Mesterens efterfølgere kapitel 25. Fra side 138.     Fra side 255 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Brevene til tessalonikerne

(138)  Dette kapitel er bygget op over brevene til tessalonikerne

Det var en stor opmuntring for Paulus, da Silas og Timoteus ankom fra Makedonien, mens han var i Korint. De bragte ham "gode tidender" om deres "tro og kærlighed", som havde taget mod sandheden under det første besøg af evangeliets sendebud i Tessalonika. Paulus havde dyb medfølelse med disse troende, som trods prøvelser og modgang var forblevet tro mod Gud. Han længtes efter personligt at besøge dem, men da der dengang ingen mulighed var herfor, skrev han til dem. ret

(138)  I dette brev til menigheden i Tessalonika giver apostlen udtryk for sin taknemmelighed mod Gud for de glædelige efterretninger om deres forøgede tro. "Så er vi da, brødre" skrev han, "i al vor nød og trængsel ved jeres tro blevet trøstet med hensyn til jer. Thi nu lever vi, når I står fast i Herren. Ja, hvordan kan vi takke Gud nok for jer til gengæld for al den glæde, vi har af jer for vor Guds åsyn, idet vi nat og dag beder om at måtte se jer igen og råde bod på, hvad der endnu mangler i jeres tro." ret

(138)   "Vi takker altid Gud for jer alle, når vi nævner jer i vore bønner og vi mindes uophørligt for Guds, vor Faders åsyn jeres gerninger i troen, jeres arbejde i kærligheden og jeres udholdenhed i håbet på vor Herre Jesus Kristus." ret

(138)  Mange af de troende i Tessalonika var "vendt om til Gud fra afguderne for at tjene den levende og sande Gud." De havde "under stor trængsel taget mod ordet" og deres hjerter var fyldt af "glæde i Helligånden". Apostlen sagde, at de ved deres trofaste efterfølgelse af Herren var blevet til "forbillede for alle de troende i Makedonien og Akaja." Disse rosende ord var ikke ufortjente, "thi fra jer har Herrens ord lydt vidt ud; ikke blot i Makedonien og Akaja, men alle vegne er jeres tro på Gud blevet kendt," ret

(138)  Tessalonikerne var ægte missionærere. Deres hjerter brændte af nidkærhed for deres Frelser, som havde udfriet dem fra "den kommende vrede". Ved Kristi nåde var der sket en vidunderlig forvandling med deres liv; og når Herrens ord blev talt ved dem, ledsagede hans kraft det. Mange hjerter blev vundet ved forkyndelsen af sandheden og der blev føjet mange til de troendes tal. ret

(139)  I sit første brev hentydede Paulus til, på hvilken måde han havde arbejdet blandt tessalonikerne. Han erklærede, at han ikke havde forsøgt at vinde sjæle ved bedrag eller svig "Men som vi af Gud er agtet værdige til at få evangeliet betroet, således taler vi ikke for at tækkes mennesker, men Gud, som prøver vore hjerter. Vi kom jo, som I ved, aldrig med smigrende ord eller med påskud, der skulle dække over havesyge Gud er vort vidne; ej heller søgte vi ære hos mennesker, hverken hos jer eller hos andre, skønt vi som Kristi apostle nok kunne ligge jer til byrde. Men vi færdedes med mildhed iblandt jer, som når en moder hæger om sine børn. Således ville vi gerne af inderlig kærlighed til jer give jer ikke alene Guds evangelium, men også vort eget liv, thi I var blevet os kære." ret

(139)   "I kan vidne, ja, Gud selv" fortsatte apostlen," om hvor fromt og retskaffent og ulasteligt vi færdedes iblandt jer, som tror; ligesom I ved, hvor vi formanede og opmuntrede hver enkelt af jer som en fader sine børn og lagde jer alvorligt på sinde, at I skulle vandre den Gud værdigt, som kalder jer til sit rige og sin herlighed." ret

(139)   "Derfor takker vi også uophørligt Gud for, at I, dengang I modtog Guds ord, som vi forkyndte, ikke tog imod det som menneskers ord, men som Guds ord, hvad det i sandhed er, hvorfor det også gør sin gerning i jer, som tror." "Thi hvem er vort håb, vor glæde eller vor hæderskrans for vor Herres Jesu åsyn ved hans komme, om ikke netop I er det? Ja, I er vor ære og glæde." ret

(139)  I sit første brev til de troende i Tessalonika forsøgte Paulus at belære dem med hensyn til de dødes sande tilstand. Han talte om dem, der dør, som om de sov eller var i en bevidstløs tilstand: "Vi vil ikke, brødre! at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb. Thi så sandt vi tror, at Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de hensovede frem sammen med ham. Dette siger vi jer nemlig med et ord af Herren, at vi, som lever og bliver tilbage til Herrens komme, skal ingenlunde gå forud for de hensovede. Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren." ret

(139)  Tessalonikerne havde ivrigt grebet den tanke, at Kristus ville komme og forvandle de trofaste, som troede og tage dem til sig. De vogtede omhyggeligt over deres venners liv, for at de ikke skulle dø og gå glip af den velsignelse, som de så hen til at få ved deres Herres komme. Men en efter en havde de mistet deres kære og med ængstelse havde tessalonikerne for sidste gang betragtet deres dødes ansigter og næppe turdet håbe, at de skulle mødes igen i et fremtidigt liv. ret

(139)  Da man åbnede og læste Paulus brev, blev der bragt menigheden stor glæde og trøst ved de ord, som åbenbarede de dødes virkelige tilstand. Paulus forklarede dem, at de, som levede ved Kristi genkomst, ikke ville komme til at møde deres Herre før de, som var sovet ind i Kristus. Overengelens røst og Guds basun ville nå til de hensovede og de døde i Kristus skulle opstå først, før de levende fik del i udødeligheden. "Derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord!" ret

(140)  Vi kan næppe gøre os nogen forestilling om det håb og den glæde, som denne forvisning vakte hos den unge menighed i Tessalonika. De troede på og glædede sig over det brev, som deres fader i troen havde sendt dem og de elskede ham endnu højere. Han havde også før fortalt dem disse ting: men dengang havde de koncentreret sig om at fatte lærdomme, som forekom dem nye og fremmede og man kan ikke undre sig over, at nogle enkelte punkter ikke med hele deres styrke havde præget sig i deres sind. Men de tørstede efter sandheden og Paulus brev gav dem nyt håb og ny styrke og en fastere tro og en dybere kærlighed til ham, som ved sin død havde bragt liv og udødelighed frem for lyset. ret

(140)  Nu glædede de sig over at vide, at deres troende venner ville blive oprejst fra graven for altid at leve i Guds rige. Det mørke, som hidtil havde omgivet de dødes hvilested, var forsvundet. En ny herlighed kronede den kristne tro og Kristi liv, død og opstandelse strålede med ny glans. ret

(140)   "Gud skal også ved Jesus føre de hensovede frem sammen med ham," skrev Paulus. Mange fortolker dette skriftsted således, at de hensovede skulle komme sammen med Kristus fra Himmelen; men Paulus mente, at ligesom Kristus blev oprejst fra de døde, sådan vil Gud kalde de hensovede hellige frem af graven og føre dem med sig til Himmelen. En dyrebar trøst og et strålende håb! ikke blot for menigheden i Tessalonika, men for alle kristne, hvor de end findes. ret

(140)  Mens Paulus arbejdede i Tessalonika, havde han så indgående fortalt om tidernes tegn, som viste, hvilke begivenheder der ville ske forud for Menneskesønnens genkomst i himmelens skyer, at han ikke fandt det nødvendigt at skrive udførligt om dette emne. Han henviste imidlertid på en meget tydelig måde til sin tidligere forkyndelse," Men om tid og time, brødre," skrev han, "har I ikke nødig, at man skriver til jer; selv ved I jo god besked om, at Herrens dag kommer som en tyv om natten. Når de siger: "Fred og ingen fare!" da er undergangen pludselig over dem." ret

(140)  Der findes i dag i verden mange, der lukker øjnene for de tegn, som Kristus har givet for at forberede mennesker på sit komme. De søger at neddæmpe al frygt, samtidig med, at tegnene på de sidste tider hurtigt er ved at opfyldes og verden haster fremad mod det øjeblik, hvor Menneskesønnen skal åbenbares i himmelens skyer. Paulus lærer os, at det er en synd at være ligegyldig overfor de tegn, som går forud for Kristi genkomst. Han kalder dem, der gør sig skyldige i denne forsømmelse, for nattens og mørkets børn. Han opmuntrer dem, som våger og er på vagt, med disse ord: "Men I, brødre! lever ikke i mørke, så dagen kan overraske jer som en tyv. Thi alle er I lysets børn; vi hører ikke natten eller mørket til. Så lad os da ikke sove som de andre, men lad os våge og være ædru." ret

(140)  Apostlens belæring om dette har særlig betydning for kirken i vor tid. For dem, der lever den sidste afslutning så nær, burde Paulus ord lyde med særlig kraft: "Men da vi hører dagen til, så lad os være ædru, iførte troen og kærligheden som en brynje og frelseshåbet som en hjelm! Thi Gud bestemte os ikke til at rammes af hans vrede, men til at få frelsen i eje ved vor Herre Jesus Kristus, som døde for os, for at vi, hvad enten vi våger eller sover, skal leve sammen med ham." ret

(141)  En kristen, som våger, arbejder også og søger af al kraft at gøre alt, hvad der står i hans magt for at fremme evangeliets forkyndelse. Når kærligheden til Frelseren vokser, vokser også kærligheden til næsten. Han har ligesom sin Mester hårde prøvelser; men han tillader ikke sorger at forbitre hans sind eller ødelægge hans sjælefred. Han ved, at prøvelser, hvis de bæres på rette måde, vil forædle og lutre ham og bringe ham i nærmere fællesskab med Kristus. De, som får del i Kristi lidelser, vil også få del i hans trøst og til sidst komme til at få del i hans herlighed. ret

(141)   "Vi beder jer, brødre!" fortsætter Paulus i sit brev til tessalonikerne, "om at skønne på dem, der gør et slidsomt arbejde iblandt jer og er jeres forstandere i Herren og retleder jer. Agt dem særlig højt i kærlighed for deres gernings skyld. Hold fred med hverandre!" ret

(141)  De tessaloniske kristne var meget misfornøjede med, at der opstod mænd iblandt dem med fanatiske ideer og lærdomme. Paulus siger, at der er nogle, som "vandrer uskikkeligt iblandt jer og ikke arbejder, men giver sig af med, hvad der ikke kommer dem ved." Menigheden havde været rigtigt organiseret og der var ansat tillidsmænd, der skulle virke som forstandere og diakoner. Men der var nogle, som i deres selvsikkerhed og heftighed ikke ville underordne sig dem, der havde fået myndighed indenfor menigheden. De hævdede, at de ikke blot havde ret til selv at træffe private afgørelser, men også til offentligt kraftigt at udtale sig om menighedens anliggender. I betragtning af dette gjorde Paulus tessalonikerne opmærksomme på den ærbødighed og agtelse, de skyldte dem, der var blevet udvalgt til at virke som myndighed indenfor menigheden. ret

(141)  I sin ængstelse for, om de troende i Tessalonika ikke vandrede i gudsfrygt, tryglede apostlen dem om i deres daglige liv at udvise praktisk fromhed. "Så beder vi jer iøvrigt, brødre og jeg lægger jer på sinde i Herren Jesus: at ligesom I har lært af os, hvordan I bør vandre og tækkes Gud, som I jo allerede gør, at I da må gøre yderligere fremgang. I ved jo, hvilke bud vi gav jer ved Herren Jesus. Thi dette er Guds vilje, at I helliggøres, så I afholder jer fra utugt." "Gud kaldte os jo ikke til urenhed, men til hellighed." ret

(141)  Apostlen følte, at han i vid udstrækning havde ansvaret for deres åndelige velfærd, som var blevet omvendt ved hans medvirken. Hans ønske for dem var dette, at de måtte vokse i kundskab om den eneste sande Gud og Jesus Kristus, som han havde udsendt. Under sin gerning var han ofte sammen med små grupper af mænd og kvinder, som elskede Jesus og bad sammen med dem om at Gud måtte lære dem, hvordan de bedst kunne opretholde en levende forbindelse med ham. Ofte drøftede han med dem, hvad der ville være den bedste fremgangsmåde for at bringe andre evangeliets lys. Og tit, når han var adskilt fra dem han således havde arbejdet sammen med, bønfaldt han Gud om at hjælpe dem til at blive alvorlige, virksomme missionærere. ret

(141)  Et af de stærkeste beviser på virkelig omvendelse er kærlighed til Gud og mennesker. De, der modtager Jesus som deres Frelser, føler dyb og inderlig kærlighed til andre der har den samme dyrebare tro. Sådan gik det de troende i Tessalonika. "Om broderkærligheden har I ikke nødig, at man skriver til jer," skrev apostlen, "thi I er selv oplært af Gud til at elske hverandre; og I viser jo også kærlighed mod alle brødrene i hele Makedonien. Men vi lægger jer på sinde, brødre, at gøre yderligere fremgang heri og sætte en ære i at leve stille og passe jeres egne sager og arbejde med jeres hænder, således som vi pålagde jer, for at I må vandre sømmeligt overfor dem, der er udenfor, og ikke trænge til hjælp af nogen." ret

(141)   "Men eder lade Herren vokse og blive overvættes rige i Kærligheden til hverandre og til alle, ligesom vi have den til eder, så at han styrker eders Hjerter og gør dem udadlelige i Hellighed for Gud og vor Fader i vor Herres Jesu Tilkommelse med alle hans hellige!" 1. Tess. 3,12-13. ret

(142)   "Og vi lægger jer på sinde, brødre: retled de uskikkelige, trøst de modfaldne, tag jer af de skrøbelige og vis langmodighed mod alle. Se til, at ingen gengælder nogen ondt med ondt; men stræb altid efter at gøre det gode, både mod hverandre indbyrdes og mod alle. Vær altid glade, bed uden ophør og sig tak under alle forhold; thi det er Guds vilje med jer i Kristus Jesus." ret

(142)  Apostlen advarede tessalonikerne mod at ringeagte profetiske gaver og med ordene: "Udsluk ikke Ånden, ringeagt ikke profetisk tale, prøv alt, hold fast ved det gode," tilskyndede han til omhyggelig skelnen for at kunne adskille det falske fra det sande. Han bønfaldt dem om at "holde sig fra det onde i enhver skikkelse;" og han sluttede brevet med bøn om, at Gud ville hellige dem helt og holdent, så de "i ånd og sjæl og legeme" måtte "bevares uden dadel til vor Herres Jesu Kristi komme. Trofast er han, som kalder jer" tilføjede han, "han vil også gøre det." ret

(142)  Den vejledning, som Paulus sendte tessalonikerne i sit første brev med hensyn til Kristi genkomst, stemte ganske overens med hans tidligere lære. Dog var der nogle blandt de tessaloniske brødre, som mistydede hans ord. De mente, at han gav udtryk for håb om selv at opleve Frelserens komme. Denne tro medvirkede til at forøge deres begejstring og iver. De, som tidligere havde forsømt deres ansvar og pligter, blev nu mere ihærdige til at hævde deres fejlagtige synspunkter. ret

(142)  I sit andet brev søgte Paulus at rette denne misforståelse af hans lære og fremsatte sin virkelige indstilling for dem. Atter gav han udtryk for sin tillid til deres retskaffenhed og sin taknemmelighed, fordi deres tro var så stærk og fordi de havde så stor kærlighed til hinanden og til tjenesten for deres Herre. Han fortalte dem, at han overfor andre menigheder fremhævede dem som et eksempel på tålmodig, udholdende tro, der tappert modstår forfølgelse og trængsel; og han henledte deres tanker til tiden for Kristi genkomst, når Guds folk skal få hvile for deres bekymringer og tvivlrådighed. ret

(142)   "Vi selv" skrev han, "roser os af jer i Guds menigheder på grund af jeres udholdenhed og tro under alle de forfølgelser og trængsler, som I må udstå; ..... og give jer, der lider trængsel, hvile sammen med os, når Herren Jesus åbenbarer sig fra Himmelen med sine mægtige engle, med flammende ild og bringer straf over dem, der ikke vil vide af Gud at sige og over dem, som ikke er lydige mod vor Herres Jesu evangelium; de skal nemlig straffes med evig undergang bort fra Herrens ansigt og fra hans vældes herlighed på hin dag....." ret

(142)   "Derfor beder jeg altid for jer, at vor Gud vil gøre jer kaldelsen værdige og med kraft mangfoldiggøre jeres lyst til det gode og jeres gerninger i troen, så vor Herres Jesu navn må blive herliggjort i jer og I i ham, efter vor Guds og Herren Jesu Kristi nåde." ret

(143)  Men før Kristi komme ville der ske en betydningsfuld udvikling indenfor den kristne verden, sådan som profeterne havde forudsagt det. Apostlen sagde: "Lad jer ikke straks bringe fra besindelsen eller skræmme hverken ved nogen ånd, noget ord eller noget brev, der foregives at være fra os, som om Herrens dag var lige forestående. Lad ingen vildlede jer på nogen måde. Først må jo frafaldet komme og lovløshedens menneske, fortabelsens søn, åbenbares, han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han tager sæde i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud." ret

(143)  Paulus ord var ikke til at misforstå. Det skulle ikke forkyndes, at han gennem en særlig åbenbarelse havde forudsagt tessalonikerne Kristi snarlige genkomst. Et sådant standpunkt ville forårsage trosforvirring, fordi skuffelse ofte fører til vantro. Derfor advarede apostlen brødrene mod at tage imod noget sådant budskab, som om det stammede fra ham; og han vedblev med at lægge vægt på den kendsgerning, at pavedømmet, som så tydeligt beskrives hos profeten Daniel, først måtte opstå og føre krig mod Guds folk. Før denne magt havde udrettet sit dødbringende og bespottelige værk, ville det være frugtesløst for kirken at forvente Herrens genkomst. "Mindes I ikke," spurgte Paulus, "at jeg sagde dette til jer, allerede dengang jeg var hos jer?" ret

(143)  Det var frygtelige trængsler, der skulle overgå den sande kirke! Allerede dengang apostlen skrev, var "lovløshedens hemmelighed" begyndt at virke. Den udvikling, der skulle finde sted i fremtiden, ville først ske, når lovløshedens ånd skulle "komme i Satans kraft, med al løgnens magt og tegn og undere og med al uretfærdighedens forførelse over for dem, der fortabes." ret

(143)  Ganske særlig højtidelig lyder apostlens forkyndelse med hensyn til dem, der nægter at modtage "kærlighed til sandheden." Derfor," erklærede han om alle dem, der bevidst forkaster sandhedens budskab, "sender Gud over dem en vildførende magt, så de tror løgnen, for at de skal rammes af dommen, alle de, som ikke troede sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden." Mennesker kan ikke ustraffet forkaste de advarsler, som Gud i sin nåde sender dem. Gud vil berøve dem sin Ånd, når de bestandig vender sig bort fra disse advarsler og han vil overlade dem til det bedrag, som de elsker. ret

(143)  Således angav Paulus i hovedtrækkene det ondes ødelæggende magt, som skulle fortsættes gennem lange århundreder med mørke og forfølgelse før Kristi genkomst. De kristne i Tessalonika håbede på snarlig udfrielse! men nu blev de formanede til tappert og i gudsfrygt at slå sig til ro med det arbejde, der lå foran dem. Apostlen pålagde dem, at de ikke måtte forsømme deres pligter eller hengive sig til forgæves venten. Efter deres brændende forventning om snarlig udfrielse ville det daglige livs ensformige gang og den modstand, de ville komme til at møde, virke dobbelt frastødende. Derfor formanede han dem til standhaftighed i troen: ret

(143)   "Så stå da fast, brødre! og hold fast ved de overleveringer, hvori I blev oplært af os, hvad enten det var i tale eller i brev. Og han selv, vor Herre Jesus Kristus og Gud, vor Fader, som har elsket os og i sin nåde givet os en evig trøst og et godt håb, han trøste jeres hjerter og styrke jer i al god gerning og tale!" "Men trofast er Herren; han vil styrke jer og bevare jer fra det onde; og vi har den tillid til jer i Herren, at I både nu og fremdeles gør, hvad vi byder jer. Ja, Herren lede jeres hjerter til Guds kærlighed og til Kristi udholdenhed!" ret

(144)  De troende havde fået deres gerning af Gud. Ved trofast at holde fast ved sandheden skulle give andre det samme lys, som de selv havde fået. Apostlen bød dem ikke at trættes i at gøre godt mod andre og henviste dem til sit eget eksempel på at være flittig med de timelige ting, samtidig med, at de med utrættelig iver arbejdede for Kristi sag. Han dadlede dem, der levede i lediggang og gav sig af med planløse fornøjelser og bød, at de skulle "arbejde stilfærdigt og selv tjene til føden." Han pålagde også menigheden, at de ikke skulle give sig af med nogen, som vedblev med at ringeagte de befalinger, de fik gennem Guds tilsynsmænd. "Dog skal I ikke regne ham for en fjende," sagde han, "men retlede ham som en broder." ret

(144)  Også dette brev afsluttede Paulus med en bøn om, at Guds fred og vor Herres Jesu Kristi nåde midt i livets slid og prøvelser måtte være deres trøst og støtte. ret

næste kapitel