Mesterens efterfølgere kapitel 43. Fra side 238.     Fra side 447 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Rom

(238)  Dette kapitel er bygget op over Apg 28,11-13 og brevet til Filemon

Da det atter blev muligt at sejle, drog høvedsmanden og hans fanger af sted for at komme til Rom. Et aleksandrinsk skib, "Kastor og Polluks", havde overvintret i Maltas havn på rejsen vestpå og de rejsende gik om bord på det. Skønt skibet blev en del forsinket på grund af modvind, nåede man trygt i havn og skibet kastede anker i Puteolis smukke havn på Italiens kyst. ret

(238)  Her fandtes der nogle få kristne. De bønfaldt apostlen om at blive en uge hos dem; høvedsmanden gav med venlighed sin tilladelse hertil. Siden de kristne i Italien havde modtaget Paulus brev til romerne, havde de ivrigt set hen til et besøg af apostlen. De havde ikke tænkt sig at skulle se ham som fange, men hans lidelser gjorde ham endnu mere dyrebar for dem. Da afstanden fra Puteoli til Rom ikke var mere end cirka to hundrede fem og tyve kilometer og da havnebyen var i stadig forbindelse med hovedstaden, fik de kristne i Rom underretning om Paulus ankomst og nogle af dem drog ham i møde for at byde ham velkommen. ret

(238)  Ottendedagen efter landgangen drog høvedsmanden og fangerne af sted til Rom. Julius tilstod gerne apostlen enhver gunst, som det stod i hans magt at tildele, men han kunne ikke ændre hans stilling som fange eller befri ham for den lænke, hvormed han var bundet til den vagthavende soldat. Det var med tungt hjerte, at Paulus begav sig til det længe ventede besøg i verdens hovedstad. Det var under så helt andre forhold, end han havde glædet sig til. Hvordan skulle han, lænket og brændemærket som han var, kunne forkynde evangeliet? Hans håb om at vinde mange sjæle for sandheden i Rom syntes forudbestemt til at blive en skuffelse. ret

(238)  Endelig når de rejsende til Forum Appii, cirka fem og tres kilometer fra Rom. Mens de baner sig vej gennem skarerne, der flokkes på den store hovedvej, modtager den gråhårede gamle mand, der er lænket sammen med en flok forhærdet udseende forbrydere, mangt et foragteligt øjekast og bliver gjort til genstand for mangen grov og hånlig spøg. ret

(238)  Pludselig lyder der et glædesråb og en mand styrter frem fra de vejfarendes skare og kaster sig om halsen på fangen. Han kysser ham grædende og jublende, som en søn ville byde en længe savnet fader velkommen. Atter og atter gentager dette sig, efterhånden som mange, der er blevet skarpsynede af kærlig forventning, i den lænkede fange genkender ham, som i Korint, i Filippi og Efesus havde talt livets ord til dem. ret

(239)  Mens de varmhjertede disciple ivrigt flokkes om deres fader i troen, går hele flokken i stå. Soldaterne er utålmodige over forsinkelsen, men nænner ikke at afbryde dette glade møde, for de har selv lært at ære og agte deres fange. I dette hærgede ansigt, som er præget af lidelser, ser disciplene en genspejling af Kristi billede. De forsikrer Paulus, at de ikke har glemt ham eller er ophørt med at elske ham og at de skylder ham det glade håb, som giver deres liv værdi og som giver dem fred med Gud. I deres kærligheds iver ville de helst bære ham på deres skuldre hele vejen til byen, hvis de blot kunne få lov til det. ret

(239)  Kun få er klare over betydningen af disse ord, som Lukas skriver, at da Paulus så brødrene, "takkede han Gud og fattede mod." Omgivet af den grædende, medfølende gruppe af troende, der ikke skammede sig over hans lænker, priste apostlen Gud med høj røst. Den mørke sky af sorg, der havde hvilet over hans sjæl, var som blæst bort. Hans liv som kristen havde været en lang række af prøvelser, lidelser og skuffelser, men i denne stund følte han sig overvældende rigt gengældt. Med fastere skridt og glad hjerte fortsatte han sin vej. Han ville hverken klage over fortiden eller frygte for fremtiden. Lænker og lidelser ventede ham, det vidste han; men han vidste også, at det var faldet i hans lod at udfri sjæle fra en langt frygteligere trældom og han glædede sig over sine lidelser for Kristi skyld. ret

(239)  I Rom overgav høvedsmanden Julius sine fanger til den øverstbefalende for kejserens livvagt. Den gode indberetning, han gav om Paulus, sammen med Festus brev, bevirkede, at apostlen blev gunstigt behandlet af den øverstbefalende og i stedet for at blive kastet i fængsel fik han lov til at bo i et lejet hus for sig selv. Skønt han stadig var lænket til en soldat, havde han tilladelse til at modtage sine venner og at arbejde for Kristi sags fremme. ret

(239)  Mange af de jøder, der for nogle år siden var blevet forvist fra Rom, havde fået tilladelse til at vende tilbage og der fandtes nu mange af dem i byen. Paulus besluttede at forelægge dem de virkelige forhold om sig selv og sin virksomhed, før hans fjender fik lejlighed til at forbitre deres sind imod ham. Tre dage efter sin ankomst til Rom sammenkaldte han derfor deres ledende mænd og meddelte dem enkelt og tydeligt, hvorfor han var kommet til Rom som fange. ret

(239)   "Brødre," sagde han, "skønt jeg ikke har gjort noget, der kunne skade vort folk eller de fædrene skikke, kommer jeg dog som fange fra Jerusalem, overgivet i romernes hænder. De har forhørt mig og ville derefter løslade mig, fordi jeg ikke var skyldig i noget, som fortjener døden. Men da jøderne gjorde indsigelse, nødtes jeg til at indanke min sag for kejseren, dog ikke som jeg havde noget at anklage mit folk for. Af denne grund har jeg nu indbudt jer for at hilse på jer og tale med jer; thi det er for Israels håbs skyld, at jeg er lagt i denne lænke." ret

(239)  Han sagde intet om den mishandling, han havde været udsat for fra jødernes side, eller om deres gentagne sammensværgelser for at dræbe ham. Hans ord var prægede af forsigtighed og venlighed. Han gjorde ikke forsøg på at vinde opmærksomhed eller sympati for sig selv, men prøvede at forsvare sandheden og holde evangeliet i ære. ret

(240)  Som svar herpå erklærede hans tilhørere, at de hverken offentligt eller privat havde modtaget breve med anklager imod ham og at ingen af jøderne, der var kommet til Rom, havde beskyldt ham for nogen forbrydelse. De udtrykte også kraftigt ønsket om selv at høre hans begrundelse for sin tro på Kristus. "Om dette parti er det os bekendt," sagde de, "at det alle vegne vækker modsigelse." ret

(240)  Da de selv havde ønsket det, bad Paulus dem fastsætte en dag, hvor han kunne forkynde evangeliets sandheder for dem. Ved den aftalte tid forsamledes der mange og "fra tidlig morgen og lige til aften forklarede og vidnede han for dem om Guds rige og søgte at overbevise dem om Jesus, både ud fra Mose lov og fra profeterne." Han fortalte, hvad han selv havde oplevet og fremførte beviser fra de gammeltestamentlige skrifter både enfoldigt, ærligt og kraftigt. ret

(240)  Apostlen viste dem, at gudsfrygt ikke består i ritualer og ceremonier, trosbekendelser og teorier. Hvis den gjorde det, ville det kødelige menneske kunne forstå den, ligesom det forstår verdslige spørgsmål. Paulus lærte, at gudsfrygt er en handlende, frelsende kraft, at den kun kommer fra Gud og at den er en personlig erfaring om Guds fornyende magt over sjælen. ret

(240)  Han påpegede, hvordan Moses havde vist hen til Kristus som den profet, de skulle lytte til, hvordan alle profeterne havde vidnet om ham som Guds store lægemiddel mod synden, den uskyldige, som skulle bære de manges synder. Han bebrejdede dem ikke deres overholdelse af skikke og formaliteter, men viste dem, at mens de overholdt de rituelle former med den største nøjagtighed, forkastede de ham, som var opfyldelsen af hele dette system. ret

(240)  Paulus erklærede, at han som uomvendt ikke personligt havde kendt Kristus, men udelukkende efter den opfattelse, som han i lighed med andre nærede om den kommende Messias væsen og gerning. Han havde forkastet Jesus fra Nazaret som en bedrager, fordi han ikke svarede til denne opfattelse. Men nu var Paulus syn på Kristus og hans opgave langt mere åndeligt og ophøjet; thi han var blevet omvendt. Paulus forsikrede, at han ikke forkyndte dem Kristus efter kødet. Herodes havde set Kristus i hans menneskelige skikkelse; Annas havde set ham; de romerske soldater havde set ham. Men de havde ikke set ham med troens øje; de havde ikke set ham som den herliggjorte Frelser. Ved troen at begribe Kristus, at få åndelig viden om ham, var af større værdi end personligt at have kendt ham, mens han vandrede på jorden. Det samfund med Kristus, som Paulus nu erfarede, var mere inderligt, mere varigt, end et blot jordisk eller menneskeligt samvær. ret

(240)  Mens Paulus talte om det, han vidste og vidnede om det, han havde set angående Jesus af Nazaret som Israels håb, blev de, der af et ærligt hjerte søgte sandheden, overbevist. I det mindste på nogle gjorde hans ord et indtryk, som aldrig lod sig udslette. Men andre afslog hårdnakket at tage imod skriftens klare vidnesbyrd, skønt de dog blev fremsat for dem af én, som havde fået Helligåndens særlige lys. De kunne ikke gendrive hans bevisførelse, men de nægtede at godkende de slutninger, han drog af den. ret

(241)  Der gik mange måneder efter Paulus ankomst til Rom, før jøderne fra Jerusalem kom for personligt at fremføre deres anklager mod fangen. Gentagne gange var de blevet hindret i deres planer og nu, hvor Paulus skulle stilles for det romerske riges øverste domstol, ønskede de ikke at risikere et nyt nederlag. Lysias, Feliks, Festus og Agrippa havde alle givet udtryk for deres tro på hans uskyldighed. Hans fjender kunne kun gøre sig håb om at nå deres mål ved at søge ved rænkespil at påvirke kejseren til gunst for dem selv. Forhaling af tiden ville være til fordel for deres plan, fordi de så kunne vinde tid til at udarbejde og udføre deres forsæt og derfor ventede de en stund, før de personligt fremførte deres anklager mod apostlen. ret

(241)  Efter Guds forsyns nåde bevirkede denne opsættelse en videre udbredelse af evangeliet. Ved velvilje fra dem, der havde opsynet med Paulus, fik han tilladelse til at bo i et bekvemt hus, hvor han daglig kunne mødes frit med sine venner og også daglig forkynde sandheden for dem, der kom for at lytte til ham. Således fortsatte han sin virksomhed i to år "og forkyndte dem Guds rige og lærte dem om Herren Jesus Kristus med al frimodighed, uden at nogen hindrede ham deri." ret

(241)  I denne tid glemte han ikke de menigheder, han i mange lande havde oprettet. I forståelse af de farer, som truede dem, der var omvendte til den nye tro, søgte apostlen så vidt muligt at imødekomme deres trang gennem breve med formanende og praktisk belæring. Og fra Rom udsendte han hellige arbejdere, for at de skulle virke ikke blot i disse menigheder, men også på steder, han selv ikke havde besøgt. Disse medarbejdere styrkede som kloge hyrder den gerning, som Paulus havde begyndt så godt og apostlen, som holdt sig underrettet om menighedernes tilstand og farer ved den stadige forbindelse med dem, blev i stand til at udøve et klogt overopsyn med dem alle. ret

(241)  Mens Paulus således tilsyneladende var afskåret fra aktivt arbejde, udøvede han en større og mere varig indflydelse, end hvis han havde haft frihed til at rejse rundt blandt menighederne som tidligere. Som Herrens fange havde han et fastere tag i sine medbrødres kærlighed og hans ord, der var skrevet af én, som bar lænker for Kristi skyld, vakte større opmærksomhed og ærbødighed, end de ville have gjort, hvis han personligt havde været hos dem. Ikke før Paulus var blevet dem berøvet, forstod de troende fuldt ud, hvor tunge byrder han havde båret for deres skyld. Hidtil havde de været meget tilbøjelige til at unddrage sig ansvaret og de tyngende byrder, fordi de manglede hans visdom, finfølelse og ubetvingelige energi; men nu, hvor de i deres uerfarenhed var nødt til at lære den lektie, de havde villet undgå, skønnede de på hans formaninger, råd og belæring, mere end de nogensinde havde skønnet på hans personlige arbejde. Og fordi de lærte meget af hans mod og tro under det lange fangenskab, blev de styrkede til større troskab og iver for Kristi riges sag. ret

(241)  Blandt Paulus medhjælpere i Rom fandtes mange af hans tidligere fæller og medarbejdere. "Lægen Lukas, den elskede," som havde taget sig af ham på rejsen til Jerusalem, under de to års fængsling i Kæsarea og under den farlige rejse til Rom, var stadig hos ham. Også Timoteus sørgede for ham. Tykikus, "den elskede broder og trofaste hjælper og medtjener i Herren " blev tappert hos apostlen. Også Demas og Markus var hos ham. Aristarkus og Epafras var "hans medfanger." Kol. 4,7-14. ret

(242)  Siden Markus i sin ungdom bekendte sig til troen, var hans erfaringer som kristen blevet dybere. Eftersom han mere indgående havde gransket Kristi liv og død, var han nået til et klarere syn på Frelserens gerning, på dens strid og byrder. I mærkerne på Kristi hænder og fødder så han tegnet på hans tjeneste for menneskeheden og hvor langt selvfornægtelse kan føre for at frelse de fortabte og dem, der er ved at gå til grunde og Markus var blevet villig til at følge sin Mester på selvfornægtelsens vej. Nu, hvor han delte Paulus fængselstilværelse med ham, forstod han bedre end nogensinde før, at det er en uendelig vinding at eje Kristus og et uendeligt tab at vinde verden men miste den sjæl, for hvis frelse Kristus udgød sit blod. Trods alvorlige prøvelser og hård modgang vedblev Markus trofast med at være apostlen en klog og elsket hjælper. ret

(242)  Demas, der en tid var standhaftig, svigtede siden Kristi sag. Paulus skriver, da han omtaler dette: "Demas forlod mig af kærlighed til den nuværende verden." 2Tim. 4,10. For jordisk vindings skyld borttuskede Demas ethvert højt og ædelt synspunkt. Hvor var dette et kortsynet bytte! Hvis Demas kun besad jordisk rigdom eller ære, var han i sandhed fattig, hvor meget han så end med stolthed kunne kalde sit eget; mens Markus, der valgte at lide for Kristi skyld, ejede evige rigdomme, fordi han i Himmelen blev regnet for Guds arving og medarving med Guds Søn. ret

(242)  Blandt dem, der gav Gud deres hjerte under Paulus virksomhed i Rom, var Onesimus. Han var en hedensk slave, der havde begået uret mod sin herre, Filemon, en kristen troende i Kolossæ og var flygtet til Rom. I sin kærlighed søgte Paulus at lindre den elendige flygtnings fattigdom og nød og prøvede så at sprede sandhedens lys i hans formørkede sjæl. Onesimus lyttede til livets ord, bekendte sine synder og blev omvendt til Kristi tro. ret

(242)  Paulus kom til at holde meget af Onesimus på grund af hans fromhed og oprigtighed og ikke mindst på grund af hans kærlige omsorg og hans iver for at fremme arbejdet for evangeliet. Paulus fandt karaktertræk hos ham, som kunne gøre ham til en nyttig hjælp i missionsarbejdet og han rådede ham til uden tøven at vende tilbage til Filemon, bede om hans tilgivelse og lægge planer for fremtiden. Apostlen lovede selv at stå inde for den sum, som var blevet berøvet Filemon. Da han netop skulle til at sende Tykikus af sted med breve til forskellige menigheder i Lilleasien, lod han Onesimus rejse sammen med ham. Det var en hård prøve for denne tjener således at udlevere sig til den herre, han havde besveget, men han var blevet virkelig omvendt og han veg ikke fra at gøre sin pligt. ret

(242)  Paulus gjorde Onesimus selv til overbringer af brevet til Filemon, hvori han talte den angrende slaves sag med sin sædvanlige takt og venlighed og udtrykte ønsket om at måtte få lov at benytte sig af hans tjeneste i fremtiden. Brevet begyndte med en kærlig hilsen til Filemon som ven og medarbejder: ret

(242)   "Nåde være med eder og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus! Jeg takker altid min Gud, når jeg nævner dig i mine bønner, fordi jeg hører om den kærlighed og tro, du har til Herren Jesus og viser over for alle de hellige. Jeg beder om, at det fællesskab om troen, som du er med i, må blive virksomt for Kristus gennem erkendelsen af alt det gode, som er os givet." Apostlen mindede Filemon om, at alle de gode hensigter og karakteregenskaber, han var i besiddelse af, skyldtes Kristi nåde; kun denne kunne gøre ham anderledes end de fordærvede og syndige. Den samme nåde kunne gøre den fornedrede forbryder til et Guds barn og en nyttig arbejder for evangeliet. ret

(243)  Paulus kunne have påmindet Filemon om hans pligt som kristen, men han valgte i stedet at bruge bønfaldende ord: "Sådan som jeg er, den gamle Paulus, og nu tilmed Jesu Kristi fange, beder jeg dig for mit barn, som jeg har fået i mit fangenskab, for Onesimus, som før ikke var dig til "gavn", men nu er til gavn for både dig og mig." ret

(243)  Apostlen bad Filemon om i betragtning af Onesimus omvendelse at tage imod den angrende træl som sit eget barn og vise ham en sådan kærlighed, at han ville vælge at bo hos sin tidligere herre, "og da ikke mere som en træl, men som noget langt mere end en træl: som en elsket broder." Han udtalte ønsket om at måtte beholde Onesimus som én, der kunne sørge for ham under hans fangenskab, ligesom Filemon selv ville have gjort det, skønt han kun ønskede hans tjeneste, hvis Filemon af egen fri vilje ville give trællen hans frihed. ret

(243)  Apostlen vidste god besked om den strenghed, herrer udviste mod deres slaver og han vidste også, at Filemon var meget ophidset over sin tjeners opførsel. Han forsøgte at skrive til ham på en måde, der kunne vække hans dybeste og kærligste følelser som kristen. Onesimus omvendelse havde gjort ham til en broder i troen og enhver straf, der ramte denne nyomvendte, ville af Paulus blive betragtet, som om den havde ramt ham selv. ret

(243)  Paulus påtog sig frivilligt at betale Onesimus gæld, for at den skyldige måtte blive skånet for vanæren ved at blive straffet og atter få lov at nyde godt af de rettigheder, han havde forskertset. "Så sandt du da regner mig for din medbroder, så tag imod ham, som om det var mig selv!" skriver han til Filemon. "Har han gjort dig nogen uret, eller skylder han dig noget, så skriv det på min regning. Jeg, Paulus, forpligter mig herved med egen underskrift til at betale." ret

(243)  Hvor er dette et slående billede på Kristi kærlighed til den angrende synder! Tjeneren, der havde bedraget sin herre, havde intet at give til erstatning. Synderen, der har berøvet Gud flere års tjeneste, har intet middel til at udslette sin gæld. Jesus træder ind mellem synderen og Gud og siger: Jeg vil betale gælden! Skån synderen! Jeg vil lide i hans sted! ret

(243)  Efter at Paulus havde tilbudt at påtage sig Onesimus gæld, mindede han Filemon om, i hvor høj grad han selv stod i gæld til apostlen. Han skyldte ham sig selv, fordi Gud havde brugt Paulus som redskab til hans omvendelse. Derefter tryglede han inderligt og alvorligt Filemon om, at han, ligesom han ved sin gavmildhed havde vederkvæget de hellige, også ville vederkvæge apostlens sjæl ved at skænke ham denne årsag til glæde. "I tillid til din lydighed skriver jeg dette til dig" tilføjede han, "jeg ved jo, at du endogså vil gøre mere end det, jeg siger." ret

(243)  Paulus brev til Filemon viser evangeliets indflydelse på forholdet mellem herre og træl. Slaveri var almindeligt i hele romerriget og der fandtes både herrer og slaver i de fleste af de menigheder, i hvilke Paulus arbejdede. I byerne, hvor slaverne ofte fandtes i langt større antal end de frie borgere, blev frygtelig strenge love betragtet som en nødvendighed for at holde dem i ave. En rig romer ejede ofte hundreder af slaver af alle samfundslag, af alle nationaliteter og med alle mulige færdigheder. Med uindskrænket magt over disse hjælpeløse væseners legeme og sjæl kunne han tildele dem en hvilken som helst straf og lidelse, han havde lyst til. Hvis en af dem i hævnfølelse eller i selvforsvar vovede at løfte hånden mod sin ejer, måtte måske hele synderens familie bøde på en umenneskelig måde. Den mindste fejltagelse, et uheld eller en skødesløshed, blev ofte straffet uden barmhjertighed. ret

(244)  Nogle herrer var mere menneskelige end andre og viste større overbærenhed mod deres tjenere; men langt de fleste af de rige og de fornemme, der uden at lægge bånd på sig hengav sig til vellyst, lidenskaber og begær, gjorde deres slaver til elendige ofre for luner og tyranni. Hele denne samfundsordning var håbløst nedværdigende. ret

(244)  Det var ikke apostlens opgave enevældigt eller pludseligt at vælte den bestående samfundsorden. At gøre forsøg herpå ville være det samme som at forhindre evangeliets fremgang. Men han lærte grundsætninger, der ramte selve grundvolden for slaveriet og som, hvis de blev bragt til udførelse, uvægerligt ville undergrave hele systemet. "Hvor Herrens Ånd er, der er frihed," erklærede han. 2Kor. 3,17. Når en slave blev omvendt, blev han et lem på Kristi legeme og som sådan skulle han elskes og behandles som en broder og medarving med sin herre til Guds velsignelser og evangeliets gaver. På den anden side skulle tjenere gøre deres pligt, "ikke med øjentjeneste, som de, der vil tækkes mennesker, men som Kristi tjenere, der gør Guds vilje af hjertet." Ef. 6,6 ret

næste kapitel