sin mund som et lam, der føres hen at slagtes, som et får, der er stumt, når det klippes han oplod ikke sin mund." ret
(123) "Fra trængsel og dom blev han taget, men hvem i hans samtid tænkte, da han reves fra de levendes land, at han ramtes for mit folks overtrædelse?" Es. 53,1-8. ret
(123) Også hans dødsmåde var blevet antydet. Ligesom kobberslangen var blevet oprejst i ørkenen, skulle den kommende Frelser ophøjes, "for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv." Joh. 3,16. ret
(123) "Hos gudløse gav man ham grav og gravkammer hos den rige, endskønt han ej gjorde uret, og der ikke var svig i hans mund. Det var Herrens vilje at slå ham med sygdom; (når hans sjæl havde fuldbragt et skyldoffer, skulle han se afkom, leve længe og Herrens vilje skulle lykkes ved hans hånd.) Es. 53,9-10. ret
(123) Men han, som skulle lide døden for onde menneskers hånd, skulle atter opstå som sejrherre over døden og graven. Inspireret dertil af den Almægtige vidnede Israels dejlige sanger om opstandelsesmorgenens herlighed. "Han udbryder jublende: "Endogså mit kød skal bo i tryghed. Thi dødsriget giver du ikke min sjæl, lader ikke din hellige se forrådnelse." Sl. 16,9-10. ret
(123) Paulus påviste, hvor tæt Gud havde knyttet offertjenesten sammen med de profetier, som viste hen til den, der var "som et lam, der føres hen at slagtes." Messias skulle give sit liv som "et skyldoffer." Idet profeten Esajas skuede ned gennem århundrederne indtil begivenhederne ved Frelserens forsoningsdød, vidnede han om, at dette Guds lam "udtømte sin sjæl til døden og regnedes blandt overtrædere; dog bar han manges synd, og for overtrædere bad han." Es. 53,7.10.12. ret
(124) Profetiernes Frelser skulle ikke komme som en timelig hersker for at befri det jødiske folk fra jordiske undertrykkere, men som et menneske blandt mennesker, der skulle leve et liv i fattigdom og ringhed og til sidst blive foragtet, forkastet og dræbt. Den Frelser, det gamle Testmente profeterede om, skulle give sig selv som offer for den faldne menneskeslægt og således opfylde ethvert krav fra den overtrådte lov. I ham skulle forbilledet mødes med virkeligheden, og hans død på korset ville få betydning for hele den jødiske husholdning. ret
(124) Paulus fortalte jøderne i Tessalonika om sin tidligere nidkærhed for ceremoniloven og om sin vidunderlige oplevelse ved Damaskus porte. Før sin omvendelse havde han følt sig tryg ved en nedarvet fromhed, ved et falsk håb. Hans tro havde ikke været forankret i Kristus; han havde sat sin lid til skikke og ceremonier. Hans nidkærhed for loven havde været uden forbindelse med tro på Kristus og var derfor uden værdi. Mens han pralede af at være uangribelig med hensyn til udførelsen af lovens gerninger, havde han afvist den eneste, som gjorde loven til noget værdifuldt. ret
(124) Men dengang han blev omvendt, havde alt forandret sig! Jesus fra Nazaret, som han havde forfulgt i skikkelse af hans hellige, viste sig for ham som den forjættede Messias. Forfølgeren så i ham Guds Søn, ham, der var kommet til verden som en opfyldelse af profetierne, og i hvis liv hver begivenhed nøje formede sig som forudsagt i de hellige skrifter. ret
(124) Mens Paulus med hellig frimodighed forkyndte evangeliet i synagogen i Tessalonika, blev der kastet en strøm af lys over den sande betydning af de skikke og ceremonier, der havde forbindelse med offertjenesten i tabernaklet. Han førte sine tilhøreres sind ud over Kristi jordiske gerning og tjeneste og ind i den himmelske helligdom til den tid, hvor Kristus, når hans tjeneste som talsmand var afsluttet, ville komme igen med kraft og stor herlighed for at oprette sit rige på jorden. Paulus troede på Kristi genkomst, og så klart og stærkt fremstillede han de sandheder, der angik denne begivenhed, at det gjorde et uudsletteligt indtryk på mange af dem, der lyttede til ham. ret
(124) Tre sabbatter i træk prædikede Paulus for tessalonikerne og drøftede med dem Kristi liv, død, opstandelse, tjeneste og fremtidige herlighed, han, som var "det slagtede lam" fra verdens grundlæggelse. Åb. 13,8. Han ophøjede Kristus og sagde, at den rette forståelse af hans tjeneste er den nøgle, som kan åbne det gamle Testmentes skrifter og give adgang til deres rige skatte. ret
(124) Da evangeliets sandheder således i Tessalonika blev forkyndt med vældig kraft, blev de store forsamlingers opmærksomhed fanget. "Nogle af dem lod sig da overbevise og sluttede sig til Paulus og Silas; det samme gjorde også en stor mængde af de gudfrygtige grækere og ikke få af de fornemme kvinder." ret
(124) Ligesom i de byer, hvor de før var kommet, mødte apostlene her afgjort modstand. De jøder, som ikke troede, "blev skinsyge". Disse jøder var dengang ikke yndede af de romerske myndigheder, fordi de for ikke så længe siden havde rejst en opstand i Rom. Man betragtede dem med mistillid, og deres frihed var til en vis grad begrænset. Nu fandt de lejlighed til at drage fordel af omstændighederne for at genoprette deres gode omdømme og samtidig bringe apostlene og de nyomvendte kristne i vanry. ret
(125) De gik i gang med det ved at slutte sig sammen med "nogle slette mennesker fra gaden", hvorved det lykkedes dem at "lave opløb og vække uroligheder i byen." I håb om at finde apostlene "stormede de Jasons hus" men de kunne hverken finde Paulus eller Silas. "Men da de ikke fandt dem," slæbte pøbelen i deres vanvittige skuffelse "Jason og nogle brødre for borgmestrene og råbte: "Disse mennesker, som har bragt hele verden i oprør, er nu også kommet hertil, og dem har Jason taget imod; de handler alle mod kejserens befalinger og siger, at en anden, en, der hedder Jesus, er konge." ret
(125) Da man ikke kunne finde Paulus og Silas, lod borgmestrene de anklagede troende stille sikkerhed for at bevare freden. Af frygt for yderligere voldshandlinger "sendte brødrene straks samme nat Paulus og Silas af sted til Berøa." ret
(125) De, som i dag lærer upopulære sandheder, behøver ikke at tabe modet, hvis de til tider ikke får nogen mere gunstig modtagelse, selv fra dem, der kalder sig kristne, end Paulus og hans medarbejdere fik fra de mennesker, blandt hvem de arbejdede. Korsets sendebud må væbne sig med årvågenhed og bøn og gå frem med tro og mod og altid arbejde i Jesu navn. De må lovprise Kristus som menneskets talsmand i den himmelske helligdom, han, hvem hele offertjenesten efter de gammeltestamentlige bestemmelser pegede hen imod, og gennem hvis forsoningsoffer de, som overtræder Guds lov, kan finde fred og tilgivelse. ret