Mesterens efterfølgere kapitel 29. Fra side 160.     Fra side 298 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Et indtrængende budskab

(160)  Dette kapitel er bygget op over det første brev til korintherne

Det første brev til menigheden i Korint blev skrevet af apostlen Paulus under den sidste periode af hans ophold i Efesus. Der var ingen, for hvem han nærede dybere interesse, eller for hvem han gjorde sig større anstrengelser, end de troende i Korint. Han havde arbejdet iblandt dem i halvandet år og vist dem hen til en korsfæstet og opstanden Frelser som den eneste vej til frelse og han havde formanet dem til at stole ubetinget på hans nådes forvandlende kraft. Før han optog dem, der bekende sig som kristne, i menighedens samfund havde han været omhyggelig med at belære dem om den kristne troendes rettigheder og pligter; og han havde oprigtigt forsøgt at hjælpe dem til at være tro mod løfterne ved deres dåb. ret

(160)  Paulus havde dyb forståelse af den kamp, som enhver sjæl må udkæmpe mod de onde kræfter, der bestandig søger at bedrage og besnære; og han havde arbejdet utrætteligt på at styrke og befæste dem, der var nye i troen. Han havde tryglet dem om helt at overgive sig til Gud; for han vidste, at hvis denne overgivelse ikke lykkes for sjælen, forsager man ikke synden, men lyster og lidenskaber vil stadig stræbe efter herredømmet og fristelser vil forvirre samvittigheden. ret

(160)  Omvendelsen må være fuldstændig. Enhver svag, tvivlende, kæmpende sjæl, der helt overgiver sig til Herren, kommer i direkte forbindelse med de hjælpemidler, der gør det muligt for den at sejre. Himmelen er én sådan nær og han får støtte og hjælp fra barmhjertighedens engle i hver prøvelsens og nødens time. ret

(160)  Menigheden i Korint var omgivet af afgudsdyrkelse og sanselighed i dens mest besnærende skikkelse. Så længe apostlen var hos dem, havde denne påvirkning kun ringe magt over dem. Paulus faste tro, hans inderlige bøn og alvorlige og formanende ord og frem for alt hans gudfrygtige liv havde hjulpet dem til at fornægte sig selv for Kristi skyld hellere end nyde syndige glæder. ret

(160)  Men efter Paulus afrejse kom der imidlertid vanskelige forhold; fjenden havde sået klinte blandt hveden og det varede ikke længe, før den bar sin onde frugt. Dette var en alvorlig prøvelsens tid for menigheden i Korint. Apostlen var ikke mere hos dem for at ophjælpe deres iver og styrke dem i deres kamp for at leve efter Guds vilje; og lidt efter lidt blev mange ligegyldige og letsindige og lod deres naturlige tilbøjeligheder få magt over dem. Han, der så ofte havde vist dem hen til renhedens og retskaffenhedens høje idealer, var ikke mere iblandt dem og ikke så få af dem, der ved deres omvendelse havde frigjort sig fra deres onde vaner, vendte nu tilbage til hedenskabets nedværdigende synder. ret

(161)  Paulus havde skrevet ganske kort til menigheden og formanet dem til ikke at have samkvem med menighedsmedlemmer, der vedblev med at leve et usædeligt liv; men mange af de troende fordrejede betydningen af apostlens ord, kom med udflugter og fandt undskyldninger for ikke at rette sig efter hans anvisninger. ret

(161)  Menigheden sendte Paulus et brev, hvori de bad ham om råd angående forskellige ting, men de sagde intet om de alvorlige synder, der foregik iblandt dem. Helligånden indgav imidlertid apostlen en tydelig følelse af, at menighedens sande tilstand blev holdt skjult for ham og at dette brev var et forsøg på at aflokke ham meddelelser, som brevskriverne kunne udnytte til egen fordel. ret

(161)  På dette tidspunkt ankom der til Efesus nogle medlemmer af Kloes husstand, en meget anset korintisk familie. Paulus udspurgte dem angående forholdene og de fortalte ham, at menigheden var splittet ved uenighed. Den splid, der havde hersket under Apollos besøg, var stadig blevet større. Falske lærere fik menighedens medlemmer til at ringeagte Paulus ord. Evangeliets lærdom og forordninger blev forvanskede. Hovmod, sanselighed og afgudsdyrkelse blev stadig hyppigere blandt dem, der engang havde været nidkære for et kristent liv. ret

(161)  Da dette billede blev forelagt Paulus, forstod han, at hans værste frygt var mere end gået i opfyldelse. Men han ville ikke af denne grund give efter for den tanke, at hans arbejde havde været forgæves. Med "frygt og bæven" og "mange tårer" søgte han råd hos Gud. Gerne ville han med det samme have besøgt Korint, hvis dette havde været den klogeste fremgangsmåde. Men han vidste, at de troende ikke i deres nuværende tilstand ville kunne få noget ud af hans bestræbelser og derfor sendte han Titus, for at han kunne berede vejen for et senere besøg af ham selv. Derpå så han bort fra alle personlige følelser med hensyn til fremgangsmåden hos dem, hvis opførsel afslørede en så forunderlig fordærvelse og med en sjæl, der hvilede i Gud, skrev apostlen et af sine rigeste, mest belærende og magtfulde breve til menigheden i Korint. ret

(161)  Med overordentlig klarhed gik han over til at besvare de forskellige spørgsmål som menigheden havde stillet ham og til at fremsætte almindelige grundsætninger, som, hvis de blev fulgt, ville føre dem til et højere åndeligt stade. De var i fare og han kunne ikke udholde tanken om, at det i denne kritiske stund skulle mislykkes for ham at nå ind til deres hjerter. Trofast advarede ham dem om de farer, de udsatte sig for og dadlede dem for deres synder. Han viste dem atter hen til Kristus og søgte på ny at tænde den første kærligheds glød. ret

(161)  Apostlens store kærlighed til korinterne åbenbarede sig i hans milde hilsen til menigheden. Han talte om deres erfaringer, da de vendte sig fra afgudsdyrkelsen til at tjene og tilbede den eneste sande Gud. Han mindede dem om Helligåndens gave, som de havde modtaget og viste dem, at det var deres forrettighed bestandig at gå frem i et kristent liv, indtil de opnåede Kristi renhed og hellighed. "I er jo i ham blevet rige på alt," skrev han, "i al tale og i al indsigt, eftersom vidnesbyrdet om Kristus er blevet stadfæstet iblandt jer, så I ikke mangler nogen nådegave, idet I lever i forventningen om, at vor Herre Jesus Kristus skal åbenbares, han, som også skal styrke jer indtil det sidste, så I ikke kan anklages på vor Herres Jesu Kristi dag." ret

(162)  Paulus talte rent ud om den splid, der var opstået i den korintiske menighed og formanede de troende til at ophøre med striden. "Jeg formaner jer, brødre," skrev han, "ved vor Herres Jesu Kristi navn, at I alle skal være enige indbyrdes og at der ikke må findes splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning." ret

(162)  Apostlen følte sig frit stillet med hensyn til at sige dem, hvordan og af hvem han havde fået underretning om splittelsen indenfor menigheden. "Thi af Kloes folk er det blevet mig fortalt om jer, mine brødre, at der er stridigheder iblandt jer." ret

(162)  Paulus var en gudbenådet apostel. De sandheder, han lærte andre, havde han selv modtaget "ved åbenbarelser" men dog åbenbarede Herren ham ikke altid, hvordan det netop stod til med Guds folk. I dette tilfælde havde de, som var interesserede i menighedens trivsel i Korint og som havde set synden snige sig derind, sat apostlen ind i sagen; og ved hjælp af de guddommelige åbenbaringer, han tidligere havde haft, var han i stand til at bedømme karakteren af denne udvikling. Trods den kendsgerning, at Herren ikke gav ham en særlig åbenbaring netop ved denne lejlighed, modtog de, der virkelig søgte lyset, hans budskab som udtryk for Kristi tanker. Herren havde vist ham, hvilke vanskeligheder og farer der ville opstå i menighederne, og da disse onder viste sig, erkendte apostlen deres betydning. Han var udset til at forsvare menigheden. Han skulle våge over sjælene som den, der skal stå til regnskab over for Gud; og var det så ikke følgerigtigt og ret af ham at lytte til beretningerne om anarkiet og splittelserne iblandt dem? Absolut! Og den tilrettevisning, han sendte dem, var lige så sikkert skrevet under Guds Ånds ledelse som ethvert af hans andre breve. ret

(162)  Apostlen nævnede ikke noget om de falske lærere, som søgte at ødelægge frugten af hans arbejde. På grund af menighedens splittelse og uvidenhed undlod han at irritere dem med sådanne hentydninger for ikke at skræmme nogle helt bort fra sandheden. Han viste hen til sit eget arbejde iblandt dem som udrettet af "en kyndig bygmester," der havde lagt den grundvold, hvorpå andre havde bygget. Men han tog ikke selv æren herfor, thi han erklærede: "Guds medarbejdere er vi!" Han gjorde ikke fordring på nogen visdom som sin egen, men indrømmede, at det kun ved Guds kraft havde været ham muligt at forkynde sandheden på en Gud velbehagelig måde. I samfund med Kristus, den største af alle lærere, var det blevet Paulus muligt at forkynde lærdomme af guddommelig visdom, der imødekom alle slags mennesker i deres trang, og som lod sig anvende til alle tider, på alle steder og under alle omstændigheder. ret

(162)  Blandt de mere alvorlige onder, der havde udviklet sig blandt de korintiske kristne, var en tilbagevenden til hedenskabets fordærvede skikke. En, der tidligere var blevet omvendt, var gledet så langt ud, at hans utugtige liv var en krænkelse af selv den lave moral indenfor hedningeverdenen. Apostlen pålagde menigheden at skille sig af med "det onde menneske." Ved I ikke," formanede han dem, "at en smule surdej syrer hele dejen? Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej, da I jo er usyrede." ret

(163)  Et andet alvorligt onde, der var opstået inden for menigheden, var, at brødrene havde retssager med hinanden. Der var draget rigelig omsorg for, at vanskeligheder kunne afgøres af de troende selv. Kristus havde selv belært dem klart om, hvordan den slags sager skulle ordnes. "Hvis din broder forsynder sig imod dig," havde Frelseren sagt, "så gå hen og sæt ham i rette under fire øjne. Hører han dig, så har du vundet din broder. Men hører han dig ikke, så tag endnu en eller to med dig, for at enhver sag kan blive afgjort efter to eller tre vidners udsagn. Men er han dem overhørig, da sig det til menigheden, men er han også menigheden overhørig, så lad ham være for dig som en hedning eller tolder. Sandelig siger jeg eder: hvad I binder på jorden, skal være bundet i Himmelen; og hvad I løser på jorden, det skal være løst i Himmelen." Matt. 18,15-18. ret

(163)  Paulus talte ikke i ubestemte vendinger til de korintiske troende, der havde glemt denne tydelige anvisning, men dadlede og formanede dem. "Hvor kan dog nogen af jer," spurgte han, "når han har sag mod em anden, få sig til at lade den pådømme hos de uretfærdige, og ikke hos de hellige? Ved I da ikke, at de hellige engang skal dømme verden? Og når verden skal dømmes ved jer, er I da uværdige til at sidde til doms i de mindste retssager? Ved I ikke, at vi skal dømme engle? endsige da i timelige ting! Når I nu har retssager om timelige ting, sætter I så dem til dommere, der ikke er regnet for noget i menigheden? Til skam for jer siger jeg det! Er der da virkelig iblandt jer ingen, der er viis nok til at dømme sine brødre imellem? Men broder fører sag mod broder og det for vantro! I det hele taget er jo allerede det en brist hos jer, at I har retssager mod hverandre. Hvorfor lider I ikke hellere uret? Hvorfor finder I jer ikke hellere i at lide tab? Men I tilføjer andre og tilmed brødre, uret og tab! Eller ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige?" ret

(163)  Satan søger bestandig at liste mistro, fjendskab og ondskab ind i Guds menighed. Vi vil ofte blive fristet til at synes, at der ikke sker os vor ret, selv når der ikke er rimelig grund til at nære den slags følelser. De, hvis egenkærlighed er stærkere end deres kærlighed til Kristus og hans rige, vil lade deres egne interesser gå forud og tage deres tilflugt til næsten ethvert middel for at vogte og opretholde dem. Selv mange, der synes at være samvittighedsfulde kristne, lader sig af stolthed og selvhævdelse hindre i at gå i fortrolighed til dem, de mener har fejlet, så de kan tale med dem i Kristi Ånd og bede sammen for hinanden. Der er endog nogle, der, hvis de føler sig krænkede af deres brødre, vil gå til retten i stedet for at følge Frelserens regel. ret

(163)  Kristne burde ikke henvende sig til borgerlige domstole for at få afgjort de uenigheder, der måske kan opstå blandt menighedens medlemmer. Sådanne uenigheder burde afgøres mand og mand imellem eller af menigheden i overensstemmelse med Kristi anvisning. Selv om der er sket uret, må den, som er en discipel af den ydmyge og sagtmodige Jesus, hellere udsætte sig for at "lide tab" end overfor verden afsløre sine kristne brødres synder. ret

(164)  Retssager mellem kristne er en skændsel for sandhedens sag. Kristne, der søger rettens hjælp, udsætter menigheden for spot fra dens fjender og får mørkets magter til at hovere. De sårer Kristus på ny og udsætter ham for offentlig skam. Ved at underkende menighedens autoritet viser de foragt for Gud, som har givet menigheden dens myndighed. ret

(164)  I dette brev til korinterne forsøgte Paulus at vise dem Kristi magt til at bevare dem fra det onde. Han vidste, at hvis de ville rette sig efter de betingelser, han fastsatte, ville de blive stærke ved den Højestes kraft. Som middel til at hjælpe dem til at frigøre sig fra syndens trældom og blive fuldkommen hellige i Herrens frygt lagde Paulus stor vægt på, at de opfyldte kravene fra ham, som de ved deres omvendelse havde viet deres liv. "I er Kristi," sagde han, "I tilhører ikke jer selv. I er jo købt og prisen betalt, ær derfor Gud i jeres legeme!" ret

(164)  Apostlen skildrer tydeligt virkningen af at vende sig fra et liv i renhed og hellighed til hedenskabets fordærvede skikke. "Far ikke vild," skrev han, "hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere ..... eller tyve eller havesyge, ingen drankere, ingen æreskændere, ingen røvere skal arve Guds rige." Han bad dem om at beherske lidenskab og begær. "Ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer og som I har fra Gud?" ret

(164)  Paulus var i besiddelse af stor, åndelig begavelse, men desuden åbenbarede han i sit liv en sjælden visdom, som gav ham hurtig forståelse og hjertets medfølelse og som muliggjorde det for ham at vække andres bedre følelser og indgive dem trangen til at stræbe efter en højere livsform. Hans hjerte strømmede over af inderlig kærlighed til de troende i Korint. Han længtes efter at se dem åbenbare en sindets gudsfrygt, som kunne styrke dem i fristelser. Han vidste, at de for hvert skridt på kristendommens vej ville møde hindringer fra "Satans synagoge" og at de daglig ville blive indviklet i strid. De måtte være på vagt mod fjendens snedige angreb, gøre sig til herre over gamle vaner og naturlige tilbøjeligheder og altid våge og bede. Paulus vidste, at den højere kristne fuldkommenhed kun kan opnås ved megen bøn og ved altid at være på vagt og dette prøvede han at klargøre for deres tanker. Men han vidste også, at der ved den korsfæstede Kristus blev rakt dem en kraft, der var stærk nok til at omvende sjælen og at de fik guddomskraft til at modstå alle det ondes fristelser. I tillid til Gud som deres rustning og med hans ords våben ville de blive i stand til at modstå fjendens angreb. ret

(164)  De kristne i Korint trængte til dybere erfaring om, hvad der hører Guds rige til! De forstod ikke fuldt ud, hvad det vil sige at se hans herlighed og forvandles i sit sind. De havde kun set de første stråler af denne herligheds morgenrøde. Paulus første ønske for dem gjaldt, at de måtte fyldes med al Guds fylde ved at følge ham, hvis vej er beredt ligesom morgenen og vedblive at lære af ham, indtil de nåede ind i det fulde middagslys ved en fuldkommen tro på evangeliet. ret

næste kapitel