Mesterens efterfølgere kapitel 3. Fra side 19.     Fra side 25 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Det store hverv

(19)  Efter Kristi død var disciplene næsten overvældede af modløshed. Deres Mester var blevet forkastet, dømt og korsfæstet. Præsterne og rådsherrerne havde hånligt erklæret: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse! Han er jo Israels konge! Lad ham nu stige ned af korset, så vil vi tro på ham." Matt. 27,42. Solen var gået ned for disciplenes håb, og mørket sænkede sig over deres hjerter. Ofte gentog de disse ord for sig selv: "Vi havde håbet, at han var den, som skulle forløse Israel!" Luk. 24,21. Ensomme og forknytte, som de var, mindedes de hans ord: "Gør man således ved det grønne træ, hvordan vil det da gå med det visne?" Luk. 23,31. ret

(19)  Jesus havde flere gange forsøgt at give disciplene et indblik i fremtiden, men de havde ikke brudt sig om at tænke over, hvad han havde sagt. Af denne grund var hans død kommet som en overraskelse for dem; og senere hen blev de sorgfulde, når de genoplevede fortiden og så resultatet af deres vantro. Da Kristus var blevet korsfæstet, troede de ikke, at han ville opstå. Han havde ganske tydeligt sagt, at han ville opstå på den tredje dag, men de var tvivlrådige om, hvad han mente. Denne mangel på forståelse gjorde dem fuldstændig håbløse, dengang han var død. De var bittert skuffede. Deres tro kunne ikke trænge igennem den skygge, som Satan havde lagt over deres synskreds. Alt forekom dem usikkert og uforståeligt. Hvis blot de havde troet Frelserens ord, hvor kunne de så være blevet skånet for megen sorg! ret

(19)  Sønderknuste af modløshed, sorg og fortvivlelse mødtes disciplene i salen ovenpå og lukkede og stængede dørene af frygt for, at deres elskede Mesters skæbne også skulle ramme dem. Her var det, at Frelseren efter sin opstandelse viste sig for dem. ret

(19)  I fyrretyve dage blev Kristus på jorden og beredte disciplene til den opgave, der lå foran dem, og forklarede dem det, som de hidtil ikke havde været i stand til at fatte. Han talte om profetierne om hans komme, om jødernes forkastelse af ham og sin død, og viste dem, at disse profetier var blevet opfyldt til de mindste enkeltheder. Han sagde til dem, at de skulle betragte denne opfyldelse af profetier som en forvisning om den kraft, der ville følge dem i deres fremtidige gerning. "Da åbnede han deres sind, så de forstod skrifterne" læser vi. "Og han sagde til dem: "Således står der skrevet, at Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og at der i hans navn skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslagene og begyndes fra Jerusalem." Og han tilføjede: "I skal være vidner om dette." Luk. 24, 45-48. ret

(20)  I løbet af disse dage, som Kristus tilbragte sammen med sine disciple, opnåede de nye erfaringer. Når de hørte deres elskede Mester udlægge skrifterne, belyst af alt det, som var sket, blev deres tro på ham fuldstændig grundfæstet. De nåede dertil, hvor de kunne sige: "Jeg kender ham, som jeg har sat min lid til." 2Tim. 1,12. De begyndte at fatte deres opgaves natur og udstrækning, at se, at de skulle forkynde de sandheder, som var blevet dem betroet, for verden. Begivenhederne i Kristi liv, hans død og hans opstandelse, profetierne, som pegede frem til disse begivenheder, frelsesplanens mysterium, Jesu magt til at forlade synder, til alt dette havde de været vidner, og de skulle lade verden få del i deres viden. De skulle forkynde evangeliet om fred og frelse gennem anger og Frelserens magt. ret

(20)  Før Kristus steg op til Himmelen, overgav han disciplene deres opgave. Han sagde dem, at de skulle fuldbyrde hans sidste vilje, hvori han testamenterede det evige livs skatte til verden. I har været vidner til mit liv i opofrelse for verden, sagde han til dem. I har set mit arbejde for Israel. Og skønt mit folk ikke ville komme til mig, så de kunne få livet, skønt præster og rådsherrer har handlet med mig, som de ville, skønt de har forkastet mig, så skal de dog have endnu en lejlighed til at tage imod Guds Søn. I har set, at alle, som kommer til mig og bekender deres synder, tager jeg gerne imod. Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig kaste ud. Til jer, mine disciple betror jeg dette nådens budskab. Det skal gives både til jøder og hedninger, først til Israel og så til alle folkeslag, tungemål og alle mennesker. Alle de, som tror, skal samles i én menighed. ret

(20)  Evangeliets forkyndelse er Kristi riges store missionsbefaling. Disciplene skulle arbejde alvorligt for sjælene og bringe alle nådens bud. De skulle ikke afvente, at mennesker kom til dem; de skulle gå ud til folk med deres budskab. ret

(20)  Disciplene skulle udføre deres hverv i Kristi navn. Hvert af deres ord og hver af deres handlinger skulle henlede opmærksomheden til hans navn som det, der ejede den livskraft, hvorved syndere kunne frelses. Deres tro skulle have sit midtpunkt i ham, som er nådens og kraftens kilde. I hans navn skulle de frembære deres bønner til Faderen, og de skulle få svar. De skulle døbe i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Kristi navn skulle være deres løsen, deres hæderstegn, deres enhedsmærke, den øverste myndighed for deres handlemåde og kilden til deres lykke. Intet kunne anerkendes i hans rige, som ikke bar hans navn og påskrift. ret

(20)  Da Kristus sagde til sine disciple: Gå ud i mit navn for at samle alle dem, som tror, ind i menigheden, forelagde han dem nødvendigheden af at bevare enkelheden! Jo mindre ydre pragt og tilskuestillen, jo større ville deres indflydelse være til det gode. Disciplene skulle tale lige så ligefremt, som Kristus havde gjort. De skulle indprente deres tilhørere den samme lære, som han havde lært dem. ret

(20)  Kristus sagde ikke til sine disciple, at deres opgave ville blive let. Han viste dem den store sammensværgelse af ondskab, som væbnede sig imod dem. De ville blive nødt til at kæmpe "mod magterne og myndighederne, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet." Ef. 6,12. Men de ville ikke blive overladt til at føre kampen alene. Han lovede dem, at han ville være med dem; og at når de blot gik frem i tro, ville den Almægtiges skjold være over dem. Han bød dem være modige og stærke, for en, som var mægtigere end englene, ville kæmpe i deres rækker, selve anføreren for de himmelske hære! Han traf alle forholdsregler til fuldførelsen af deres opgave og tog selv ansvaret for, at den skulle lykkes. Så længe de adlød hans ord og arbejdede i samfund med ham, kunne det ikke mislykkes. Gå ud til alle folkeslag, bød han dem. Gå til de fjerneste, beboelige egne af kloden og vær forvissede om, at jeg selv der altid vil være hos jer. Arbejd i tro og tillid, for I vil aldrig komme til at opleve en tid, hvor jeg svigter jer. Jeg vil altid være hos jer, hjælpe jer til at gøre jeres pligt, lede, trøste, helliggøre og støtte jer, og gøre det muligt for jer at tale ord, som vil drage andres tanker mod Himmelen. ret

(21)  Kristi offer for menneskers skyld var fuldt og helt. Vilkårene for forsoningen var blevet opfyldt. Den gerning, for hvilken han var kommet til jorden, var fuldbragt. Han havde vundet riget. Han havde fravristet Satan det og var blevet arving til alle ting. Han var på vej til Guds trone for at blive æret af den himmelske hær. Uden grænser for sin myndighed overdrog han disciplene deres hverv: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." Matt. 28,19-20. ret

(21)  Lige før Kristus forlod disciplene, gjorde han endnu engang tydeligt rede for, af hvad art hans rige var. Han mindede dem om ting, som han tidligere havde sagt med hensyn hertil. Han erklærede, at det ikke var hans mening at oprette et timeligt rige i denne verden. Han var ikke udset til at herske som jordisk regent på Davids trone. Da disciplene spurgte ham: "Herre! er tiden nu kommet, hvor du vil genoprette riget for Israel?" svarede han: "Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt." Det var for dem ikke nødvendigt at se længere ind i fremtiden, end de åbenbaringer, han havde givet dem, satte dem i stand til. Deres opgave bestod i at forkynde evangeliet! Apg. 1,6-7. ret

(21)  Kristi synlige nærværelse var ved at blive berøvet disciplene, men de skulle få en ny berigelse af Kraft. De skulle få Helligånden i hele dens fylde som besegling på deres arbejde. "Se," sagde Frelseren, "jeg vil sende over jer, hvad min Fader har forjættet; men I skal blive her i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje." Luk. 24,49. "Thi Johannes døbte med vand; men I skal om ikke mange dage døbes med Helligånden. "Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jorden ende." Apg. 1,5-8. ret

(21)  Frelseren vidste, at ingen bevisførelse, hvor logisk den end var, ville kunne smelte hårde hjerter eller trænge gennem verdslighedens og egoismens skal. Han vidste, at hans disciple måtte modtage den himmelske gave; at evangeliet først ville kunne få sin fulde virkning, når det blev forkyndt af hjerter, der brændte, og læber, der var gjort veltalende ved et levende kendskab til ham, som er vejen og sandheden og livet. Den opgave, som var betroet disciplene, ville kræve megen kraft, for ondskabens modstrøm var både dyb og stærk. En årvågen, beslutsom hærfører befalede over mørkets stridskræfter, og Kristi tilhængere kunne kun kæmpe for retfærdighedens sag ved den hjælp, som Gud gennem sin Ånd ville give dem. ret

(22)  Kristus bød sine disciple, at de skulle begynde deres arbejde i Jerusalem. Denne by havde været skuepladsen for hans forunderlige offer for menneskeheden. Der havde han i et menneskes skikkelse vandret om og talt med mennesker, og kun få havde opfattet, hvor nær Himmelen var kommet jorden. Der var han blevet dømt og korsfæstet. Der var i Jerusalem mange, som lønligt troede, at Jesus fra Nazaret var Messias, og mange, der var blevet ført bag lyset af præsterne og rådet. For disse mennesker måtte evangeliet forkyndes. De måtte kaldes til omvendelse. Den vidunderlige sandhed, at kun gennem Kristus kunne man opnå syndernes forladelse, måtte fremsættes klart og tydeligt. Og det var, mens hele Jerusalem endnu var i røre efter de rystende begivenheder i de sidste uger, at disciplenes prædiken ville gøre dybest indtryk. ret

(22)  Under hele Jesu tjeneste havde han stadig foreholdt sine disciple den kendsgerning, at de skulle være ét med ham i hans arbejde for at frigøre verden fra syndens slaveri. Da han udsendte de tolv og senere de halvfjerdsindstyve for at forkynde Guds rige, lærte han dem, at det var deres pligt at meddele andre, hvad han havde lært dem. Gennem hele sit virke opdrog han dem til individuelt arbejde, som skulle udvides, eftersom de blev flere i antal, og som til sidst skulle nå ud til verdens fjerneste egne. Det allersidste, han indprentede sine disciple, var, at frelsens glade budskab til verden var blevet dem betroet. ret

(22)  Da tiden var kommet, hvor Kristus skulle stige op til sin Fader, førte han disciplene så langt ud som til Betania. Her standsede han, og de forsamlede sig om ham. Med hænderne udstrakt til velsignelse, ligesom en forsikring om hans beskyttende omhu, steg han langsomt opad fra deres kreds. "Og det skete, medens han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen." Luk. 24,51. ret

(22)  Mens disciplene stirrede opad for at opfange det sidste glimt af deres himmelfarne Herre, blev han modtaget af de himmelske engles jublende skarer. Mens disse engle ledsagede ham til de himmelske boliger, sang de denne sejrssang: "I jordens riger, syng for Gud, lovsyng Herren! Hyld ham, der farer frem på Himlenes Himle. ..... Giv Gud ære! Over Israel er hans højhed, hans vælde i skyerne." Sl. 68,33. og 35. ret

(22)  Disciplene stod stadig og stirrede betaget opad mod himmelen, da "se, da stod der hos dem to mænd i hvide klæder, og de sagde: "I galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op mod himmelen? Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til Himmelen." Apg. 1,10-11. ret

(22)  Løftet om Kristi genkomst skulle altid holdes levende i disciplenes sind. Den samme Jesus, som de havde set stige op til Himmelen, ville komme igen for at tage dem til sig, som hernede havde givet sig hen til hans tjeneste. Den samme røst, som havde sagt til dem: "Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!" ville byde dem velkommen til at være sammen med ham i det himmelske rige. ret

(23)  Ligesom ypperstepræsten ved den symbolske tjeneste havde lagt sine ypperstepræstelige klæder fra sig og gjorde tjeneste i en almindelig præsts hvide linnede dragt, sådan lagde Kristus sin kongelige klædning bort og iførte sig menneskelig skikkelse og frembar offeret, hvor han selv både var ypperstepræst og offer. ret

(23)  Ligesom ypperstepræsten efter at have udrettet sin tjeneste i det allerhelligste trådte frem for den ventende forsamling klædt i sin ypperstepræstelige dragt, sådan vil Kristus ved sin genkomst komme klædt i strålende hvide klæder, sådan "som ingen blegemand på jorden kan gøre dem." Mark. 9,3. Han vil komme i sin egen og sin Faders herlighed, og hele Himmelens hær vil ledsage ham. ret

(23)  Således skal Kristi løfte til disciplene gå i opfyldelse: "Jeg kommer igen og tager jer til mig." Joh. 14,3. Dem, som har elsket ham og ventet på ham, vil han krone med ære og herlighed og udødelighed. De retfærdige døde vil stige op af graven, og de, som lever, vil sammen med dem optages for at møde Herren i luften. De skal høre Jesu stemme, skønnere end nogen musik, der nogensinde er opfanget af dødeliges ører, sige til dem: Jeres strid er endt! "Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt fra verdens grundvold blev lagt." Matt. 25,34. ret

(23)  Disciplene havde grund til at fryde sig i håbet om deres Herres genkomst. ret

næste kapitel