(227) Dette kapitel er bygget op over Apg 25,1-12
Tre dage efter, at Festus havde tiltrådt sit embede som landshøvding, drog han fra Kæsarea op til Jerusalem. Ypperstepræsterne og de fornemste af jøderne fremførte da for ham deres klage mod Paulus, idet de, for at komme ham til livs, henvendte sig til Festus og bad ham om at vise dem den gunst at lade Paulus hente til Jerusalem." De fremkom med denne bøn i den hensigt at overfalde Paulus på vejen til Jerusalem og slå ham ihjel. Men Festus havde høje tanker om ansvaret ved sin stilling og han afslog høfligt at sende bud efter Paulus. Han svarede dem: "Romerne har ikke for skik at prisgive noget menneske, før den anklagede har stået ansigt til ansigt med sine anklagere og haft lejlighed til at forsvare sig mod beskyldningen." Apg. 25,16. Han meddelte, at "han selv snart ville drage" ned til Kæsarea. "Lad altså dem iblandt jer, der har fuldmagt dertil, drage med derned og anklage ham, hvis der er noget galt fat med manden." ret
(227) Dette var ikke, hvad jøderne havde ønsket. De havde ikke glemt deres forrige nederlag i Kæsarea. I sammenligning med apostlens rolige optræden og virkningsfulde bevisførelse ville deres eget ondskabsfulde sind og ubegrundede beskyldninger fremtræde i det dårligst mulige lys. Atter ivrede de for, at Paulus skulle føres til Jerusalem for at blive forhørt, men Festus holdt fast ved sit forsæt om at lade Paulus få en retfærdig rettergang i Kæsarea. Gud styrede efter sit forsyn Festus afgørelse, for at apostlens levetid kunne blive forlænget. ret
(227) Da de jødiske ledere så deres planer krydsede, forberedte de sig straks til at vidne mod Paulus ved landshøvdingens hof. Ved tilbagekomsten til Kæsarea efter nogle dages ophold i Jerusalem "satte Festus sig næste dag på dommersædet og befalede, at Paulus skulle føres frem." "Da han var kommet til stede, blev han omringet af de jøder, som var kommet ned fra Jerusalem og de fremførte mange og hårde beskyldninger" mod Paulus, "men de kunne ikke føre bevis for dem." Da jøderne ved denne lejlighed ingen sagfører havde med, fremførte de selv deres anklager. Efterhånden som sagen skred frem, beviste den anklagede roligt og klart, hvor usande deres beskyldninger var. ret
(227) Festus blev klar over, at stridsspørgsmålet udelukkende drejede sig om jødiske læresætninger og at anklagerne mod Paulus selv om de kunne bevises ikke indeholdt noget, der med rette ville kunne medføre en dødsdom, ja, end ikke fængselsstraf. Men han så imidlertid klart den storm af raseri, det ville vække, hvis Paulus ikke blev dømt eller udleveret til dem. Og Festus, "som gerne ville sikre sig jødernes taknemmelighed," vendte sig til Paulus og spurgte ham, om han var villig til at drage op til Jerusalem under hans beskyttelse og dér lade sin sag pådømme af Sanhedrin. ret
(228) Apostlen vidste, at han ikke kunne regne med retfærdighed fra det folk, som ved deres forbrydelser havde pådraget sig Guds vrede. Han vidste, at han ligesom profeten Elias ville være mere sikker blandt hedningerne end hos dem, der havde forkastet det himmelske lys og forhærdet deres hjerter mod evangeliet. Han var træt af striden. Hans virksomme sjæl havde ondt ved at finde sig i de stadigt tilbagevendende forsinkelser og den opslidende forhaling af hans domfældelse og fængsling. Derfor besluttede han at benytte sig af sit privilegium til som romersk borger at indanke sin sag for kejseren. ret
(228) Som svar på landshøvdingens spørgsmål sagde Paulus: "Jeg hører under kejserens domstol og dér bør jeg dømmes. Jøderne har jeg ingen uret gjort, som du meget godt ved. Hvis jeg altså har forbrudt mig og har gjort noget, som fortjener døden, vægrer jeg mig ikke ved at dø; men hvis det, som de anklager mig for, ikke har noget på sig, da kan ingen prisgive mig til dem. Jeg indanker min sag for kejseren." ret
(228) Festus kendte ikke noget til jødernes sammensværgelse for at myrde Paulus og han blev forbavset over denne appel til kejseren, Apostlens ord gjorde imidlertid ende på retshandlingen. "Da forhandlede Festus med sit råd og svarede så: "For kejseren har du indanket din sag, til kejseren skal du komme." ret
(228) Således skete det endnu en gang, at en af Guds tjenere på grund af et had, der udsprang af fanatisme og selvretfærdighed, blev tvunget til at søge beskyttelse hos hedningerne. Det var den samme slags had, som tvang profeten Elias til at flygte og finde tilflugt hos enken i Zarepta og som tvang ordets forkyndere til at vende sig fra jøderne og prædike deres budskab for hedningerne. Og dette had skal Guds folk, som lever i vor tid, også komme til at møde. Blandt mange af dem, der bekender sig til Kristus, finder man den samme hovmodets, formalismens og selviskhedens ånd, det samme tyranni, som var så fremtrædende i jødernes hjerter. I Den-kommende-tid vil mennesker, der hævder at være repræsentanter for Kristus, følge den samme retningslinje, som præsterne og rådsherrerne fulgte ved deres behandling af Kristus og apostlene. I den store krise, som Guds trofaste tjenere snart skal igennem, vil de komme til at møde den samme hjertets hårdhed, den samme grusomme beslutsomhed, det samme uudslukkelige had. ret
(228) Alle de, som på denne onde dag uden frygt vil tjene Gud i overensstemmelse med deres samvittighed, vil få brug for mod, fasthed og viden om Gud og hans ord; thi de, som er tro imod Gud, vil blive forfulgt, deres bevæggrunde vil blive draget i tvivl, deres ærligste bestræbelser misforstået og deres navne ringeagtet som noget ondt. Satan vil arbejde med al sin list og magt for at påvirke hjertet og sløve forståelsen, for at det onde skal synes godt og det gode ondt. Jo stærkere og renere Guds folks tro er og jo fastere deres beslutning om at adlyde ham, jo voldsommere vil Satan bestræbe sig på at ophidse raseriet hos dem, som træder Guds lov under fod, alt mens de hævder at være retfærdige. Det vil kræve den fasteste tillid, den mest heltemodige vilje at holde fast ved den tro, der én gang for alle er blevet overgivet de hellige. ret
(229) Gud vil, at hans folk skal berede sig til den forestående krise. Alle skal igennem den, hvad enten de er beredt eller ej og kun de, som har levet deres liv i overensstemmelse med Guds vilje, kan holde stand i denne prøvelsens og trængselens tid. Når verdslige herskere forener sig med religionens forkyndere om at befale i samvittighedsspørgsmål, vil det vise sig, hvem der virkelig frygter og tjener Gud. Når mørket er dybest, vil gudsfrygtens lys skinne klarest. Når alt andet svigter, vil det vise sig, hvem der har en blivende tro på Jehova og mens sandhedens fjender alle vegne holder vagt for at komme Guds tjenere til livs, vil Gud våge over dem for at hjælpe dem. Han vil for dem være som skyggen fra et stort bjerg i en ørken. ret