(234) Dette kapitel er bygget op over Apg 27; 28,1-10
Endelig var Paulus på vej til Rom. Lukas skriver: "Da det nu var afgjort, at vi skulle sejle til Italien, overgav de både Paulus og nogle andre fanger til en høvedsmand ved navn Julius, som tilhørte den kejserlige hærafdeling. Vi gik om bord på et skib fra Adramyttium, som skulle anløbe kystbyerne i provinsen Asien og afsejlede så; Aristarkus, en makedoner fra Tessalonika, var med os." ret
(234) I det første århundrede af den kristne tidsregning var det forbundet med særlige besværligheder og farer at rejse til søs. Søfolk indstillede i det store og hele deres kurs efter solens og stjernernes stilling og når disse ikke var synlige og det så ud til storm, var skibenes ejere ængstelige for at vove sig ud på åbent hav. En del af året var det næsten umuligt at navigere med sikkerhed. ret
(234) Nu tilfaldt det apostlen Paulus at måtte tåle den prøvende oplevelse, der ville falde i hans lod som en lænket fange under den lange og trættende rejse til Italien. Der var ét, som i høj grad virkede formildende midt i hans hårde skæbne han fik tilladelse til at blive ledsaget af Lukas og Aristarkus. I brevet til kolossenserne omtalte han senere den sidstnævnte som sin "medfange"; men det var af egen fri vilje, at Aristarkus delte Paulus fangenskab, for at han kunne sørge for ham under de vanskelige forhold. ret
(234) Rejsen begyndte heldigt. Næste dag kastede de anker i Zidons havn. Høvedsmanden Julius, "som behandlede Paulus med velvilje," havde hørt, at der var kristne dér på stedet, "og gav ham lov til at gå hen til vennerne og nyde godt af deres omsorg." Denne tilladelse blev meget påskønnet af apostlen, hvis helbred ikke var godt. ret
(234) Da skibet forlod Zidon, fik det modvind og da det blev slået ud af sin normale kurs, gik det kun langsomt fremad. I Myra i provinsen Lykien fandt høvedsmanden et stort aleksandrinsk skib, som skulle sejle til den italienske kyst og han overførte straks fangerne til dette. Men de havde stadig modvind og det var vanskeligt for skibet at vinde frem. Lukas skriver: "Efter at sejladsen i flere dage var gået langsomt, og vi med nød og næppe var nået ud til Knidus (vinden var os nemlig ikke gunstig), holdt vi ned under Kreta ved Salome. Med nød og næppe kom vi dér forbi og nåede frem til et sted, som kaldes "Gode Havne". ret
(235) De blev nødt til at opholde sig nogen tid i "Gode Havne" mens de ventede på gunstig vind. Vinteren nærmede sig med stærke skridt, det var nu farligt at sejle og de, der havde ansvaret for skibet, måtte opgive håbet om at nå deres bestemmelsessted, før mulighederne for at rejse til søs var forbi for dette år. Nu gjaldt det om at bestemme, om man turde blive i "Gode Havne" eller forsøge at nå frem til et sted, hvor det var mere gunstigt at overvintre. ret
(235) Dette spørgsmål blev alvorligt diskuteret og blev til sidst af høvedsmanden omtalt til Paulus, der havde vundet agtelse både hos søfolkene og soldaterne. Uden at tøve rådede apostlen dem til at blive, hvor de var. Han sagde: " Jeg ser, at denne sejlads vil medføre ulykke og store tab, ikke blot af ladning og skib, men også af menneskeliv." Men "skipperen og styrmanden" og flertallet af passagererne og besætningen var ikke villige til at følge dette råd. Da den havn, hvor de lå for anker, "ikke egnede sig til overvintring, holdt de fleste på, at man skulle sejle derfra og forsøge, om man kunne nå frem og overvintre i Føniks, en havn på Kreta, som er beskyttet mod sydvest og nordvest." ret
(235) Høvedsmanden besluttede at følge flertallets afgørelse. "Da der nu blæste en svag søndenvind op," sejlede de derfor ud fra "Gode Havne" i håb om at kunne nå til den ønskede havn. "Men ikke længe efter kom en heftig hvirvelvind farende" skibet blev revet med og kunne ikke holdes op imod vinden." ret
(235) Drevet af stormen nærmede skibet sig den lille ø Klauda, og mens de lå i læ her, forberedte søfolkene sig på det værste. Redningsbåden, deres eneste mulighed for at undkomme, hvis skibet stødte på grund, var på slæb og kunne hvert øjeblik blive knust. Deres første anstrengelser gjaldt at få båden hejst om bord. Derefter traf man alle mulige forholdsregler for at styrke skibet og sætte det i stand til at modstå stormen. Den svage beskyttelse, som den lille ø kunne yde dem, hjalp dem ikke længe og snart var de atter udsat for uvejrets voldsomhed. ret
(235) Hele natten rasede stormen og trods alle de forholdsregler, der var truffet, begyndte skibet at lække. "Næste dag begyndte de at kaste over bord." Det blev atter aften, men blæsten lagde sig ikke. Det stormhærgede skib med sin knækkede mast og sine forrevne sejl blev kastet hid og did af orkanens rasen. Hvert øjeblik var det, som om det knagende tømmer måtte give efter, når fartøjet rullede og rystede under stormens pres. Lækagen blev hurtigt større og passagerer og mandskab arbejdede bestandig ved pumperne. Ingen om bord fik et øjebliks hvile. "På den tredje dag," skriver Lukas, "kastede de med egne hænder skibets redskaber ud. Da hverken sol eller stjerner lod sig se i flere dage og et hårdt vejr var over os, mistede vi til sidst alt håb om redning." ret
(235) I fjorten dage drev de om under en himmel uden sol og stjerner. Skønt apostlen selv var lidende, talte han håbets ord i de mørkeste timer og rakte en hjælpende hånd, hvor det tiltrængtes. Ved troen holdt han fast ved Guds vældes arm og hans hjerte havde fred i Gud. Han nærede ingen frygt for sin egen skyld; han vidste, at Gud ville bevare ham, så han kunne vidne i Rom om sandheden i Kristus. Men hans hjerte blødte af medynk med de stakkels sjæle, der omgav ham, syndige, fornedrede mennesker, som var uforberedte til at dø. Mens han inderligt bønfaldt Gud om at skåne deres liv, blev det åbenbaret for ham, at hans bøn var hørt. ret
(236) Paulus benyttede sig af et ophold i stormen til at stå frem på dækket og med høj røst sige: "Folk! I burde have adlydt mig og ikke være sejlet bort fra Kreta, så havde I sparet os for sådan ulykke og tab. Men nu formaner jeg jer til at være ved godt mod. Intet menneskeliv skal gå tabt, kun skibet. Thi en engel fra den Gud, som jeg tilhører og som jeg også tjener, stod hos mig i nat og sagde: "Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for kejseren; og se, Gud har også skænket dig alle dem, som sejler med dig." Vær derfor ved godt mod, folk! thi jeg har den tillid til Gud, at det vil gå sådan, som det er sagt mig. Men vi må strande på en ø." ret
(236) Ved disse ord vågnede håbet atter. Passagerer og mandskab blev vakt af deres sløvhedstilstand. Der var endnu meget, som måtte gøres og al deres kraft måtte sættes ind på at undgå tilintetgørelsen. ret
(236) Da de var blevet kastet omkring på de sorte, tungt rullende bølger i fjorten nætter, hørte søfolkene "ved midnatstid" lyden af brænding og det forekom dem, "at der var land i nærheden. Og da de loddede dybden, fik de tyve favne og da de lidt længere fremme loddede igen, fik de femten favne. Så blev de bange for, at vi skulle støde på et skær," skriver Lukas, "og de kastede fire ankre ud fra bagstavnen og ønskede blot, det måtte blive dag." ret
(236) Ved daggry skimtede man svagt omridset af en stormfuld kyst, men ingen kendte landmærker var at se. Så trøstesløst så det ud, at de hedenske søfolk helt tabte modet. De "gjorde forsøg på at flygte fra skibet," og under påskud af at ville lægge ankre ud fra forstavnen havde de allerede firet båden ned i søen. Paulus, som havde opdaget deres lumpne plan, sagde nu til høvedsmanden og soldaterne: "Hvis de folk dér ikke bliver om bord, kan I ikke blive reddet." Straks "kappede soldaterne bådens tove og lod den drive bort" på havet. ret
(236) Endnu ventede den mest kritiske time dem. Atter talte apostlen opmuntrende ord og tryglede alle, både søfolk og passagerer, om at spise noget, idet han sagde: "I har i dag i fjorten dage holdt ud og fastet uden at tage noget til jer. Derfor opfordrer jeg jer til at tage føde til jer, thi det hører med til jeres redning; ingen af jer skal miste så meget som et hovedhår." ret
(236) "Efter at han havde sagt dette, tog han brød og takkede Gud for alles øjne og brød det og begyndte at spise." Så sluttede denne udslidte og modløse flok på to hundrede seks og halvfjerdsindstyve mand sig til Paulus, uden hvis hjælp de ville have fortvivlet, og spiste sammen med ham. "Og da de havde spist sig mætte, kastede de hvedeladningen over bord og lettede således skibet." ret
(236) Nu var dagslyset helt brudt igennem, men de kunne ikke se noget, hvoraf de kunne afgøre, hvor de befandt sig. Imidlertid "lagde de mærke til en vig med en forstrand, hvor de besluttede om muligt at sætte skibet på grund. Derpå kappede de ankrene og lod dem blive i søen, og samtidig løste de rortovene og satte forsejlet til for vinden og holdt ind mod strandbredden. De stødte da på et rev med dybt vand på begge sider og der lod de skibet løbe på grund og forstavnen borede sig fast og var ikke til at rokke, men bagstavnen sloges efterhånden i stykker af brændingen." ret
(237) Nu truede en endnu frygteligere skæbne end skibbruddet Paulus og de andre fanger. Soldaterne indså, at det ville være umuligt for dem at have opsyn med fangerne, mens de forsøgte at nå ind til land. Enhver ville få nok at gøre med at redde sig selv. Men hvis nogen af fangerne savnedes, ville det koste de ansvarshavende livet. Af denne grund ønskede soldaterne at dræbe alle fangerne. Den romerske lov billigede denne grusomme fremgangsmåde og planen ville være blevet iværksat med det samme, hvis det ikke havde været for hans skyld, til hvem de alle stod i stor gæld. Høvedsmanden Julius vidste, at Paulus havde været redskabet til at frelse alle de ombordværendes liv og desuden var han overbevist om, at Herren var med ham, så han var bange for at gøre ham skade. Derfor bød han, "at først skulle de, som kunne svømme, springe i vandet og søge at slippe i land og så skulle de andre følge efter, nogle på planker, andre på vragstumper. Og således skete det, at de alle reddede sig i land." Ved navneopråbet savnedes ikke en eneste. ret
(237) De skibbrudne blev venligt modtaget af de indfødte på øen Malta. "De tændte et bål," skriver Lukas, "og tog sig af os alle, da det begyndte at regne og var koldt." Paulus var blandt dem, der tog virksom del i at sørge for de andre. Da han havde samlet "en bunke kvas og lagde den på bålet, krøb der på grund af varmen en giftslange ud og bed sig fast i hans hånd." De tilstedeværende blev rædselsslagne og da de af hans lænke kunne se, at han var en fange, sagde de til hinanden: "Denne mand er sikkert en morder, som retfærdighedens gudinde ikke tillader at leve, skønt han er reddet fra havet. " Men Paulus rystede dyret af sig ind i ilden og det havde ingen skade gjort ham. Da de indfødte vidste, hvor giftig slangen var, ventede de hvert øjeblik at se ham falde om, forpint af smerter. "Men da de havde ventet længe og så, at der ikke skete ham noget slemt, slog de helt om og sagde, at han var en gud." ret
(237) I de tre måneder, hvor skibets besætning blev boende på Malta, benyttede Paulus og hans medarbejdere mangen lejlighed til at prædike ordet. På en forunderlig måde arbejdede Herren gennem dem. For Paulus skyld blev alle de skibbrudne behandlet med stor venlighed; der blev sørget for dem på alle måder og da de forlod Malta, forsynede man dem gavmildt med alt, hvad de havde brug for på rejsen. Lukas fortæller således om hovedbegivenhederne under deres ophold: ret
(237) "I nærheden af dette sted havde øens fornemste mand, som hed Publius, en landejendom. Han tog venligt imod os og vi var hans gæster i tre dage. Nu traf det sig, at Publius fader lå syg af feber og blodgang. Paulus gik da ind til ham, bad og lagde hænderne på ham og helbredte ham. Da det var sket, kom også de andre på øen, som havde sygdomme, til ham og blev helbredt. De viste os også megen ære og da vi skulle sejle bort, forsynede de os med, hvad vi kunne få brug for." ret