(151) Dette kapitel er bygget op over Apg 19,1-20
Mens Apollos prædikede i Korint, opfyldte Paulus sit løfte om at vende tilbage til Efesus. Han havde aflagt et kort besøg i Jerusalem og havde tilbragt nogen tid i Antiokia, skuepladsen for hans tidligere gerning. Derfra rejste han gennem Lilleasien, "gennem det galatiske land og Frygien" og besøgte de menigheder, som han selv havde oprettet, og styrkede de kristne i deres tro. ret
(151) På apostlenes tid var den vestlige del af Lilleasien kendt under navn af provinsen Asien. Hovedstaden Efesus var et vigtigt handelscenter. Dens havn myldrede med skibe og i dens gader var der trængsel af folk fra alverdens lande. Ligesom Korint frembød den rige muligheder for missionsvirksomhed. ret
(151) Jøderne, som nu var spredt viden om i alle civiliserede lande, levede almindeligvis i forventning om Messias komme. Dengang Johannes Døber prædikede, var der mange, som under deres besøg i Jerusalem var gået ud til Jordans bredder for at lytte til ham. Der havde de hørt ham forkynde Jesus som den forjættede og de havde bragt denne efterretning til alle verdens kanter. På denne måde havde forsynet beredt vejen for apostlenes virksomhed. ret
(151) Ved sin ankomst til Efesus fandt Paulus tolv brødre, der ligesom Apollos havde været Johannes Døbers disciple og ligesom han havde erhvervet sig nogen viden om Kristi gerning. De var ikke i besiddelse af de samme evner som Apollos, men med samme oprigtighed og tro søgte de at udbrede den kundskab, de selv havde modtaget. ret
(151) Disse brødre vidste intet om Helligåndens sendelse. Da Paulus spurgte dem, om de havde modtaget Helligånden, svarede de: "Vi har ikke engang hørt, at der er en Helligånd." Paulus spurgte: "Hvilken dåb blev I da døbt med?" og de sagde: "Med Johannes dåb." ret
(151) Så forkyndte apostlen dem de store sandheder, som er grundlaget for de kristnes håb. Han fortalte dem om Kristi liv på jorden og om hans frygtelige og skændige død. Han fortalte dem, hvordan livets fyrste havde sprængt gravens skranker og var opstået af graven med sejr over døden. Han gentog Frelserens befaling til sine disciple: "Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn." Matt. 28,18-19. Han fortalte dem også om Kristi løfte om at sende Talsmanden, ved hvis kraft der skulle gøres store tegn og undere og han beskrev, hvor strålende dette løfte var gået i opfyldelse på pinsedagen. ret
(152) Med den dybeste interesse og glad undren lyttede disse brødre til Paulus ord. Ved troen fattede de den vidunderlige sandhed i Kristi forsoningsoffer og tog imod ham som deres Frelser. Derefter blev de døbt i Jesu navn; "og da Paulus lagde hænderne på dem," modtog de også Helligåndens dåb, hvorved de blev i stand til at tale andre folks sprog og at profetere. På denne måde blev de udrustet til at arbejde som missionærere i Efesus og det nærliggende land og også til at gå ud og forkynde evangeliet i Lilleasien. ret
(152) Det var ved at bevare et ydmygt, lærvilligt sind, at disse mænd fik den erfaring, som dygtiggjorde dem til at gå ud som arbejdere på høstmarken. For andre kristne frembyder deres eksempel en meget værdifuld lære. Der findes mange, som kun gør ringe fremskridt i det åndelige liv, fordi de er for selvsikre til at tage elevens plads. De lader sig nøje med en overfladisk viden om Guds ord. De nærer intet ønske om at forandre deres tro eller handlemåde og derfor gør de sig ingen anstrengelser for at nå til større lys. ret
(152) Hvis Kristi efterfølgere blot ærligt ville søge efter visdom, ville de føres ind på sandhedens rige marker, som hidtil har været fuldstændig ukendte for dem. Den, der helt overgiver sig til Gud, vil blive ledet af Guds hånd. Han kan være ringe og tilsyneladende uden særlige evner; men hvis han blot med et hengivent og tillidsfuldt hjerte adlyder enhver tilkendegivelse af Guds vilje, vil hans evner blive lutrede, forædlede og styrkede og hans duelighed vil blive forøget. Hvis han værdsætter Guds visdoms lære, vil der blive betroet ham hellige hverv og han vil blive i stand til at leve sit liv til Guds ære og til velsignelse for verden. "Tydes dine ord, så bringer de lys, de giver enfoldige indsigt." Sl. 119,130. ret
(152) Der findes i dag mange, der er lige så uvidende med hensyn til Helligåndens påvirkning af hjertet, som disse troende brødre i Efesus var det og dog er der ingen sandhed, der i Guds ord læres mere tydeligt! Profeter og apostle har fæstet sig ved dette emne. Kristus selv henleder vor opmærksomhed på planteverdenens vækst som et billede på hans Ånds medvirken til at ophjælpe det åndelige liv. Vinrankens saft, der stiger op fra roden, spredes ud i grenene, fremmer væksten og frembringer blomstring og frugt. På samme måde gennemtrænger Helligåndens livgivende kraft, der udgår fra Frelseren, sjælen, fornyer bevæggrunde og godhed og bringer selv tankerne ind under lydighed mod Guds vilje og sætter den modtagende i stand til at bære de gode gerningers dyrebare frugt. ret
(152) Skaberen af dette åndelige liv lader sig ikke se og det ligger over menneskelig forståelse nøjagtigt at forklare, på hvilken måde dette liv tildeles og opretholdes. Men Åndens virkninger er altid i samklang med skriftens ord. Det er det samme i den åndelige verden som i den timelige. Det timelige liv bevares fra det ene øjeblik til det andet ved guddommelig magt, men dog opretholdes det ikke ved direkte mirakler, men ved at vi bruger de velsignelser, der er indenfor vor rækkevidde. På samme måde opretholdes det åndelige liv ved brugen af disse midler, som forsynet har skænket os. Hvis Kristi discipel ønsker at vokse op til "mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde", (Ef. 4,13), så må han næres af livets brød og drikke af frelsens kilder. Han må våge og bede og arbejde og altid give agt på, hvad Gud i sit ord vil lære ham. ret
(153) Der er endnu mere for os at lære gennem disse jødekristnes erfaringer. Da de modtog dåben ved Johannes, fattede de ikke fuldt ud Jesu kald som den, der bærer synden. De lå under for alvorlige vildfarelser. Men da de kom til at se klarere, modtog de med glæde Jesus som deres Frelser og hermed skete der en forandring i deres forpligtelser. Idet de modtog en renere tro, skete der en tilsvarende forvandling i deres liv. Som tegn på denne forvandling og til erkendelse af deres tro på Kristus blev de gendøbt i Jesu navn. ret
(153) Som det var Paulus skik, havde han begyndt sin virksomhed i Efesus med at prædike i synagogen for jøderne. Han vedblev med dette arbejde i tre måneder og "prædikede frimodigt og overbevisende om Guds rige." Først fik han en gunstig modtagelse; men ligesom andre steder mødte han snart heftig modstand. "Nogle forhærdede sig og ville ikke lade sig overbevise, men talte ondt om "vejen" i forsamlingens påhør." Da de vedblev med at stille sig afvisende overfor evangeliet, holdt apostlen op med at tale i synagogen. ret
(153) Guds Ånd havde virket sammen med og gennem Paulus i hans arbejde for sine landsmænd. Der var forkyndt tilstrækkeligt vidnesbyrd til at overbevise alle, der ønskede at kende sandheden. Men mange lod sig beherske af fordomme og vantro og nægtede at give efter for de mest afgørende beviser. I frygt for, at de kristnes tro skulle komme i fare ved stadigt samkvem med disse modstandere af sandheden, skilte Paulus sig ud fra dem og samlede disciplene for sig selv, men fortsatte sin forkyndelse i skolen hos Tyrannus, en ret kendt lærer. ret
(153) Paulus så, at "der var åbne døre for ham ind til et stort og virkningsfuldt arbejde," skønt der var "mange modstandere." Efesus var ikke blot den prægtigste, men også den mest fordærvede af provinsen Asiens byer. Overtro og sanselige fornøjelser beherskede dens myldrende befolkning. Forbrydere af alle slags fandt ly i dens templer og de mest nedværdigende laster florerede. ret
(153) Efesus var midtpunkt for folkets dyrkelse af Artemis. Det pragtfulde Artemistempel var berømt i hele Lilleasien og hele verden. Dets overvældende pragt var ikke alene byens, men hele folkets stolthed. Gudebilledet i templet sagdes at være faldet ned fra himmelen. Det bar indskrifter af symbolsk art, som man mente besad stor kraft. Efeserne havde skrevet bøger til forklaring af disse symbolers betydning og brug. ret
(153) Blandt dem, der nærmere studerede disse kostbare bøger, fandtes der mange troldmænd, som udøvede vældig indflydelse på de overtroiske dyrkere af gudebilledet inde i templet. ret
(153) Under sin virksomhed i Efesus fik apostlen Paulus særlige tegn på Guds velbehag. Guds kraft ledsagede hans gerning og mange blev helbredt for legemlige sygdomme. "Gud gjorde usædvanlige undergerninger ved Paulus hænder, så man endog bragte tørklæder og bælter fra hans legeme til de syge og sygdommene veg fra dem og de onde ånder fór ud." Disse håndgribelige beviser på overnaturlig kraft overgik langt, hvad man tidligere havde oplevet i Efesus og mange af dem var af en sådan art, at de ikke kunne efterlignes ved en taskenspillers behændighed eller ved en troldmands sorte kunster. Da disse undergerninger skete i Jesus af Nazarets navn, havde folket lejlighed til at se, at Himmelens Gud var mægtigere end gudinden Artemis. Således ophøjede Herren sin tjener lige overfor afgudsdyrkerne selv og uendeligt højt over de mægtigste og mest yndede af troldmændene. ret
(154) Men han, som er herre over alle de onde ånder og som havde givet sine tjenere myndighed over dem, ville bringe endnu større skam og nederlag over dem, der foragtede og vanærede hans hellige navn. Moselov havde forbudt trolddom under dødsstraf, men dog var den hemmeligt blevet udøvet fra tid til anden af frafaldne jøder. Under Paulus besøg i Efesus var der i byen "nogle af de omvandrende jødiske åndemanere," som, da de så de undere, han gjorde, "forsøgte at nævne Herren Jesu navn over dem, som havde de onde ånder." Der blev gjort et forsøg af "syv sønner af Skeuas, en jødisk ypperstepræst." Da de så en mand, der var besat af onde ånder, sagde de til ham: "Jeg besværger jer ved den Jesus, som Paulus prædiker." Men "den onde ånd svarede og sagde til dem: "Jesus kender jeg og om Paulus ved jeg besked, men I, hvem er I?" Og manden, i hvem den onde ånd var, sprang ind på dem og overmandede dem allesammen og mishandlede dem sådan, at de måtte flygte nøgne og sårede ud af huset." ret
(154) Således blev der givet umiskendeligt bevis på Kristi navns hellighed og på dem fare, som de mennesker udsatte sig for, der påkaldte det uden tro på Frelserens guddommelige sendelse. "Frygt kom over dem alle, og Herren Jesu navn blev højt prist." ret
(154) Nu kom der ting for dagens lys, som tidligere havde været skjult. Nogle af de troende havde ikke fuldstændigt givet afkald på deres overtroiske forestillinger, da de antog kristendommen. Til en vis grad fortsatte de udøvelsen af trolddom. Da de nu blev overbevist om deres vildfarelse, var der "mange af dem, som var blevet troende, der kom og bekendte og fortalte, hvad de havde begået." Den gode påvirkning strakte sig endog til nogle af dem, der selv havde øvet trolddom og adskillige af dem "kom bærende med deres bøger og brændte dem op for alles øjne og da man beregnede deres værdi, fandt man, at de var halvtredsindstyve tusinde sølvpenge værd. Så vældigt havde Herrens ord fremgang." ret
(154) Ved at brænde deres bøger om trolddom viste de omvendte i Efesus, at de nu afskyede de ting, som de før havde fundet behag i. Det var navnlig gennem trolddom, at de i særlig grad havde krænket Gud og bragt deres sjæle i fare; og det var overfor trolddommen, at de viste en sådan harme. Således gav de bevis på deres sande omvendelse. ret
(154) Disse afhandlinger om forudsigelser og spådomme indeholdt regler og anvisninger på, hvordan man kom i forbindelse med onde ånder. De var et reglement for dyrkelsen af Satan, anvisninger på, hvordan man skulle påkalde hans hjælp og opnå viden fra ham. Ved at tilbageholde disse bøger ville disciplene have udsat sig for fristelser; ved at sælge dem ville de have ledet andre i fristelse. De havde givet afkald på mørkets rige og intet offer var dem for stort, hvis det tjente til at tilintetgøre dets magt. Således sejrede de over menneskers fordomme og deres egen pengebegærlighed. ret
(155) Ved dette håndgribelige bevis på Kristi magt blev der vundet en vældig sejr for kristendommen i selve overtroens højborg. Denne begivenhed fik en langt mere omfattende indflydelse, end selv Paulus var klar over. Fra Efesus spredtes rygtet herom vidt og bredt og satte fart i missionsgerningen for Kristus. Længe efter at apostlen selv havde fuldendt løbet, levede disse begivenheder i menneskers erindring og blev midlet til at vinde sjæle for evangeliet. ret
(155) Der er dem, som er så naive at mene, at hedensk overtro har ladet sig forjage af det tyvende århundredes civilisation. Men Guds ord og kendsgerningernes strenge vidnesbyrd erklærer, at der i vor tid udøves trolddom lige så virkeligt, som da fortidens troldmænd levede. Fortidens magiske system er i virkeligheden det samme, som nu kendes som moderne spiritisme. Satan skaffer sig adgang til tusinder af sjæle ved at forstille sig i afdøde venners skikkelse. Skriften siger, at "de døde ved intet." Præd. 9,5. Deres tanker, deres kærlighed og deres had er gået til grunde. De døde har intet samkvem med de levende. Men snedig som altid anvender Satan denne list for at vinde magt over sjælene. ret
(155) Gennem spiritismen har mange syge, forladte og nysgerrige samkvem med onde ånder. Alle, som drister sig hertil, er på farlig grund. Sandhedens ord forkynder, hvordan Gud ser på dem. I gamle dage afsagde han en streng dom over en konge, der havde sendt bud om råd til et hedensk orakel: "Mon det er, fordi der ingen Gud er i Israel, at I drager hen for at rådspørge Ekrons Gud Baal Zebub? Derfor, så siger Herren: Det leje, du steg op på, kommer du ikke ned fra, thi du skal dø!" 2Kong. 1,3-4. ret
(155) De hedenske tiders troldmænd har deres modbillede i spiritismens medier, de clairvoyante og nutidens spåmænd og spåkoner. Den hemmelighedsfulde røst, som talte i Endor og i Efesus, vildleder stadig menneskenes børn. Hvis sløret kunne drages fra vore øjne, ville vi komme til at se onde engle anvende al deres kunst for at bedrage og ødelægge. Hvor som helst der udøves en magt for at få mennesker til at glemme Gud, dér øver Satan sin trolddomsmagt. Hvor mennesker giver efter for hans påvirkning, forvirres tankerne og sjælen besmittes, før de selv er klare over det. Guds folk i dag burde lytte til apostlens formaning til menigheden i Efesus: "Vær ikke meddelagtige i mørkets gerninger, men bring dem hellere for dagen." Ef. 5,11. ret