Mesterens efterfølgere kapitel 26. Fra side 145.     Fra side 269 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Apollos i Korint

(145)  Dette kapitel er bygget op over Apg 18,18-28

Da Paulus havde forladt Korint, blev Efesus hans næste arbejdsmark. Han var på vej til Jerusalem for at overvære en forestående højtid, og hans ophold i Efesus kunne derfor kun blive af kort varighed. Han diskuterede med jøderne i synagogen og gjorde et så gunstigt indtryk på dem, at de bønfaldt ham om at fortsætte sit arbejde blandt dem. Hans plan om at besøge Jerusalem hindrede ham i at tøve hos dem dengang, men han lovede at vende tilbage til dem, "om Gud vil!" Akvila og Priskilla havde ledsaget ham til Efesus, og han overlod det til dem her at videreføre det arbejde, som han havde påbegyndt. ret

(145)  Det var på dette tidspunkt, at "en jøde ved navn Apollos, der stammede fra Aleksandria, en veltalende mand, som var kyndig i skrifterne, kom til Efesus." Han havde hørt Johannes Døbers forkyndelse, var døbt med omvendelsens dåb og var et levende vidnesbyrd om, at denne profets gerning ikke havde været forgæves. Skriften fortæller om Apollos, at han "var blevet undervist om "Herrens vej", og brændende i Ånden talte og lærte han grundigt om Jesus, skønt han kun kendte Johannes dåb." ret

(145)  Mens Apollos var i Efesus, "begyndte han at tale frimodigt i synagogen." Blandt hans tilhørere var også Akvila og Priskilla, som, da det gik op for dem, at han ikke havde modtaget Åndens fulde lys, "tog ham med hjem og fremstillede "Guds vej" grundigere for ham. Gennem deres belæring opnåede han en klarere forståelse af skrifterne og blev en af de dueligste talsmænd for Kristi tro. ret

(145)  Apollos nærede ønske om at drage til Akaja, og brødrene i Efesus "skrev til disciplene dér og tilskyndede dem til at at tage vel imod ham" som en lærer, der helt var i samklang med Kristi menighed. Han rejste til Korint, hvor han både ved husbesøg og offentlig prædiken "gendrev jøderne med stor kraft og beviste ved hjælp af skrifterne, at Jesus er Kristus." Paulus havde sået sandhedens sæd, nu vandede Apollos den! De gode resultater af Apollos forkyndelse af evangeliet fik nogle af de troende til at fremhæve hans gerning frem for Paulus. Denne sammenligning af det ene menneske med det andet bragte en partiånd ind i menigheden, som truede med at stille sig i høj grad hindrende i vejen for evangeliets fremgang. ret

(145)  I det halvandet år, som Paulus havde tilbragt i Korint, havde han med vilje forkyndt evangeliet så enkelt som muligt. Han var ikke kommet til korinterne "med fremragende veltalenhed eller visdom," men med frygt og bæven og "ved Ånds og krafts bevis" havde han forkyndt "vidnesbyrdet fra Gud " for at "deres tro ikke skulle bygge på menneskers visdom, men på Guds kraft." 1Kor. 2,1. og 4-5. ret

(146)  Paulus havde af nødvendighedshensyn indstillet sin forkyndelsesmåde efter menighedens behov. "Og brødre, jeg kunne ikke tale til jer som til åndelige," forklarede han dem senere, "men kun som til kødeligsindede, som til spæde børn i Kristus. Mælk gav jeg jer at drikke, ikke fast føde, thi I kunne endnu ikke tåle den." 1Kor. 3,1-2. Mange af de korintiske kristne havde haft svært ved at forstå den lære, han prøvede at indprente dem. Deres fremgang i åndelige kundskaber havde ikke stået i forhold til deres forrettigheder og muligheder. Når de burde være nået vidt frem i kristne erfaringer og have kunnet forstå og udøve ordets dybere sandheder, var de endnu på det samme standpunkt, hvor disciplene var, da Kristus sagde til dem: "Jeg har endnu meget at sige jer, men I kan ikke bære det nu." Joh. 16,12. Skinsyge, mistænksomhed og beskyldninger havde tillukket mange af de korintiske troendes hjerter for Helligåndens fuldkomne gerning, når den "ransager alt, endog Guds dybder." 1Kor. 2,10. Hvor kloge de end var i verdens visdom, så var de som spæde børn i deres viden om Kristus. ret

(146)  Paulus gerning havde bestået i at oplære de korintiske omvendte i begyndelsesgrundene, selve alfabetet i den kristne tro. Han havde været nødt til at belære dem som mennesker, der ikke kendte guddomskraftens indvirkning på sjælen. På det tidspunkt var de ikke i stand til at forstå frelsens mysterium; for "et sjæleligt menneske tager ikke mod det, der stammer fra Guds Ånd; thi det er ham en dårskab, og han kan ikke forstå det, thi det må bedømmes åndeligt," 1Kor. 2,14. Paulus havde forsøgt at så den sæd, som andre måtte vande. De, som fulgte efter ham, måtte videreføre arbejdet fra det punkt, hvor han havde efterladt det, og give åndeligt lys, når tiden var inde til, at menigheden kunne tåle det. ret

(146)  Da apostlen begyndte arbejdet i Korint, var han klar over, at han med stor forsigtighed måtte fremføre de store sandheder, han gerne ville lære dem. Han vidste, at der blandt hans tilhørere fandtes stolte tilhængere af menneskelige teorier og repræsentanter for falsk gudsdyrkelse, som famlede sig frem i blinde og håbede i naturens bog at finde teorier, der kunne modbevise ægtheden af det åndelige og evige liv, som åbenbares i skriften. Han vidste også, at kritiske mennesker ville forsøge at fordreje den kristne fortolkning af det åbenbarede ord, og at tvivlere ville behandle Kristi evangelium med hån og spot. ret

(146)  Mens Paulus bestræbte sig for at lede sjæle hen til korsets fod, vovede han ikke direkte at dadle dem, der levede i udskejelser, eller at vise dem, hvor afskyelig deres synd var i den hellige Guds øjne. Han foreholdt dem snarere livets sande mål og prøvede at indprente dem den guddommelige lærers visdom, som, hvis de tog imod den, ville hæve dem over verdslighed og synd til renhed og retfærdighed. Han dvælede især ved gudsfrygt, som viste sig i handling, og det hellige sind, som måtte opnås af dem, der ville regnes for værdige til en plads i Guds rige. Han længtes efter at se lyset fra Kristi evangelium bryde gennem mørket i deres sind, for at de kunne komme til at se, hvor syndigt deres umoralske liv var i Guds øjne. Derfor lagde han i sin forkyndelse størst vægt på Kristus, og det som korsfæstet! Han søgte at vise dem, at deres alvorligste granskning og største glæde burde være den vidunderlige sandhed om frelse gennem omvendelse til Gud og tro på vor Herre Jesus Kristus. ret

(147)  Filosoffen vender sig fra frelsens lys, fordi det gør hans stolte teorier til skamme; den verdslige nægter at tage imod det, fordi det ville skille ham fra hans jordiske afguder. Paulus så, at mennesker måtte lære at forstå Kristi sande væsen, før de kunne elske Kristus eller se på korset med troens øjne. Her må det studium begynde, som skal være de forløstes visdom og sang gennem alle evigheder. Kun i lyset af korset kan man virkelig fatte værdien af en menneskesjæl. ret

(147)  Den forædlende indflydelse af Guds nåde forvandler menneskets naturlige tilbøjeligheder. For de kødeligtsindede ville Himmelen ikke synes ønskværdig; deres naturlige, ikke helliggjorte hjerte ville ikke føle sig tilttukket af dette rene og hellige sted; og hvis det var dem muligt at komme derind, ville de ikke finde noget, der var åndsbeslægtet med dem selv. De tilbøjeligheder, der behersker det kødelige hjerte, må undertrykkes ved Kristi nåde, før det faldne menneske bliver egnet til at bo i Himmelen og glæde sig over at være sammen med de rene, hellige engle. Når et menneske dør fra synden og vågner til et nyt liv i Kristus, fyldes dets hjerte af guddommelig kærlighed; dets forståelse helliggøres; det drikker af en uudtømmelig kilde af glæde og visdom, og lyset fra en evig dag skinner på dets sti, thi livets lys følger det bestandig. ret

(147)  Paulus havde bestræbt sig for at indprente korinterne den kendsgerning, at han og hans medarbejdere sammen med ham kun var mennesker, som Gud havde pålagt at lære sandheden; at de alle var optaget af det samme arbejde, og at de var lige afhængige af Gud med hensyn til, om deres arbejde skulle lykkes. Den strid, der var opstået indenfor menigheden om de forskellige forkynderes særlige fortrin, stemte ikke overens med Guds befaling, men stammede fra, at man dyrkede det naturlige hjertes tilbøjeligheder. "Thi når en siger: "Jeg er tilhænger af Paulus," og en anden: "Jeg er tilhænger af Apollos," er I så ikke "mennesker"? Hvad er da Apollos? og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvem I kom til troen. Og enhver tjente, som Herren gav ham; jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav væksten. Så kommer det da hverken an på den, der planter, eller på den, der vander, men på Gud, der giver vækst." 1Kor. 3,4-7. ret

(147)  Det var Paulus, der først havde prædiket evangeliet i Korint, og som havde oprettet menigheden dér. Det var til dette arbejde, at Herren havde bestemt ham. Senere kom der ved Guds styrelse andre arbejdere til for at overtage deres del og stilling. Den sæd, som var sået, måtte vandes, og dette skulle Apollos varetage. Han var Paulus efterfølger i arbejdet for at give yderligere belæring og hjælpe til, at den såede sæd kunne udvikle sig. Han vandt sig en plads i folkets hjerte; men det var Gud, der gav væksten. Sindet forvandles ikke ved menneskelig kraft, men kun ved Guds kraft. Det er ikke dem, som planter eller vander, der forårsager sædens vækst; de arbejder for Gud som hans villige redskaber, der samvirker med ham i hans gerning. Det er denne, den øverste arbejder, som æren og hæderen tilkommer, når værket lykkes. ret

(148)  Guds tjenere er ikke alle i besiddelse af de samme evner, men de er alle hans arbejdere. Enhver af dem må lære af den store lærer og så videregive det, han har lært. Gud har givet hvert eneste af sine sendebud en særlig opgave. Der er mange slags evner, men alle arbejderne må forenes for sammen at lade sig lede af Helligåndens helliggørende indflydelse. Når de så forkynder frelsens budskab, vil mange lade sig overbevise og omvende ved Guds kraft. Menneskers hjælp er skjult med Kristus i Gud, og Kristus fremstår som den første blandt titusinder, den herligste af alle. ret

(148)   "Den, der planter, og den, der vander, er ét; dog skal hver få sin løn i forhold til sin møje. Thi Guds medarbejdere er vi; Guds ager, Guds bygning er I." 1Kor. 3,8-9. I denne tekst sammenligner apostlen menigheden med en opdyrket mark, hvor jordbrugerne arbejder og tager sig af de ranker, som Herren har plantet. Gud er den øverste blandt arbejderne, og det er ham, som tildeler enhver mand sin opgave. Alle må de arbejde under hans tilsyn, så han kommer til at arbejde for og gennem sine tjenere. Han giver dem dygtighed og det rette skøn, og hvis de retter sig efter hans anvisninger, kroner han deres anstrengelser med held. ret

(148)  Guds tjenere bør arbejde i fællesskab, med venlighed og respekt for hinanden, så de kommer "hverandre i forkøbet med at vise ærbødighed." Rom. 12,10. Der må ikke forekomme uvenlig kritik, ingen nedbrydning af en andens arbejde, og der bør ikke være noget partivæsen. Hvert menneske, som Herren har betroet en gerning, har sin egen særlige opgave. Enhver har sine særlige ejendommeligheder, som ikke bør forsvinde på grund af noget andet menneske. Men alligevel skal alles arbejde foregå i harmoni med brødrene. Guds tjenere skal i deres gerning være ét i alt væsentligt. Ingen bør ophøje sig selv til noget særligt og tale nedsættende om sine medarbejdere eller behandle dem som ringere end han selv. Under Guds ledelse må enhver udrette sit tildelte arbejde og blive agtet, elsket og opmuntret fra de andre arbejderes side. Tilsammen skal de bringe arbejdet til fuldendelse. ret

(148)  Der dvæles længe ved disse grundsætninger i Paulus første brev til korinternes menighed. Apostlen omtaler "Kristi tjenere" som "husholdere over Guds hemmeligheder" og siger om deres gerning: "Af husholdere kræves nu i øvrigt, at de skal findes tro. Men for mig har det såre lidt at sige, om I eller nogen menneskelig røst bedømmer mig; ja, jeg vil ikke engang bedømme mig selv. Thi vel er jeg mig intet bevidst; dog dermed er jeg ikke retfærdiggjort; den, der bedømmer mig, er Herren. Døm derfor ikke noget før tiden, før Herren kommer, han, som skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil; da skal enhver få sin ros af Gud." 1Kor. 4,1-5. ret

(148)  Det er ikke noget menneske givet at dømme mellem Guds forskellige tjenere. Herren alene kan dømme om menneskers gerning, og han vil lønne alle retfærdigt. ret

(148)  Apostlen fortsætter med direkte at hentyde til de sammenligninger, man havde gjort mellem hans og Apollos gerning: "Hvad jeg her har skrevet, brødre, har jeg anvendt på mig selv og Apollos for jeres skyld, for at I ved at se på os kan lære dette "ikke ud over, hvad der står skrevet," at ikke nogen af jer skal blive opblæst over den ene imod den anden. Thi hvem giver dig fortrin? og hvad har du, som du ikke har fået givet? og når du har fået det, hvorfor roser du dig da, som om du ikke havde fået det?" 1Kor. 4,6-7. ret

(149)  Paulus forelagde klart menigheden de farer og de trængsler, som han og hans medarbejdere med tålmodighed havde udholdt for Kristi skyld. Han sagde: "Indtil denne stund har vi både sultet og tørstet og manglet klæder; vi bliver mishandlet; vi er hjemløse; vi arbejder hårdt med vore hænder. Skælder man os ud, velsigner vi; forfølger man os, finder vi os deri; spotter man os, svarer vi med gode ord; som verdens fejeskarn er vi blevet, i alles øjne et udskud indtil nu. Dette skriver jeg ikke for at gøre jer skamfulde, men for at retlede jer som mine elskede børn. Thi om I så havde ti tusinde opdragere i Kristus, har I dog ikke mange fædre; thi jeg er i Kristus Jesus blevet jeres fader ved evangeliet." 1Kor. 4,11-15. ret

(149)  Han, der udsender evangeliearbejdere som sine sendebud, bliver vanæret, når der blandt tilhørerne viser sig en så stærk tilknytning til en særlig yndet prædikant, at der skabes modvilje mod at godkende en anden forkynders arbejde. Herren sender sit folk hjælp, ikke altid den, de vælger, men den, de har brug for; for mennesker er kortsynede og kan ikke skelne, hvad der er allerbedst for dem. Det hænder sjældent, at en enkelt prædikant har alle de egenskaber, der er nødvendige til at fuldkommengøre en menighed i alle de krav, som kristendommen stiller; derfor sender Gud dem andre forkyndere, der hver for sig har nogle egenskaber, som de andre manglede. ret

(149)  Menigheden burde tage imod disse Kristi tjenere med lige så stor taknemmelighed, som de ville modtage Mesteren selv med. De burde forsøge at skaffe sig al den hjælp, det er muligt, ved den belæring, hver forkynder kan give dem fra Guds ord. De sandheder, som Guds tjenere bringer, bør modtages og værdsættes med ydmyghed; men ingen forkynder må forgudes. ret

(149)  Ved Kristi nåde er Guds tjenere blevet budbringere for lyset og velsignelsen. Når de ved alvorlig, udholdende bøn får Helligåndens gave og tynges af forpligtelsen til at frelse sjæle, fyldes deres hjerter af iver efter at vinde sejre for korset, og de vil opleve at se deres bestræbelser bære frugt. Når de bestemt afholder sig fra at lægge menneskelig visdom for dagen eller ophøje sig selv, vil de kunne udrette noget, der kan modstå Satans angreb. Mange sjæle vil vende sig fra mørket til lyset, og der vil blive oprettet mange menigheder. Mennesker vil blive omvendt ikke til det menneskelige redskab men til Kristus. Jeget vil blive trængt i baggrunden; kun Jesus, manden fra Golgata, vil være at se! ret

(149)  De, der i dag arbejder for Kristus, kan åbenbare de samme udmærkede egenskaber, som åbenbaredes hos dem, der i aposteltiden forkyndte evangeliet. Gud er lige så rede til at give sine tjenere kraft i dag, som han var til at give sin kraft til Paulus og Apollos, til Silas og Timoteus, til Peter, Jakob og Johannes. ret

(149)  Der fandtes i aposteltiden nogle vildførte sjæle, der hævdede at tro på Kristus, men alligevel nægtede at vise ærbødighed for hans sendebud. De erklærede, at de ikke var disciple af nogen menneskelig lærer, men at de var oplært af Kristus selv uden hjælp af evangeliets forkyndere. De følte sig uafhængige og var uvillige til at indordne sig under menighedens myndighed. Den slags mennesker var i alvorlig fare for at lade sig bedrage. ret

(150)  Gud har indenfor sin menighed ansat mennesker med forskellige evner som sine beskikkede hjælpere, for at Åndens formål kan nås gennem de manges forenede visdom. Mennesker, der følger deres egne stærke karakteregenskaber og ikke vil samarbejde med andre, der har en lang erfaring i arbejdet for Gud, vil lade sig forblinde af selvtillid og ikke være i stand til at skelne mellem det falske og det sande. ret

(150)  Det er ikke trygt, hvis sådanne mennesker vælges til menighedens ledere; de vil nemlig rette sig efter deres egen bedømmelse og deres egne planer uden at tage hensyn til, hvad brødrene mener. Det er en let sag for fjenden at benytte den slags mennesker til sit værk, fordi de, skønt de selv trænger til råd ved hvert skridt, påtager sig at lede andre ved egen kraft uden at have lært Kristi ydmyghed. ret

(150)  Følelser alene er ingen sikker rettesnor for, hvad der er ens pligt. Fjenden får tit mennesker til at tro, at det er Gud, som leder dem, mens de i virkeligheden følger deres egne indskydelser. Men hvis vi er trofast på vagt og lytter til vore brødres råd, vil vi komme til at få forståelse af Herrens vilje; thi løftet lyder sådan: "Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin vej." Sl. 25,9. ret

(150)  I den første kristne menighed var der nogle, der ikke ville anerkende hverken Paulus eller Apollos, men anså Peter for at være deres leder. De hævdede, at Peter havde stået Mesteren allernærmest, mens Kristus var på jorden, og at Paulus havde forfulgt de troende. Deres synspunkter og følelser var dikteret af fordomme. De udviste ikke den frigjorthed, den højsindethed eller den kærlighed, der er kendetegnet på, at Kristus bor i hjertet. ret

(150)  Der var fare for, at denne partiånd skulle forårsage stor skade i den kristne menighed, og Paulus fik af Herren påbud om alvorligt at formane og protestere. Apostlen spurgte dem, som sagde: "Jeg er tilhænger af Paulus, jeg af Apollos, jeg af Kefas, jeg af Kristus:" "Er Kristus da delt? Blev Paulus da korsfæstet for jer? Eller blev I da døbt til Paulus navn?" Og han erklærede: "Derfor skal ingen rose sig af mennesker! Thi alt hører jer til, hvad enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas eller verden eller liv eller død eller det, der er nu, eller det, der skal komme; alt hører jer til; men I hører Kristus til, og Kristus hører Gud til." 1Kor. 1,12-13; 3,21-23. ret

(150)  Paulus og Apollos var fuldstændig enige. Apollos var skuffet og bedrøvet på grund af splittelsen i menigheden i Korint; han benyttede sig ikke af, at nogle foretrak ham, og opmuntrede heller ikke til det, men han trak sig hastigt tilbage fra valpladsen. Da Paulus senere tilskyndede ham til atter at besøge Korint, afslog han det, og først langt senere genoptog han arbejdet dér, da menigheden var nået til bedre åndelige forhold. ret

næste kapitel