Mesterens efterfølgere kapitel 28. Fra side 156.     Fra side 291 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Prøvelsens dage

(156)  Dette kapitel er bygget op over Apg 19,21-41; 20,1

I mere end tre år var Efesus midtpunktet for Paulus virksomhed. Her oprettedes en blomstrende menighed og fra denne by spredtes evangeliet over hele provinsen Asien både blandt jøder og hedninger. ret

(156)  Apostlen havde nu i nogen tid haft en ny missionsrejse under overvejelse. Han "bestemte sig i Ånden til at rejse gennen Makedonien og Akaja og så drage til Jerusalem, idet han sagde: "Når jeg har været dér, bør jeg også besøge Rom." Så sendte han to af sine hjælpere, Timoteus og Erastus, til Makedonien;" men da han forstod, at arbejdet i Efesus stadig krævede hans nærværelse, besluttede han at blive der til efter pinse. Men der skete snart noget, som fremskyndede hans afrejse. ret

(156)  En gang om året blev der fejret særlige højtideligheder i Efesus til ære for gudinden Artemis. De hidlokkede mange mennesker fra hele provinsen. Indenfor dette tidsrum blev festlighederne gennemført med største pomp og pragt. ret

(156)  Denne festtid var en prøvelse for dem, der nylig havde antaget troen. De troendes samfund, der mødtes i Tyrannus skole, virkede som en dissonans i festkoret og de blev overøst med spot, bebrejdelser og fornærmelser. Paulus virksomhed havde været et hårdt slag for hedenskabet og havde forårsaget en følelig nedgang i besøget ved den nationale højtid og i de tilbedendes begejstring. Hans læres indflydelse rakte langt videre end til de egentlig omvendte til troen. Der var mange, der ikke åbenlyst havde sluttet sig til den nye lære, men havde fået tilstrækkelig oplysning til at miste tilliden til deres hedenske guder. ret

(156)  Der fandtes også endnu en grund til misfornøjelse. Der var i Efesus opblomstret en omfattende og fordelagtig handel ved fremstilling og salg af små relikvieskrin og billeder, der fremstillede Artemis tempel og billedstøtte. De, der var interesserede i denne industri, opdagede, at deres indtægter blev mindre og de enedes om at lægge skylden for denne uvelkomne forandring over på Paulus virksomhed. ret

(156)  Sølvsmeden Demetrius, som lavede artemistempler af sølv, sammenkaldte sine håndværkere og sagde: "I ved jo, folk, at vi har vort udkomme ved dette arbejde og nu ser og hører I, at ikke alene i Efesus, men næsten i hele provinsen Asien har denne Paulus vildledt en hel mængde ved sin tale, idet han siger, at guder, som laves med hænder, ikke er guder. Og der er ikke alene fare for, at vor håndtering skal komme i foragt, men også for, at den store gudinde Artemis helligdom skal blive agtet for intet og at den gudinde, som hele provinsen Asien, ja hele verden dyrker, skal blive berøvet noget af sin guddomsherlighed." Disse ord vakte folkets letbevægelige lidenskaber. "De blev fulde af harme og råbte og skreg: "Stor er efesernes Artemis." ret

(157)  Rygtet om denne tale spredtes hurtigt. "Byen kom nu i fuldstændigt oprør." Man søgte efter Paulus, men man kunne ikke finde apostlen. Brødrene, som havde haft en forudanelse om faren, havde skyndsomst bragt ham bort fra stedet. Guds engle var blevet udsendt til apostlens beskyttelse; endnu var den tid ikke kommet, hvor han skulle lide martyrdøden. ret

(157)  Da mængden ikke kunne finde genstanden for deres raseri, greb de "Gajus og Aristarkus, to makedonere, som var Paulus rejsefæller;" og med disse to "stormede de alle som én hen til teatret." ret

(157)  Paulus skjulested var ikke langt derfra og snart hørte han om de elskede brødres fare. Uden tanke for sin egen sikkerhed ville han straks begive sig til teatret for at tale til den rasende folkehob. Men "disciplene gav ham ikke lov." Gajus og Aristarkus var ikke det bytte, folket var ude efter; man behøvede ikke at nære frygt for, at der skulle tilføjes dem alvorlig overlast. Men hvis man fik øje på apostlens blege, hærgede ansigt, ville det straks vække hobens værste lidenskaber og der ville ikke for mennesker være den svageste mulighed for at redde hans liv. ret

(157)  Paulus higede stadig efter at forsvare sandheden overfor mængden; men til sidst lod han sig dog afholde derfra ved en advarende besked fra teatret: "Nogle af asiarkerne, som var hans venner, sendte bud til ham og bad ham om ikke at begive sig hen til teatret." ret

(157)  Larmen i teatret blev værre og værre. "Dér skreg nogle ét, andre noget andet; thi forsamlingen var i oprør og de fleste vidste ikke, hvorfor de var kommet sammen. "Dette, at Paulus og nogle af hans rejsefæller var af hebraisk oprindelse, bevirkede, at jøderne var ivrige efter tydeligt at vise, at de ikke gjorde fælles sag med ham og hans virksomhed. Derfor skubbede de en af deres egne i forgrunden for at berigtige sagen for folket. Den udvalgte taler var kobbersmeden Aleksander, også en af håndværkerne, om hvem Paulus senere berettede, at han havde voldet ham meget ondt! 2Tim. 4,14. Aleksander var i besiddelse af betydelig dygtighed og han anvendte al sin energi på at vende folkets harme udelukkende mod Paulus og hans medarbejdere. Men da mængden opdagede, at Aleksander var jøde, skubbede de ham bort og "gav sig til, alle med én røst, at råbe i et par timer: "Stor er efesernes Artemis!" ret

(157)  Endelig holdt de op af ren og skær udmattelse og der blev stille et øjeblik. Så lykkedes det byskriveren at fange mængdens opmærksomhed og i kraft af sit embede fik han dem til at lytte. Han talte til dem som en af deres egne og forklarede dem, at der ikke var nogen grund til dette oprør. Han appellerede til deres fornuft. "Mænd i Efesus," sagde han, "hvor er det menneske, som ikke ved, at efesernes by er tempelværge for den store Artemis og hendes himmelfaldne billede? Når altså dette er uimodsigeligt, bør I forholde jer rolige og ikke foretage jer noget overilet. I har jo ført disse mænd hid, som hverken er tempelranere eller spotter vor gudinde. Dersom nu Demetrius og hans håndværkere har grund til klage mod nogen, så holdes der tingdage og der er statholdere; lad dem da stævne hverandre! Og har I yderligere noget at kræve, så kan det blive afgjort i den lovlige forsamling. Vi står jo endog i fare for at blive anklaget for oprør i anledning af det, der er sket i dag, da der ikke er nogen virkelig grund dertil; for dette opløb vil vi ikke kunne gøre regnskab! "Ved at sige dette fik han forsamlingen til at gå sin vej." ret

(158)  Demetrius havde i sin tale sagt: "Der er fare for, at vor håndtering skal komme i foragt." Disse ord afslører den virkelige bevæggrund til optøjerne i Efesus og også årsagen til meget af den forfølgelse, der fulgte apostlene under deres arbejde. Demetrius og de andre håndværkere så, at forretningen med at lave billeder kom i fare ved forkyndelsen og udbredelsen af evangeliet. De hedenske præsters og håndværkeres indtægter stod på spil; og det var af denne grund, at de vakte den bitreste modstand mod Paulus. ret

(158)  Den afgørelse, som byskriveren og andre hæderlige embedsmænd i byen havde truffet, fremstillede Paulus som en, der var uskyldig i noget ulovligt. Dette var for kristendommen en ny sejr over vildfarelser og overtro. Gud havde benyttet en anset øvrighedsperson til at forsvare apostlen og holde den larmende pøbel i tømme. Paulus hjerte var fuldt af taknemmelighed mod Gud, fordi hans liv var blevet bevaret og fordi kristendommen ikke var bragt i vanry ved optøjerne i Efesus. ret

(158)  Paulus gerning i Efesus var til ende! Hans virksomhed dér havde været en tid med mange prøvelser, uophørligt arbejde og megen ængstelse. Han havde lært folket både offentligt og i hjemmene og havde med tårer undervist og advaret dem. Han var stadig blevet modarbejdet af jøderne, der ikke lod nogen lejlighed gå fra sig til at vække ophidselse mod ham. ret

(158)  Og mens Paulus således bekæmpede modstand, med utrættelig iver forkyndte evangeliet og var vogter for en menighed, der endnu var så ny i troen, hvilede der en tung byrde på hans sjæl med hensyn til alle menighederne. ret

(158)  Det voldte ham dyb sorg at høre om frafald i nogle af de menigheder, han havde oprettet. Han frygtede for, at hans bestræbelser for at hjælpe dem havde været forgæves. Mangen en søvnløs nat tilbragte han med bøn og alvorlige overvejelser, når han hørte om, hvilke metoder der blev anvendt for at modarbejde hans værk. Når han havde lejlighed til det og når menighedernes tilstand krævede det, skrev han til dem og gav dem både bebrejdelser og råd, formaninger og opmuntring. I disse breve dvæler apostlen ikke ved sine egne trængsler, skønt der nu og da fremkommer glimt af hans egne besværligheder og lidelser for Kristi skyld. Slag og fængsel, kulde, sult og tørst, farer til lands og vands" i byer og ørkener, både fra hans egne landsmænd, fra hedninger og fra utro brødre, alt dette tålte han for evangeliets skyld! Han blev "udskældt," "spottet " blev regnet for "verdens fejeskarn," "regnet for dåre," "forfulgt," havde haft fuldt op af slid og slæb, "ofte været i dødsfare," altid rede til at dø for Jesu skyld. ret

(159)  Midt i den stadige storm af modstand, under fjenders larm og venners svigten, var den uforfærdede apostel næsten ved at tabe modet. Men han lod blikket gå til Golgata og ilede så fremad med fornyet mod for at forkynde sin viden om den korsfæstede. Han vandrede blot ad den samme blodige vej, som Kristus havde vandret før ham. Han søgte ikke at blive fritaget fra striden, før han kunne nedlægge sine våben ved Frelserens fødder. ret

næste kapitel