Mesterens efterfølgere kapitel 44. Fra side 245.     Fra side 461 i den engelske udgave.ren side   tilbage

Kejserens hus

(245)  Evangeliet har altid haft størst fremgang blandt de lavere klasser. "Ikke mange verdsligt vise, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme," er kaldede. 1Kor. 1,26. Man kunne ikke vente, at Paulus, der var en fattig, venneløs fange, ville være i stand til at vinde opmærksomhed hos de romerske borgeres rige og betitlede klasser. For dem frembød lasten al sin glimrende tillokkelse, og de lod sig villigt indfange. Men blandt de arbejdstrætte, nødlidende ofre for deres undertrykkelse, ja, selv blandt de stakkels slaver, var der mange, som med glæde lyttede til Paulus ord og i troen på Kristus fandt et håb og en fred, som styrkede dem i deres tunge skæbne. Men skønt apostlens gerning begyndte blandt de ringe og fattige, nåede dens indflydelse videre ud, indtil den nåede selve kejserens palads. ret

(245)  Rom var på dette tidspunkt verdens hovedstad. De hovmodige kejsere gav love for næsten hvert eneste folk på jorden. Fyrsten og hoffet var enten uden viden om den ringe nazaræer, eller også betragtede de ham med had og spot. Og dog banede ordet sig på mindre end to år vej fra fangens beskedne bolig til de kejserlige sale. Paulus er lænket som en forbryder, men "Guds ord er ikke bundet." 2Tim. 2,9. ret

(245)  I tidligere tider havde apostlen offentligt forkyndt Kristi tro med dragende magt og ved tegn og undergerninger havde han givet uafviselige beviser på dens guddommelighed. Med ædel fasthed havde han stået overfor grækernes vismænd og ved sin kundskab og veltalenhed havde han bragt deres stolte filosofiske argumenter til tavshed. Med ukueligt mod havde han stået overfor konger og landshøvdinger og prædiket om mådehold, retfærdighed og den kommende dom, indtil de hovmodige herskere skælvede, som om de allerede så rædslerne på Herrens dag. ret

(245)  Nu blev der ikke tilstået apostlen den slags muligheder, indespærret som han var i sin egen bolig, hvor han kun kunne forkynde sandheden for dem, der opsøgte ham dér. Han havde ikke som Moses og Aron fået Guds befaling til at træde frem for den ryggesløse konge og som stedfortræder for den store Jeg Er dadle hans grusomhed og undertrykkelse. Dog var det netop på dette tidspunkt, hvor evangeliets største talsmand tilsyneladende var afskåret fra offentligheden, at der blev vundet en stor sejr; thi fra selve kejserens hus blev der føjet nogle til menigheden. ret

(246)  Intetsteds kunne man tænke sig en mere fjendtlig stemning overfor kristendommen end ved det romerske hof. Det var, som om Nero fra sin sjæl havde udryddet det sidste spor af det guddommelige, ja, endog af det menneskelige og var stemplet af Satan selv. Hans tjenere og hofmænd var som helhed af samme slags som han selv grusomme, lumpne og fordærvede. Efter alle solemærker ville det være umuligt for kristendommen at vinde fodfæste indenfor Neros hof og palads. ret

(246)  Dog fik man i dette tilfælde ligesom så mange andre gange bevis for sandheden i Paulus hævdelse af, at de våben, han brugte i striden, var "mægtige for Gud, så de kan nedbryde fæstningsværker." 2Kor. 10,4. Selv i Neros hus blev der vundet sejre for korset. Blandt de syndige tjenere hos en endnu syndigere hersker blev der vundet sjæle, der blev Guds børn. Disse var ikke kristne i hemmelighed, men åbenlyst. De skammede sig ikke over deres tro. ret

(246)  Og ved hvilke midler opnåede man så adgang og fast fodfæste for kristendommen, hvor selve dens indladelse syntes en umulighed? I sit brev til filipperne nævnte Paulus netop sit eget fangenskab som årsagen til den lykke at kunne vinde omvendte for troen indenfor Neros hus. I sin ængstelse for, at man skulle tro, at hans lidelser havde skadet evangeliets fremgang, forsikrede han dem: "Jeg vil, at I skal vide brødre! at det, der er sket med mig, snarest har fremmet evangeliet." Fil. 1,12. ret

(246)  Da de kristne menigheder fik at vide, at Paulus skulle gæste Rom, glædede de sig til en stor sejr for evangeliet i denne by. Paulus havde bragt sandheden til mange lande og han havde forkyndt den i store byer. Skulle det ikke lykkes for denne troens kæmpe at vinde sjæle for Kristus selv i verdens hovedstad? Men deres håb blev knust ved efterretningen om, at Paulus var kommet til Rom som fange. De havde håbet og stolet på at få at se, at når evangeliet først havde vundet fodfæste i dette verdens midtpunkt, ville det hurtigt spredes til alle folkeslag og blive den herskende magt i verden. Hvor var deres skuffelse stor! Menneskelige forventninger var slået fejl, men ikke Guds formål! ret

(246)  Det var ikke ved Paulus prædikener, men ved hans lænker, at hoffets opmærksomhed rettedes mod kristendommen. Det var netop som fange, at han befriede så mange sjæle for de lænker, der holdt dem i syndens trældom. Og dette var ikke alt! Han sagde: "Og de fleste af brødrene er ved mine lænker blevet så tillidsfulde i Herren, at de med større mod forkynder Guds ord uden frygt." Fil. 1,14. ret

(246)  Paulus tålmodighed og frejdighed under det fange og uforskyldte fængselsophold, hans mod og hans tro var en bestandig prædiken. Hans ånd, der var så vidt forskellig fra verdens ånd, vidnede om, at en højere magt end denne verdens var hos ham. Og ved hans eksempel blev kristne ansporet til at udvise større energi som talsmænd for den sag, som Paulus ikke kunne tjene offentligt mere. På denne måde gjorde apostlens lænker deres virkning og mens hans kraft og brugbarhed syntes lammet og han efter alt at dømme kun kunne udrette lidt, samlede han netop neg for Kristus på marker, hvorfra han tilsyneladende var helt udelukket. ret

(247)  Før de to års fængselstid var til ende, kunne Paulus sige: "Det er nemlig blevet klart for hele livvagten og alle de andre, at det er i Kristus, jeg bærer mine lænker," og blandt dem, der sendte hilsen til filipperne, nævner han navnlig dem, "der hører til kejserens hus " Fil. 1,13; 4,22. ret

(247)  Tålmodigheden vinder sine sejre såvel som modet. Ved ydmyghed under prøvelser kan der ikke mindre end ved dristige foretagender vindes sjæle for Kristus. Den kristne, der udviser tålmodighed og frejdighed under savn og lidelse, ja, som endog kan møde døden med en fast tros fred og tryghed, kan udvirke mere for evangeliet, end han kunne have opnået ved et langt liv i trofast arbejde. Når en Guds tjener bliver taget bort fra den aktive tjeneste, er forsynets uforståelige tilskikkelse, som vi i vor kortsynethed er tilbøjelige til at beklage, ofte et led i Guds plan om at udrette noget, som ellers ikke ville være blevet gjort. ret

(247)  Når en Kristi discipel ikke mere er i stand til at arbejde åbenlyst og aktivt for Gud og hans sandhed, må han ikke mene, at han ikke mere kan yde noget og ikke vinde sin løn. Kristi sande vidner bliver aldrig overflødige. I sundhed og sygdom, i liv eller død bruger Gud dem stadig. Når Kristi tjenere ved Satans ondskab er blevet forfulgt og deres handlekraft hæmmet, når de er blevet kastet i fængsel eller slæbt til skafottet eller bålet, så sker det, for at sandheden kan vinde en større sejr. Når disse trofaste beseglede deres vidnesbyrd med deres blod, blev sjæle, der før var tvivlende, omvendt til troen på Kristus og tog modigt parti for ham. Af martyrernes aske er der fremspiret en rig høst for Gud. ret

(247)  Paulus og hans medarbejderes iver og troskab og ikke mindst troen og lydigheden hos dem, der var blevet omvendt til kristendommen under så truende forhold, virker som en bebrejdelse mod ladhed og manglende tro hos Kristi tjenere. Apostlen og hans medarbejdere kunne være fremkommet med den indvending, at det ville være håbløst at forsøge at vække anger og tro på Kristus hos Neros tjenere, der jo var genstand for voldsomme fristelser, omgivet af frygtelige hindringer og udsat for den bitreste modstand. Selv om de lod sig overbevise om sandheden, hvordan skulle de så kunne vise lydighed? Men Paulus ræsonnerede ikke på denne måde. I tro forkyndte han evangeliet for disse sjæle og blandt dem, der hørte ham, var der nogle, som besluttede at adlyde, koste, hvad det ville. Trods hindringer og farer ville de tage imod lyset i tillid til, at Gud ville hjælpe dem til at lade deres lys skinne for andre. ret

(247)  Ikke alene blev mennesker i kejserens hus vundet for sandheden, men efter deres omvendelse blev de boende i det samme hus. De følte ikke, at de havde ret til at forlade pligtens vej, fordi deres omgivelser ikke mere var dem venligt stemt. Her havde de mødt sandheden og her blev de og vidnede ved deres forandrede liv og optræden om den nye tros forvandlende kraft. Er der nogle, der føler sig fristet til at bruge deres forhold som en undskyldning for ikke at vidne om Kristus? Så bør de overveje, hvordan disciplene i kejserens hus var stillet kejserens fordærvethed, hoffets lastefuldhed. Vi kan næppe forestille os forhold, der var mere ugunstige for et kristenliv, eller som medførte større ofre eller modstand end de, hvorunder disse omvendte befandt sig. Dog bevarede de trods vanskeligheder og farer deres troskab. En kristen kan på grund af hindringer, der synes uoverstigelige, søge at undskylde sig for ikke at adlyde sandheden, som den findes i Jesus; men ingen af de undskyldninger, han kan fremføre, tåler nærmere efterprøvelse. Hvis dette var tilfældet, ville han kunne bevise, at Gud er uretfærdig, fordi han har skabt sine børn frelsesbetingelser, som de ikke kan opfylde. ret

(248)  Den, hvis hjerte er fast besluttet på at tjene Gud, vil finde mulighed for at vidne om ham. Vanskeligheder vil ikke have magt til at hindre den, der har besluttet først at søge Guds rige og hans retfærdighed. Ved den kraft, der kan vindes ved bøn og granskning af ordet, vil han søge det gode og forsage det onde. Ved at se hen til Jesus, troens begynder og fuldender, som tålte synderes modstand mod sig selv, vil den troende med glæde trodse spot og foragt. Og hjælp og nåde i rigeligt mål og under alle omstændigheder loves dem af ham, hvis ord er sandhed. Hans evige arme omslutter den sjæl, som vender sig til ham for at få hjælp. I hans omsorg kan vi hvile trygt og sige: "Når jeg gribes af frygt, vil jeg stole på dig." Sl. 56,4. Gud vil opfylde sit løfte til alle dem, der stoler på ham. ret

(248)  Frelseren har ved sit eget eksempel vist, at hans efterfølgere kan leve i verden og dog ikke være af verden. Han kom ikke for at tage del i dens bedrageriske glæder, for at lade sig beherske af dens skikke eller følge dens vaner, men for at gøre sin Faders vilje, for at søge og frelse det fortabte. Med dette mål for øje kan en kristen forblive ubesmittet af alle slags omgivelser. Hvordan hans stilling eller forhold end er, høje eller lave, kan han give udtryk for sand fromheds kraft under trofast opfyldelse af sin pligt. ret

(248)  Det kristne sind udvikles ikke ved at blive fritaget for prøvelser, men ved at stå midt i dem. At blive udsat for afvisning og modstand fører Kristi discipel til større årvågenhed og mere inderlig bøn til den almægtige hjælper. Hårde prøvelser, der udholdes ved Guds nåde, udvikler tålmodighed, årvågenhed, styrke og en dyb og stadig tillid til Gud. Det er den kristne tros triumf, at den gør det muligt for den, der følger den, at lide og være stærk, at underkaste sig og alligevel sejre, at dræbes hver eneste dag og dog leve, at bære korset og således vinde ærens krone. ret

næste kapitel