Mesterens efterfølgere kapitel 37. Fra side 207.     Fra side 389 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Paulus' sidste rejse til Jerusalem

(207)  Dette kapitel er bygget op over Apg 20,4- Apg 21,16

Paulus nærede et brændende ønske om at nå til Jerusalem før påske, fordi han så kunne få lejlighed til at møde dem, der fra alle verdens kanter ville komme for at overvære højtiden. Det var hans store håb, at han på en eller anden måde kunne medvirke til at bortrydde sine vantro landsmænds fordomme, så de kunne binges til at tage imod evangeliets vidunderlige lys. Han ville også gerne træffe menigheden i Jerusalem og overbringe dem de gaver, som de hedningekristne menigheder havde sendt til deres fattige brødre i Judæa. Og han håbede ved dette besøg at tilvejebringe en fastere tilknytning mellem dem, der var omvendt fra jødedommen og dem, der var omvendt fra hedenskabet. ret

(207)  Da han havde afsluttet sit arbejde i Korint, besluttede han at sejle direkte til en af havnene ved Palæstinas kyst. Alle forberedelser var i orden og han skulle lige til at gå om bord i skibet, da han fik at vide, at jøderne havde sammensvoret sig om at berøve ham livet. Tidligere var disse troens modstandere altid blevet skuffede i deres bestræbelser for at gøre ende på apostlens virksomhed. ret

(207)  Nu vakte det atter jødernes harme, at evangeliets forkyndelse lykkedes så godt. Alle vegne fra indløb der beretninger om den nye læres udbredelse, hvorved jøder blev frigjort fra overholdelse af ceremonilovens forskrifter og hvorved der indrømmedes hedningerne den samme ret som jøderne til at være Abrahams børn. Da Paulus prædikede i Korint, forkyndte han de samme argumenter, som han med så stor kraft fremførte i sine breve. Hans eftertrykkelige hævdelse af, at "her er ikke forskel på græker og jøde, omskåren og uomskåren" (Kol. 3,11), blev af hans fjender betragtet som gudsbespottelse og de besluttede, at han skulle bringes til tavshed. ret

(207)  Da Paulus havde modtaget en advarsel om denne sammensværgelse, bestemte han at lægge vejen om ad Makedonien. Han måtte opgive sin plan om at nå til Jerusalem i rette tid til påskehøjtiden, men han håbede at kunne være der ved pinsetid. ret

(207)   "Sopater fra Berøa, Aristarkus og Sekundus, som begge var fra Tessalonika, Gajus fra Derbe og Timoteus samt Tykikus og Trofimus fra provinsen Asien" ledsagede Paulus og Lukas på rejsen. Paulus medbragte en stor sum penge fra de hedningekristne menigheder. Den var det hans hensigt at overgive til de brødre, som havde ansvaret for arbejdet i Judæa og af denne grund havde han ordnet det sådan, at disse brødre fra forskellige bidragydende menigheder kunne ledsage ham til Jerusalem som repræsentanter. ret

(208)  I Filippi gjorde Paulus ophold for at holde påske. Kun Lukas blev hos ham, mens de andre rejsefæller drog over til Troas for at vente på ham dér. Filipperne var de mest hengivne og trofaste af alle Paulus omvendte og i de otte dage, højtiden varede, glædede han sig over at være sammen med dem i trygt og fredeligt fællesskab. ret

(208)  Fem dage efter at Paulus og Lukas var sejlet fra Filippi, nåede de deres ledsagere i Troas og blev syv dage sammen med de troende på dette sted. ret

(208)  Den sidste aften under dette ophold var brødrene "samlede for at bryde brødet." Dette, at deres elskede lærer snart skulle forlade dem, havde hidkaldt en større forsamling end sædvanligt. De forsamledes i "salen ovenpå" i tredje stokværk. I sin inderlige kærlighed og omsorg for dem prædikede apostlen lige til midnat. ret

(208)  I et af de åbne vinduer sad der en ung mand ved navn Eurykus. På dette farlige sted faldt han i søvn og faldt ned i gården nedenfor. Der blev straks stor forfærdelse og forvirring. Den unge mand var død, da de tog ham op og mange samledes om ham med klageråb og jamren; men Paulus gik hen blandt de forskrækkede mennesker, omfavnede ham og opsendte en inderlig bøn til Gud om, at den døde måtte få livet igen. Hans bøn blev hørt. Apostlens stemme lød over klageråbene og gråden: "Vær ikke urolige, thi hans sjæl er i ham." De troende samledes atter med glæde i salen ovenpå. De deltog i nadveren, og Paulus "talte endnu længe med dem lige til daggry." ret

(208)  Det skib, på hvilket Paulus og hans ledsagere skulle fortsætte rejsen, var lige ved at sejle og brødrene skyndte sig ombord. Apostlen selv valgte imidlertid at drage den nærmere vej over land mellem Troas og Assus og så møde sine venner i denne sidste by. Herved vandt han en lille tid til eftertanke og bøn. De vanskeligheder og farer, der ventede ham under besøget i Jerusalem, den holdning, menigheden dér indtog overfor ham og hans virksomhed, foruden menighedernes tilstand og alt, hvad der angik evangeliets forkyndelse andre steder, fyldte ham med alvorlige og ængstelige tanker og han benyttede denne særlige lejlighed til at søge Gud for at få kraft og vejledning. ret

(208)  Da de rejsende sejlede mod syd fra Assus, kom de forbi byen Efesus, der så længe havde været skuepladsen for apostlens virksomhed. Det havde været Paulus store ønske at besøge menigheden dér, fordi han havde vigtige lærdomme og råd at give dem. Men efter nærmere overvejelse besluttede han at skynde sig videre; han ville nemlig gerne "om muligt være i Jerusalem på pinsedagen." Ved ankomsten til Milet, cirka halvtreds kilometer fra Efesus, fik han imidlertid at vide, at der var mulighed for at komme i forbindelse med menigheden, før skibet sejlede videre. Derfor sendte han straks bud til de ældste og bad dem skynde sig at komme til Milet, for at han kunne få dem at se, før han drog videre. ret

(208)  De fulgte straks hans opfordring og han talte stærke og bevægende ord til dem som formaning og afsked. "I ved selv," sagde han, "hvordan min færd iblandt jer var hele tiden, lige fra den første dag jeg kom her til provinsen Asien: hvordan jeg har tjent Herren i al ydmyghed og under tårer og prøvelser, som jødernes efterstræbelser voldte mig. I ved, hvordan jeg ikke har undladt at forkynde jer og at lære jer både offentligt og i hjemmene alt, hvad der kunne være jer til gavn; både for jøder og grækere har jeg vidnet om omvendelsen til Gud og troen på vor Herre Jesus Kristus." ret

(209)  Paulus havde altid ophøjet Guds lov. Han havde vist, at der i loven ikke var nogen kraft til at frelse mennesker fra ulydighedens straf. Overtrædere måtte angre deres synder og ydmyge sig for Gud, hvis retfærdige vrede de havde pådraget sig ved at bryde hans lov, og de måtte også opøve deres tro på Kristi blod som den eneste mulighed for at få tilgivelse. Guds Søn var død som offer for dem og var steget op til Himmelen for at være deres talsmand hos Faderen. Ved omvendelse og tro kunne de blive befriet fra syndens fordømmelse og ved Kristi nåde derefter blive i stand til at adlyde Guds lov. ret

(209)   "Og se", fortsatte Paulus, "bunden af Ånden drager jeg nu til Jerusalem uden at vide, hvad der skal møde mig dér; kun ved jeg, at Helligånden i den ene by efter den anden vidner for mig og siger, at lænker og trængsler venter mig. Dog, jeg regner ikke mit liv for noget; det har intet værd for mig selv, når jeg blot kan fuldende mit løb og den tjeneste, jeg har fået af Herren Jesus: at vidne om Guds nådes evangelium. Og se, jeg ved nu, at I ikke mere skal se mit ansigt, alle I, blandt hvem jeg gik omkring og forkyndte Riget." ret

(209)  Det havde ikke været Paulus hensigt at vidne på denne måde, men mens han talte, kom inspirationens Ånd over ham og bekræftede hans frygt for, at dette skulle blive hans sidste møde med brødrene fra Efesus. ret

(209)   "Derfor vidner jeg for jer på denne dag, at jeg ikke er skyldig i nogens blod; thi jeg har ikke undladt at forkynde jer hele Guds frelsesplan." Hverken frygt for at krænke nogen eller ønsket om venskab kunne afholde Paulus fra at tale de ord, Gud havde givet ham til at oplyse, advare eller irettesætte dem. Også i dag kræver Gud frygtløshed af sine tjenere, når de prædiker ordet og skal handle efter dets forskrifter. Kristi tjener skal ikke blot forkynde de sandheder, som er de mest tiltalende, mens han fortier dem, som måske kunne volde smerte. Han bør med den største omsorg våge over karakterens udvikling. Hvis han ser, at nogen af hans hjord ikke vil slippe synden, må han som den gode hyrde ud fra Guds ord give dem den belæring, der passer for netop dem. Hvis han tillader dem at fortsætte i deres selvsikkerhed uden at advare dem, vil han blive gjort ansvarlig for deres sjæle. Den prædikant, som opfylder sit høje kald, må give sin menighed pålidelig oplysning om alle enkeltheder indenfor den kristne tro og vise dem, hvordan de skal være og hvad de skal gøre for at være fuldkomne på Herrens dag. Kun den, som lærer sandheden med pålidelighed, vil ved afslutningen af sin gerning kunne sige som Paulus: "Jeg er ikke skyldig i nogens blod." ret

(209)   "Så giv da agt på jer selv," påmindede apostlen brødrene, "og på hele den hjord, i hvilken Helligånden satte jer som tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds kirke, som han købte sig med sit eget blod." Hvis ordets forkyndere bestandig ville mindes, at de har at gøre med det, som er købt med Kristi blod, ville de have en dybere følelse af, hvor betydningsfuldt deres arbejde er. De skal både vogte sig selv og deres hjord. Deres eget eksempel skal belyse og styrke deres belæring. Som lærere om vejen til livet bør de ikke give anledning til, at der tales ilde om sandheden. Som repræsentanter for Kristus skal de holde hans navn højt i ære. Ved deres gudsfrygt, deres rene liv og hellige tale skal de vise sig værdige til deres høje kald. ret

(210)  De farer, som ville angribe menigheden i Efesus, stod klart for apostlen. "Jeg ved," sagde han, "at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig." Paulus var bekymret for menigheden, da han ved at se ind i fremtiden så de angreb, den måtte tåle fra ydre og indre fjender. Alvorligt og højtideligt bad han brødrene vogte deres hellige hverv uden at trættes. Som et eksempel bad han dem huske sit eget utrættelige arbejde iblandt dem: "Vær derfor årvågne og kom i hu, at jeg i de tre år, nat og dag, er blevet ved med at påminde hver enkelt med tårer." ret

(210)   "Så overgiver jeg jer nu til Herren " vedblev han, "og til hans nådes ord, som formår at opbygge og at give arven til alle de hellige. Sølv eller guld eller klæder har jeg ikke begæret af nogen." Nogle af brødrene i Efesus var velhavende, men Paulus havde aldrig benyttet sig heraf til egen fordel. Det hørte ikke med til hans budskab at henlede opmærksomheden til sine egne fornødenheder. "Disse hænder," sagde han, "har indtjent alt, hvad jeg og mine ledsagere trængte til." Midt i sit ihærdige arbejde og under de lange rejser for Kristi sags skyld var han i stand til ikke blot at sørge for sit eget underhold, men at have noget tilovers til hjælp for sine medarbejdere og understøttelse til værdige trængende. Dette opnåede han kun ved utrættelig flid og den største sparsommelighed. Han kunne med god ret henvise til sit eget eksempel, da han sagde: "Jeg har vist jer, at ved således at arbejde bør vi tage os af de skrøbelige og ihukomme Herren Jesu ord, at han selv har sagt: "Saligere er det at give end at modtage." ret

(210)   "Da han havde sagt dette, faldt han på knæ og bad sammen med dem alle. Og de brast alle i heftig gråd og de faldt Paulus om halsen og kyssede ham inderligt. Og det, der smertede dem mest, var det ord, han havde sagt, at de aldrig mere skulle få hans ansigt at se. Derefter fulgte de ham til skibet." ret

(210)  Fra Milet sejlede de rejsende "lige frem og kom til Kos, og den næste dag til Bodus og derfra til Patara" på Lilleasiens sydvestkyst, hvor de "fandt et skib, som skulle til Fønikien," og "gik om bord og sejlede ud." I Tyrus, hvor skibet skulle losses, traf de nogle disciple og fik lov til at blive hos dem i syv dage. Disse disciple var af Helligånden blevet advarede om de farer, som ventede Paulus i Jerusalem og de tilskyndede ham til, "at han ikke skulle drage op til Jerusalem." Men apostlen tillod ikke frygten for lidelser og fængsel at afholde ham fra hans forsæt. ret

(210)  Ved slutningen af den uge, han tilbragte i Tyrus, fulgte alle brødrene med deres hustruer og børn Paulus til skibet og før han gik om bord, knælede de på strandbredden og holdt bøn, han for dem og de for ham. ret

(211)  De fortsatte rejsen sydpå og kom til Kæsarea, hvor "de tog ind hos evangelisten Filip, som var en af de syv, og blev hos ham." Her tilbragte Paulus nogle fredelige, lykkelige dage de sidste med fuldkommen frihed, som han i lang tid skulle opleve. ret

(211)  Mens Paulus opholdt sig i Kæsarea, "kom der en profet ved navn Agabus ned fra Judæa. Han kom til os " fortæller Lukas, "og tog Paulus bælte og bandt sine egne fødder og hænder dermed og sagde: "Dette siger Helligånden: Den mand, som ejer dette bælte, skal jøderne binde således i Jerusalem og overgive i hedningers hænder." ret

(211)   "Da vi hørte dette " fortsætter Lukas, "bad både vi selv og de, der havde hjemme dér på stedet, ham om ikke at drage op til Jerusalem." Men Paulus ville ikke vige fra pligtens vej. Han ville følge Kristus, om det så skulle blive til fængsel og død. "Hvorfor græder I sådan og gør mit hjerte vegt?" udbrød han, "jeg er jo ikke blot rede til at lade mig binde, men også til at dø i Jerusalem for Herren Jesu navns skyld." Da brødrene så, at de voldte ham smerte uden at kunne få ham til at skifte sind, holdt de op med at trænge ind på ham og sagde blot: "Herrens vilje ske!" ret

(211)  Det korte ophold i Kæsarea nærmede sig snart sin afslutning, og Paulus og hans rejseselskab begav sig på vej til Jerusalem, ledsagede af nogle af brødrene, med hjertet fuldt af bange anelser om kommende ulykker. ret

(211)  Aldrig nogensinde tidligere var apostlen draget til Jerusalem så tung om hjertet. Han vidste, at han dér ville finde få venner og mange fjender. Han nærmede sig den by, der havde forkastet og dræbt Guds Søn og som nu var overskygget af truslen om Guds vrede. Ved tanken om, hvor hård han selv havde været i sine fordomme mod Kristi disciple, følte han den dybeste medlidenhed med sine vildførte landsmænd. Men hvor lidt kunne han alligevel gøre sig håb om at være i stand til at hjælpe dem! Det samme blinde raseri, som engang havde brændt i hans eget hjerte, opflammede nu med usigelig kraft et helt folks hjerter imod ham. ret

(211)  Og han kunne ikke engang regne med sine egne trosfællers forståelse og støtte. De uomvendte jøder, der var fulgt lige i hælene på ham, havde ikke spildt tiden, men både personligt og skriftligt udspredt de mest ugunstige rygter i Jerusalem om ham og hans virksomhed. Og nogle, selv blandt apostlene og de ældste, havde antaget disse rygter for at være sandhed og ikke gjort noget forsøg på at modsige dem eller vist noget ønske om at samarbejde med ham. ret

(211)  Dog fortvivlede apostlen ikke trods de afskrækkende forhold. Han stolede på, at den stemme, der havde talt til hans eget hjerte, alligevel ville tale også til hans landsmænds hjerter og at den Mester, som også hans meddisciple elskede og tjente, ville forene deres hjerter med hans i arbejdet for evangeliets udbredelse. ret

næste kapitel