Mesterens efterfølgere kapitel 30. Fra side 165.     Fra side 309 i den engelske udgave.ren side   tilbage

En højere målsætning

(165)  Dette kapitel er bygget op over det første brev til korintherne

I håb om indtrængende at indprente de troende i Korint betydningen af fast selvbeherskelse, strengt mådehold og aldrig vaklende nidkærhed for Kristi tjeneste fremsatte Paulus i sit brev til dem en slående sammenligning mellem den kristnes strid og de berømte kapløb, der med bestemte mellemrum blev afholdt i nærheden af Korint. Af alle de lege, der blev foranstaltet blandt grækerne og romerne, var kapløbene de ældste og blev regnet for de vigtigste. De blev overværet af konger, adelsmænd og statsmænd. Unge, rige og fornemme mænd deltog i dem og veg ikke tilbage for nogen anstrengelse eller nødvendig disciplin for at opnå sejrsprisen. ret

(165)  Kampene var ordnede efter strenge regulativer, som alle måtte rette sig efter. De, der ville anmeldes som deltagere i kampen om sejrsprisen, måtte først gennemgå en streng forberedende træning. Skadelig tilfredsstillelse af appetitten eller andre fornøjelser, der kunne forringe den åndelige eller legemlige kraft, var strengt forbudt. His man skulle gøre sig noget håb om held under disse styrke- og hastighedsprøver, måtte musklerne være stærke og smidige og nerverne under kontrol. Enhver bevægelse måtte være præget af sikkerhed, ethvert skridt hurtigt og fast; de fysiske kræfter måtte nå den højeste fuldkommenhed. ret

(165)  Når deltagerne i væddestriden viste sig for den ventende forsamling, blev deres navne råbt op og der blev givet en nøjagtig redegørelse for løbets regler. Så startede de alle på samme tid, og tilskuernes spændte forventning hidsede dem til at gøre deres yderste for at vinde. Dommerne havde deres plads i nærheden af målet, for at de kunne betragte løbet fra begyndelsen til enden og give prisen til den virkelige sejrherre. Hvis nogen nåede først til målet ved at benytte sig af ulovlige midler, fik han ikke tilkendt prisen. ret

(165)  Ved disse væddekampe stod der meget på spil. Nogle kom sig aldrig efter den voldsomme fysiske anspændelse. Det hændte ikke sjældent, at mænd styrtede om under løbet, mens blodet strømmede fra næse og mund og undertiden kunne en deltager falde død om, idet han skulle gribe efter sejrsprisen. Men muligheden for livsvarig skade eller for døden blev ikke betragtet som for meget at vove for den ære, der blev vist den sejrende væddekæmper. ret

(165)  Når sejrherren nærmede sig målet, fik den store tilskuerskares bifald luften til at dirre og gav genlyd i de omliggende høje og bjerge. I alle tilskuernes påsyn overrakte dommeren ham sejrens pris: en laurbærkrans og en palmegren, han skulle bære i sin højre hånd. I hele landet blev han lovprist; også hans forældre fik deres del af æren og selv den by, hvorfra han stammede, blev agtet højt, fordi den havde frembragt en så stor idrætsmand. ret

(166)  Da Paulus omtalte disse væddeløb som et billede på den kristnes kamp, lagde han vægt på den forberedelse, der er nødvendig for et godt resultat for deltagerne i løbet: den forberedende disciplin, afholdenhed med mad og nødvendigheden af mådehold. "Enhver, der deltager i idrætskamp," erklærede han, "er afholdende i alt." Løberne gav afkald på enhver nydelse, der kunne bevirke en svækkelse af de legemlige kræfter og ved hård og stadig disciplin opøvede de deres muskler til styrke og udholdenhed, for at de, når kampens dag var inde, kunne trække de største veksler på deres kraft. Hvor langt vigtigere var det da, at den kristne, hvis evige interesser stod på spil, bragte lyster og lidenskaber ind under sin forstand og Guds vilje! Aldrig måtte han lade opmærksomheden spredes af fornøjelser, vellevned eller behageligheder. Alle hans vaner og hans begær måtte ind under den strengeste tugt. Forstanden, der var oplyst ved belæring af Guds ord og vejledet af hans Ånd, måtte holde selvbeherskelsens tøjler. ret

(166)  Og når alt dette var sket, måtte den kristne yde sit yderste for at vinde sejren! Under de korintiske lege blev de kæmpendes sidste skridt i løbet udført med overvældende anspændelse for at bevare farten uformindsket. På samme måde skal den kristne, når han nærmer sig målet, haste fremad med om muligt endnu mere iver og beslutsomhed end under den første del af sin vej. ret

(166)  Paulus gør opmærksom på forskellen mellem den krans af forgængelige laurbær, som sejrherren modtog som pris i væddekampen og den uforgængelige herlighedskrone, der gives til ham, der med sejr fuldender den kristnes løb. De gør det, erklærer han, "for at få en sejrskrans, der visner, vi for at få en sejrskrans, der aldrig visner." De græske idrætsmænd skånede ikke sig selv for at vinde en forgængelig sejrspris. Vi stræber efter en pris, som har langt større værd, selve det evige livs krone! Hvor burde vi så være langt mere påpasselige i vor kamp og langt mere villige til at ofre og fornægte os selv! ret

(166)  I Hebræerbrevet udpeges der det sande formål, som burde kendetegne den kristnes væddekamp for at vinde evigt liv: "Så lad da også os lægge alt det bort, som tynger og synden, som så let hilder os og lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os, mens vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender." Heb. 12,1-2. Misundelse, ondskab, onde tanker, slet tale, gerrighed, dette er, hvad der tynger og hvad den kristne må skille sig af med, hvis han lykkeligt skal fuldende løbet om evigt liv. Enhver vane eller skik, der fører til synd og bringer skam over Kristus, må opgives, koste, hvad det vil! Himmelens salighed kan ikke opnås af noget menneske, der trodser de evige begreber om retfærdighed. En synd, man stadig dyrker, er nok til at nedbryde karakteren og vildlede andre. ret

(166)   "Hvis din hånd forarger dig," sagde Frelseren, "så hug den af! Det er bedre for dig at gå vanfør ind til livet end at fare til Helvede til den uudslukkelige ild med begge dine hænder i behold. Og hvis din fod forarger dig, så hug den af! Det er bedre for dig at gå halt ind til livet end at kastes i Helvede med begge dine fødder i behold." Mark. 9,43-45. Hvis man for at frelse legemet fra døden ville lade hånden eller foden hugge af, ja, selv ofre sit øje, hvor langt mere omsorgsfuld burde den kristne så ikke være for at skaffe sig af med synden, som bringer død over sjælen! ret

(167)  Væddekæmperne i fortidens lege var ikke engang sikre på sejren, selv om de havde underkastet sig selvfornægtelse og hård selvtugt. "Ved I ikke," siger Paulus, "at de, der løber på væddeløbsbanen, ganske vist alle løber, men kun én får sejrsprisen?" Hvor ivrigt og alvorligt løberne end stræbte, så kunne sejrsprisen kun gives til én. Kun én hånd kunne gribe den attråede krans! Nogle kunne udfolde de største anstrengelser for at opnå prisen, men idet de strakte hånden ud for at gribe den, var der mulighed for, at en anden et øjeblik før havde grebet den. ret

(167)  Men det samme er ikke tilfældet i den kristnes kamp. Ikke én af dem, der retter sig efter betingelserne, vil blive skuffet, når løbet er endt. Ikke én af dem, der er ihærdige og udholdende, vil gå glip af sejren. Løbet er ikke for de hurtige eller kampen for de stærke. Den svageste hellige kan lige såvel som den stærkeste komme til at bære den udødelige herligheds krone. Alle kan vinde, når de ved den guddommelige nådes kraft bringer deres liv i overensstemmelse med Kristi vilje. Udøvelsen indenfor livets enkeltheder af de påbud, der findes i Guds ord, betragtes alt for tit som uvæsentlige som en sag, der er for ubetydelig til at kræve opmærksomhed. Men i betragtning af hvor meget der står på spil, er intet småt, der kan hjælpe eller hindre. Enhver handling tynger med i den vægtskål, der er afgørende for livets sejr eller nederlag. Og belønningen til dem, der vinder løbet, vil stå i forhold til den energi og ihærdighed, hvormed de har kæmpet. ret

(167)  Apostlen sammenlignede sig selv med en mand, der deltager i et kapløb og anspænder hver nerve for at vinde sejrsprisen. Han siger: "Jeg løber derfor ikke på må og få; jeg kæmper som en nævekæmper, der ikke støder i luften, men jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet." Paulus underkastede sig hård selvtugt, for at han ikke skulle løbe på må og få i den kristne væddekamp. Ordene: "Jeg er hård mod mit legeme," betyder bogstaveligt ved streng disciplin at undertrykke begær, tilskyndelser og lidenskaber. ret

(167)  Paulus frygtede for, at han, som havde prædiket for andre, selv skulle blive forkastet. Han forstod, at hvis han ikke i sit liv gav udtryk for de grundsætninger, han troede på og prædikede, ville hans arbejde for andre ikke nytte ham noget. Hans tale, hans indflydelse og hans afvisning af at give efter for tilfredsstillelse af egne lyster måtte vise, at hans religion ikke blot var en bekendelse, men en daglig og levende forbindelse med Gud. Der var ét mål, han altid havde for øje og alvorligt stræbte efter at nå, nemlig "retfærdigheden fra Gud, grundet på tro". Fil. 3,9. ret

(167)  Paulus vidste, at hans kamp mod det onde ville vare ved, så længe han levede. Han var altid klar over nødvendigheden af at være på vagt overfor sig selv, så jordiske ønsker ikke skulle få overhånd over åndelig iver. Af al sin kraft vedblev han med at kæmpe mod sine naturlige tilbøjeligheder. Altid så han for sig det ideal, han skulle nå og dette ideal stræbte han imod ved villig lydighed mod Guds bud. Hans ord, hans handlinger, hans længsler, alt var bragt ind under Guds Ånds magt. ret

(168)  Det var dette oprigtige ønske om at vinde løbet om det evige liv, Paulus higede efter at se åbenbaret i de korintiske troendes liv. Han vidste, at hvis de skulle nå til Kristi formål med dem, ville det koste dem et livs kamp, hvorfra der ikke var nogen befrielse. Han tryglede dem om at kæmpe rettelig og dag efter dag søge fromhed og moralsk fuldkommenhed. Han bønfaldt dem om at kaste alle byrder fra sig og haste fremad mod målet, som var fuldkommenhed i Kristus. ret

(168)  Paulus gjorde korinterne opmærksom på det gamle Israels erfaringer, på de velsignelser, der lønnede deres lydighed og den dom, der fulgte efter deres overtrædelser. Han mindede dem om, på hvilken underfuld måde hebræerne var blevet ført ud af Ægypten, beskyttet af skyen om dagen og ildstøtten om natten. På denne måde var de blevet ført trygt gennem Det røde Hav, mens ægypterne, der prøvede at komme over på samme måde, alle druknede. Gennem disse handlinger havde Gud anerkendt Israel som sin menighed. De "spiste alle den samme åndelige mad og drak alle den samme åndelige drik, thi de drak af en åndelig klippe, som fulgte med; og den klippe var Kristus." Under alle deres rejser havde hebræerne haft Kristus til fører. Den klippe, Moses slog på, var et billede på Kristus, der skulle såres for menneskers overtrædelser, for at frelsens strømme kunne flyde til alle. ret

(168)  Trods Guds godhed mod hebræerne ramte hans dom dem dog på grund af deres hang til det tidligere vellevned i Ægypten og på grund af deres synd og oprørskhed. Apostlen indskærpede de korintiske troende at lægge mærke til den lære, der rummedes i Israels erfaringer. "I dette er de blevet eksempler til advarsel for os," sagde han, "for at vi ikke skal begære, hvad ondt er, således som de gjorde." Han viste dem, hvorledes kærlighed til velvære og nydelse havde beredt vejen for synder, der fremkaldte Guds højeste vrede. Det var, da Israels folk satte sig til at spise og drikke og derpå stod op for at lege, at de forkastede den gudsfrygt, som de havde følt, mens de lyttede til lovens ord. Da lavede de sig en guldkalv, som skulle være deres gud og den tilbad de. Og det var efter at have deltaget i en overdådig fest i forbindelse med dyrkelsen af Ba'al Peor, at mange af hebræerne faldt på grund af utugt. Guds vrede blev vakt og på hans befaling dræbtes der "tre og tyve tusinde" af pest på én dag. ret

(168)  Apostlen bønfaldt korinterne: "Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder." Hans det skete, at de blev pralende og selvsikre, hvis de forsømte at våge og bede, ville de falde for frygtelige synder og nedkalde Guds vrede over sig. Dog ville Paulus ikke, at de skulle henfalde til fortvivlelse og modløshed. Han gav dem denne forsikring: "Gud er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem." ret

(168)  Paulus opfordrede brødrene til at spørge sig selv, hvilken virkning deres ord og gerninger ville få på andre og ikke gøre noget, hvor uskyldigt det end kunne være i sig selv, der kunne synes at billige afgudsdyrkelse eller vække anstød hos dem, der var svage i troen. "Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære! Bliv ikke til anstød for nogen, hverken for jøde eller græker eller Guds menighed." ret

(169)  Apostlens advarende ord til korinterne har bud til alle tider og ganske særligt til vor egen tid. Ved afgudsdyrkelse forstod han ikke blot tilbedelse af afguder, men egenkærlighed, magelighed og nydelsessyge under alle skikkelser. Blot at bekende sig til Kristi tro og have et ydre kendskab til sandheden gør ikke et menneske til kristen. En religion, der kun har til formål at glæde øjet, øret og smagen, eller som billiger tilfredsstillelse af egne lyster, er ikke Kristi religion. ret

(169)  Og derpå forkynder Paulus i ord, som fra denne dag indtil nu har været en kilde til inspiration og opmuntring for mænd og kvinder, betydningen af den kærlighed, som burde næres af Kristi disciple. "Talte jeg end med menneskers og engles tunger, mem ikke havde kærlighed, da var jeg et rungende malm eller en klingende bjælde. Og havde jeg end profetisk gave og kendte alle hemmeligheder og sad inde med al kundskab og havde jeg al tro, så jeg kunne flytte bjerge, men ikke havde kærlighed, da var jeg intet. Og uddelte jeg end alt, hvad jeg ejer, til de fattige og gav mit legeme hen til at brændes, men ikke havde kærlighed, da gavnede det mig intet." ret

(169)  Det menneske, hvis hjerte ikke er fyldt af kærlighed til Gud og dets medmennesker, er ikke Kristi sande discipel, lige meget hvor høj dets stilling er. Om end han er i besiddelse af stor tro og endog har magt til at gøre undergerninger, så har hans tro intet værd uden kærlighed. Han kan måske udfolde stor gavmildhed; men hvis han af nogen anden grund end oprigtig kærlighed skænker alt sit gods for at skaffe de fattige mad, vil denne handling ikke berettige ham til Guds velbehag. Måske han i sin nidkærhed endog kommer til at lide martyrdøden, men hvis det ikke er bevirket af kærlighed, vil Gud betragte ham som en vildledt fanatiker eller som en ærgerrig hykler. ret

(170)   "Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke." Den reneste glæde har sit udspring i den dybeste ydmygelse. De stærkeste og ædleste personligheder skabes på tålmodighedens og kærlighedens grundvold og ved at underkaste sig Guds vilje. ret

(170)  Kærligheden "gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag." En Kristuslignende kærlighed opfatter andres motiver og handlinger på den bedst tænkelige måde. Den afslører ikke unødvendigt andres fejl; den lytter ikke ivrigt til nedsættende omtale, men søger snarere at erindre om andres gode egenskaber. ret

(170)  Kærligheden "glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt." Denne kærlighed "ophører aldrig." Den kan aldrig miste sin værdi; den er en himmelsk egenskab. Den vil som en kostelig skat af sin ejermand blive båret ind gennem porten til Guds stad. ret

(170)   "Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden." ret

(170)  Under sænkningen af det moralske niveau blandt de korintiske kristne var der nogle, som havde opgivet det fundamentale grundlag for deres tro. Nogle var gået så vidt som til at fornægte læren om opstandelsen. Paulus imødegik dette kætteri med et meget klart vidnesbyrd med hensyn til de umiskendelige beviser for Kristi opstandelse. Han erklærede, at Kristus efter sin død "er opstået på den tredje dag, efter skrifterne," hvorefter "han blev set af Kefas, derefter af de tolv; derefter blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, af hvilke de fleste endnu er i live, men nogle er hensovede; derefter blev han set af Jakob, dernæst af alle apostlene; men sidst af alle blev han set også af mig." ret

(170)  Med overbevisende kraft forkyndte apostlen opstandelsens store sandhed. "Hvis der ikke er nogen opstandelse af døde," hævdede han, "så er heller ikke Kristus opstået. Men er Kristus ikke opstået, så er vort budskab jo tomt og jeres tro også tom. Så kommer vi også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han opvakte Kristus, hvem han ikke har opvakt, såfremt døde i virkeligheden ikke opstår. Thi hvis døde ikke opstår, så er Kristus heller ikke opstået. Og hvis Kristus ikke er opstået, så er jeres tro forgæves; så er I endnu stadig i jeres synder; så er altså også de, som er hensovet i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker. Men nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede." ret

(170)  Apostlen ledte de korintiske brødres tanker frem til sejrsglæden på opstandelsesmorgenen, når alle de hensovede hellige skal opstå for derefter for evigt at bo hos Herren. "Se, jeg siger jer en hemmelighed," sagde apostlen, "vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder; thi basunen skal lyde og de døde skal opstå uforkrænkelige og da skal vi forvandles. Thi dette forkrænkelige må iføre sig uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig udødelighed. Men når dette forkrænkelige har iført sig uforkrænkelighed og dette dødelige har iført sig udødelighed, da skal det ord opfyldes, som står skrevet: "Død, hvor er din sejr? død, hvor er din brod?" Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!" ret

(171)  De trofaste har en herlig sejr i vente. Apostlen så de store muligheder, som de troende i Korint havde foran sig og søgte at henlede deres opmærksomhed på det, som løfter op over det selviske og sanselige og kroner livet med håbet om udødelighed. Han formanede dem alvorligt til at være tro imod deres høje kald i Kristus. "Derfor, mine elskede brødre!" sagde han bønligt, "vær faste urokkelige, altid rige i Herrens gerning; I ved jo, at jeres møje er ikke forgæves i Herren." ret

(171)  Sådan stræbte apostlen på den mest afgjorte og indtrængende måde efter at rette de falske og farlige tanker og vaner, som havde vundet indpas i den korintiske menighed. Han talte rent ud til dem, men altid med kærlighed til deres sjæle. Gennem hans advarsler og bebrejdelser skinnede lyset fra Guds trone på dem for at åbenbare de skjulte synder, som besudlede deres liv. Hvordan ville de mon tage imod det? ret

(171)  Da brevet var blevet afsendt, blev Paulus bange for, at det, han havde skrevet, måske for dybt ville såre dem, han så gerne ville hjælpe. Han frygtede af ganske hjerte, at kløften mellem dem skulle blive dybere og undertiden længtes han efter at tilbagekalde, hvad han havde sagt. De, der ligesom apostlen har følt et stort ansvar for elskede menigheder eller institutioner, kan bedst vurdere hans nedtrykte sindsstemning og hans selvbebrejdelser. De af Guds tjenere, der i disse tider skal bære ansvaret for hans gerning, kender noget til den samme erfaring om møje, kamp og ængstelig omhu, som faldt i den store apostels lod. Tynget af splittelsen indenfor menigheden, mødt med utaknemmelighed og forræderi fra nogle, af hvem han havde ventet kærlighed og støtte, klar over faren for de menigheder, som gav ly til synden og nødt til at fremkomme med et kraftigt, indtrængende vidnesbyrd for at irettesætte syndere, var han på samme tid nedbøjet af frygt for muligvis at have optrådt med for stor strenghed. Med bævende hjerte ventede han på at få en beretning om, hvorledes budskabet var blevet modtaget. ret

næste kapitel