Mesterens efterfølgere kapitel 31. Fra side 172.     Fra side 323 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Brevet modtages på rette måde

(172)  Dette kapitel er bygget op over det andet brev til korintherne

Fra Efesus drog Paulus ud på en ny missionsrejse, på hvilken han håbede endnu en gang at besøge skuepladsen for sin tidligere virksomhed i Europa. En tid ventede han i Troas "for at forkynde evangeliet om Kristus" og fandt dér nogle, der var rede til at høre hans forkyndelse. "Der var åbne døre for mit arbejde i Herren," sagde han senere om sit arbejde på dette sted. Men skønt hans virksomhed i Troas bar frugt, kunne han ikke blive der ret længe. Omsorgen for alle menighederne særlig for menigheden i Korint hvilede tungt på hans sind. Han havde håbet at træffe Titus i Troas og gennem ham få underretning om, hvordan det advarende og irettesættende brev, han havde sendt brødrene i Korint, var blevet modtaget, men heri blev han skuffet. "Dog fik jeg ingen ro i mit sind " skrev han herom, "fordi jeg ikke traf Titus, min broder." Derfor forlod han Troas og sejlede til Makedonien, hvor han i Filippi mødte Timoteus. ret

(172)  I denne tid med ængstelse for menigheden i Korint håbede Paulus det bedste. Dog blev hans sjæl til tider overvældet af dyb sørgmodighed ved tanken om, at hans råd og formaninger måske blev misforstået, "Thi heller ikke, da vi kom til Makedonien " skrev han senere, "havde vort kød nogen ro, men vi var på alle måder i trængsel: udadtil kampe, indadtil angst. Men Gud, som trøster de nedbøjede, trøstede os ved Titus komme." ret

(172)  Dette trofaste sendebud bragte den opmuntrende nyhed, at der var sket en vidunderlig forvandling blandt de troende i Korint. Mange havde taget mod belæringen i Paulus brev og havde omvendt sig fra deres synder. Deres liv var ikke mere en plet på kristendommen, men havde stor indflydelse til fremme for gudsfrygt i praksis. ret

(172)  Opfyldt af glæde sendte apostlen et nyt brev til de troende i Korint og gav udtryk for sin hjertelige glæde på grund af det gode, der var sket med dem. "Thi om jeg end har bedrøvet jer med mit brev, fortryder jeg det ikke selv om jeg også var ved at fortryde det!" Mens han var plaget af frygt for, at hans ord skulle blive ringeagtet, fortrød han undertiden, at han havde skrevet så bestemt og strengt. "Nu glæder jeg mig," fortsatte han, "ikke over det, at I blev bedrøvede, men over at I blev bedrøvede og derved ført til omvendelse. Thi jeres bedrøvelse var efter Guds sind, så I ikke på nogen måde skulle lide skade ved os. Thi bedrøvelse efter Guds sind virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes." Den anger, som fremkommer ved Guds nådes påvirkning af hjertet, fører til bekendelse og forsagelse af synden. Det var sådanne frugter, apostlen erklærede at have set i de korintiske troendes liv. "Hvor stor en iver har det ikke fremkaldt hos jer, ja, undskyldninger og harme og frygt og længsel og nidkærhed og straf!" ret

(173)  Paulus havde i nogen tid båret en sjælebyrde for menighederne, en byrde, der var så tung, at han knap kunne bære den. Falske lærere havde forsøgt at nedbryde hans indflydelse blandt de troende og hævde deres egne lærdomme i stedet for evangeliets sandheder. Hvilke bekymringer og skuffelser Paulus var omgivet af, viser sig i ordene: "En overvældende byrde, der oversteg vore kræfter, blev lagt på os, så vi endog opgav håbet om at redde livet." ret

(173)  Men nu var en af årsagerne til ængstelse fjernet. Ved meddelelsen om, hvordan brevet til korinterne var blevet modtaget, udbrød Paulus med glæde: "Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, barmhjertighedens Fader og al trøsts Gud, som trøster os under al vor trængsel, så vi kan trøste den, der er stedt i alle hånde trængsler, med den trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud! Thi ligesom Kristus-lidelserne i rigt mål kommer over os, således finder vi i rigt mål trøst ved Kristus! Når vi lider trængsel, sker det jer til trøst og frelse; når vi trøstes, sker det til trøst for jer, en trøst, som viser sin kraft deri, at I holder ud i de samme lidelser, som også vi lider; og vort håb om jer er urokkeligt, fordi vi ved, at ligesom I har del i lidelserne, således også i trøsten!" ret

(173)  Mens Paulus gav udtryk for sin glæde over deres nyomvendelse og den voksende nåde, gav han Gud hele æren for denne forvandling af hjerte og liv. "Men Gud ske tak " udbryder han, "som altid fører os i sejrstog ved Kristus og ved os alle vegne åbenbarer kundskaben om ham som en liflig duft! Thi en Kristi vellugt er vi for Gud blandt dem, der frelses og blandt dem, der fortabes." Det var tidens skik, at en feltherre, der havde sejret i kampen, ved sin hjemkomst medbragte et følge af fanger. Ved den slags lejligheder var der mænd, der bar røgelsekar og når hæren triumferende nærmede sig hjemmet, var den vellugtende duft for fangerne, der ventede døden, en dødens duft og et tegn på, at tiden for deres henrettelse var nær; men for de af fangerne, der havde vundet sejrherrernes gunst og hvis liv skulle skånes, var den en livsens duft, fordi den viste dem, at deres frigivelse nærmede sig. ret

(173)  Nu var Paulus fuld af tro og håb. Han følte, at Satan ikke skulle sejre over Guds værk i Korint og med lovprisning udøste han sit hjertes taknemmelighed. Han og hans medarbejdere skulle fejre deres sejr over Kristi og sandhedens fjender ved at gå frem med fornyet iver for at udbrede kundskaben om Frelseren. Ligesom røgelse skulle evangeliets duft spredes over hele verden. For dem, der ville modtage Kristus, skulle budskabet blive en duft til liv; men for dem, der ville modstå det, en duft af død til død. ret

(173)  I forståelse af gerningens overvældende storhed udbrød Paulus: "Hvem er duelig hertil?" Hvem er i stand til at prædike Kristus således, at hans fjender ikke skal få retfærdig årsag til at foragte hverken sendebuddet eller det budskab, han bringer? Paulus ønskede at indprente de troende det højtidelige ansvar ved at forkynde evangeliet. Kun troskab i forkyndelsen af ordet i forbindelse med et rent hertil svarende liv kan gøre forkynderens gerning brugelig for Gud og til gavn for sjælene. Prædikanter, som i vore dage føler sig tyngede af en følelse af opgavens storhed, må nok med apostlen udbryde: "Hvem er duelig hertil?" ret

(174)  Der var nogle, der havde beskyldt Paulus for selvros, da han skrev sit forrige brev. Apostlen hentydede nu hertil ved at spørge menighedens medlemmer, om de bedømte ham på samme måde. "Begynder vi nu atter at anbefale os selv?" spurgte han; "eller behøver vi måske som visse folk anbefalingsbreve til jer eller fra jer?" Kristne, der flyttede et nyt sted hen, medbragte ofte anbefalingsbreve fra den menighed, de før havde været knyttet til; men de ledende arbejdere, grundlæggerne af disse menigheder, havde ikke brug for den slags anbefalinger. De korintiske troende, der fra afgudsdyrkelsen var blevet ført til tro på evangeliet, var i sig selv al den anbefaling, Paulus havde brug for. Deres antagelse af sandheden og den forandring, der var sket i deres liv, var tilstrækkeligt vidnesbyrd om hans troskab i gerningen og om hans myndighed til at råde, dadle og formane som Kristi tjener. ret

(174)  Paulus betragtede brødrene i Korint som sit anbefalingsbrev. "I er selv vort brev," skrev han, "som er indskrevet i vore hjerter og kendes og læses af alle mennesker. Det kendes på jer, at I er et brev fra Kristus, ført i pennen af os, indskrevet ikke med blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på stentavler, men på kødtavler, nemlig menneskehjerter." ret

(174)  Synderes omvendelse og deres helliggørelse gennem sandheden er det stærkeste bevis, nogen prædikant kan få for, at Gud har kaldet ham til gerningen. Vidnesbyrdet om hans apostelgerning findes skrevet i de omvendtes hjerter og bevidnes af deres nye liv. Kristus, herlighedens håb, skabes i dem. En ordets forkynder får megen styrke ved denne besegling af hans gerning. ret

(174)  I vore dage burde Kristi tjenere opnå det samme vidnesbyrd som det, den korintiske menighed var for Paulus arbejde. Men skønt der i vor tid er mange forkyndere, så er der stor mangel på duelige, hellige missionsarbejdere mænd, der er fyldt af den kærlighed, som boede i Kristus. Hovmod, selvtillid, kærlighed til denne verden, ukærlig kritik, bitterhed, misundelse er de frugter, mange bærer, skønt de bekender sig til Kristi tro. Deres liv, som står i skarp modsætning til Frelserens liv, vidner ofte sørgeligt om, ved hvilken slags forkyndelse de er blevet omvendt. ret

(174)  Der kan ikke times noget menneske en større ære end at antages af Gud til at være en brugbar ordets forkynder. Men de, som Herren velsigner med kraft og god fremgang indenfor gerningen, praler ikke deraf. De erkender deres fuldstændige afhængighed af ham og er klare over, at de i sig selv ikke har nogen kraft. De siger ligesom Paulus: "Jeg mener ikke, at vi af os selv er duelige til at udtænke noget, som kom det fra os selv; men vor duelighed er fra Gud, som jo gjorde os duelige til at være tjenere for en ny pagt" ret

(174)  En sand prædikant gør Mesterens gerning. Han føler betydningen af sin opgave og er klar over, at han overfor menigheden og verden skal opretholde et lignende forhold, som Kristus gjorde. Han arbejder utrætteligt for at lede syndere til et højere, ædlere liv, så de kan opnå den sejrendes løn. Hans læber er berørt af en glød fra alteret og han ophøjer Jesus som synderes eneste håb. De, som hører ham, ved, at han har været Gud nær i inderlig, brændende bøn. Helligånden har hvilet over ham, hans sjæl har mærket den levende, himmelske ild og han er i stand til at drage sammenligninger mellem de åndelige spørgsmål. Han får kraft til at nedbryde Satans befæstninger. Hjerterne smelter ved hans fremstilling af Guds kærlighed og mange kommer til at spørge: "Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?" ret

(175)   "Derfor, da vi nu har denne tjeneste på grund af den barmhjertighed, der er blevet os til del, taber vi ikke modet; men vi har sagt os løs fra al skjult og skammelig adfærd, så vi ikke går underfundigt til værks, ikke heller forfalsker Guds ord, men anbefaler os til ethvert menneskes samvittighed for Guds åsyn ved åbent at forkynde sandheden. Selv om der også ligger et dække over vort evangelium, så er det for den, der fortabes, det er tildækket, for de vantro, hvis tanker denne verdens gud har slået med blindhed, så de ikke skuer ind i det lys, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, han, som er Guds billede. Thi det er ikke os selv, vi prædiker, men Kristus Jesus som Herre, os selv derimod som tjenere for Jesu skyld. Thi Gud, som sagde: "Af mørke skal lys skinne frem," blev selv et skinnende lys i vore hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed på Kristi åsyn må lyse klart." ret

(175)  Således lovpriste apostlen Guds nåde og kærlighed, sådan som den viste sig ved den hellige, betroede stilling, han havde fået som en Kristi forkynder. Ved Guds overvældende nåde var han og hans medarbejdere blevet bevaret trods vanskeligheder, prøvelser og farer. De havde ikke omformet deres tro og lære efter deres tilhøreres smag og heller ikke tilbageholdt sandheder, der havde væsentlig betydning for frelsen, for at gøre deres lære mere tillokkende. De havde forkyndt sandheden tydeligt og klart, mens de bad for sjælenes overbevisning og omvendelse. Og de havde forsøgt at lade deres adfærd stemme overens med deres lære, så den sandhed, de forkyndte, selv måtte anbefale sig til enhvers samvittighed. ret

(175)   "Men denne skat har vi i lerkar" fortsatte apostlen, "for at den overvældende kraft må være fra Gud og ikke fra os selv." Gud kunne have forkyndt sin sandhed gennem syndfri engle, men dette er ikke efter hans vilje. Han vælger menneskelige væsener, fulde af skrøbelighed, til redskaber for udførelsen af sine formål. Den kostelige skat gemmes i lerkar. Ved menneskers hjælp skal hans velsignelser bringes ud til verden. Ved dem skal hans herlighed skinne frem gennem syndens mørke. I kærlig tjeneste skal de møde syndere og nødlidende og føre dem til korset. Og i hele deres gerning skal æren, hæderen og lovprisningen gælde ham, som er over alle og over alt. ret

(175)  Med hensyn til sine egne erfaringer viste Paulus dem, at han ved at vælge tjenesten for Kristus ikke havde ladet sig lede af selviske motiver; for hans vej havde været omgærdet af trængsler. "På alle måder er vi hårdt trængte," skrev han, "men ikke indestængte, tvivlrådige, men ikke fortvivlede, forfulgte, men ikke forladte, slået til jorden, men ikke slået ihjel. Altid bærer vi Jesu dødslidelse med os på vort legeme, for at også Jesu liv må blive åbenbaret i vort legeme." ret

(176)  Paulus mindede brødrene om, at som Kristi sendebud var han og hans medarbejdere altid i livsfare. De trængsler, de var ude for, var nær ved at slide deres kræfter op. "Ja, hver stund, vi lever," skrev han, "overgives vi til døden for Jesu skyld, for at Jesu liv må blive åbenbaret i vort dødelige kød. Så gør døden da sin gerning i os, men livet sin gerning i jer." ret

(176)  Under legemlige lidelser på grund af savn og slid indstillede disse Kristi tjenere sig på at lide hans død. Men det, som i dem virkede til døden, bragte åndeligt liv til korinterne, der ved tro på sandheden blev meddelagtige i det evige liv. Med dette for øje måtte Jesu disciple være omhyggelige for ikke ved forsømmelse og misfornøjelse at øge de arbejdendes byrder og prøvelser. ret

(176)   "Men da vi har den samme troens Ånd," vedblev Paulus, "som i skriftordet: "Jeg troede, derfor talte jeg," så tror vi også og derfor taler vi også." I fuld overbevisning om virkeligheden i den sandhed, der var ham betroet, kunne intet påvirke Paulus til at omgås Guds ord svigefuldt eller til at skjule sin sjæls forvisning. Han ville ikke erhverve sig rigdom, ære eller nydelse ved at vise eftergivenhed overfor verdens meninger. Skønt han var i bestandig fare for at lide martyrdøden for den tro, han havde prædiket for korinterne, lod han sig ikke skræmme; thi han vidste, at han, som var død og opstanden, atter ville oprejse ham fra graven og føre ham frem for Faderen. ret

(176)   "Det sker nemlig altsammen for jeres skyld," sagde han, "for at nåden ved at nå til flere og flere må vokse og forøge taksigelsen til Guds ære." Det var ikke for at forherlige sig selv, at apostlene prædikede evangeliet. Det var håbet om sjæles frelse, der førte dem til at vie deres liv til denne opgave. Og det var dette håb, som afholdt dem fra at ophøre med deres bestræbelser på grund af truende fare eller virkelige lidelser. ret

(176)   "Derfor taber vi ikke modet," erklærede Paulus, "tværtimod, selv om også vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag." Paulus mærkede fjendens magt; men skønt hans legemlige kræfter var ved at blive svagere, forkyndte han trofast og uden vaklen Kristi evangelium. Iført Guds fulde rustning hastede denne korsets helt fremad i kampen. Hans opmuntrende røst forkyndte hans sejr i striden. Med blikket rettet mod de trofastes løn udbrød han med jubel: "Vor trængsel, der er stakket og let, virker uden mål og måde en evig vægt af herlighed for os, som ikke har blikket rettet mod de synlige ting, men mod de usynlige; thi de synlige varer kun til en tid, de usynlige varer evigt." ret

(176)  Dybt alvorlig og rørende er apostlens appel til de korintiske brødre om på ny at overveje deres Frelsers uforlignelige kærlighed. "I kender jo vor Herres Jesu Kristi nåde," skrev han, "at han for jeres skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans fattigdom skulle blive rige." I ved, fra hvilke højder han nedsteg, til hvilket dyb af ydmygelse han steg ned. Og da han først havde betrådt selvfornægtelsens og opofrelsens vej, veg han ikke fra den, før han havde givet sit liv. For ham var der ingen hvile mellem tronen og korset. ret

(177)  Paulus dvælede ved hvert enkelt punkt, for at de, som kom til at læse brevet, fuldt ud skulle forstå Frelserens vidunderlige forringelse af sig selv for deres skyld. Apostlen beskrev Kristus, som han var, da han var Gud lig og sammen med ham modtog englenes lovprisning og indtil han nåede ydmygelsens største dybder. Paulus var sikker på, at hvis de kunne nå til at fatte det overvældende offer, som Himmelens konge havde bragt, så ville al selviskhed forsvinde ud af deres liv. Han viste dem, hvordan Guds Søn havde frasagt sig sin herlighed og frivilligt givet sig ind under menneskenaturens vilkår og derpå havde ydmyget sig som en tjener, der var lydig til døden, "ja, døden på et kors," (Fil. 2,8), for at han kunne hæve det faldne menneske fra nedværdigelsen op til håbet og glæden i Himmelen. ret

(177)  Når vi gransker de guddommelige egenskaber i korsets lys, finder vi barmhjertighed, kærlighed og tilgivelse sammen med retfærdighed. Vi ser på tronen ham, som på sine hænder og fødder og i sin side bærer mærkerne af den lidelse, han tålte for at forsone mennesket med Gud. Vi ser den evige Fader, der bor i et utilgængeligt lys, men alligevel tager os til sig for sin Søns skyld. Gengældelsens sky, der truede med elendighed og fortvivlelse, åbenbarer i det lys, der genspejles fra korset, Guds indskrift: Lev, du synder, lev! Lev, I bodfærdige, troende sjæle! Jeg har betalt løsesummen! ret

(177)  Ved beskuelsen af Kristus dvæler vi ved en kærlighed, der er uden grænser. Vi prøver at fortælle om hans kærlighed og sproget har ikke ord nok. Vi tænker på hans liv på jorden, hans offer for os, hans gerning i Himmelen som vor talsmand og de boliger, han bereder til dem, der elsker ham; og vi kan blot udbryde: o, hvor Kristi kærlighed er rig og dyb! "Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte sin Søn til soning for vore synder." 1Joh. 4,10. "Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn." 1Joh. 3,1. ret

(177)  I hver sand discipel brænder denne kærlighed som en hellig flamme på hjertets alter. Det var her på jorden, at Guds kærlighed åbenbarede sig ved Kristus. Det er på jorden, at hans børn bør genspejle denne kærlighed gennem et uangribeligt liv. På denne måde vil syndere blive ført til korset for at se Guds Lam. ret

næste kapitel