(230) Dette kapitel er bygget op over Apg 25,13-27; 26
Paulus havde appelleret til kejseren og Festus kunne ikke gøre andet end sende ham til Rom. Men det varede nogen tid, før han kunne finde et passende skib og da der skulle sendes andre fanger sammen med Paulus, voldte det også forsinkelse at behandle deres sager. Derved fik Paulus lejlighed til at gøre rede for sin tro over for de højeststående mænd i Kæsarea og også for kong Agrippa II, den sidste af Herodesslægten. ret
(230) "Efter nogle dages forløb kom kong Agrippa og Berenike til Kæsarea for at hilse på Festus. Og da de opholdt sig dér i flere dage, forelagde Festus Paulus sag for kongen og sagde: "Der er en mand her, der er efterladt af Feliks som fange. Da jeg var i Jerusalem, fremførte jødernes ypperstepræster og ældste klage over ham og bad om at få ham domfældt." Han skildrede, hvilke omstændigheder der havde ført til fangens appel til kejseren, fortalte om Paulus sidste forhør hos ham og sagde, at jøderne ikke havde fremført nogen anklage mod Paulus af den art, han havde ventet, kun "om nogle spørgsmål vedrørende deres egen gudsdyrkelse og en ved navn Jesus, som er død, men som Paulus påstod er i live." ret
(230) Da Festus fortalte dette, blev Agrippa interesseret og sagde: "Jeg kunne også selv ønske at se den mand." For at imødekomme hans ønske blev der så arrangeret et møde den næste dag. "Næste dag kom så Agrippa og Berenike i pragtfuldt optog og gik ind i forhørssalen tillige med hærførerne og byens fornemste mænd; og på Festus befaling blev Paulus ført ind." ret
(230) Til ære for sine gæster havde Festus søgt at benytte denne anledning til en imponerende pragtudfoldelse. Landshøvdingens og gæsternes pragtfulde dragter, soldaternes sværd og befalingsmændenes strålende harnisker gjorde det hele til et glimrende skue. ret
(230) Og nu stod Paulus, som stadig var lænket, foran denne forsamling. Hvilken modsætning var man ikke vidne til her! Agrippa og Berenike var i besiddelse af magt og høj rang i samfundet og af denne grund blev de hædret af verden. Men de manglede fuldstændig de karakteregenskaber, som betyder noget for Gud. De overtrådte hans lov og var fordærvede både i sind og levned. I Himmelen følte man afsky for deres handlemåde. ret
(231) Den aldrende fange, som var lænket til sin fangevogter, havde intet i sit ydre, der kunne få verden til at vise ham ærbødighed. Dog havde denne mand, der tilsyneladende manglede venner, rigdom og magt og som var fange på grund af sin tro på Guds Søn, betydning for hele Himmelen. Engle stod ham bi. Hvis et af disse lysende sendebuds stråleglans havde været synlig, ville den kongelige pomp og pragt være blegnet; konger og hofmænd ville være faldet til jorden ligesom det romerske vagthold ved Kristi grav. ret
(231) Festus forestillede selv Paulus for forsamlingen med disse ord: "Kong Agrippa og alle I andre, som er her til stede sammen med os! Dér ser I den mand, om hvem hele jødernes mængde både i Jerusalem og her har henvendt sig til mig med råb om, at han ikke længere burde leve. Men jeg indså, at han intet havde gjort, som fortjente døden og da han selv indankede sin sag for majestæten, kendte jeg for ret, at han skulle sendes derover. Dog har jeg ikke noget sikkert at skrive om ham til herren. Derfor har jeg ladet ham føre frem for jer og især for dig, kong Agrippa! for at jeg kan have noget at skrive, når forundersøgelsen har fundet sted. Thi det synes mig urimeligt at oversende en fange uden samtidig at angive beskyldningerne imod ham." ret
(231) Derefter gav kong Agrippa Paulus tilladelse til at tale sin sag. Apostlen lod sig ikke bringe ud af fating på grund af det strålende skue eller sine tilhøreres høje rang. Han vidste jo, hvor lidt jordisk rigdom og rang betyder. Verdens pragt og herlighed kunne end ikke for et kort øjeblik betvinge hans mod eller berøve ham selvbeherskelsen. ret
(231) "Jeg priser mig lykkelig," sagde han, "fordi det er for dig, kong Agrippa! jeg i dag skal forsvare mig angående alt det, jeg anklages for af jøderne, da du jo nøje kender alle jødernes skikke og stridsspørgsmål; derfor beder jeg dig om at høre tålmodigt på mig." ret
(231) Paulus fortalte om sin omvendelse fra stædig overtro til troen på Jesus fra Nazaret som verdens Frelser. Han beskrev det himmelske syn, som først havde opfyldt ham med ubeskrivelig rædsel, men som bagefter viste sig at være en kilde til den største trøst en åbenbaring af Himmelens herlighed, der omgav ham, som han havde foragtet og hadet og hvis disciple han endog havde søgt at tilintetgøre. Fra den time var Paulus blevet et andet menneske, var ved Guds forvandlende nåde blevet en oprigtig og brændende Jesu discipel. ret
(231) Med klarhed og kraft skildrede Paulus for Agrippa de vigtigste begivenheder i forbindelse med Kristi liv på jorden. Han vidnede om, at profetiernes Messias allerede havde vist sig i Jesus af Nazarets skikkelse. Han viste, hvorledes de gammeltestamentlige skrifter havde forkyndt, at Messias skulle fremstå som et menneske blandt mennesker og hvorledes hver enkelthed, der var skildret af Moses og profeterne, var blevet opfyldt i Jesu liv. For at kunne frelse den fortabte verden havde Guds egen Søn udholdt korsets skam og var steget op til Himmelen med sejr over døden og graven. ret
(231) Hvorfor, sagde Paulus, skulle det være utroligt, at Kristus kunne opstå fra de døde? Sådan havde det også engang forekommet ham; men hvordan skulle han nu kunne tvivle om det, som han selv havde set og hørt? Ved Damaskus port havde han i sandhed haft den korsfæstede og opstandne Kristus for øje, den samme, der havde vandret i Jerusalems gader, var død på Golgata, men havde sønderbrudt dødens lænker og var steget op til Himmelen. Lige så sandt som Kefas, Jakob og Johannes eller nogen anden af disciplene havde set ham og talt med ham, havde også Paulus gjort det. Røsten havde givet ham befaling om at forkynde evangeliet om en opstanden Frelser og hvordan kunne han andet end adlyde? I Damaskus, i Jerusalem, i hele Judæa og i fjerne lande havde han vidnet om Jesus, den korsfæstede og vist alle mennesker, "at de skulle fatte et andet sind og omvende sig til Gud og gøre gerninger, som er omvendelsen værdige." ret
(232) "For denne sags skyld var det," sagde apostlen, "at nogle jøder greb mig i helligdommen og forsøgte at tage mig af dage. Det er altså ved den hjælp, jeg har fået fra Gud, at jeg indtil denne dag har kunnet stå og vidne både for små og store; og jeg siger intet ud over det, som både profeterne og Moses har sagt skulle ske: at Kristus skulle lide, at han skulle være den første, som stod op fra de døde og derefter skulle forkynde lys både for vort eget folk og for hedningerne." ret
(232) Hele forsamlingen havde som tryllebundne lyttet til Paulus beretning om sine vidunderlige oplevelser. Apostlen havde dvælet ved sit kæreste emne. Ingen af dem, der hørte ham, kunne tvivle om hans oprigtighed. Men midt i sin overbevisende veltalenheds strøm blev han afbrudt af Festus, som udbrød: "Du er ude af dig selv, Paulus! Den megen lærdom driver dig fra sans og samling." ret
(232) Apostlen svarede: "Jeg er ikke ude af mig selv, højædle Festus! tværtimod, sande og velovervejede ord er det, jeg forkynder. Kongen ved jo besked om dette og derfor taler jeg også frimodigt til ham, thi jeg er vis på, at slet intet af dette er ham ubekendt; det er jo ikke sket i en afkrog." Derpå vendte han sig til Agrippa og talte direkte til ham: "Kong Agrippa, tror du profeterne? Jeg ved, du tror dem." ret
(232) I sin dybe betagelse glemte Agrippa for et øjeblik omgivelserne og sin stillings værdighed. Han var sig kun de sandheder bevidst, han netop havde hørt, han så kun den ringe fange, der stod for ham som Guds sendebud og uvilkårligt svarede han: "Der mangler kun lidt i, at du får mig overtalt til at blive en kristen." ret
(232) Apostlen svarede alvorligt: "Jeg ville ønske til Gud, enten der så mangler lidt eller meget, at ikke alene du, men også alle de andre, som hører mig i dag, må få det, ligesom jeg selv har det," og idet han hævede sine lænkede hænder, tilføjede han: "På disse lænker nær!" ret
(232) Var det gået retfærdigt til, burde Festus, Agrippa og Berenike have båret de lænker, der bandt apostlen. Alle var de skyldige i alvorlige forbrydelser. Disse overtrædere havde på denne dag fået tilbuddet om frelse ved Kristi navn. I det mindste én af dem havde næsten ladet sig overtale til at modtage den tilbudte nåde og tilgivelse. Men Agrippa skød den tilbudte barmhjertighed fra sig og afslog at tage imod en korsfæstet Frelsers kors. ret
(232) Kongens nysgerrighed var nu tilfredsstillet og ved at rejse sig fra sit sæde antydede han, at samtalen var endt. Mens forsamlingen spredtes, talte de sammen og sagde: "Denne mand har intet gjort, som fortjener død eller lænker." ret
(233) Skønt Agrippa var jøde, delte han ikke farisæernes blinde nidkærhed og fordomme. Han sagde til Festus: "Denne mand kunne være løsladt, hvis han ikke havde indanket sin sag for kejseren," Men sagen var blevet indanket for en højere domstol og nu kunne hverken Festus eller Agrippa dømme i den. ret